Kapkolonien: Forskelle mellem versioner

}}

 

 

 

I årene 1836 til 1840 flyttede mængder af misfornøjede boere i det, som blev kendt som [[Great Trek]], ud af kolonien over floderne [[Oranje (flod)|Oranje]] og [[Vaal (flod)|Vaal]] og etablerede en række [[boerrepublikkerne|boerrepubliker]], deriblandt [[Sydafrikanske republik]] ([[Transvaal]]) og [[Fristatprovinsen|Oranjefristaten]]. De næste 100 år skulle området præges af konflikter mellem briter og boere, en konflikt, som kulminerede i [[første boerkrig|første]] og [[anden boerkrig]]. Med den britiske sejr i [[1902]] blev Oranjefristaten og Sydafrikanske republik britiske kolonier, og Kapkolonien sluttede sig til disse i [[Sydafrikanske union]] i [[1910]].

 

 

Kapkolonien havde et areal som tilsvarede [[Kap-provinsen]], og den strakte sig fra [[Atlanterhavet|Atlanterhavskysten]] ind i landet og østover langs den sydlige kyst. Kolonien udgjorde cirka halvdelen af dagens Sydafrika. Grænsen mod øst gik til slut langs [[Fish River]] efter flere krige mod [[xhosa]]erne. I nord var floden [[Oranje (flod)|Oranje]], også kendt som Gariep, længe grænsen, men noget land mellem floden og den sydlige grænse af [[Botswana]] blev senere lagt til kolonien.

En ekspedition på 90 [[calvinisme|calvinist]]–nybyggere, under ledelse af [[Jan van Riebeeck]], grundlagde den første permanente bosætning nær [[Kap Det Gode Håb]] i [[1652]]. Van Riebeeck var på et af redningsskibene, som var kommet de skibbrudne sømænd til undsætning, og da han så landet, bestemte han sig for at rejse tilbage. De ankom til stedet, hvor [[Kapstaden]] nu ligger den [[6. april]] 1652 med de fem skibe:

 

# ''"Dromedaris"''.

 

 

De tidligste kolonister var for det meste fra den lavere arbejderklasse og viste en ligegyldig holdning til at udvikle kolonien, men efter at en kommissionær blev sendt ud i 1685 for at skaffe flere nybyggere, tiltrak kolonien sig en mere hengiven gruppe af immigranter. [[Frankrig|Franske]] [[flygtning]]e ankom til Kap efter at have forladt deres land efter ophævelsen af [[Nantes-ediktet]]. Denne lille gruppe af immigranter havde en mærkbar indflydelse på de hollandske nybyggeres karakter. Takket være politikken, som blev indført i VOC, som dikterede, at skolerne udelukkende skulle undervise på [[Nederlandsk (sprog)|nederlandsk]] og strenge love om forsamlinger, ophørte de franske [[huguenot]]ter inden midten af det 18. århundrede med at opretholde deres identitet, og kendskabet til [[fransk (sprog)|fransk]] forsvandt.

Kapkolonisterne skaffede sig senere alt landet fra khoikhoierne mod nord og øst fra deres base i Kapstaden. Et stort antal khoikhoier blev dræbt af kolonisterne. Foruden de, som døde i krig, blev hele khoikhoistammer alvorligt skadet ved udbrud af [[kopper|koppe]][[epidemi]]er i [[1713]] og [[1755]]. Nogle få stammer bevarede deres uafhængighed, men majoriteten af khoikhoierne tog arbejde hos kolonisterne som hyrder. Den hollandske regering indførte i [[1787]] en lov, som underlagde de nomadiske khoikhoier visse restriktioner. Den direkte effekt af denne lov var, at khoikhoierne blev endnu mere afhængige af bønderne eller tvang dem til at migrere nordover ud af kolonien. De, som valgte at drage væk, blev mødt med fjendtlighed af deres gamle fjender, [[Buskmand|sanfolket]], som boede på sletterne fra [[Nieuwveld]]– og [[Sneeuberge]]-bjergene til Oranje.

 

 

=== Xhosakrigene og de første britiske immigranter ===

De første af mange krige mod [[xhosa]]erne blev udkæmpet, da Kapkolonien blev overført til Storbritannien. Xhosaerne, som krydsede kolonigrænsen, blev kastet ud af distriktet mellem floderne [[Sundays (flod)|Sundays]] og Fish, kendt som [[Albany (Sydafrika)|Zuurveld]], et slags neutralt område. Én gang før [[1811]] havde xhosaerne indtaget det neutrale område og angrebet kolonisterne. For at kaste dem ud fra Zuurveld gik oberst [[John Graham]] ind i området med en hær af blandede etniciteter i december 1811, og xhosaerne blev drevet over Fish River. Om oberst Grahams hovedkvarter opvoksede der en landsby, som bar hans navn, Graham's Town, som senere blev til [[Grahamstown]].

 

 

[[Fil:TrekBoers crossing the Karoo.jpg|thumb|Trekboere på vej over [[Karoo]].]]

 

På den østlige grænse opstod yderligere problemer mellem myndighederne og xhosaerne. [[11. december]] [[1834]] dræbte en kommandoafdeling en høvding af højere grad. En hær på 10.000 mænd ledet af [[Macomo]], bror til den dræbte høvding, gik over grænselandet, plyndrede og brændte landsbyerne og dræbte alle, som gjorde modstand. En koloni af frisatte khoikhoier var blandt dem, som led mest. Disse havde i 1829 fået lov til at slå sig ned ved [[Kat (flod)|Kat]]–dalen af britiske myndigheder. Der var få soldater i kolonien, men guvernør [[Benjamin d'Urban]] reagerede hurtigt, og alle disponible styrker blev samlet under oberst [[Harry Smith]], som nåede Graham's Town den [[6. januar]] [[1835]], seks dage efter nyhederne om oprøret var nået Kapstaden. Briterne kæmpede mod xhosaerne i ni måneder, før fjendtlighederne var slut den [[17. september]] [[1838]] med underskrivelsen af en ny fredsaftale, som anerkendte, at hele landet til [[Kei (flod)|Kei]] skulle være britisk. Dets indbyggere blev erklæret for britiske undersåtter. Et administrationscentrum blev valgt og givet navnet [[King William's Town]].

I december 1847, det som skulle blive den sidste måned i øksekrigen, nåede [[Harry Smith]] Kapstaden med båd for at blive den nye guvernør i kolonien. Han ændrede Glenelgs politik kort tid efter ankomsten. Han offentliggjorde en proklamation den [[17. december]] 1847, hvor han udvidede koloniens grænser nordover til Oranje og østover til floden [[Keiskamma (flod)|Keiskamma]]. I et møde med xhosahøvdingerne den [[23. december]] annoncerede han annekteringen af landet mellem Keiskamma og floden [[Kei (flod)|Kei]] til den britiske trone. Dermed havde han taget territoriet tilbage, som blev opgivet af lord Glenelg. Landområderne var rigtignok ikke indlemmet i Kapkolonien, men i stedet gjort til et afhængig område under navnet [[Britisk Kaffraria]]. En stund accepterede xhosaerne de nye myndigheder, da de stort set blev overladt til sig selv. Guvernøren var optaget med andre vigtige sager, heriblandt indførelsen af britisk styre over boerne på den anden side af Oranje og etablering af fredelige relationer med boerne i [[Transvaal]].

 

 

Sir Harry Smith, konfronteret med voldelig offentlig agitation, gik med på ikke at slippe fangerne på land, da ''"Neptune"'' ankom i Simon's Bay [[19. september]] [[1849]]. I stedet blev de holdt om bord i skibet, til han fik ordre om at sende dem andre steder. Da hjemmeregeringen blev klar over sagens tilstand, blev der sendt ordre om at sende ''"Neptune"'' til [[Tasmanien]]. Skibet lettede anker efter at have ligget i Simon's Bay i fem måneder. Agitationen forsvandt ikke uden yderligere progression, da den førte til en anden bevægelse, som søgte at skaffe en fri, repræsentativ styresmagt for kolonien. Den britiske regering indvilgede dette krav som var blevet lovet af lord Grey, og en [[Forfatning|konstitution]] blev etableret i 1854 med en frihed, som næsten ikke var set før.

 

 

Det så ud til at guvernøren troede han kunne forhindre krig og at Sandili kunne arresteres uden væbnet modstand. Oberst [[George Mackinnon]], som var blevet sendt ud med en lille hær med mål at sikre sig høvdingen, blev angrebet den [[24. december]] 1850 i en trang kløft af et stort antal xhosaer. Han var tvunget til at trække sig tilbage efter at have mistet nogle mænd. Dette lille slag udløste et generelt oprør i hele ngqika–stammen. Nybyggere i militærlandsbyer, som var blevet etableret langs grænsen, blev fanget i et overraskelsesangreb, efter at de havde samlet sig for at fejre [[juledag]]. Mange af dem blev dræbt, og deres huse blev sat i brand.

Sarhili gav ordre om at kommandoen fra ånderne skulle adlydes. Til at begynde med blev xhosaerne beordret til at ødelægge det fede kvæg. Nongqawuse hørte overnaturlige lyde, da hun stod i floden, hvor ånderne først havde dukket op. Dette blev tolket af hendes onkel som ordre til at dræbe flere og flere af kvæget. Efterhvert gav ånderne ordre om at ingen af deres dyr i alle deres flokke skulle leve, og hvert kornfrø skulle ødelægges. Dersom det blev gjort på en given dato, skulle myriader af kvæg skønnere end det som blev slagtet dukke op fra jorden, mens store marker af korn, klar til høst, pludselig ville dukke op. De døde skulle stå op, problemer og sygdom forsvinde, og ungdom og skønhed skulle komme til alle. Vantro og de hadede hvide mænd skulle forsvinde på dagen.

 

 

Nogen troede hverken på profeterne eller søgte succes i krig, men ødelage deres sidste rester af mad i lydig troskab til høvdingens ordre. Et voldsomt antal af folket handlede, enten i sublim tro eller i lige stor lydighed. Store [[kraal]]er blev også forberedt for det lovede kvæg, og store skindsække til at holde mælken som snart skulle være mere almindelige end vand. Til slut kom dagen som ifølge profeterne skulle bringe med sig jordens paradis. Solen steg og sank, men ingen forventede et mirakel skille ske. Høvdingerne som havde planlagt at kaste de motiverede krigere mod kolonien havde begået en utrolig fejl i at ikke samle nationen under undskyldning om at bevidne opstandelsen. De indså sin fejl for sent og forsøgte at rette på situationen ved at ændre opstandelsen til en anden dag, men ren fortvivlelse havde taget pladsen til håbet og troen, og det var bare sultende og tryglende, at xhosaerne søgte briterne.

[[George Edward Grey|Sir George Grey]] blev guvernør i Kapkolonien i 1854. Efter hans mening var politikken som Storbritanniens regering påførte kolonien om ikke at regere på den anden side af [[Oranjefloden]] forkert. I 1858 foreslog han en plan for en [[konføderation]] som ville inkludere hele Sydafrika, men den blev forkastet af Storbritannien. Grey holdt en åben britisk vej gennem [[Bechuanaland]] langt ind i de indre dele af Afrika og fik støtte fra missionærerne Moffat og [[David Livingstone]]. Grey forsøgte også for første gang, ved siden af missionærerne, at uddanne xhosaerne og at etablere fast britisk autoritet blandt dem, noget som xhosaernes selvødelæggelse gjorde let. På den anden side af [[Keifloden]] blev de indfødte overladt til sig selv.

 

 

Provinsen Britisk Kaffraria blev indlemmet i kolonien i 1865 under titlen ''valginddelingerne til King William's Town og [[East London]]''. Overføringen blev markeret med fjernelse af forbuddet mod salg af [[alkohol]]holdige drikke til de indfødte, og den frie handel i [[rusmiddel|rusmidler]] som fulgte, havde beklagelige resultater blandt xhosastammerne. En alvorlig tørke som havde indvirkning på næsten hele kolonien i flere år, førte til stor økonomisk depression, og mange bønder led hårdt. Det var i denne periode i [[1869]] at [[struds]]eopdræt blev indført.

Da diamanterne blev opdaget, oplevede Sydafrika depression i økonomien. Strudseopdrættet var i sin startfase, og landbruget var bare lettere udviklet. Boerne, med undtagelse af dem i den umiddelbare nærhed af Kapstaden, levede i primitive forhold. De handlede bare i begrænset grad med kolonien. Selv britiske kolonister var langt fra velstående. Diamantindustrien var derfor attraktiv, særlig for kolonister af britisk oprindelse. Den var også et middel til at demonstrere at Sydafrika som så ud til at være øde og fattig på overfladen, var rigt under overfladen. Det tager 40 [[dekar]] af [[Karoo]] at få et får, men det var nu muligt med nogen få kvadratmeter af diamantholdig blå jord at føde et dusin familier. Inden slutningen af 1871 havde der allerede samlet sig en stor befolkning i diamantgravene, og immigrationen øgede dramatisk. Blandt de første som søgte lykken i diamantgravene, var [[Cecil Rhodes]].

 

 

Man vedtog en resolution den [[11. juni]] [[1875]] som sagde at enhver planlægning af en konføderation måtte have sin oprindelse indenfor selve Sydafrika. [[James Anthony Froude]], en anerkendt [[historie|historiker]], blev sendt af lord Carnarvon for at fremme sin politik i Sydafrika. Men den generelle offentlighed i Sydafrika så på ham som diplomat, og repræsentant for den britiske regering, og han det lykkedes derfor ikke i at få kolonisterne til at acceptere lord Carnarvons plan. [[Fingoland]], [[Idutywa]]–reservatet og andre egne i xhosaernes grænseland blev i 1876 annekteret af Storbritannien, ud fra den forståelse at Kapregeringen skulle sørge for styret af det. Lord Carnarvon var fremdeles fast bestemt på konføderation og udnævnte nu [[Henry Bartle Frere]] til guvernør i Kapkolonien og som [[højkommisær]] i Sydafrika.

Frere havde knap indtaget embedet som højkommisær før han blev konfronteret med alvorlige problemer med indfødte i [[Zululand]] og i grænseområdet til Xhosaerne i Kapkolonien. Der var et alvorligt oprør i 1877 blandt [[galeka]]erne og [[gaika]]erne. Det krævede en betydelig styrke af imperielle og kolonielle tropper for at bekæmpe oprøret, og krigen blev senere kendt som den niende [[Xhosa-krigene|xhosakrig]]. Den berømte xhosahøvding Sandili mistede livet under krigen. Efter krigen sluttede blev [[Transkei]], eller territoriet til galekastammen, som var ledet af [[Kreli]], annekteret af briterne. Mens krigen fremdeles foregik, gik lord Carnarvon af fra sin stilling i den britiske regering, og hans planer for konføderation blev opgivet.

 

 

=== Oprindelsen til Afrikaner Bond ===

=== Rhodes og afrikansk sentimentalitet ===

[[Cecil Rhodes]] indså sin vanskelige stilling og viste et ønske om at forsone afrikansk sentimentalitet ved hensynsfuld behandling fra starten af i hans politiske karriere. Rhodes blev først valgt som medlem af forsamlingen fra [[Barkly West]] i 1880. Han støttede loven som tillod brugen af hollandsk i forsamlingen i 1882, og tidligt i 1884 blev han udnævnt til sin første ministerpost som generalkasserer under [[Thomas Scanlen]]. Rhodes havde kun haft denne stilling i seks uger da sir Scanlen trak sig. Sir Hercules Robinson sendte ham til Britisk Bechuanaland i august 1884 som næstkommisær for at afløse pastor [[John Mackenzie]], London Missionary Societys repræsentant ved [[Kuruman]] som proklamerede [[Victoria af Det Forenede Kongerige|dronning Victorias]] autoritet over distriktet i maj 1883. Rhodes' forsøg på at forsone boerne slog fejl, derfor var Warren–opdraget nødvendig. Territorierne til Kapkolonien blev i 1885 yderligere ekspanderet, og [[Tembuland]], [[Bomvanaland]] og [[Galekaland]] blev formelt lagt til kolonien. [[John Gordon Sprigg|Gordon Spriggs]] blev statsminister i 1886.

Der var betydelig uro i Kapkolonien i perioden fra 1878 til 1885. I denne korte tidsperiode var der kroniske problemer med basothoer som fik Kap til at give dem tilbage til de imperielle myndigheder, i tillæg til en række indfødte forstyrrelser som blev fulgt af [[første boerkrig]] i 1881 og uro i Becuanaland i 1884. Til trods for disse tilbageslag, udviklingen af landet fortsatte. Diamantindustrien blomstrede. En konferense blev holdt i [[London]] i 1887 for at "fremme en tættere union mellem de forskellige dele af det britiske imperiet gennem imperielle satser på told". På denne konference foreslog Hofmeyr en slags plan om "[[zollverein]]" hvor imperielle toldsatser skulle lægges uafhængig af told som blev betalt på alle varer som gik ind i imperiet fra udlandet. Ved at lægge forslaget frem, sagde han at hans mål var "at fremme imperiets union, og samtidig skaffe indtægter for formålet med dets generelle forsvar". Planen blev fundet at være upraktisk på den tid. Men ordlægningen, i tillæg til sentimentalitet som fulgte den, skabte et positivt syn på Hofmeyr.

 

 

Trafiksatsen blev fastsat af Kapregeringen til 2d pr. ton pr. 1,6 km, men i begyndelsen af 1895 blev satsen for de 87 km af jernbane fra Vaal til Johanneburg hævet af Hollands jernbane til ikke mindre end 8d pr. ton pr. 1,6 km. Ud fra præsident Krugers efterfølgende handlinger, er det tydeligt at disse ændringer var baseret på hans personlige godkendelse med det mål at tvinge trafikken til Transvaal til at bruge Delagoa–ruten i stedet for den kolonielle jernbanen. For at konkurrere med denne meget høje sats, begyndte handelsmændene i Johanneburg at flytte sine varene over Vaal med vogne. Som en direkte respons, stængte præsident Kruger [[vadested]]erne langs Vaal for at forhindre vogntrafikken. Dette skabte en enorm blokkering af vogne på bredderne af Vaal. Der var flere protester som blev leveret fra Kapregeringen mod handlingerne til Transvaal siden det var et brud på [[Londonkonventionen]].

Præsident Kruger lod sig ikke rokke af disse protester, og en appel blev gjort til den imperielle regeringen. Regeringen indgik en aftale med Kapregeringen med den effekt at eftersom Kap ville bære halvdelen af kostnaderne ved et nødvendig felttog, assistere med tropper og gav fuld brug af Kaps jernbane for militære formål eftersom det trængtes, skulle en protest blive sendt til præsident Kruger om emnet. Disse betingelser blev accepteret af Rhodes og hans kolleger, blandt andre W.P. Screiner, og en protest blev sendt af Chamberlain som sagde at regeringen regnede de stængte vadesteder som bruddpå Londonkonventionen og som en uvenlig handling som krævede den alvorligste respons. Præsident Kruger genåbnede vadestedet umiddelbart og sagde at han ikke ville give yderligere direktiver om emnet uden konsultation med den imperielle regeringen.

 

Så kom de britiske tilbageslag ved [[Magersfontein]] ([[11. december]] 1899) og [[Stormberg]] ([[10. december]] 1899). Effekten af disse tilbageslag i udbruddet af krigen, med tanke på at de skete indenfor Kapkolonien, skulle give et antal af koloniboere i grænseområdet mod til at slutte sig til sine slægtninge fra republikkerne. Boerne formerede sig hurtigt, og deres familier var store. Mange unge sønner fra kolonien, som ikke havde noget at tabe, forlod sine hjem med hest og riffel for at slutte sig til de republikanske styrker.

[[Fil:Guerra boeres.jpg|thumb|En boer–[[kommando (Sydafrika)|kommando]] i 1900.]]

 

Cecil Rhodes var indestængt i Kimberley under hele belejringen, og hans nærvær inspirerede uden tvivl boerne i sit forsøg på at tage byen, men hans unikke position og indflydelse hos arbejderne i [[De Beers]], gjorde det muligt for ham at samle småbrugere og skabte entusiasme og mod hos indbyggerne. Produktionen af en stor kanon som kunne konkurrere med boernes [[155 mm Creusot Long Tom|"Long Tom"]] ved værkstederne til De Beer under Rhodes' ordrer, gennem opfindsomheden til en amerikaner, mr Labram, som blev dræbt få dage efter at den blev fuldført, udgjorde en av de mest slående hændelser i perioden.

James Rose–Innes, et fremtrædende medlem af forsamlingen som i flere år havde holdt sig neutral fra partierne og som også havde forsvaret Schreiners handlinger med tanke på våbenlasten til Fristaten, talte den [[20. marts]] 1900 til sine vælgere i Claremont til støtte for annektering af begge republikker. I løbet af talen hævdede han at [[Canada]], til trods for oprør, havde loyaliteten fra [[fransk-canadiere|fransk–canadierne]] gennem frie institutioner. I Sydafrika kunne de håbe på at en lignende politik ville skaffe et lignende resultat med boerne. Schreiner vis nylige støtte til Alfred Milner havde opbragt mange af hans Bond–tilhængere, gik i juni 1900 af som konsekvens af at nogen af hans kolleger nægtede at støtte loven om at stemmeret skulle fratages oprørere som han forberedte, i henhold til synene til hjemmeregeringen, for at straffe Kapoprørerne. Denne lov var definitivt alvorlig nok, men at fratage støttespillere til Bond stemmeret i stort antal var mere ubehagelig for Bond–ekstremister end straf mod individer. Gordon Sprigg som efter en særdeles delikat politisk krise, efterfulgte Schreiner og blev statsminister for fjerde gang, klarede at få loven godkendt med samarbejde fra Schreiner og hans sektion.

[[Fil:The Relief of Ladysmith by John Henry Frederick Bacon.jpg|thumb|Undsætningen af [[Ladysmith]].]]

 

Alfred Milner blev indsat som guvernør i Transvaal og [[Orange River Colony]] den [[4. januar]] 1901, kort tid før han blev adlet som lord Milner. Samme dag blev [[Walter Hely-Hutchinson]], guvernør i Natal, udnævnt som hans efterfølger som guvernør i Kapkolonien. Embedet som højkommisær i Sydafrika blev nu skilt ud fra guvernørembedet i Kap og associeret med det i Transvaal, en indikation på ændrede forhold i Sydafrika. Delingen af kolonister som foretrak boerstaterne og de som holdt fast på den britiske forbindels blev reflekteret, til skade for det offentlige velvære, i partierne i Kapparlamentet. Der blev gjort forslag om at suspendere konstitutionen, men denne drastiske kurs ble ikke fulgt. Det progressive parti, navnet blev taget af de som søgte en permanent bosætning under britisk flag, mistede sin leder, og Sydafrika sin største statsmand da Cecil Rhodes døde i maj 1902, få uger før krigen sluttede.

=== Jameson–regeringen ===

[[Fil:Leander Starr Jameson00.jpg|thumb|[[Leander Starr Jameson|Jameson]] som her blev arresteret efter [[Jameson-raidet]], blev statsminister efter at John Gordon Sprigg gik af [[18. februar]] [[1904]].]]

 

Byerne var selv efter den nye lov underrepræsenteret i parlamentet. Loven blev støttet af to eller tre afrikanske medlemmer som blev udsat for voldelige angreb fra Bondsmænd. Valgene for de ekstra sæder blev afholdt i juli efter at sessionen var over. De resulterede i en styrkelse af de progressives majoritet både i repræsentanternes hus og i det lovgivende råd, hvor de progressive kun havde en majoritet på en repræsentant.

 

 

Gennem 1904 fortsatte indtægterne at synke. Sammenlignet med indtægterne i 1903, sank de fra £11.701.000 til £9.913.000. Regeringen, ved siden af nedskæringer i statslønningerne og udøving af en streng økonomi, underskrev i juli 1904 et lån på £3 millioner. Den vedtog også en lov som indfødte en graderet skat (6d til 1s pr. pund) på alle indtægter over £1000. En betydelig [[moms]] blev lagt på [[Alkohol|spiritus]] og [[øl]], samtidig som det blev gennemført lettelser for brandy–bønderne. Resultatet var at mens der var et underskud i budgettet i 1904–05 på £731 000, viste budgettet for 1905–06 et overskud på £5161. Dette lille overskud kom til trods for yderligere nedgang i indtægterne.

 

 

Bond, på sin side, søgte at nærme sig ''Het Volk'', boerorganisationen i Transvaal, og lignende organisationer. På sin kongres i 1906 som blev holdt i marts det år i [[Ceres (Vest-Kapprovinsen)|Ceres]], blev der vedtaget en resolution der en satte som mål at forene afrikansk kultur i hele Sydafrika, i henhold til den oprindelige forståelse af Bond.

Sager som galt de indfødte viste sig at være en stadig kilde til betydelig usikkerhed. I januar 1905 lagde en kommision som gik på tværs af kolonierne en rapport frem på indfødt–spørgsmålet siden det havde indvirkning på Sydafrika som helhed. Der blev lagt forslag frem for ændringer i lovene i Kapkolonien med tanke på stemmeretten til de indfødte. Efter kommisionens mening var det sikkert at stemmeretten til de Kap–indfødte under eksisterende forhold med tiden ville føre til en uholdbar situation, og den var dermed en uklog og farlig ting. Registreringen i 1905 viste at der var over 23.000 "farvede" vælgere i kolonien. Kommisionen foreslog separate valg for indfødte for et fastsat antal medlemmer i den lovgivende forsamling, samme plan som blev adopteret af [[New Zealand]] for [[maori]]vælgerne. Den privilegerede stilling til Kap–indfødte blev set på som et hinder for en føderation i Sydafrika. Diskussionen som fulgte baseret på rapporter om at regeringen vurderede at tage stemmeretten fra de indfødte, ledet derimod ikke til umiddelbare resultater.

 

 

Oprøret i det tyske protektorat havde været den indirekte årsag til et "boerraid" ind i Kapkolonien næsten et år før Morenga døde. I november 1906 gik en lille gruppe af Transvaal–boerne som havde blevet ansat af tyskerne mod khoikhoierne under lederskabet til en mand som hed Ferreira ind i kolonien og begyndte at raide gårde og rekruttere med magt. Inden en uge var alle i gruppen taget til fange. Ferreira og fire medsammensvorene blev stillet for retten anklaget for mord og dømt i februar 1907. Dødsdommerne blev lavet om til [[straffearbejde]].

Som et resultat af en interkoloniel konference som blev afholdt i [[Pietermaritzburg]] i de tidlige måneder af 1906, trådte en ny toldkonvention af strengt beskyttende karakter i kraft den [[1. juni]] [[1906]]. Samtidig blev rabatten på gods fra Storbritannien og tilhørende kolonier øget. Sessionen i parlamentet som sanktionerede denne ændring var kendt for sin opmærksomhed ovenfor [[kunstvanding]]s– og jernbaneplaner. Et vigtig tiltag ag politisk karakter blev vedtaget i 1906, et [[amnesti]]vedtag. Under dens provisioner fik over 7000 tidligere oprørere som ellers ikke havde haft stemmeret i det påfølgende valg, sin stemmeret tilbage i 1907.

 

 

I sessionen i 1907 fremmede oppositionen i den lovgivende forsamlingen en krise ved at nægte at give forsyninger fremstemt af repræsentanternes forsamling. Dr Jameson bestred de konstitutionelle rettigheder til parlamentet til at gøre dette, og på hans råd opløste guvernøren parlamentet i september 1907. Før parlamentet blev opløst, vedtog det at indføre en skat på 10% på diamant– og kobber–graveselskaberne som tjente over £50 000 ''pr. annum'', og en anden lov som etablerede en agrikulturel kreditbank.

 

=== Merriman–regeringen ===

 

 

For at balancere budgettet, foreslog Merriman drastiske mediciner, inkluderet suspension af det synkende fond, reduktion i lønnen til alle statsansatte og skat på indtægt over £50 pr. år. Delvis som en konsekvens af den alvorlige økonomiske situation, fik den fornyede bevægelse for en tættere union mellem de forskellige sydafrikanske kolonier, formelt sat i gang af dr Jameson i 1907, støtte fra Kap–parlamentet. I løbet af 1907–08 bestemte en national konvention sig for union, og i 1910 blev [[Sydafrikanske union]] etableret og Kapkolonien blev [[Kap-provinsen]] indenfor den.

{{lovende}}

{{coord wd|type=country}}

 

[[Kategori:Forhenværende afrikanske lande]]