Kronstadt-opstanden: Forskelle mellem versioner

Oprøret startede den 26. februar da nyheden om en række strejker i Moskva og Petrograd som vendte sig imod sovjetstatens såkaldte "krigskommunisme" nåede til Kronstadt, og det kulminerede den 1. marts med et møde på Ankerpladsen på flådestationen. Det anslås at omkring 15 tusind arbejdere, soldater og matroser var mødt op, hvilket svarer til en tredjedel af Kotlin-øens befolkning. Tilstede ved mødet var også [[Mikhail Kalinin]] og Østersøflådens politiske kommissær Kuzmin og til mødeleder valgtes Vasiljev, den bolsjevikkiske formand for den lokale ( [[Sovjet (råd)]]). Men stik imod alle protester fra Kalinin og enkelte andre af de tilstedeværende repræsentanter for bolsjevik-regeringen vedtog mødet en femten punkts resolution hvis udkast var designeddesignet og fremført væsentligst af mødets oprindelige dirigent matrosen Stephan Maximoff Petritjenko, en tidligere bolsjevik sympatisør, og hvis hovedkrav var som følger: "nyvalg til sovjetterne" via almen fri "hemmelig afstemning og fri forudgående valgagitation", samt "tale og pressefrihed for arbejdere og bønder, anarkister og venstreorienterede partier" og "forsamlingsfrihed, frihed for fagforeninger og bondesammenslutninger" frihed for "alle politiske fanger, som tilhører socialistiske partier, så vel som alle arbejderarbejdere og bønder, soldaternsoldater og matroser, der er blevet fængslet i forbindelse med arbejder- og bondebevægelser."<ref>Brunse&Nielsen, side 28-31; 51-53.</ref>

Umiddelbart efter vedtagelsen af resolutionen, indespæredeindespærrede oprørerne samtlige medlemmer af [[bolsjevik]]partiet som gidsler, og slog samtidigt fast, at det var rent opspind, at deres [[desertere|desertering]] kunne få som konsekvens, at sovjetregering umiddelbart ville angribe byen.<ref>[http://www-personal.umich.edu/~mhuey/IZV/IZV.Number2.html Kronstadt-oprørernes buletin 4. marts 1921] (hentet 2013-08-13) {{en sprog}}</ref>. Den tredje marts svarede regeringensorganerne igen ved i en udsendelse fra 'radio Rosta Moskow' at udråbe oprørerne som "mytterister" og påstande om at oprøret var et "SR" (Socialrevolutionært/Kerenskij) planlagt og ledet kup dirigeret fra "Paris" med det formål at "omstyrte Sovjetmagten", samt at den virkelige leder af oprøret var "en zarisk general" som angiveligt skulle befinderbefinde sig "i skjul bag" oprørernes "ryg".

Opstanden var udgjorde et stort politisk problem for kommunistpartiet. For det første fordi den vedtagendevedtagne resolution var klart venstreorienteret i indhold og for det andet fordi flådestationen og dens matroser havde været en afgørende bastion for bolsjevikkernes og dermed kommunistpartiets magtovertagelse i oktober 1917 og for det tredje fordi man mente at indrømmelser på disse punkter ville betyde omstyrtelsesomstyrtelse af Lenins og kommunistpartiets magt. Man gjorde nogle spæde forsøg på at forhandle sig tilrettetil rette. SovejstSovjets præsident [[Mikhail Kalinin]] sendtes ud til flødestationenflådestationen, men han havde ikke mandat til atrat give efter på disse afgørende punkter og befandt sig blandt de to stemmer der stemtes ned under ovenstående møde. Matroserne ville ikke opgive kravet om frihed for opposionelle vensreorienteredevenstreorienterede partier og nyvalg til sovjetterne og i sidste ende valgte bolsjevikkerne at fremstille oprøret som ledet af højreorienterede kræfter og "provokatoriske elementer" og den Franske efterretningstjeneste, hvorefter man satte den [[Røde Hær]] ind med omkring 60 tusind tropper under ledelse af [[Mikhail Tukhachevsky]] og stormede fortet over isen den 7. marts.

Oprøret nedkæmpedes blodigt. Den Røde Hær som måtte kæmpe på åben is og i gadekampe mod en stærkt bevæbnet bastion led meget betydelige tab. Den Røde Hærs officielle tabstal var 527 omkomne og 3285 sårede. Tabene på oprørenes side under selve kampenenkampene er usikre. Petritjenko og en del oprørere undslap over isen til den nyligt etablerede finske republik og historikere har beregnet at mellem 1200 og 2168 blev henrettet af tropper fra [[tjekaen]] og den Røde Hær i dagendedagene efter oprøret. Et tilsvarende antal sendtes i fængsel og lejre i dagendedagene efter oprørets nedkæmpelse. De officielle sovjetiske tal angav at omkring tusind oprørere blev dræbt og to tusind såret, samt at der var mellem 2300 og 6528 tilfangetagne og at det lykkedes mellem seks og otte tusind oprørere at undslippe til Finland. Omkring 1050 til 1272 fanger blev senere frigivet og mellem 750 og 1486 fik domme på fem års straffearbejde.<ref>Pukhov, A. S. ''Kronshtadtskii miatezh v 1921 g.'' Leningrad, OGIZ-Molodaia Gvardiia.</ref>

Episoden førte på én og samme tid til en stramning fra kommunistpartiet med forbud mod [[opposition]]elle [[Politisk parti|partier]], dannelse af en ét-partistat og en opblødning med den såkaldte [[NEP]]-politik (den "nye økonomiske politik") som åbnede op for et vist mål af [[markedsøkonomi]] i et forsøg på at dæmme op for den tiltagdendetiltagende utilfredshed blandt bondebefolkningen.

Kronstadt episoden har siden 1921 været et kardinalpunkt i [[venstreorienteret]], [[socialistisk]]e og [[marxistisk]]e, venstreradikalevenstreradikal, [[anarkist]]isk, såvel som [[socialdemokratisk]] funderet kritik af Sovjetstyret og især [[Lenin]]s og [[Trotskij]]s personlige optræden. Påstanden er typisk at med nedkæmpelsen af Kronstadt-opstanden og den efterfølgende cementering af en étpartistat lagde Lenin og Trotskij grundpillerne til [[Stalin]]s senere magtovertagelse, terror og magtmisbrug. Denne pointe har været genstand for mange og voldsomme polemikker på venstrefløjen siden 1921 og bestrides stærkt ikke kun af de kommunistiske regimers tilhængere men også af de forskellige trotskistisk orienterede bevægelser ([[trotskisme]]).{{km}}