Wikipedia

Romerriget: Forskelle mellem versioner

Gennemse historikken interaktivt
← Gå til forrige forskelGå til næste forskel →
Content deleted Content added
VisueltWikitekst
→‎Militær: Rettet stavefejl
Tag: 2017-kilderedigering
syrjm sryj nyrdthmbn
Tags: Erstattet blanking Visuel redigering
Linje 1:
{{Infoboks tidligere land
|lokalnavn = Res publica Romana
|dansknavn = Romerriget
|almindeligt_navn = Romerriget
|nationalt_motto = [[SPQR|''Senatus Populusque Romanus'']] (SPQR){{mellemrum|2}}<small>([[Latin]])<br />"Senatet og Roms befolkning"</small>
|æra = Antikken
|status = Imperium
|kontinent = Afroeurasien
|region = Middelhavet
|styreform = Autokrati
|p1 = Romerske republik
|flag_p1 = Spqrstone.jpg
|s1 = Østromerske Kejserdømme
|flag_s1 =
|s2 = Vestromerske rige
|flag_s2 = 3by2white.svg
|start_begivenhed = [[Augustus|Octavian]] udråbt til [[Augustus (titel)|Augustus]]
|startår = 27 f.Kr.
|slut_begivenhed = Afsættelsen af [[Romulus Augustus]] / [[Konstantinopels fald]] <sup>a</sup>
|slutår = 476 / 1453
|prebegivenhed = Søslaget ved Actium
|prebegivenhed_dato = [[2. september]] [[31 f.Kr.]]
|begivenhed1 = [[Diocletian]] opsplitter administrationen mellem øst og vest
|begivenhed1dato = 285
|begivenhed2 = [[Konstantin den Store]] udråber [[Konstantinopel]] til ny rigshovedstad
|begivenhed2dato = 330
|begivenhed3 = [[Theodosius 1. den Store]]s død udløser en permanent opsplitning af riget i en vestlig og østlig del
|begivenhed3dato = 395
|våben = Vexilloid of the Roman Empire.svg
|symbol_type = [[:commons:Image:Vexilloid_of_the_Roman_Empire.svg#Summary|Vexilloid]]
|kort = Roman Empire Trajan 117AD.png
|korttekst = Romerriget ved dets største udbredelse under [[Trajan]] i 117
|hovedstad = [[Rom]]<small><br />(44 f.Kr.–286)</small><br />[[Konstantinopel]]<small><br />(Fra 330)</small><br />[[Ravenna]]<br />[[Milano]]<br />[[Nikomedia]]
|sprog = [[Latin]], [[Græsk (sprog)|Græsk]]
|religion = [[Romersk religion|Romersk polymorfisme]], senere [[kristendom]]
|valuta = [[Quadrans]], [[Semis]], [[As (mønt)|As]], [[Dupondius]], [[Quinarius]], [[Sestertie]], [[Denarius]], [[Aureus]], [[Solidus]]
|leder1 = [[Augustus]]
|leder2 = [[Theodosius 1. den Store]]
|leder3 = [[Romulus Augustus]] / [[Konstantin 11.]]
|leder1år = 27 f.Kr.–14
|leder2år = 379–395
|leder3år = 475—476 / 1449—1453
|ledertitel = [[Romerske kejsere|Kejser]]
|repræsentant_titel = [[Consul|Konsol]]
|repræsentant1 =
|repræsentant2 =
|repræsentant1år =
|repræsentant2år =
|lovgivende = [[Det romerske Senat]]
|stat1år = 25 f.Kr.<ref name=size>{{cite journal|journal=Social Science History |title=Size and Duration of Empires: Growth-Decline Curves, 600 B.C. to 600 A.D. |first=[[Rein Taagepera|Rein]] |last=[[Rein Taagepera|Taagepera]] |volume=3 |issue=3/4 |year=1979 |pages=125 |url=http://links.jstor.org/sici?sici=0145-5532%281979%293%3A3%2F4%3C115%3ASADOEG%3E2.0.CO%3B2-H |doi=10.2307/1170959}}</ref><ref>John D. Durand, ''Historical Estimates of World Population: An Evaluation'', 1977, side 253-296.</ref>
|areal1 = 2750000
|befolkning1 = 56800000
|stat2år = 50<ref name=size/>
|areal2 = 4200000
|stat3år = 117<ref name=size/>
|areal3 = 5000000
|befolkning3 = 88000000
|stat4år = 390 <ref name=size/>
|areal4 = 4400000
|fodnoter = <sup>a</sup>Disse begivenheder markerede afslutningen på det [[Vestromerske rige]] (286 – 476)<ref>{{cite web|url=http://www.britannica.com/EBchecked/topic/507739/Roman-Empire|title=Roman Empire -- Britannica Online Encyclopedia|publisher=www.britannica.com|accessdate=2008-07-09}}</ref> og det [[Østromerske rige]] (330 – 1453).
}}
'''Romerriget''' ({{lang-la|Imperium Rōmānum}}) var et af de største imperier i historien med magt i både Europa, Nordafrika og Mellemøsten.<ref name="Kelly, The Roman Empire, side 3"/> Selv om dets geografiske udbredelse stort set var fastlagt under den [[romerske republik]], anføres det ofte, at det grundlagdes af [[Julius Cæsar]], som i en tid med borgerkrige og politisk ustabilitet blev udnævnt til livsvarig diktator og myrdedes i 44 f.Kr. Derefter vandt Cæsars adoptivsøn, [[Octavian]], kampen om at blive hans efterfølger ved at slå [[Marcus Antonius]] og [[Cleopatra]] i [[Søslaget ved Actium]] i 31 f.Kr. i [[Egypten]]. [[Det romerske Senat|Senatet]] gav ham den overordnede magt og den nye titel ''[[Augustus]]'' i 27 f.Kr.. Det var republikkens undergang.
 
De næste to århundreder nød romerne en hidtil uset politisk stabilitet og velstand, kendt som ''[[Pax Romana]]'' ("Romersk fred"). Efter mordet på [[Caligula]] i 41 e.Kr. overvejede [[Senat]]et kortvarigt at genoprette republikken, men [[Prætorianergarden]] proklamerede [[Claudius]] som kejser. Da Claudius' efterfølger [[Nero]] begik selvmord i 68 e.Kr. vandt [[Vespasian]] i 69 e.Kr. kampen om kejserembedet ved som kejser at grundlægge det [[flaviske dynasti]] med sin søn [[Titus]] som efterfølger.
 
Han åbnede [[Colosseum|det Flaviske Amfiteater]] kort efter [[Vesuv]]s udbrud i 79 e.Kr.. Efter lange borgerkrige begyndte [[Diocletian]] [[Tetrarkiet]] med fire kejsere på én gang. Det mislykkedes og førte til en borgerkrig, der blev afsluttet af [[Konstantin den Store|Konstantin I]], som besejrede sine rivaler og blev den enehersker. [[Theodosius I]] blev den sidste kejser af imperiet.
 
[[Vestgoterne]]s [[Alarik 1.|Belejringen af Rom i 410 e.Kr.]] og [[vandalerne]]s i 455 e.Kr. fremskyndede [[Romerrigets undergang]] i Vest. Kejser [[Romulus Augustus]]' afgang i 476 e.Kr. anses som afslutningen på [[Vestromerske rige|Det Vestromerske rige]]. Det østromerske Rige ([[Det Byzantinske Rige|Det Byzantinske rige]]) forblev en af de førende magter i verden til det faldt til det [[Osmanniske Rige|Osmanniske rige]] ved [[Konstantinopels fald]] i 1453 e.Kr.
 
Romerriget var blandt de mest magtfulde økonomiske, kulturelle, politiske og militære kræfter i verden. Dets lange levetid gav det varig indflydelse på latinsk og græsk og på kultur, religion, arkitektur, filosofi, jura og styreform. I [[middelalder]]en blev der gjort forsøg på at genskabe imperiet, herunder det [[Russiske Kejserrige]] og [[Det tysk-romerske Rige]]. De [[Spanske Imperium|spanske]], [[Franske koloniimperium|franske]], [[Det portugisiske koloniimperium|portugisiske]] og [[Britiske Imperium|britiske]] koloniimperier spredte romersk og græsk kultur over hele verden og spillede en væsentlig rolle i udviklingen af den moderne verden.
 
== Historie ==
{{Uddybende|Tidslinje for Romerriget}}
Der findes spor af [[Roms grundlæggelse|ældgamle beboelser]] i området omkring Rom, men byen [[Antikkens Rom|Rom]] og dermed begyndelsen på det senere verdensrige blev ifølge myterne grundlagt af brødrene [[Romulus og Remus]] den [[21. april]] [[753 f.Kr.]]. Rom begyndte at ekspanderende kort efter grundlæggelsen af republikken i det 6. århundrede f.Kr., selv om den romerske republik ikke erobrede territorier udenfor [[Italien]] før det 3. århundrede f.Kr..<ref>Christopher Kelly, ''The Roman Empire: A Very Short Introduction'' (Oxford University Press, 2006), side 4ff.; Claude Nicolet, ''Space, Geography, and Politics in the Early Roman Empire'' (University of Michigan Press, 1991, originally published in French 1988), side 1, 15; [[T. Corey Brennan]], ''The Praetorship in the Roman Republic'' (Oxford University Press, 2000), side 605 ''et passim''; [[Clifford Ando]], "From Republic to Empire", in ''The Oxford Handbook of Social Relations in the Roman World'' (Oxford University Press, side 39–40.</ref> Den romerske republik var ikke en nationalstat i moderne forstand, men et netværk af byer efterladt til at regere sig selv (dog med varierende grad af uafhængighed fra [[det romerske senat]]) og provinser, som blev administreret af generaler. Riget blev ikke regeret af kejsere, men af årligt folkevalgte [[magistrat]]er (med [[consul]]er øverst) i forståelse med senatet.<ref>Clifford Ando, "The Administration of the Provinces", in ''A Companion to the Roman Empire'' (Blackwell, 2010), side 179.</ref> Af forskellige årsager var det 1. århundrede f.Kr. en tid med politiske og militære omvæltninger, som i sidste ende førte til regering af kejsere.<ref>Nicolet, ''Space, Geography, and Politics in the Early Roman Empire'', side 1, 15; Olivier Hekster and Ted Kaizer, preface to ''Frontiers in the Roman World. Proceedings of the Ninth Workshop of the International Network Impact of Empire (Durham, 16–19 April 2009)'' (Brill, 2011), side viii; [[Andrew Lintott]], ''The Constitution of the Roman Republic'' (Oxford University Press, 1999), side 114; W. Eder, "The Augustan Principate as Binding Link," in ''Between Republic and Empire'' (University of California Press, 1993), side 98.</ref> Konsulernes militære magt hvilede på romerrettens begreb ''imperium'', som bogstaveligt betyder "kommanderende" (typisk i en militær forstand).<ref>John Richardson, "''Fines provinciae''", i ''Frontiers in the Roman World'', side 10.</ref> Lejlighedsvis fik dygtige konsuler den honorære titel ''imperator'' (kommandør), og af den kommer ordet ''emperor'' (kejser) - ordet "kejser" kommer af navnet Cæsar, da denne titel blev givet de første kejsere ved deres tiltrædelse til magten.<ref>Richardson, "''Fines provinciae''", in ''Frontiers in the Roman World'', side 1–2.</ref> Navnet Cæsar ligger også til grund czar.
 
[[Fil:Statue-Augustus.jpg|thumb|upright|200px|''Augustus'' af ''Prima Porta''<br />(Tidligt 1. århundrede e.Kr.)]]
 
Rom blev udfordret af en lang række interne konflikter og borgerkrige fra slutningen af 2. århundrede f.Kr., mens det samtidig kraftigt udvidede sin magt over Italien. I 44 f.Kr. var [[Julius Cæsar]] diktator, da han blev myrdet. Gruppen, som fik ham myrdet, blev fordrevet fra Rom og besejret i slaget ved Phillipi i 42 f.Kr. af en hær under ledelse af [[Marcus Antonius]] og Cæsars adoptivsøn [[Octavian]]. Antonius og Octavians opdeling af den romerske verden imellem sig varede ikke ved, og Octavians styrker besejrede Antonius og Cleopatra i slaget ved Actium i 31 f.Kr.
 
I år 27 f.Kr. gjorde SPQR: Senatet og folket i Rom Octavian til ''princeps'' ("første"), og dermed begyndte [[Principatet]] (27 f.Kr. til 284 e.Kr.), og han fik navnet ''Augustus'' ("den ærede"). Selv om den gamle konstitution stadig var i kraft og fastlagde styret som en republik, fik Augustus rent teknisk al myndighed i Rom.<ref>Ronald Syme,''The Roman Revolution'', Oford: Oxford University Press, 1939, 3–4.</ref> Hans styre gjorde en ende på et århundrede med borgerkrige og markerede starten på en hidtil uset periode med fred og velstand. De 200 år som begyndte med Augustus regeringstid er traditionelt betragtet som ''Pax Romana'' ("Romersk fred"). I løbet af denne periode blev sammenbindingen af imperiet fremmet af en høj grad af social stabilitet og økonomisk velstand, som Rom aldrig før havde oplevet. Opstande i provinserne var sjældne, men blev nedkæmpet ''"nådesløst og hurtigt"'', når de opstod.<ref>Mary T. Boatwright, ''Hadrian and the Cities of the Roman Empire'' (Princeton University Press, 2000), side 4.</ref>
 
Augustus held med at sikre dynastiet var begrænset, da han levede længere end flere arvinger. Det [[julisk-claudiske dynasti]] varede [[Tiberius]], [[Caligula]], [[Claudius]] og [[Nero]] med - hvorefter [[Vespasian]] i 69 e.Kr. slog mulige efterfølgere og kom ud som sejrherre. Vespasian grundlagde det korte [[Flaviske dynasti]], som blev fulgt af Nerva-Antonine dynastiet med "fem gode kejsere": [[Nerva]], [[Trajan]], [[Hadrian]], [[Antoninus Pius]] og [[Marcus Aurelius]].
 
På højdepunkt under [[Trajan]] strakte riget sig fra [[Den iberiske Halvø]] og de [[Britiske øer]] i vest til [[Mesopotamien]] i øst. Det kontrollerede det største landområde i antikken. Romerriget styrede også rundt om [[Middelhavet]], som de kaldte ''[[Mare Nostrum]]'' "vort hav". Middelhavsområdet udgjorde det meste og de rigeste provinser med middelhavets [[subtropisk klima|subtropiske klima]] var ideelt til landbrug. Selv om Romerrigets territorium varierede, var hovedgrænserne relativt sikre. Størstedelen af grænserne var naturlige: floder eller bjerge, som let kunne forsvares af de udstationerede romerske legioner. Grænserne kaldtes ''[[Limes]] Romani''. I [[Romerske provinser|provinsen]] [[Romersk Britannien|Britannia]] var [[Hadrians mur]] ''limes'' mod caledonerne i Skotland Romerrigets nordgrænse. I provinsen [[Germania Superior]] og længere østpå i det nuværende Schweiz og Østrig beskyttede [[Limes Germanicus]] området ved floderne [[Donau]] og [[Rhinen]] mod de germanske stammer. De nordafrikanske provinser lå ved en naturlig grænse, den store [[Sahara|Sahara-ørken]]. I Mellemøsten manglede der imidlertid en naturlig grænse, og her truede Roms største fjender, [[Partherriget]] og dets efterfølger [[sassaniderne]].
 
Den græske historiker [[Dio Cassius]], vidne til begivenhederne, angav kejser [[Commodus]]' tiltræden i 180 e.Kr. som overgangen ''"fra et kongerige af guld til et af rust og jern"''<ref>Dio Cassius [http://penelope.uchicago.edu/Thayer/E/Roman/Texts/Cassius_Dio/72*.html#36 72.36.4], Loeb edition translated E. Cary</ref> - en berømt kommentar, der har fået nogle historikere til at se Commodus regeringstid som begyndelsen på [[Romerrigets undergang]]. [[Fil:Roman_Empire_map-2.gif|link=[[:en:File:Roman Empire map-2.gif|File:Roman Empire map-2.gif]]|thumb|250x250px|Territorial udvikling af den romerske republik og det romerske imperium (som et animeret kort)]]I 212 under [[Caracalla]]s regeringstid fik alle fribårne romerske borger statsborgerskab i Romerriget. Men på trods af denne gestus var det [[severiske dynasti]] problemfyldt - en kejsers regeringstid endte oftest med at han blev myrdet eller henrettet - og efter dets sammenbrud, blev Romerriget opslugt af en krise i det tredje århundrede, en periode med invasioner, borgerkrig, økonomisk uorden, og pest.<ref>Brown, P., The World of Late Antiquity, London 1971, side 22.</ref> Ved defineringen af historiske epoker er denne krise sommetider anset som overgangen fra antikken til senantikken. [[Aurelian]], som regerede fra år 270 til 275, bragte imperiet tilbage fra afgrunden og stabiliserede det. Han blev efterfulgt af [[Diocletian]], som afsluttede arbejdet med at genoprette imperiet.<ref>Adrian Goldsworth, ''How Rome Fell: Death of a Superpower'' (Yale University Press, 2009), side 405–415.</ref> Diocletians regeringstid bragte også imperiets mest koordinerede indsats mod den opfattede trussel af kristendommen. Det [[absolut monarki|absolute monarki]], der begyndte med Diocletian, varede indtil faldet af det [[østromerske rige]] i 1453.
 
For at stabilisere imperiet inddelte Diocletian det i fire regioner hver styret af en kejser ([[Tetrarkiet]]).<ref>Potter, David. The Roman Empire at Bay. side 296–98.</ref> Overbevist om at han havde klaret problemerne, som plagede Rom, abdicerede han sammen med sin medregerent, og snart kollapsede tetrarkiet. Orden blev til sidst genoprettet af [[Konstantin den Store|Konstantin]]. Han blev den første kejser, der konverterede til kristendommen, og han etablerede [[Konstantinopel]] som den nye hovedstad i det østlige imperium. I løbet af årtierne med de konstantinske og valentinianske dynastier var imperiet delt langs en øst-vest-akse, med dobbelte magtcentre i Konstantinopel og Rom. Regeringstiden under [[Julian den Frafaldne|Julian]], som forsøgte at genskabe klassisk romersk og hellenistisk religion, blev kun kortvarigt afbrudt af arven fra kristne kejsere. [[Theodosius I]], den sidste kejser over både øst og vest, døde i 395 e.Kr. efter at kristendommen blev den officielle religion i imperiet.<ref>Chester G. Starr, ''A History of the Ancient World, Second Edition.'' Oxford University Press, 1974. side 670–678.</ref> Efter sin død i 395 gav han de to halvdele af imperiet til sine to sønner [[Arcadius]] og [[Honorius]]. Arcadius blev hersker i øst med hovedstad i Konstantinopel, og Honorius blev hersker i Vesten med hovedstad i Milan.
 
Romerriget begyndte at gå i opløsning i begyndelsen af det 5. århundrede, da de germanske folkevandringer og invasioner overvældede imperiet. Romerne havde succes i kampene mod alle deres modstandere - mest berømt hunnerkongen [[Attila]] - selv om imperiet havde assimileret så mange germanere af tvivlsom loyalitet over for Rom, at imperiet begyndte at falde fra hinanden. De fleste kronologier sætter enden på det [[Vestromerske rige]] i 476, da [[Romulus Augustus]] blev tvunget til at [[abdicere]] til den germanske krigsherre [[Odoaker]].<ref>Isaac Asimov. ''Asimov's Chronology of the World''. HarperCollins, 1989. side 110.</ref> Ved at placere sig under regering af østlige kejsere i stedet for at navngive sig selv kejser (som andre germanske høvdinge havde gjort efter at afsætte tidligere kejsere), afsluttede Odoaker det vestromerske rige ved at ende linjen af vestlige kejsere.
 
Imperiet i øst - det [[Byzantinske rige]] - fik en anden skæbne. Det overlevede i næsten 1000 år og blev det mest stabile kristne rige i middelalderen. I det 6. århundrede generobrede [[Justinian]] kortvarigt Nordafrika og Italien, men de byzantinske besiddelser i Vesten blev reduceret til det sydlige Italien og [[Sicilien]] få år efter Justinians død.<ref>Duiker, 2001. side 347.</ref> I øst skyldes det delvis fremkomsten af [[islam]], hvis tilhængere hurtigt erobrede områder i [[Syrien]], [[Armenien]] og [[Egypten]] og hurtigt blev en direkte trussel mod Konstantinopel.<ref name="Hooker'sByzantinepage">[http://www.wsu.edu/~dee/MA/BYZ.HTM The Byzantine Empire] af Richard Hooker. Washington State University. Skrevet 6 juni 1999. Hentet 8 april 2007.</ref><ref>
{{Cite book
| author = Bray, R.S.
| year = 2004
| title = Armies of Pestilence
| publisher = [[James Clarke & Co]]
| location = Cambridge
| page = 26
| isbn = 978-0-227-17240-7
| url = https://books.google.com/books?id=djPWGnvBm08C&pg=PA26
}}</ref> I det følgende århundrede, erobrede araberne også det sydlige Italien og [[Sicilien]], samtidig med at byzantinerne begyndte at tabe kontrollen af deres besiddelser i Balkan.<ref name="Kreutz, Barbara M. 1996">{{Cite book
| author = Kreutz, Barbara M.
| year = 1996
| title = Before the Normans: Southern Italy in the Ninth and Tenth Centuries
| publisher = [[University of Pennsylvania Press]]
| location = Philadelphia
| isbn = 978-0-8122-1587-8
| url = https://books.google.com/?id=qamIQbPLMqgC
}}</ref>
 
Byzantinerne formåede dog at stoppe islamisk ekspansion i deres land i det 8. århundrede og begyndte i det 9. århundrede at generobre dele af de tabte landområder.<ref>Duiker, 2001. page 349.</ref> I 1000 e.Kr. var det østlige imperium på sit højeste: [[Basileios]] II generobrede Bulgarien og Armenien og kultur og handel blomstrede.<ref>[http://www.roman-emperors.org/basilii.htm Basil II (AD 976–1025)] af Catherine Holmes. De Imperatoribus Romanis. Written 1 April 2003. Hentet 22 Marts 2007.</ref> Men snart efter blev udvidelsen brat stoppet i 1071 med nederlaget i Slaget ved Manzikert. Eftervirkningerne af denne vigtige kamp sendte imperiet ind i en længere periode med tilbagegang. To årtier med interne stridigheder og tyrkiske invasioner banede i sidste ende vejen for, at kejser Alexius I Comnenus sendte en anmodning om hjælp til de vesteuropæiske riger i 1095.<ref name="Hooker'sByzantinepage"/>
 
Vesten reagerede med [[korstogene]]. Korsridderne belejrede selv Konstantinopel under det [[fjerde korstog]]. Erobringen af Konstantinopel i 1204 formindskede imperiet i stater, hvor den ultimative sejrherre var imperiet Nikæa.<ref>Gibbon, Edward. ''History of the Decline and Fall of the Roman Empire''. [https://web.archive.org/web/20080307071332/http://olldownload.libertyfund.org/Texts/Gibbon0105/DeclineAndFall/Vol11/PDFs/0214-11_Pt02_Chap61.pdf Kapital 69.] Hentet 11 april 2007.</ref> Efter generobringen af Konstantinopel af imperiets styrker, var imperiet ikke meget mere end en græsk stat begrænset til den [[Ægæiske Hav|ægæiske kyst]]. Det byzantinske rige kollapsede, da [[Mehmed II]] erobrede Konstantinopel den 29. maj 1453.<ref>[http://www.theottomans.org/english/family/mehmet2.asp Mehmet II] af Korkut Ozgen. Theottomans.org. Hentet 3 april 2007.</ref>
 
== Geografi og demografi ==
Romerriget er et af de største imperier i historien med magt i både Europa, Nordafrika og Mellemøsten.<ref name="Kelly, The Roman Empire, side 3">Kelly, ''The Roman Empire,'' side 3.</ref> Det latinske udtryk ''imperium sine fine'' ("imperiet uden ende"<ref>Nicolet, ''Space, Geography, and Politics in the Early Roman Empire'', side 29; translated as "power without end" in Pat Southern, ''The Roman Empire from Severus to Constantine'' (Routledge, 2001), side 16.</ref>) brugtes til at udtrykke ideologien, at hverken tid eller rum begrænsede imperiet. i [[Vergil]]s episke digt ''[[Æneiden]]'' skrives det, at det grænseløs imperium var givet til romerne af deres øverste guddom [[Jupiter (gud)|Jupiter]].<ref>Vergil, ''Aeneid'' 1.278; Nicolet, ''Space, Geography, and Politics,'' side 29; David J. Mattingly, ''Imperialism, Power, and Identity: Experiencing the Roman Empire'' (Princeton University Press, 2011), side 15; G. Moretti, "The Other World and the 'Antipodes': The Myth of Unknown Countries between Antiquity and the Renaissance," in ''The Classical Tradition and the Americas: European Images of the Americas'' (Walter de Gruyter, 1993), side 257; Southern, ''The Roman Empire from Severus to Constantine,'' side 16.</ref> Denne påstand om universel herredømme blev fornyet og foreviget, da imperiet kom under kristent styre i det 4. århundrede.<ref>[[Prudentius]] (348–413) in particular Christianizes the theme in his poetry, as noted by Marc Mastrangelo, ''The Roman Self in Late Antiquity: Prudentius and the Poetics of the Soul'' (Johns Hopkins University Press, 2008), side 73 og 203. [[St. Augustine]], however, distinguished between the secular and eternal "Rome" in ''[[De civitate Dei|The City of God]].'' See also [[J. Rufus Fears]], "The Cult of Jupiter and Roman Imperial Ideology," ''Aufstieg und Niedergang der römischen Welt'' II.17.1 (1981), side 136 ''et passim'', on how Classical Roman ideology influenced Christian Imperial doctrine; Peter Fibiger Bang, "The King of Kings: Universal Hegemony, Imperial Power, and a New Comparative History of Rome," in ''The Roman Empire in Context: Historical and Comparative Perspectives'' (John Wiley & Sons, 2011); and the Greek concept of globalism ''([[ecumene|oikouménē]]).''</ref>
 
I virkeligheden skete det af meste af den romerske ekspansion under republikken med enkelte store erobringer under kejserdømmet som [[Claudius]] [[Den romerske erobring af Britannien|erobring af England]] i det 1. århundrede e.Kr. og [[Trajan]]s erobringer af [[Dacia]] og [[Babylon]]. Under [[Augustus]] blev et "kort over den kendte verden", vist for første gang offentligt i Rom, hvilket var på samme tidspunkt som sammensætningen af det omfattende arbejder om den politiske geografi af Romerriget, blev lavet af den græske forfatter [[Strabo]].<ref>Nicolet, ''Space, Geography, and Politics,'' side 7–8.</ref> Da Augustus døde, blev der på hans gravmæles indskift (''[[Res Gestae Divi Augusti|Res Gestae]]'') nævnt hans største bedrifter som hans geografiske katalogisering af folk og steder i imperiet.<ref>Nicolet, ''Space, Geography, and Politics,'' side 9, 16.</ref> Geografi, folketællingen, og den omhyggelige opbevaring af skriftlige optegnelser var centrale bekymringer for den romerske kejserlige administration.<ref>Nicolet, ''Space, Geography, and Politics,'' side 10–11.</ref>
 
[[Fil:Hadrian's Wall and Highshield Crags - geograph.org.uk - 1410581.jpg|thumb|upright=1.2|Et segment af ruinerne af [[Hadrians mur]] i det nordlige [[England]].]]
 
Imperiet nåede sin største udstrækning under Trajan,<ref>Southern, ''The Roman Empire from Severus to Constantine'', side 14.</ref> hvor imperiet omfattede fem millioner kvadratkilometer, som i nutiden er over fyrre lande.<ref name="Keith Hopkins 2009 side 183">Keith Hopkins, "The Political Economy of the Roman Empire," in ''The Dynamics of Ancient Empires : State Power from Assyria to Byzantium'' (Oxford University Press, 2009), side 183.</ref> Forskellige demografiske befolkningsskøn ligger på imellem 60-100 millioner indbyggere under romerrigets største udbredelse.<ref name="Kelly, The Roman Empire, side 1">Kelly, ''The Roman Empire,'' side 1.</ref> Hvilket vil betyde at romerriget inkluderede imellem en sjettedel og en fjerdedel af verdens samlede befolkning<ref name="Hopkins side 184">Hopkins, "The Political Economy of the Roman Empire," side 184.</ref> og har været det største befolkningsmæssige rige under én politisk administration i Vesten, indtil midten af det 19. århundrede.<ref>[[Raymond W. Goldsmith]],"An Estimate of the Size and Structure of the National Product of the Early Roman Empire", ''Review of Income and Wealth'', 30.3 (1984), side 263–288, especially side 263.</ref><ref name="Population and demography">Walter Scheidel: ''[http://www.princeton.edu/~pswpc/pdfs/scheidel/040604.pdf Population and demography]'', Princeton/Stanford Working Papers in Classics, Version 1.0, April 2006, side 9</ref> Hver af de tre største Byer i Imperiet; [[Rom]], [[Alexandria]], og [[Antioch]] var næsten dobbelt så store som en hver europæisk by i begyndelsen af det 17. århundrede.<ref>W.V. Harris, "Trade," in ''The Cambridge Ancient History: The High Empire A.D. 70–192'' (Cambridge University Press, 2000), vol. 11, side 721.</ref>
 
Trajans efterfølger, [[Hadrian]], ville opretholde imperiet i stedet for at udvide det. De romerske grænser blev nu markeret og patruljeret.<ref>Southern, ''The Roman Empire from Severus to Constantine,'' side 14–16.</ref> De stærktest befæstede grænser var de mest ustabile.<ref>Olivier Hekster and Ted Kaizer, preface to ''Frontiers in the Roman World. Proceedings of the Ninth Workshop of the International Network Impact of Empire (Durhan, 16–19 April 2009)'' (Brill, 2011), side viii.</ref> [[Hadrians mur]] i nutidens [[Skotland]] og England, som er en af de mest velbevarende romerske ydergrænser, blev af romerne selv opfattet, som hvad der adskilte Romerriget fra den altid tilstedeværende trussel fra barbarer.<ref>Greg Woolf, editor, ''Cambridge Illustrated History of the Roman World'' (Cambridge: Ivy Press, 2003), side 340; Thorsten Opper, ''Hadrian: Empire and Conflict'' (Harvard University Press, 2008), side 64; Nic Fields, ''Hadrian's Wall AD 122–410, which was, of course, at the bottom of Hadrian's garden.'' (Osprey Publishing, 2003), side 35.</ref>
 
== Sprog ==
Sproget var [[latin]], som [[Virgil]] fremhævede som en kilde til romersk sammenhold og tradition.<ref>Vergil, ''Aeneid'' 12.834 og 837; Bruno Rochette, "Language Policies in the Roman Republic and Empire," translated by James Clackson, in ''A Companion to the Latin Language'' (Blackwell, 2011), side 549 og 563; J.N. Adams, "''Romanitas'' and the Latin Language," ''Classical Quarterly'' 53.1 (2003), side 184.</ref> Indtil [[Alexander Severus]] (regerede 222-235), skulle romerske borgeres fødselsattester og testamenter skrives på latin.<ref>Adams, "''Romanitas'' and the Latin Language," side 186–187.</ref> Latin var sproget i domstolene i Vesten og i militæret i hele Imperiet,<ref>Rochette, "Language Policies in the Roman Republic and Empire," side 554 og 556.</ref> men blev ikke pålagt officielt på folk bragt under romersk styre.<ref>Rochette, "Language Policies in the Roman Republic and Empire," side 549; Charles Freeman, ''The Greek Achievement: The Foundation of the Western World'' (New York: Penguin, 1999), side 389 til 433.</ref> Denne politik står i kontrast til den af [[Alexander den Store]], som forsøgte at pålægge [[Græsk (sprog)|græsk]] i hele hans imperium som det officielle sprog.<ref>Rochette, "Language Policies in the Roman Republic and Empire," side 549, citing [[Plutarch]], ''Life of Alexander'' 47.6.</ref> Som en konsekvens af Alexanders erobringer, var græsk blevet det fælles sprog i det meste af det østlige Middelhav og ind i Lilleasien.<ref>[[Fergus Millar]], ''A Greek Roman Empire: Power and Belief under Theodosius&nbsp;II (408–450)'' (University of California Press, 2006), side 279; Warren Treadgold, "A History of the Byzantine State and Society" (Stanford University Press, 1997), side 5.</ref> Den "sproglige grænse" som opdelte romerriget imellem det latinske Vest og det græske Øst passerede igennem [[Balkan-halvøen]].<ref>Rochette, "Language Policies in the Roman Republic and Empire," side 553.</ref>[[Fil:P.Ryl._I_61.tif|left|thumb|250x250px|En [[papyrus]] fra det 5. århundrede viser en sideløbende latinsk-græsk tekst i en tale af [[Marcus Tullius Cicero|Cicero]].<ref>[[Cicero]], ''[[In Catilinam]]'' 2.15, [[Rylands Papyri|P.Ryl.]] I 61 "[[recto]]".</ref>]]Romere som modtog en eliteuddannelse studerede græsk som et litterært sprog, og de fleste mænd af de regerende klasser kunne tale græsk.<ref>Rochette, "Language Policies in the Roman Republic and Empire," side 550–552.</ref> Den [[Julisk-Claudiske dynasti|Julio-Claudiske]] kejseslægt opfordrede til høje standarder for korrekt latin (''Latinitas''), som i dag er identificeret som klassisk latin.<ref name="Rochette p. 552">Rochette, "Language Policies in the Roman Republic and Empire," side 552.</ref> [[Claudius]] forsøgt at begrænse brugen af græsk og tilbagekaldte lejlighedsvis statsborgerskab for dem, som ikke kunne latin, mens han selv i det [[Det romerske Senat|romerske senat]] brugte sin egen tosprogethed i kommunikationen med græsktalende ambassadører.<ref name="Rochette p. 552" /> Den romerske forfatter og sprogforsker [[Suetonius]], citerede ham som et eksempel på romerrigets tosprogethed.<ref>[[Suetonius]], ''Life of Claudius'' 42.</ref>
 
I den østlige det af imperiet blev love og officielle dokumenter regelmæssigt oversat til græsk fra latin.<ref>Rochette, "Language Policies in the Roman Republic and Empire," side 553–554.</ref> Den daglige gensidighed af de to sprog er angivet med tosprogede inskriptioner, som undertiden endda skiftede frem og tilbage imellem græsk og latin.<ref>Rochette, "Language Policies in the Roman Republic and Empire," side 556; Adams, "''Romanitas'' and the Latin Language," side 200.</ref> Efter alle fribårne indbyggere i imperiet blev romerske statsborgere i 212 e.Kr., ville et stort antal romerske borgere ikke kunne have forstået latin, selv om det forventedes at de erhvervede mindst en symbolsk viden om sproget. Latin forblev dog en markør for "romerhed."<ref>Adams, "''Romanitas'' and the Latin Language," side 185–186, 205.</ref>
 
[[Diocletian]] forsøgte at forny latins autoritet, og det græske udtryk ''hē kratousa dialektos'' vidner om den fortsatte status af latin som "magtens sprog."<ref>Rochette, "Language Policies in the Roman Republic and Empire," side 560.</ref> I begyndelsen af 6. århundrede, engagerende kejseren [[Justinian]] sig i en forsøg på at genvinde latins status som sproget af lov og offentlig embede, selvom latin på daværende tid ikke længere var et levende og talt sprog i Østen.<ref>Rochette, "Language Policies in the Roman Republic and Empire," side 562–563.</ref>[[Fil:Inscription_Theatre_Leptis_Magna_Libya.JPG|thumb|250x250px|Tosproget latin-punisk indskrift på et teatre i [[Leptis Magna]], romerske Afrika (nuværende [[Libyen]])]]Et stort behov for tolke i enkelte romerske provinser indikerede den fortsatte brug af andre sprog end græsk og latin, især i Egypten hvor [[Koptisk (sprog)|koptisk]] dominerede, og i militære områder langs [[Rhinen]] i de germanske provinser og langs [[Donau]]. Romerske jurister viste også en hvis bekymring for de lokale sprog såsom puniske, [[gallisk]] og [[aramæisk]] i forhold til at sikre den rette forståelse og anvendelse af love og eder.<ref>Rochette, "Language Policies in the Roman Republic and Empire," side 558 til 559.</ref> I provinsen Afrika, blev punisk brugt til tekster på mønter under Tiberius (1. århundrede e.Kr.), og puniske indskrifter vises på offentlige bygninger i det 2. århundrede og nogle gange tosproget sammen med latin.<ref>Richard Miles, "Communicating Culture, Identity, and Power," in ''Experiencing Power: Culture, Identity and Power in the Roman Empire'' (Routledge, 200), side 58–59.</ref> I Syrien brugte soldater fra [[Palmyra]] deres dialekt af aramæisk til inskriptioner, i en slående undtagelse til reglen om at latin var sproget af militæret.<ref>Adams, "''Romanitas'' and the Latin Language," side 199.</ref>
 
Vulgærlatin erstattede gradvist [[Keltiske sprog|keltiske]] og [[italiske sprog]], som havde en fælles [[Indoeuropæiske sprog|indo-europæisk]] oprindelse. Fællestræk i syntaks og ordforråd lettede overgangen til latin.<ref>Rochette, "Language Policies in the Roman Republic and Empire," side 550; Stefan Zimmer, "Indo-European," in ''Celtic Culture: A Historical Encyclopedia'' (ABC-Clio, 2006), side 961; Leonard A. Curchin, "Literacy in the Roman Provinces: Qualitative and Quantitative Data from Central Spain," ''American Journal of Philology'' 116.3 (1995), side 464.</ref> Efter decentraliseringen af den politiske magt i senantikken, udviklede latin sig lokalt til det som blev til de [[romanske sprog]] som spansk, portugisisk, fransk, italiensk og rumænsk, og et stort antal mindre sprog og dialekter. I dag er denne sproggren modersmål for mere end 900 millioner mennesker på verdensplan. Som et internationalt sprog for læring og litteratur, fortsatte latin med at være et redskab indenfor diplomati i århundrede efter, og er i nutiden stadig brugt indenfor jura, medicin og den romersk-katolske kirke.<ref>Françoise Waquet, ''Latin, Or, The Empire of the Sign: From the Sixteenth to the Twentieth Century'' (Verso, 2001; originally published 1998 in French), pp. 1–2; Kristian Jensen, "The Humanist Reform of Latin and Latin Teaching," in ''The Cambridge Companion to Renaissance Humanism'' (Cambridge University Press, 1996, 2003), pp. 63–64.</ref>
 
Selv om græsk fortsatte som sproget i det byzantinske rige, var den sproglige fordeling i Østen mere kompleks. Et græsktalende flertal levede på den græske halvø, [[ægæiske øer]], det vestlige [[Anatolien]], større byer, og nogle kystområder.<ref>Treadgold, ''A History of the Byzantine State and Society'', p. 5.</ref> Ligesom græsk og latin, var det [[Thrakien|thrakiske]] sprog af indo-europæisk oprindelse, som var blandt flere nu uddøde sprog i Anatolien.<ref>Miles, "Communicating Culture, Identity, and Power," p. 58; Treadwell, ''A History of the Byzantine State and Society'', pp. 5–7.</ref> Albansk ses ofte som en efterkommer af [[Illyrien|Illyrisk]],<ref>Jump up ^ Fine, JA. The Early medieval Balkans. University of Michigan Press, 1991. p.10. Google Books</ref> selvom denne hypotese er blevet udfordret af nogle lingvister, som hævder, at det stammer fra daciansk eller thrasisk.<ref>Fine, JA. The Early medieval Balkans. University of Michigan Press, 1991. p.11. Google Books</ref> (illyrisk, [[Dacien|daciansk]], og thrasisk kan dog også have dannet en undergruppe sammen). Forskellige [[afroasiatiske sprog]] såsom koptisk i Egypten, og aramæisk i Syrien og [[Mesopotamien]] blev aldrig erstattet af græsk.<ref name="Kreutz, Barbara M. 1996"/>
 
== Samfund ==
[[Fil:Pompeii_family_feast_painting_Naples.jpg|thumb|En familiebanket afbildet på et vægmaleri fra Pompeji (1. århundrede e.Kr.)]]Romerriget var bemærkelsesværdigt multikulturelt med ''"en temmelig forbløffende sammenhængskraft"'' til at skabe en følelse af fælles identitet, som omfattede forskellige folkeslag indenfor et fælles politisk system over lang tid.<ref>Michael Peachin, introduction to ''The Oxford Handbook of Social Relations in the Roman World'' (Oxford University Press, 2011) p. 12.</ref> Den romerske vægt på at skabe offentlige monumenter og fællesarealer åbne for alle som fora, amfiteatre, racerbaner og bade, fremmede en fælles følelse af "romerskhed.<ref>Peachin, introduction to ''The Oxford Handbook of Social Relations in the Roman World,'' p. 16.</ref>
 
Det romerske samfund havde flere overlappende sociale [[hierarki]]er, som det moderne begreb "klasse" ikke dækker.<ref>Peachin, introduction to ''The Oxford Handbook of Social Relations in the Roman World,'' p. 9, citing particularly [[Géza Alföldy]], ''Römische Sozialgeschichte'' (first published 1975) on "the innate, potent, and widely institutionalized hierarchic character of Roman society," and pp. 21–22 (note 45 on the problems of "class" as a term).</ref> De to årtiers borgerkrig, hvorfra Augustus steg til enevælde, bragte det traditionelle samfund i Rom i en tilstand af forvirring og uro,<ref>Peter Garnsey and Richard Saller, ''The Roman Empire: Economy, Society and Culture'' (University of California Press, 1987), p. 107.</ref> selvom det ikke umiddelbart påvirkede fordelingen af rigdom og social magt. Set fra de lavere klasser side, blev der bare lagt endnu et lag på toppen af den sociale pyramide.<ref>Carlos F. Noreña,''Imperial Ideals in the Roman West: Representation, Circulation, Power'' (Cambridge University Press, 2011), p. 7.</ref> Personlige relationer, venskaber (a''micitia''), familie og ægteskaber fortsatte med at påvirke arbejdet i politik og regeringen, som de havde i republikken.<ref>Peachin, introduction to ''The Oxford Handbook of Social Relations in the Roman World,'' pp. 4–5.</ref> Under [[Nero]] var det ikke usædvanligt at finde en tidligere slave, som var rigere end en frifødt borger, eller en [[equites]] som udøvede større magt end en senator.<ref>Aloys Winterling, ''Politics and Society in Imperial Rome'' (John Wiley & Sons, 2009, originally published 1988 in German), pp. 11, 21.</ref>
 
Denne opløsning af republikkens stive hierarkier ført til øget social mobilitet under imperiet,<ref>Richard P. Saller, ''Personal Patronage under the Early Empire'' (Cambridge University Press, 1982, 2002), pp. 123, 176, 183 ''et passim''; Anne Duncan, ''Performance and Identity in the Classical World'' (Cambridge University Press, 2006), p. 164.</ref> både opad og nedad i et omfang, som oversteg alle andre veldokumenterede gamle samfund.<ref>[[Meyer Reinhold]], ''Studies in Classical History and Society'' (Oxford University Press, 2002), p. 25ff. and 42.</ref> Kvinder og frigivne slaver havde muligheder for at få profit og udøve indflydelse på måder tidligere mindre til rådighed for dem.<ref>Richard Saller, "Status and patronage", ''Cambridge Ancient History: The High Empire, A.D. 70–192'' (Cambridge University Press, 2000), p. 18.</ref> Det sociale liv i imperiet, især for dem hvis personlige resurser var begrænsede, blev yderligere fremmet af fremvæksten af frivillige foreninger og broderskaber (''kollegia'' og ''sodalitates'') dannet til forskellige formål som faglige og handelsmæssige laug, veteraner, religiøse grupper,<ref>Peachin, introduction to ''The Oxford Handbook of Social Relations in the Roman World,'' pp. 17, 20.</ref> udøvende kunsttrupper,<ref>[[Fergus Millar]], "Empire and City, Augustus to Julian: Obligations, Excuses and Status," ''Journal of Roman Studies'' 73 (1983), pp. 81–82.</ref> og fællesskaber til at dække udgifter vedrørende begravelser.<ref>Maureen Carroll, ''Spirits of the Dead: Roman Funerary Commemoration in Western Europe'' (Oxford University Press, 2006), pp. 45–46.</ref>
 
Barnemord er registreret i Romerriget og kan have været udbredt. Flere årsager er mulige. Måske en præference for drengebørn, manglende resurser til at opfostre børn og begrænset tilgang til prævention.<ref name=":5">{{cite web|url=http://news.discovery.com/history/archaeology/infanticide-roman-empire-110505.htm|title=Infanticide Common in Roman Empire|work=DNews}}</ref>
=== Kvinder i romersk lov ===
Fribårne romerske kvinder blev betragtet som borgere i hele republikken og imperiet, men kunne hverken stemme, have politiske embeder eller tjene i militæret. En mors borgerstatus blev afgjort af hendes børns, som angivet ved udtrykket ''ex duobus civibus Romanis natos'' ("børn født af to romerske borgere").<ref>The ''civis'' ("citizen") stands in explicit contrast to a ''[[Peregrinus (Roman)|peregrina]]'', a foreign or non-Roman woman: [[A.N. Sherwin-White]], ''Roman Citizenship'' (Oxford University Press, 1979), side 211 og 268; Frier and McGinn, ''A Casebook on Roman Family Law'', side 31–32, 457, ''et passim''. In the form of legal marriage called ''conubium,'' the father's legal status determined the child's, but ''conubium'' required that both spouses be free citizens. A soldier, for instance, was banned from marrying while in service, but if he formed a long-term union with a local woman while stationed in the provinces, he could marry her legally after he was discharged, and any children they had would be considered the offspring of citizens—in effect granting the woman retroactive citizenship. The ban was in place from the time of Augustus until it was rescinded by [[Septimius Severus]] in 197 AD. See Sara Elise Phang, ''The Marriage of Roman Soldiers (13 B.C.–A.D. 235): Law and Family in the Imperial Army'' (Brill, 2001), side 2, og Pat Southern i ''The Roman Army: A Social and Institutional History'' (Oxford University Press, 2006), side 144.</ref> En romersk kvinde beholdt sit eget familienavn (''nomen'') for livet. Børn tog for det meste farens navn, men i den kejserlige periode, tog kvinder undertiden deres mors navn.<ref>Beryl Rawson, "The Roman Family," in ''The Family in Ancient Rome: New Perspectives'' (Cornell University Press, 1986), side 18.</ref>[[Fil:Bronze_young_girl_reading_CdM_Paris.jpg|thumb|300x300px|Bronzestatuette fra det 1. århundrede e.Kr. af en ung kvinde som læser.]]Den arkaiske form for ''manus'' (ægteskab), hvor kvinden havde været underlagt sin mands autoritet blev stort set opgivet under den kejserlige æra, og en gift kvinde beholdte ejerskabet af enhver ejendom, som hun bragte ind i ægteskabet. Teknisk forblev hun under sin fars juridiske myndighed, selv om hun flyttede ind i sin mands hjem, men ved sin fars død blev hun lovligt [[Emancipation|emanciperet]] (ligestillet).<ref>Frier and McGinn, ''A Casebook on Roman Family Law'', side 19–20.</ref> Dette arrangement var en af de faktorer i graden af uafhængigheden, som romerske kvinder havde haft i forhold til de mange andre gamle kulturer og op til den moderne tid.<ref>[[Eva Cantarella]], ''Pandora's Daughters: The Role and Status of Women in Greek and Roman Antiquity'' (Johns Hopkins University Press, 1987), side 140–141; J.P. Sullivan, "Martial's Sexual Attitudes," ''Philologus'' 123 (1979), side 296, specifically on sexual freedom.</ref> Selvom hun hørte under sin far i juridiske spørgsmål, var hun fri for hans direkte kontrol i sit daglige liv,<ref>Rawson, "The Roman Family," side 15.</ref> og hendes mand havde ingen juridisk magt over hende.<ref>Frier and McGinn, ''A Casebook on Roman Family Law'', side 19–20, 22.</ref> Selvom der kunne være stolthed forbundet med at være en "en mands kvinde" (''univira''), som kun havde giftet sig en gang, var der kun lidt stigmatisering knyttet til skilsmisse, eller sågar en hurtig indgåelse af nyt ægteskab efter tabet af en ægtemand igennem død eller skilsmisse.<ref>Susan Treggiari, ''Roman Marriage: ''Iusti Coniuges'' from the Time of Cicero to the Time of Ulpian'' (Oxford University Press, 1991), side 258–259, 500–502 ''et passim''.</ref>
 
Piger havde lige arveret med drenge, hvis deres far døde uden at efterlade et testamente.<ref>David Johnston, ''Roman Law in Context'' (Cambridge University Press, 1999), kapitel 3.3; Frier and McGinn, '' A Casebook on Roman Family Law'', Chapter IV; Yan Thomas, "The Division of the Sexes in Roman Law," in ''A History of Women from Ancient Goddesses to Christian Saints'' (Harvard University Press, 1991), side 134.</ref> En romersk mors ret til at eje ejendom og til at disponere over det, som hun så passende, herunder fastsættelse af betingelserne for hendes egen vilje, gav hende enorm indflydelse på hendes sønner selv når de var voksne.<ref>Beth Severy, ''Augustus and the Family at the Birth of the Empire'' (Routledge, 2002; Taylor & Francis, 2004), side 12.</ref>
 
Som en del af det loven ''Lex Julia,'' som blev vedtaget af [[Augustus]], blev der gjort forsøg på at genoprette den traditionelle moral og sociale orden ved love om fremme af "familieværdier". Utroskab, som havde været et familieanliggende under republikken, blev kriminaliseret,<ref>Severy, ''Augustus and the Family,'' side 4.</ref> og var bredt defineret som en ulovlig seksuel handling (''stuprum''), som fandt sted imellem en mandlig borger og en gift kvinde, eller imellem en gift kvinde og enhver anden end sin egen mand.<ref>That is, a [[double standard]] was in place: a married woman could have sex only with her husband, but a married man did not commit adultery if he had sex with a prostitute, slave, or person of marginalized status. See Thomas McGinn, "Concubinage and the Lex Iulia on Adultery," ''Transactions of the American Philological Association'' 121 (1991), side 342; [[Martha C. Nussbaum]], "The Incomplete Feminism of Musonius Rufus, Platonist, Stoic, and Roman," in ''The Sleep of Reason: Erotic Experience and Sexual Ethics in Ancient Greece and Rome'' (University of Chicago Press, 2002), side 305, noting that custom "allowed much latitude for personal negotiation and gradual social change"; [[Elaine Fantham]], "''Stuprum'': Public Attitudes and Penalties for Sexual Offences in Republican Rome," in ''Roman Readings: Roman Response to Greek Literature from Plautus to Statius and Quintilian'' (Walter de Gruyter, 2011), side 124, citing [[Papinian]], ''De adulteriis'' I and [[Modestinus]], ''Liber Regularum'' I. [[Eva Cantarella]], ''Bisexuality in the Ancient World'' (Yale University Press, 1992, 2002, originally published 1988 in Italian), side 104; Catherine Edwards, ''The Politics of Immorality in Ancient Rome'' (Cambridge University Press, 2002), side 34–35.</ref> Fødedygtighed blev opmuntret af staten. En kvinde som havde født tre børn, fik symbolske hædersbevisninger og større juridisk frihed (''ius trium liberorum'').
 
På grund af deres status som borgere kunne kvinder eje ejendom, indgå kontrakter, og engagere sig i erhvervslivet,<ref>Frier and McGinn, ''A Casebook on Roman Family Law,'' side 461; W.V. Harris, "Trade," in ''The Cambridge Ancient History: The High Empire A.D. 70–192'' (Cambridge University Press, 2000), vol. 11, side 733.</ref> herunder skibsfart, produktion og låne penge. Dokumenter fra forskellige dele imperiet ære kvinder, som velgørere i finansieringen af offentlige bygninger, en indikation at de kunne erhverve og afhænde betydelige formuer.<ref>Margaret L. Woodhull, "Matronly Patrons in the Early Roman Empire: The Case of Salvia Postuma," in ''Women's Influence on Classical Civilization'' (Routledge, 2004), side 77.</ref>
=== Slaveri og loven ===
På Augustus tid var 35 procent af befolkningen i Italien slaver,<ref>Keith Bradley, ''Slavery and Society at Rome'' (Cambridge University Press, 1994), p. 12.</ref> hvilket gør Romerriget til en af de imperier med den største procentvise slavebefolkning og hvor slaver spillede en større rolle i økonomien.<ref>The others are [[Slavery in ancient Greece|ancient Athens]], and in the modern era [[Slavery in Brazil|Brazil]], the [[Slavery in the British and French Caribbean|Caribbean]], and the [[Slavery in the United States|United States]]; Bradley, ''Slavery and Society at Rome'', side 12.</ref> Slaveri var en kompleks institution, som blev støttet af traditionelle romerske sociale strukturer.<ref>Bradley, ''Slavery and Society at Rome'', side 15.</ref> I byområder, kunne slaver være uddannede fagfolk såsom lærere, læger, kokke, og revisorer, men for det meste var slaver ufaglærte arbejdere i husholdninger, landbrug eller andet fysik arbejde. Landbrug og industri, såsom formaling af korn og minedrift, udnyttede slaver. Udenfor Italien udgjorde slaver i gennemsnit 10 til 20 procent af befolkningen, dog sparsomme i romersk Egypten, men mere koncentreret i nogle græske områder.<ref>W.V. Harris, "Demography, Geography and the Sources of Roman Slaves," ''Journal of Roman Studies'' 89 (1999) 62–75, primært side 65 om romersk Egypten. For baggrundsviden om slaveri i provinserne før romerne kom, se Timothy Taylor, "Believing the Ancients: Quantitative and Qualitative Dimensions of Slavery and the Slave Trade in Later Prehistoric Eurasia," ''World Archaeology'' 33.1 (2001) side 27–43.</ref> Selvom institutionen slaveri ofte er blevet betragtet som aftagende i 3. og 4. århundrede, forblev det en integreret del af romerske samfund indtil det 5. århundrede. Slaveri ophørte gradvist i det 6. og 7. århundrede sammen med nedgangen af bycentre i det vestlige romerrige, og opløsningen af den komplekse kejserlige økonomi, som havde skabt efterspørgsel efter slaver.<ref>Kyle Harper, ''Slavery in the Late Roman World, AD 275–425'' (Cambridge University Press, 2011), side 10–16 ''et passim''.</ref>[[Fil:Sarcofago_avvocato_Valerius_Petrnianus-optimized.jpg|thumb|Slave holder skrivetabletter for sin herre (relief fra en sarkofag fra 4. århundrede)]]Love vedrørende slaveri var relativt komplekse.<ref>Frier and McGinn, ''A Casebook of Family Law,'' side 7.</ref> Under romersk lov, blev slaver anset som ejendom og havde ingen juridiske rettigheder. De kunne blive udsat for former for afstraffelse normalt ikke udnyttet på borgere, seksuel udnyttelse, tortur og henrettelser. En slave kunne ikke lovmæssigt blive voldtaget, da voldtægt kun vedrørte folk som var fri; en slaves voldtægtsmand måtte blive retsforfulgt af ejeren af slaven, for hvorved ejeren af slaven kunne få kompensation.<ref>Thomas A.J. McGinn, ''Prostitution, Sexuality and the Law in Ancient Rome'' (Oxford University Press, 1998), side 314; Jane F. Gardner, ''Women in Roman Law and Society'' (Indiana University Press, 1991), side 119.</ref> Slaver havde ingen ret til juridisk ægteskab (''conubium)'', men deres ægteskaber blev undertiden anerkendt, og hvis begge blev frie kunne de gifte sig.<ref>Frier and McGinn, ''A Casebook on Roman Law,'' side 31, 33.</ref> Efter de romerske slavekrige i republikken, forsøgte Augustus og hans efterfølgere at mindske sandsynligheden for fremtidige oprør, ved at begrænse størrelsen af arbejdsgrupper af slaver og straffe flygtige slaver.<ref>Christopher J. Fuhrmann, ''Policing the Roman Empire: Soldiers, Administration, and Public Order'' (Oxford University Press, 2012), side 21–41.</ref>
 
Juridisk kunne slaver ikke eje ejendommen,<ref>Frier and McGinn, ''A Casebook on Roman Family Law,'' side 21.</ref> men en slave, som hjalp med at drive sin ejers virksomhed kunne få adgang til en individuel konto eller fond (''peculium''), som slaven kunne bruge som var det hans egen. Vilkårene i denne konto varierede afhængigt af graden af tillid og samarbejde imellem ejeren og slaven. En slave med en egnethed for erhvervslivet kunne gives betydeligt spillerum, til at generere overskud og måske få lov til at testamentere denne ''peculium'' han formåede til andre slaver af hans husstand.<ref>Richard Gamauf, "Slaves Doing Business: The Role of Roman Law in the Economy of a Roman Household," in ''European Review of History'' 16.3 (2009) 331–346.</ref> Indenfor en husstand eller arbejdsplads, kunne et hierarki af slaver ofte findes, med ene slave som fungerede som lederen af de andre slaver.<ref>Bradley, ''Slavery and Society at Rome'', side 2–3.</ref>
 
Efterhånden fik slaver større retsbeskyttelse, herunder retten til at indgive klager mod deres herrer. En slutseddel kan indeholde en bestemmelse om, at slaven ikke kunne anvendes til prostitution, da prostituerede i det gamle Rom ofte var slaver.<ref>McGinn, ''Prostitution, Sexuality, and the Law'', side 288ff.</ref> Den spirende handel med kasterede slaver i slutningen af 1. århundrede e.Kr. førte til forbud mod kastration af slaver mod hans vilje "for begær eller gevinst."<ref>Ra'anan Abusch, "Circumcision and Castration under Roman Law in the Early Empire," in ''The Covenant of Circumcision: New Perspectives on an Ancient Jewish Rite'' (Brandeis University Press, 2003), side 77–78; Peter Schäfer, ''The History of the Jews in the Greco-Roman World'' (Routledge, 1983, 2003), side 150.</ref>
 
Romersk slaveri var ikke baseret på race.<ref>Bruce W. Frier and Thomas A.J. McGinn. 2004. ''A Casebook on Roman Family Law''. Oxford University Press: American Philological Association. p.&nbsp;15</ref><ref>Stefan Goodwin. 2009. ''Africa in Europe: Antiquity into the Age of Global Expansion''. Lexington Books. vol.&nbsp;1, p.&nbsp;41, noting that "Roman slavery was a nonracist and fluid system".</ref> Slaver blev hentet til Rom fra hele Europa og Middelhavsområdet udenfor Europa, herunder [[Gallien]], [[Hispania]], [[Germanien]], [[Britiske Øer|de Britiske øer]], Balkan og Grækenland. Generelt var slaver i Italien indfødte italienere,<ref>{{harvp|Santosuosso|2001|pp = 43–44}}</ref> med et mindretal af udlændinge (herunder både slaver og frigivne) født uden for Italien som anslås til 5% af den samlede befolkning i hovedstaden på sit højeste, hvor deres antal var størst. Mange udenlandske slaver var af græsk afstamning. Slaver af jødisk afstamning blev aldrig helt assimilerede i det romerske samfund, hvorfor de forblev en identificerbar minoritet. Disse slaver (især udlændinge) havde højere dødelighed og lavere fødselsrater end indfødte.<ref>{{cite book|last1 = Noy|first1 = David|title = Foreigners at Rome: Citizens and Strangers|date = 2000|publisher = Duckworth with the Classical Press of Wales|isbn = 9780715629529}}</ref> Den forventede levealder for slaver i byen Rom var ekstraordinært lav, med en estimeret gennemsnitlig levetid på sytten og et halvt år (17,2 for mænd, 17,9 for kvinder).<ref>{{cite book|last1 = Harper|first1 = James|title = Slaves and Freedmen in Imperial Rome|date = 1972|publisher = Am J Philol}}</ref>
 
I perioden med republikansk ekspansion, da slaveriet var udbredt, var krigsfanger en af vigtigste kilder til slaver. Rækken af etniciteter blandt slaver afspejlede til en vis grad de hære, som Rom havde besejret i krig, og erobringen af Grækenland bragte en række højt kvalificerede og uddannede slaver til Rom. Slaver blev også handlet på markeder og nogle gange solgt af pirater. Forladte børn og nyfødte og selv-slaveri blandt de fattige var andre kilder.<ref>Harris, "Demography, Geography and the Sources of Roman Slaves," side 62 ''et passim.''</ref> Ordet ''Vernae'' referer derimod til "hjemmelavede" slaver født af kvindelige slaver i husstande, byerne, eller på en landejendom eller gård. Selvom de ikke havde nogen særlig retslig status, ville en ejer, som mishandlede eller undladte at passe sin ''vernae'' se samfundets misbilligelse, da de blev anset for en del af hans familie, og i nogle tilfælde kan det faktisk være børn af frie mænd i familie.<ref>Beryl Rawson, "Children in the Roman ''Familia''," in ''The Family in Ancient Rome" New Perspectives'' (Cornell University Press, 1986, 1992), side 186 til 188, 190; K.R. Bradley, "On the Roman Slave Supply and Slavebreeding," i,''Classical Slavery'' (Frank Cass, 1987), side 72, og ''Slavery and Society at Rome'', side 34 og 48–50.</ref>
 
Talentfulde slaver med evne til virksomhed kunne samle en tilstrækkelig stor ''peculium'' til at retfærdiggøre deres frihed, eller blive løskøbt for tjenesteydelser. Denne form for frigivelse var blevet hyppigt nok til, at en lov i 2 f.Kr. (''Lex Fufia Caninia'') begrænsede antallet af de slaver, en ejer fik lov til at sætte fri i sit testamente.<ref>Bradley, ''Slavery and Society at Rome'', p. 10.</ref>
=== Ulige retfærdighed ===
[[Fil:Museum_of_Sousse_-_Mosaics_2_detail.jpg|thumb|Dømt mand angrebet af en leopard i arenaen (3. århundrede mosaik fra [[Tunesien]])]]I takt med at det republikanske princip om borgernes lighed for loven falmede, førte de symbolske og sociale privilegier overklassen havde til en uformel deling af det romerske samfund i dem, som havde erhvervet større hædersbevisninger (''honestiores''), og dem, der var mere ydmyge folk (''humiliores''). Generelt var honestiores medlemmerne af de øverste klasser i samfundet, sammen med visse militære officerer.<ref>Koenraad Verboven, "The Associative Order: Status and Ethos among Roman Businessmen in Late Republic and Early Empire," ''Athenaeum'' 95 (2007), side 870–72; Dennis P. Kehoe, "Law and Social Formation in the Roman Empire," in ''The Oxford Handbook of Social Relations in the Roman World'', side 153.</ref> Tildelingen af universel statsborgerskab i 212 ser ud til at have øget konkurrence blandt de øverste klasser til at få deres overlegenhed over andre borgere bekræftede, især indenfor retssystemet.<ref>Kehoe, "Law and Social Formation in the Roman Empire," side 153; .Judith Perkins, "Early Christian and Judicial Bodies," in (Walter de Gruyter, 2009), side 245–246 (particularly on the effect of the ''[[Constitutio Antoniniana]]''); Garrett G. Fagan, "Violence in Roman Social Relations," in ''The Oxford Handbook of Social Relations,'' side 475.</ref> Strafudmåling afhang af dommen af den præsiderende embedsmand sammen med den relative "værd" (''Dignitas'') af sagsøgte: en ''honestior'' kunne betale en bøde, når dømt for en forbrydelse, for hvilken en ''humilior'' måtte modtage en piskning.<ref>Kehoe, "Law and Social Formation in the Roman Empire," side 153.</ref>
 
Henrettelse, som havde været en sjælden straf for frie mænd under republikken,<ref>Judy E. Gaughan, ''Murder Was Not a Crime: Homicide and Power in the Roman Republic'' (University of Texas Press, 2010), side 91 ''et passim''; Gordon P. Kelly, ''A History of Exile in the Roman Republic'' (Cambridge University Press, 2006), side 8 ''et passim''.</ref> kunne være hurtig og relativt smertefri for den kejserlige borger, som var "mere ærefulde", mens de, der ansås som ringere, kunne udsættes for tortur. Forlængelse af døden var tidligere forbeholdt slaver med korsfæstelsen eller kamp mod dyr (d''amnatio ad bestias'') som en forestilling i arenaen.<ref>K.M. Coleman, "Fatal Charades: Roman Executions Staged as Mythology Enactments," ''Journal of Roman Studies'' 80 (1990), side 55–57.</ref> I det tidlige imperium, kunne de der konverterede til kristendommen mister deres status som ''honestiores'', især hvis de afviste at opfylde de religiøse aspekter af deres samfundsmæssige ansvar, og blev dermed underlagt straffe, som skabte betingelserne for martyrdom.<ref>Kehoe, "Law and Social Formation in the Roman Empire," side 153–154; O.F. Robinson, ''Penal Practice and Penal Policy in Ancient Rome'' (Routledge, 2007), side 108.</ref>
=== Beklædning ===
[[Fil:Togato_con_tesa_dell'imperatore_claudio,_inv._2221.JPG|thumb|348x348px|[[Claudius]] iført en tidlig imperiel toga.]]I et statusbevidst samfund ligesom romernes, gav tøj og personlig pynt et visuelt fingerpeg om etikette af bæreren.<ref>Mireille M. Lee, "Clothing," in ''The Oxford Encyclopedia of Ancient Greece and Rome'' (Oxford University Press, 2010), side 230.</ref> At bære det korrekte tøj skulle afspejle et samfund i god orden.<ref>Lynda L. Coon, ''Sacred Fictions: Holy Women and Hagiography in Late Antiquity'' (University of Pennsylvania Press, 1997), side 57.</ref> [[Toga]]en var den særprægede nationale beklædningsgenstand af den romerske mandlige borger, men de var tunge og upraktiske, og var derfor primært kun båret når man skulle gennemføre politiske, forretningsmæssige- og religiøse ritualer, og ved en retssag.<ref>[[Caroline Vout]], "The Myth of the Toga: Understanding the History of Roman Dress," ''Greece & Rome'' 43.2 (1996), side 216; [[Margarete Bieber]], "Roman Men in Greek Himation ''(Romani Palliati)'' a Contribution to the History of Copying," ''Proceedings of the American Philosophical Society'' 103.3 (1959), side 412.</ref> I modsætning til den populære opfattelse var hverdagens tøj, som romerne havde på oftest mørkt eller farverigt, og de mest almindelige mandlige påklædninger set dagligt ville have været en [[tunika]], et slag eller bukser i provinserne oppe nordpå.<ref>Vout, "The Myth of the Toga," side 218.</ref> Dokumenteringen af hvordan romerne klædte sig i hverdagen, kompliceres af manglen på direkte beviser, da portrætter oftest viste personen i tøj med symbolsk værdi, og overlevende tekstiler fra perioden er sjældne.<ref>Vout, "The Myth of the Toga," på side 204 til 220, primært på side 206 og 211; Bieber, "Roman Men in Greek Himation," side 374 til 417; Guy P.R. Métraux, "Prudery and ''Chic'' in Late Antique Clothing," in ''Roman Dress and the Fabrics of Roman Culture'' (University of Toronto Press, 2008), p. 286.</ref>[[Fil:Roman_fresco_Villa_dei_Misteri_Pompeii_004.jpg|left|thumb|Kvinder fra vægmaleri fundet i [[Pompeji]].]]Den grundlæggende beklædningsgenstand for alle romere var en tunika, uanset køn eller formue. Længden varierede efter bæreren: en mands nåede midten af læggen, mens en soldats var noget kortere; en kvindes faldt til hendes fødder, og for et barn til knæene.<ref name="Ref-1">Lee, "Clothing," ''Oxford Encyclopedia of Ancient Greece and Rome,'' side 231.</ref> Tunikaer af fattige mennesker og arbejdende slaver blev lavet af grov uld i naturlige, matte nuancer, hvor længden blev bestemt af den type arbejde som de udførte. Finere tunikaer var lavet af letvægtsuld eller linned. En mand der hørte til senatet bar en tunika med to lilla striber (''clavi'') vævet lodret ind i stoffet: jo bredere stribe, jo højere var bærerens status.<ref name="Ref-1" /> Andre beklædningsgenstande kunne være beklædt over tunikaen.
 
Togaen var et halvcirkelformet stykke hvid uld, som kun kunne draperes med hjælp.<ref>Vout, "The Myth of the Toga," side 216</ref> I sit arbejde om talekunst beskrev [[Quintilian]] i detaljer, hvordan den offentlige taler burde bruge gestus svarende til sin toga.<ref>Quintilian, ''Institutio Oratoria'' 11.3.137–149; Bieber, "Roman Men in Greek Himation," p. 412; Coon, ''Sacred Fictions,'' pp. 57–58.</ref> I kunstværker er togaen vist med den lange ende mellem fødderne, en dyb buet fold foran, og en kugleformet flap på midtstykket.<ref>Bieber, "Roman Men in Greek Himation," p. 415.</ref> I det 2. århundrede, var kejsere og mænd af status ofte portrætteret iført en [[pallium]], en oprindelig græsk kappe (''himation'') foldet tæt omkring kroppen. Kvinder er også portrætteret iført en pallium. I løbet af 4. århundrede, havde togaen blevet mere eller mindre erstattet af palliummen som en beklædningsgenstand, som indikerede et socialt tilhørsforhold.<ref>Vout, "The Myth of the Toga," p. 217.</ref> Romersk tøjs stilarter ændrede sig med tiden, men ikke så hurtigt som mode i dag.<ref>Lee, "Clothing," Oxford Encyclopedia of Ancient Greece and Rome'' p. 232.''</ref>
=== Offentlig underholdning, amfiteatre og stridsvognsløb ===
[[Fil:Pompeii_-_Battle_at_the_Amphitheatre_-_MAN.jpg|thumb|Vægmaleri som forestiller sportsoptøjer i et amfiteater i [[Pompeji]], som førte til forbud mod gladiatorkampe i byen.<ref>James L. Franklin, Jr., ''Pompeis Difficile Est: Studies in the Political Life of Imperial Pompeii'' (University of Michigan Press, 2001), p. 137; Ray Laurence, ''Roman Pompeii: Space and Society'' (Routledge, 2007), side 173; recounted by Tacitus, ''Annals'' 14.17.</ref>]]Den største area i [[Rom]] var [[Circus Maximus]], hvor der blev afholdt stridsvognsløb, dyrekampe (''venationes''), atletiske konkurrencer, gladiatorkampe og historiske rekonstruktioner. Fra tidligste tider, havde flere religiøse festivaler indeholdt forskellige rituelle spil (Ludi), dog primært heste og stridsvognsløb (''Ludi circenses'').<ref>[[Mary Beard (classicist)|Mary Beard]], J.A. North, and S.R.F. Price, ''Religions of Rome: A History'' (Cambridge University Press, 1998), side 66.</ref> Romerne troede selv at gladiatorkampe havde oprindelse i begravelsespil og ofringer, hvor udvalgte tilfangetagne krigere blev tvunget til at kæmpe for at sone dødsfald af ædle romerne. Selv om deres underholdningsværdi havde tendens til at overskygge deres rituelle betydning, forblev løbene en del af [[Arkaisk tid|arkaiske]] religiøse ceremonier, som vedrørte landbrug, [[initiation]], og cyklussen af fødsel og død.<ref>Such as the [[Consualia]] and the [[October Horse]] sacrifice: John H. Humphrey, ''Roman Circuses: Arenas for Chariot Racing'' (University of California Press, 1986), pp. 544, 558; Auguste Bouché-Leclercq, ''Manuel des Institutions Romaines'' (Hachette, 1886), side 549; "Purificazione," in ''Thesaurus Cultus et Rituum Antiquorum'' (''[[Lexicon Iconographicum Mythologiae Classicae|LIMC]]'', 2004), side 83.</ref>
 
Under [[Augustus]] var der offentlig underholdning 77 dage om året; under [[Marcus Aurelius]] blev det udvidet til 135.<ref>Stephen L. Dyson, ''Rome: A Living Portrait of an Ancient City'' (Johns Hopkins University Press, 2010), side 240.</ref> Hver enkelt forstilling var oftest indledt med en omfattende parade (''Pompa circensis''), som endte på spillestedet.<ref>H.S. Versnel, ''Triumphus: An Inquiry into the Origin, Development and Meaning of the Roman Triumph'' (Brill, 1970), side 96–97.</ref> Konkurrencer blev afholdt også i mindre spillesteder som amfiteater, som blev den karakteristiske romerske forestillingssted for underholdning. Atletik i græsk stil inkluderede løb, boksning, brydning, og [[Pankration|pancratium]].<ref>Hazel Dodge, "Amusing the Masses: Buildings for Entertainment and Leisure in the Roman World," in ''Life, Death, and Entertainment in the Roman Empire'' (University of Michigan Press, 1999), side 242.</ref> Søslag (''Naumachia'') blev enkelte gange gennemført i konstruerede bassiner.<ref>Dodge, "Amusing the Masses," side 235–236.</ref> Statsstøttede teaterarrangementer (''Ludi scaenici'') fandt sted i stenteatre, eller i mindre lukkede teater kaldet et ''odeum''.<ref>Dodge, "Amusing the Masses," side 223–224.</ref>[[Fil:Winner_of_a_Roman_chariot_race.jpg|left|thumb|En sejrherre i et stridsvognsløb i hans ''[[Quadriga (firspand)|Quadriga]]''.]]Cirkusser blev den største struktur regelmæssigt bygget i den romerske verden,<ref>David S. Potter, "Entertainers in the Roman Empire," in ''Life, Death, and Entertainment in the Roman Empire'', side 303.</ref> selvom grækerne havde deres egne arkitektoniske traditioner for tilsvarende [[Hippodromen|hippodromer]]. Det Flaviske amfiteater, bedre kendt som Colosseum, blev den regelmæssige arena for blodsport i Rom efter det åbnede i 80 e.Kr..<ref>Humphrey, ''Roman Circuses,'' p. 1.</ref><ref>J.C. Edmondson, "Dynamic Arenas: Gladiatorial Presentations in the City of Rome and the Construction of Roman Society during the Early Empire," in ''Roman Theater and Society'' (University of Michigan Press, 1996), p. 112.</ref> Circus Maximus havde siddepladser til omkring 150.000 tilskuere, og Colosseum havde omkring 50.000 siddepladser med plads til omkring 10.000 mere stående.<ref>Dyson, ''Rome: A Living Portrait,'' pp. 237, 239.</ref> Mange romerske amfiteatre, cirkusser og teatre bygget i byerne uden for Italien er synlige som ruiner i dag.<ref>Humphrey, ''Roman Circuses,'' pp. 1–3.</ref> Den lokalt herskende elite var ansvarlige for, at sponsorere forestillingerne og begivenhederne i arenaerne, som begge forbedrede deres status og drænede deres resurser.<ref>K.M. Coleman, "Fatal Charades: Roman Executions Staged as Mythological Enactments," ''Journal of Roman Studies'' 80 (1990), pp. 50–51.</ref>
 
En siddeplads i amfiteatre repræsenterede rangorden i det romerske samfund: kejseren præsiderede i sin overdådige loge tættest på; senatorer så fra fordelagtige pladser reserveret til dem; kvinder sad på pladserne længst væk fra forestillingen; slaver fik til sidst værste steder.<ref>Edmondson, "Dynamic Arenas," pp. 73–74, 106, ''et passim''; Roland Auguet, ''Cruelty and Civilization: The Roman Games'' (Routledge, 1972, 1994), p. 54; John McClelland, ''Body and Mind: Sport in Europe from the Roman Empire to the Renaissance'' (Routledge, 2007), p. 67.</ref> Publikum kunne anmode om et specifikt resultat via råben, men kejseren havde det sidste ord. Forestillingerne kunne hurtigt blive et sted for sociale og politiske konflikter, og kejsere måtte sommetider bruge magt til at afslutte uro blandt publikum, mest notorisk ved optøjerne i Nika i år 532, hvor soldaterne under [[Justinian 1.|Justinian I]] slagtede tusinder.<ref>Dyson, ''Rome: A Living Portrait,'' pp. 238–239; Alison Futrell, "Chariot racing," in ''The Oxford Encyclopedia of Ancient Greece and Rome,'' p. 85; Humphrey, ''Roman Circuses,'' p. 461; McClelland, ''Body and Mind,'' p. 61.</ref>[[Fil:Bestiarii.jpg|thumb|Mosaik fra en spisestue fra nutidens Libyen, som viser en række arenascener. Fra toppen nedad; musikere spiller en romersk tuba, et vandrørs-orgel og to horn; seks par af gladiatorer med to dommere; fire krigere som kæmper mod dyr; og tre fanger dømt til dyrene.<ref>Thomas Wiedemann, ''Emperors and Gladiators'' (Routledge, 1992, 1995), p. 15.</ref>]]Indenfor stridsvognsløb, var [[stridsvognen]]s hold var kendt efter de farver de bar, hvor blå og grøn var de mest populære. Loyaliteten fra deres fans var hård, hvilket til tider førte til sportsoptøjer.<ref>Humphrey, ''Roman Circuses,'' pp. 459, 461, 512, 630–631; Futrell, "Chariot racing," in ''The Oxford Encyclopedia of Ancient Greece and Rome,'' p. 85; Dyson, ''Rome: A Living Portrait of an Ancient City'', p. 237.</ref> Stridsvognløbene var farlige, men ryttere var blandt de mest berømte og bedst kompenserede atleter.<ref>Dyson, ''Rome: A Living Portrait,'' p. 238.</ref> Én stjerne i sporten var Diocles, fra [[Lusitanien|Lusitania]] (nuværende Portugal), der kørte i stridsvognsløb i 24 år og i sin karriere indtjente 35 millioner sestertier.<ref>Potter, "Entertainers in the Roman Empire," p. 296; Dyson, ''Rome: A Living Portrait,'' pp. 238–239.</ref> Hestene havde også fans, og blev fejret i kunst og inskriptioner.<ref>Humphrey, ''Roman Circuses,'' p. 238; Potter, "Entertainers in the Roman Empire," p. 299.</ref> Udformningen af romerske cirkusser blev bygget med stor overvejelser for at sikre, at ingen hold havde en unfair fordel og for at minimere kollisioner.<ref>Humphrey, ''Roman Circuses,'' pp. 18–21; Futrell, "Chariot racing," in ''The Oxford Encyclopedia of Ancient Greece and Rome,'' p. 84.</ref> Kollisioner var dog hyppige under stridsvognløbene og underholdene for publikum.<ref>Auguet, ''Cruelty and Civilization,'' pp. 131–132; Dodge, "Amusing the Masses," p. 237.</ref><ref>Auguet, ''Cruelty and Civilization,'' p. 144; Dyson, ''Rome: A Living Portrait,'' p. 238; Matthew Dickie, ''Magic and Magicians in the Greco-Roman World'' (Routledge, 2001, 2003), pp. 282–287; Eva D'Ambra, "Racing with Death: Circus Sarcophagi and the Commemoration of Children in Roman Italy" in ''Constructions of Childhood in Ancient Greece and Italy'' (American School of Classical Studies at Athens, 2007), pp. 348–349; Nicole Belayche, "Religious Actors in Daily Life: Practices and Related Beliefs," in ''A Companion to Roman Religion'' (Blackwell, 2007), p. 289.</ref> Stridsvognsløb fortsatte ind i den byzantinske periode under kejserlig finansiering, men nedgangen af større bycentre i det 6. og 7. århundrede førte til dens endelige død.<ref>Potter, "Entertainers in the Roman Empire," p. 303.</ref>
 
Gennem hele sin 40-årige regeringstid gav Augustus otte gladiatorforestillinger, hvor 10.000 mænd kæmpede, samt 26 kampe med 3.500 døde dyr.<ref>Cassio Dio 54.2.2; ''Res Gestae Divi Augusti'' 22.1, 3; Edwards, ''Death in Ancient Rome,'' side 49; Edmondson, "Dynamic Arenas," side 70.</ref> For at markere åbningen af [[Colosseum]]met, præsenterede kejser [[Titus Flavius Vespasianus|Titus]] 100 dage med begivenheder i arenaen, med 3.000 gladiatorer kæmpende sammen på en enkelt dag.<ref>Cassius Dio 66.25; Edwards, ''Death in Ancient Rome,'' side 55; Humphrey, ''Roman Circuses,'' side 1.</ref> Den romerske fascination med gladiatorer kan ses i, hvor bredt de er afbilledet på mosaikker, vægmalerier, lamper, og selv graffititegninger.<ref>Edwards, ''Death in Ancient Rome,'' side 49.</ref>
 
Gladiatorer var uddannede krigere, som tidligere kunne have været slaver, fangere, eller frivillige.<ref>Edwards, ''Death in Ancient Rome,'' side 50.</ref> Døden var ikke en nødvendig eller endda ønskelig resultat i kampe imellem disse højtuddannede krigere, hvis uddannelse repræsenterede en kostbar og tidskrævende investeringer.<ref>Edwards, ''Death in Ancient Rome,'' side 55; Potter, "Entertainers in the Roman Empire," side 307; McClelland, ''Body and Mind,'' side 66, som også citerere [[Marcus Junkelmann]].</ref> Derimod var ''noxii'' fangere dømt til arenaen med ringe eller ingen uddannelse, ofte ubevæbnet, og med ingen forventning om overlevelse. Fysisk lidelse og ydmygelse blev anset for at være en hensigtsmæssig retfærdighed for de forbrydelser, som de havde begået.<ref>Coleman, "Fatal Charades," pp. 45–47.</ref> Disse henrettelser blev undertiden iscenesat eller ritualiseret som rekonstruktion af myter, og amfiteatre var udstyret med omfattende mængde af maskiner til at skabe specielle effekter og importerede vilde dyr.<ref>Suetonius, ''Nero'' 12.2; Coleman, "Fatal Charades," pp. 44–73; Edmondson, "Dynamic Arenas," side 73.</ref>
 
Senere generationer af lærde, historikere og filosoffer har fundet det romerske samfunds forhold til "forstillinger om liv og død" til at være en af de mere vanskelige aspekter at forstå og forklare.<ref>Donald G. Kyle, ''Spectacles of Death in Ancient Rome'' (Routledge, 1998, 2001), side 81; Edwards, ''Death in Ancient Rome,'' side 63.</ref> [[Plinius den Yngre|Plinius den yngre]] rationaliserede gladiatorkampe som værende godt for folket, som en måde til "at inspirere dem til at stå over for ærefulde sår og foragte døden, ved at udstille kærligheden for æren og ønsket om sejr, selv i ligene af slaver og forbrydere".<ref>Pliny, ''Panegyric'' 33.1; Edwards, ''Death in the Arena,'' side 52.</ref> Nogle romere såsom [[Seneca den yngre]] var kritiske over for de brutale forestiller, men fandt dyd i mod og værdighed i den besejrede kæmper snarere end i vinderen.<ref>Edwards, ''Death in the Arena,'' side 66–67, 72.</ref> Dette synspunkt, kom senere til udtryk med kristne martyrer i arenaen, som blandt datidens kristne blev betragtet som en ærefuld død for sin religion.<ref>Edwards, ''Death in Ancient Rome,'' side 212.</ref> Den romerske forfatter, [[Tertullian]] betragtede døden i arenaen til ikke at være mere end en forklædt form for menneskeofringer.<ref>Tertullian, ''De spectaculis'' 12; Edwards, ''Death in Ancient Rome,'' pp. 59–60; Dodge, "Amusing the Masses," p. 224.</ref> Nogle af de tidligste navne for stilarter inden for gladiatorkampe havde etniske betegnelser såsom "thrakiske" eller "galliske".<ref>Veronika E. Grimm, "On Food and the Body," in ''A Companion to the Roman Empire,'' p.&nbsp;354; Catharine Edwards, ''Death in Ancient Rome'' (Yale University Press, 2007), p. 59; Potter, "Entertainers in the Roman Empire," p. 305.</ref>
 
== Politik ==
Styreformen i kejserriget var et diktatur styret af kejseren. Begyndelsen af perioden kendes som principatet, en styreform, der voksede ud af senrepublikken. Provinserne og byerne var stort set uafhængige under principatet, og kejserriget var generelt decentraliseret. I den næste periode, anarkiet og krisen i det tredje århundrede e.Kr., begyndte kejseren at tilegne sig større magt, og byerne begyndte at miste deres uafhængighed på grund af fraflytning til landet.
 
Den første kejser, Augustus, kaldte sig i senatet ''princeps'' og ''primus inter pares'', først blandt ligemænd. Det lod til, at republikken forsat fungerede, men reelt lå al magt hos den romerske hær, som kejseren havde absolut kontrol over. Princepstitlen var for Augustus en måde til at vinde gunst fra senatet og skulle forhindre ham i at lide samme skæbne som hans grandonkel, Julius Cæsar. Romerrigets sikkerhed lå i hænderne på legionerne, og det var her, Augustus' magtbase lå. Hæren var en kostbar institution, som statens forvaltning skulle sikre ved at beskatte befolkningen. De mest succesrige kejsere var de, som klarede at opretholde loyaliteten og disciplinen hos [[legionær]]erne. De dårligere kejsere måtte bestikke hæren for at beholde magten, men det viste sig ofte at være en ringe garanti.
 
Enden på principatet blev ganske enkelt enden på republikken: Kejserens generaler opnåede personlige bånd til og loyalitet fra soldaterne. Det udnyttedes af de mest ambitiøse. Styreformen forandrede sig til dominatet. Den nye styreform voksede ud af [[krisen i det tredje århundrede]], og specielt borgerkrigene bærer vidnesbyrd om krisen. Kejserne i denne periode var oftest generaler, som kom til magten ved hjælp af krig og kup.
 
I teorien måtte senatet vælge den nye kejser, men i praksis blev arvefølgen dynastisk: De mandlige arvinger blev valgt til kejsere. Det [[Nervan-antoninske dynasti]] var en undtagelse, da arvingerne ikke var biologiske, men adopterede sønner. Det kunne skyldes, at der var mangel på mandlige arvinger, men det kan også være, at kejserne valgte arvinger, som de mente ville yde en bedre indsats for Romerriget. Resultatet var de fem store kejseres og Romerrigets storhedstid. Denne stabile periode endte, da Marcus Aurelius valgte sin søn [[Commodus]] som arving. Hans regeringstid endte med borgerkrig. Under borgerkrige var det den stærkeste, som ville have kontrollen, og ofte var der flere kejsere, som gjorde krav på deres plads på tronen. Dynastierne i Romerriget endte til stadighed i interne stridigheder, og mægtige generaler kæmpede om magten.
 
=== Administration ===
Statens styring forandrede sig med kejserriget. Først blev meget af arbejdet udført af de samme magistrater som i republikken. Men som tiden gik, blev ansvaret lagt over til frigivne slaver, specielt under kejser [[Claudius]]. Statsmagten blev støt og roligt centraliseret gennem Romerrigets historie. I republikken styrede byerne og provinserne sig selv. Et af hovedtrækkene i ''[[Pax Romana]]'', Romerfreden, var, at de fleste byer i Romerriget sjældent fik besøg af hæren. I kejsertiden begyndte befolkningerne at flytte fra byerne til landet. Dette og den stadigt stærkere og mere centraliserede kejsermagt førte til, at byerne mistede deres selvstyre. Udflytningen fra byerne havde mange årsager; hovedårsagen var den øgede lovløshed, som hjemsøgte kejserriget i krisetiden. Byerne blev et let bytte for både barbarernes invasioner og terroren fra hæren, som skulle beskytte dem. Mange byer blev forladt. Kun kejseren og hans hær kunne opretholde stabilitet. Det øgede behov for militær krævede endnu højere skatter, som igen krævede en stærk, velfungerende stat.
 
=== Oprør og deres politiske konsekvenser ===
[[Fil:Roman Empire 125.svg|thumb|right|400px|Romerriget under [[Hadrian]]]]
I fredstid var det relativt let at styre riget fra Rom. Et oprør var forventet og opstod ganske regelmæssigt gennem historien: En general eller en guvernør fik loyalitet fra sine undersåtter gennem karisma, love og bestikkelse. Legionerne var spredt rundt om i riget. Derfor havde oprørslederen normalt én eller to legioner under sig. Der blev tilkaldt lokale legioner, og oprørene blev knust. Hvis ikke kejseren var svag, inkompetent eller hadet, ville disse oprør forblive lokale og isolerede hændelser.
 
I krigstid kunne en general have flere legioner under sig. Af den grund var det almindeligt, at kejseren holdt nogle af generalens familiemedlemmer som gidsler for at undgå, at generalen skulle rejse en oprørsk hær. Under [[Første jødisk-romerske krig|det jødiske oprør]], der begyndte i år [[66]], holdt kejser [[Nero]] [[Vespasian]]s søn [[Domitian]] og hans svigersøn [[Quintus Petillius Cerialis]] som gidsler for at sikre Vespasians loyalitet. Ironisk nok endte Neros regeringstid med et oprør fra [[prætorianergarden]], som blev bestukket af general [[Galba]].
 
Prætorianergarden var et vigtigt magtmiddel i kejsertiden. Dens loyalitet blev ofte købt, og garden blev stadigt mere grådig. Legionerne ved grænserne fulgte livgardens eksempel og blev vigtige aktører i borgerkrigene. Det var en farlig udvikling, som svækkede hele den romerske armé.
 
Hovedfjenderne i vest var de barbariske stammer hinsides [[Rhinen]] og [[Donau]]. Octavian havde prøvet, at besejre dem, men led et fatalt nederlag i [[Teutoburgerskoven]] i år [[9]]. De germanske stammer udgjorde en stor trussel, men de var for splittede, fordi interne magtkampe tog det meste af deres tid. I øst var hovedfjenden [[Partherriget]], der prøvede flere forgæves invasioner af Romerriget.
 
Under borgerkrigene udnyttede Roms fjender muligheden til at invadere de romerske provinser. De to fronter øst og vest blev politisk vigtige på grund af legionerne, som var stationeret der. Lokale ledere startede oprør, der kulminerede i større krige. Romerriget havde få problemer med at kontrollere den vestlige grænse. Presset fra begge fronter skabte problemer. Hvis kejseren befandt sig i øst, blev det muligt for en general at gøre oprør i vest, og omvendt. Kejseren måtte befinde sig i nærheden af tropperne for at have den størst mulige kontrol, og med rigets enorme størrelse var det umuligt for en kejser at befinde sig nær to fronter samtidig. Det var et stort problem for mange kejsere og en kilde til mange kriser i løbet af kejsertiden.
 
== Økonomi ==
[[Fil:Solidus-Constantius Gallus-thessalonica RIC 149.jpg|thumb|right|150px|En romersk guldmønt.]]
Republikkens erobringer frem til Augustus' regeringstid havde skabt et stort indre marked, der omfattede hele Middelhavsområdet, [[Vesteuropa]] og rigets grænseområder. De økonomiske forhold, særligt de som omhandlede landbruget, varierede meget mellem de varme, tørre områder i [[Nordafrika]] og [[Arabien]], og de mere frugtbare og fugtige provinser – Britannien, Gallien og Balkan. [[Middelhavet]] og de store [[flod]]er [[Rhinen]], [[Rhône]] og [[Donau]] fungerede som handelsruter. Romerne anlagde også et vidtstrakt og velbygget vejnet, som tjente såvel militære som civile formål. Vejnettet strakte sig endda over høje bjerge som [[Pyrenæerne]] og [[Alperne]] og bidrog til effektiviseringen af handel over længere afstande.
 
Hovedhjørnestenen i den romerske økonomi var alle de [[Den romerske by|byer]], som var centrum for al industriel produktion, handel og forbrug. Selv om al handel og produktion foregik i byerne, var det landbefolkningen, som var størst, og landbruget var den dominerende sektor i økonomien. De største centre i Romerriget var selve Rom, [[Alexandria]], [[Antiokia]], [[Karthago]], [[Efesos]] og i senantikken [[Konstantinopel]], alle med et indbyggertal mellem 100&nbsp;000 og 1 million. Frem til det 3. århundrede var de politisk-økonomiske forhold gunstige. Riget var ét valutaområde. Frem til krisen i det tredje århundrede var der, bortset fra grænsekonflikter og lokale oprør, næsten universel fred i riget, også kaldt for ''[[Pax Romana]]''. De store hærstyrker, der var stationeret langs grænserne, var med til at skabe et stabilt og trygt miljø for produktionen i provinserne. Mod slutningen af det andet århundrede øgedes presset mod grænserne. Med dette pres kom et behov for flere soldater i legionerne. Dette fik meget at sige for rigets økonomi, da kejserne blev nødt til at øge skatterne proportionalt for at følge udviklingen med rekrutteringen. Efter år [[235]] var den økonomiske og militære krise i færd med at føre Romerriget mod randen af sammenbrud. Under det [[severiske dynasti]] begyndte skattepresset at stige. Manglen på arbejdskraft, der fulgte af krigene, og alle pestudbruddene bidrog også til nedgang og krise. Hvor alvorlige disse tilstande var, er vanskeligt at sige, da der foreligger få pålidelige kilder fra denne periode.
 
Provinserne ved Rhinen blev hårdest ramt af krisen i det 3. århundrede. De blev ofre for germanske invasioner og et voksende gallisk rige. Andre regioner som Egypten og Britannien blev ramt i mindre grad. Mod slutningen af det 3. århundrede oplevede Romerriget en høj inflation, da den menige befolkning i større grad mistede tilliden til det vaklende og devaluerede pengesystem. Priserne steg voldsomt i store dele af riget.
 
=== Transport, handel og kommunikation ===
 
Romerrigets provinser omkransede hele [[Middelhavet]], som de kaldte ''mare nostrum'' "vores hav".<ref>Kevin Greene, ''The Archaeology of the Roman Economy'' p. 17.</ref> Romerske sejlskibe navigerede Middelhavet, samt alle de store sejlbare floder i imperiet, herunder [[Guadalquivir]], [[Ebro]], [[Rhône]], [[Rhinen]], [[Tiber]] og [[Nilen]].<ref>W.V. Harris, "Trade," in ''The Cambridge Ancient History: The High Empire A.D. 70–192'' (Cambridge University Press, 2000), vol. 11, p. 713.</ref> Transport ad vandvejen var foretrukket hvor det var muligt, da transport af store mængden af råvarer over land var vanskeligere.<ref>Harris, "Trade," in ''CAH'' 11, p. 714.</ref> Det store antal af køretøjer, hjul, og skibe indikerer eksistensen af et stort antal af kvalificerede håndværkere indenfor romerrigets grænser.<ref>Roger Bradley Ulrich, ''Roman Woodworking'' (Yale University Press, pp. 1–2.</ref> Selvom kommunikationsmidler og transport var begrænset i antikken, voksede transporten i 1. og 2. århundrede kraftigt, og handelsruter skabte forbindelser imellem forskellige provinsers økonomier.<ref>Mattingly, "The Imperial Economy," side 285–286 og side 296f.</ref>
 
Landtransporten udnyttede det avancerede system af romerske veje. Finansieringen af statens post og transportservice ''cursus publicus'', som blev oprettet af [[Augustus]], blev gjort igennem naturalier som omfattede levering af personale, dyr eller køretøjer.<ref name="administration188">Ando, "The Administration of the Provinces," side 188.</ref> En ''Mansio'' (flertal ''Mansiones'') var en privat-eget station, som lå ved siden af de romerske veje. Personalet bestod af smede, karetmagere og kurerer. Afstanden imellem ''Mansiones'' blev bestemt ved, hvor langt en vogn kunne nå på en dag.<ref name="StambaughThe">Stambaugh, ''The Ancient Roman City,'' side 253.</ref> Muldyr var oftest brugt til at trække vognene.<ref>Ray Laurence, "Land Transport in Roman Italy: Costs, Practice and the Economy," in ''Trade, Traders and the Ancient City'' (Routledge, 1998), side 129.</ref> Det tog fx en budbringer mindst ni dage at rejse til Rom fra [[Mainz]] i provinsen [[Germania Superior]], selv på en hastesag.<ref>Keith Hopkins, "The Political Economy of the Roman Empire," in ''The Dynamics of Ancient Empires : State Power from Assyria to Byzantium'' (Oxford University Press, 2009), side 187.</ref> Ud over ''Mansiones'' tilbød nogle værtshuse indkvartering samt mad og drikke; ét ophold kræver betalinger for vin, brød, foder til et muldyr og tjenester af en prostitueret.<ref>Holleran, ''Shopping in Ancient Rome,'' side 142.</ref>
 
Romerske provinser handlede også indbyrdes. Den vigtigste råvare var korn.<ref>Harris, "Trade," ii ''CAH'' 11, side 710.</ref> Handel udvidet uden for grænserne var dog så langt væk som til [[Kina]] og [[Indien]].<ref>Harris, "Trade," in ''CAH'' 11, side 713.</ref> Handel med Kina var hovedsageligt gennemført over land igennem [[Silkevejen]]; Handel med Indien forekom dog også ad søvejen fra de egyptiske havne ved [[Røde Hav|Det Røde Hav]]. Handelsvarende inkluderede blandt andet olivenolie, diverse fødevarer, slaver, malm og metalgenstande, fibre og tekstiler, tømmer, keramik, glas, marmor, papyrus, krydderier, elfenben, perler og ædelstene.<ref>Harris, "Trade," in ''CAH'' 11, fra side 717 til 729.</ref>
 
Selv om de fleste provinser var i stand til at producere vin, var regionale druesorter ønsket og vin var et centralt element i samhandelen.<ref>Mireille Corbier, "Coinage, Society, and Economy," in ''Cambridge Ancient History: The Crisis of Empire, A.D. 193–337'' (Cambridge University Press, 2005), vol. 12, side 404; Harris, "Trade," in ''CAH'' 11, difr 719.</ref> De store leverandører til byen Rom var vestkysten af Italien, det sydlige [[Gallien]], regionen [[Hispania Tarraconensis|Tarraconensis]] i [[Spanien]], og [[Kreta]]. [[Alexandria]], den næststørste by i romerriget, importerede vin fra Laodikea (det moderne Latakia) i Syrien, de frugtbare dele af [[Anatolien]] og [[Ægæiske øer]].<ref>Harris, "Trade," in ''CAH'' 11,difr 720.</ref> På lokalt niveau, solgte taverner eller specielle vinbutikker (''Vinaria'') vin, med prisklasser som afspejlede kvaliteten.<ref>Holleran, ''Shopping in Ancient Rome,'' fra side 146 til 147.</ref>
 
=== Beskæftigelse ===
[[Fil:Pompeii_-_Fullonica_of_Veranius_Hypsaeus_1_-_MAN.jpg|thumb|Arbejdere ved en butik som forarbejdede tøj, i et maleri af Veranius Hypsaeus i Pompeji.]]Inskriptioner nævner 268 forskellige erhverv i byen Rom, og 85 i [[Pompeji]].<ref>Hopkins, "The Political Economy of the Roman Empire," side 196.</ref> Faglige sammenslutninger eller handelslaug (''kollegia'') er attesteret for en bred vifte af erhverv, herunder fiskere (''piscatores)'', saltkøbmænd (''salinatores''), handlere af olivenolie (''olivarii)'', kunstnere (''scaenici''), kvæghandlere (''pecuarii''), guldsmede (''aurifices''), kuske (''asinarii'' eller ''muliones'') og stenhuggere (''lapidarii'').<ref>Verboven, "The Associative Order: Status and Ethos among Roman Businessmen," side 18 - 23.</ref><ref>''Eborarii'' and ''citriarii'': Verboven, "The Associative Order: Status and Ethos among Roman Businessmen," side 21.</ref>
 
Arbejde udført af slaver faldte i fem overordnede kategorier: husholdningjob; kejserlig eller offentlig tjeneste; bymæssige håndværk og tjenesteydelser; landbrug; og minedrift.<ref>"Slavery in Rome," in ''The Oxford Encyclopedia of Ancient Greece and Rome'' (Oxford University Press, 2010), side 323.</ref> Straffefanger udførte meget af arbejdskraften i miner eller stenbrud, hvor forholdene var notorisk brutale.<ref>"Slavery in Rome," in ''The Oxford Encyclopedia of Ancient Greece and Rome'', side 323.</ref> Reelt set var der ikke den store forskel i arbejdet som slaver og frie arbejdere udførte,<ref name="Saller, side 111">Garnsey and Saller, ''The Roman Empire: Economy, Society and Culture'', side 111.</ref> og de fleste arbejdere var analfabeter og uden særlige kvalifikationer.<ref>Peter Temin, "The Labor Market of the Early Roman Empire," ''Journal of Interdisciplinary History'' 34.1 (2004), side 517.</ref> Det største beskæftigelse for almindelige arbejdere var beskæftigelse i landbruget. I det italienske system af industriel landbrug (''latifundia''), var meste arbejde formeligt gjort af slaver, men i resten af riget var slaver som arbejdskraft på gårde sandsynligvis mindre vigtigt end andre former for arbejdskraft af folk, som ikke teknisk set var slaver.<ref name="Saller, side 111" />
 
Tekstil og klædeproduktionen var en vigtig kilde til beskæftigelse. Både tekstiler og færdige beklædningsgenstande blev handlet i imperiet.<ref>[[A.H.M. Jones]], "The Cloth Industry under the Roman Empire," ''Economic History Review'' 13.2 (1960), side 184–185.</ref> Bedre klæder, som var klar til at tage på, blev eksporteret af forretningsfolk (''negotiatores'' eller ''mercatores''), som ofte var velhavende borgere i byer med produktionscentre.<ref name="JonesThe">Jones, "The Cloth Industry under the Roman Empire," side 192.</ref> I [[Egypten]] kunne tekstilproducenter køre velstående små virksomheder, som beskæftigede lærlinge og slaver.<ref>Jones, "The Cloth Industry under the Roman Empire," side 188–189.</ref> Arbejdstagere indenfor farvning af tøj (''coloratores'') havde deres egne laug.<ref>Jones, "The Cloth Industry under the Roman Empire," side 190–191.</ref> ''Centonarii'' var laugarbejdere, som havde specialiseret sig i produktionen af tekstil og genbrug af gamle tøj til at lave nye klæder.<ref>Vout, "The Myth of the Toga," side 212. The college of ''centonarii'' is an elusive topic in scholarship, since they are also widely attested as urban firefighters; see Jinyu Liu, ''Collegia Centonariorum: The Guilds of Textile Dealers in the Roman West'' (Brill, 2009). Liu sees them as "primarily tradesmen and/or manufacturers engaged in the production and distribution of low- or medium-quality woolen textiles and clothing, including felt and its products."</ref>
 
== Religion ==
{{uddybende|Romersk religion}}[[Fil:RMW_-_Opfernder_Togatus.jpg|thumb|En romersk præst, hans hoved er rituelt dækket med en fold af hans toga, som fremviser en patera i en gestus til drikoffer (2.-3 århundrede)]]Religion i det romerske imperium omfattede praksisser og overbevisninger som romerne betragtede som deres egne, såvel som de mange kulture importeret til Rom eller praktiseret af folk i enkelte provinsen. Romerne så sig selv som meget religiøse, og henførte tildels deres succes som verdensmagt til deres kollektive fromhed ''(pietas)'' via at opretholde gode forbindelser med guderne ''([[pax deorum]])''. Den [[Arkaisk tid|arkaiske]] religion menes at have været overleveret fra de tidligste konger af Rom, som var grundlaget for ''mos maiorum'', ''"vejen for forfædrene"'' eller ''"tradition"'', set som centrale for romersk identitet. Der var ingen princippel ''"adskillelse af kirke og stat"''. Præstedømmet af statsreligionen blev fyldt af den samme sociale pulje af mænd, som holdt offentlige embeder, og i den kejserlige æra blev en øverstepræst [[Pontifex Maximus]] kejser.
 
Romerske religion var praktisk og kontraktmæssigt baseret på princippet om ''ut des'', ''"Jeg giver hvad du måske kan give."'' Religion var afhængelig af viden og den korrekte praksis af bøn, ritualer og ofring, og ikke på tro eller dogmer, selvom latinsk litteratur indeholder spekulationer om karakteren af det guddommelige og dens relation til menneskelige anliggender. For almindelige romere, var religion en del af dagligdagen.<ref>[[Jörg Rüpke]], "Roman Religion – Religions of Rome," i ''A Companion to Roman Religion'' (Blackwell, 2007), side 4.</ref> Hvert hjem havde et skrin i husstanden, hvor bønner og [[libation]] til familiens lokale guddomme blev tilbudt. Den romerske kalender var struktureret omkring religion. I den kejserlige æra blev så mange som 135 dage om året helliget religiøse festivaler og spil (''Ludi'').<ref>Matthew Bunson, ''A Dictionary of the Roman Empire'' (Oxford University Press, 1995), side 246.</ref> Kvinder, slaver og børn deltog alle i en række religiøse aktiviteter.
 
I kølvandet på republikkens sammenbrud var statsreligionen tilpasset til at støtte den nye regering af kejsere. Augustus som den første romerske kejser, retfærdiggjorde omskiftet til enmands-regering med et stort program af religiøs vækkelse og reform. Offentlige løfter tidligere lavet for sikkerheden i republikken var nu rettet mod velbefindendet af kejseren. Tilbedelse af kejseren blev udvidet i stor stil den traditionelle romerske tradition [[Genius]] (guddommeliggjort personifikation af forfædre). Ved død kunne en kejser blive givet guddommelighed (''Divus'') ved afstemning i Senatet. En Imperial kult, påvirket af [[Hellenismen|hellenisme]], blev en af de store måder Rom markerede sin tilstedeværelse i provinserne og blev set som et redskab til give en fælles kulturel identitet og skabe loyalitet i hele riget. Udbredelse af denne imperielle kult strækte sig så langt som Najran i det nuværende [[Saudi-Arabien]].<ref>The ''[[caesareum]]'' at Najaran was possibly known later as the "Kaaba of Najran": جواد علي, المفصل في تاريخ العرب قبل الإسلام (Jawad Ali, ''Al-Mufassal fi Tarikh Al-'Arab Qabl Al-Islam''; "Commentary on the History of the Arabs Before Islam"), Baghdad, 1955–1983; P. Harland, "Imperial Cults within Local Cultural Life: Associations in Roman Asia", originally published in ''Ancient History Bulletin / Zeitschrift für Alte Geschichte'' 17 (2003) 91–103.</ref> Afvisning af statsreligionen blev ensbetydende med forræderi mod kejseren. Dette var baggrunden for Roms konflikt med kristendommen, som romerne skiftevis betragtede som en form for ateisme.[[Fil:HMB_-_Muri_statuette_group_-_Ensemble.jpg|left|thumb|Statuer som afbilledere romerske og galliske guder, som blev anvendt i et romersk hjems temple.]]Romerne er kendt for det store antal af guder, en kapacitet som modtog hån fra tidlige kristne [[Polemik|polemikere]].<ref>For an overview of the representation of Roman religion in early Christian authors, see R.P.C. Hanson, "The Christian Attitue to Pagan Religions up to the Time of Constantine the Great," and Carlos A. Contreras, "Christian Views of Paganism," in ''Aufstieg und Niedergang der römischen Welt'' II.23.1 (1980) 871–1022.</ref> Da romerne begyndte, at udvidede deres dominans i hele [[Middelhavsområdet]], var deres politik generelt, at absorbere de guder og kulter af andre folkeslag i stedet for at forsøge at udrydde dem.<ref>"This mentality," notes John T. Koch, "lay at the core of the genius of cultural assimilation which made the Roman Empire possible"; entry on "Interpretatio romana," in ''Celtic Culture: A Historical Encyclopedia'' (ABC-Clio, 2006), side 974.</ref> En måde at Rom fremmede stabilitet blandt forskellige folkeslag var ved at støtte deres religiøse arv, bygge templer til lokale guddomme, der indrammede deres teologi i hierarkiet af romerske religion. Skrifter fra hele imperiet nævner tilbedelsen af lokale og romerske guder side-om-side.<ref>Rüpke, "Roman Religion – Religions of Rome," side 4; Benjamin H. Isaac, ''The Invention of Racism in Classical Antiquity'' (Princeton University Press, 2004, 2006), side 449; W.H.C. Frend, ''Martyrdom and Persecution in the Early Church: A Study of Conflict from the Maccabees to Donatus'' (Doubleday, 1967), side 106; Janet Huskinson, ''Experiencing Rome: Culture, Identity and Power in the Roman Empire'' (Routledge, 2000), side 261. See, for instance, the altar dedicated by a Roman citizen and depicting a sacrifice conducted in the Roman manner for the Germanic goddess [[Vagdavercustis]] in the 2nd century AD.</ref> Ved toppen af imperiets magt blev adskillige kulter af pseudo-udenlandske guder (romerske genopfindelse af lokale guder) dyrket i Rom og i provinserne, blandt dem i kulturelle centre omkring [[Kybele]], [[Isis]], [[Epona]] og af solguder såsom [[Mithras]] og [[Sol Invictus]], fandtes så langt mod nord som [[Romersk Britannien]]. Fordi romerne aldrig var blevet forpligtet til at dyrke en gud eller kun én kult, var religiøs tolerance ikke et problem i den forstand, som det ville være for konkurrerende monoteistiske systemer.<ref>A classic essay on this topic is [[Arnaldo Momigliano]], "The Disadvantages of Monotheism for a Universal State," ''Classical Philology'' 81.4 (1986) 285–297.</ref>
 
[[Mysteriereligion]]er, som tilbudte medlemmer frelse i efterlivet, var et spørgsmål om personligt valg for den enkelte, praktiseret ud over at udøve ens families ritualer og deltage i den offentlige religion. Disse inkluderede eder og hemmeligholdelse, som konservative romere så med mistro som karakteristisk for ''"magi"'' og sammensværgelser (''coniuratio''). Til tider blev der gennemført brutale forsøg for at undertrykke religioner, der syntes at true traditionel moral og sammenhold. I [[Gallien]] blev druidernes magt kontrolleret ved først, at forbyde romerske borgere at tilhøre trosretningen, og derefter ved at forbyde druidisme helt. Samtidig blev keltiske traditioner dog nyfortolket (''interpretatio romana'') indenfor rammerne af imperiets teologi, og en ny Gallo-romersk religion opstod, med hovedstad i helligdommen af de tre gallien i [[Lugdunum]] (nuværende [[Lyon]], [[Frankrig]]). Helligdommen etablerede præcedens som en form for identitetstræk for den romerske provins.<ref>Fishwick, vol 1,1, 97–149.)</ref>[[Fil:Arch_of_Titus_Menorah.png|thumb|[[Relief]] fra ''Arco di Tito'' i Rom afbillede byttet fra templet i Jerusalem, som transporteres væk i romersk triumf.]]Den monoteistiske stuktur af jødedommen ledte flere gange til vanskeligheder for romersk politik, som til tider måtte gå på kompromis og give særlige undtagelser. [[Tertullian]] påpegede at den jødiske religion, til forskel fra de kristne, blev betragtet som en ''religio licita'' "legitim religion." Krige imellem romerne og jøderne opstod, når konflikter, politisk såvel som religiøs, blev uløselige. Da [[Caligula]] ville placere en gylden statue af ham selv guddommeliggjort i templet i [[Jerusalem]], blev den potentielle helligbrøde og sandsynligvise krig kun forhindret af hans død.<ref>H.H. Ben-Sasson, ''A History of the Jewish People'', Harvard University Press, 1976, ISBN 0-674-39731-2, ''The Crisis Under Gaius Caligula'', pages&nbsp;254–256</ref> Belejringen af Jerusalem i 70 e.Kr. førte til nedbrænding af templet og spredningen af jødisk politisk magt (se [[Den jødiske diaspora|jødiske diaspora]]).[[Fil:Stele_Licinia_Amias_Terme_67646.jpg|left|thumb|Denne begravelsesstele fra det 3. århundrede er blandt de tidligste kristne inskriptioner, skrevet på både græsk og latin: forkortelsen ''D.M.'' foroven refererer til ''Di Manes'', de traditionelle døde romeres ånder ledsaget af kristen fiske-symbolik]]Kristendommen opstod i [[Iudaea]] som en jødisk religiøs sekt i det 1. århundrede e. Kr.. Religionen spredte sig efterhånden videre ud af [[Jerusalem]], i første omgang ved at sekten spredte sig til i [[Antiokia]], så [[Alexandria]], og over tid i hele imperiet samt udenfor. Forfølgelser autoriseret af romerriget var begrænsede og sporadiske, mens martyrdød oftest forekom under ledelse af lokale embedsmænd.<ref>Graeme Clarke, "Third-Century Christianity," in ''Cambridge Ancient History: The Crisis of Empire'' (Cambridge University Press, 2005), vol. 12, side 616; W.H.C. Frend, "Persecutions: Genesis and Legacy," ''Cambridge History of Christianity: Origins to Constantine'' (Cambridge University Press, 2006), vol. 1, side 510. See also: Timothy D. Barnes, "Legislation Against the Christians," ''Journal of Roman Studies'' 58 (1968) 32–50; G.E.M de Sainte-Croix, "Why Were the Early Christians Persecuted?" ''Past & Present'' 26 (1963) 6–38; Herbert Musurillo, ''The Acts of the Christian Martyrs'' (Oxford: Clarendon Press, 1972), sidetal lviii–lxii; and [[A.N. Sherwin-White]], "The Early Persecutions and Roman Law Again," ''Journal of Theological Studies'' 3.2 (1952) 199–213.</ref>
 
Den første forfølgelse fra en kejser opstod under [[Nero]], og var begrænset til byen Rom. [[Tacitus]] beretter, at efter den store brand i Rom i år 64, holdt dele af befolkningen Nero ansvarlig og at kejseren forsøgte at aflede skylden på de kristne.<ref name="annals-xv-44">Tacitus, ''Annals'' [[s:The Annals (Tacitus)/Book 15#44|XV.44]]</ref> Efter kejser Nero skete en stor forfølgelse under kejser [[Domitian]].<ref>{{cite book |last = Eusebius of Caesarea|first = |authorlink = Eusebius of Caesarea|title = Church History|year = 425}}</ref><ref>{{cite journal |last = Smallwood|first = E.M.|title = 'Domitian's attitude towards the Jews and Judaism|journal = Classical Philology|volume = 51|pages = 1–13|year = 1956|doi = 10.1086/363978|ref = harv}}</ref> og en forfølgelse i 177 e.Kr. fandt sted i Lugdunum, den gallo-romerske religiøse hovedstad. Et overlevende brev fra [[Plinius den Yngre]], guvernør i [[Bythinia]] til kejser [[Trajan]], beskriver forfølgelse og henrettelse af kristne.<ref>Pliny, Epistle to Trajan on the Christians, http://www.mesacc.edu/~tomshoemaker/handouts/pliny.html</ref> Den Decianske forfølgelse fra 246-251 e.Kr. var en alvorlig trussel mod kristendommen, men som i sidste ende styrkede den kristne trodsighed.<ref>W.H.C. Frend, "The Failure of the Persecutions in the Roman Empire," ''Past and Present'' 16 (1959) 10–30.</ref> [[Diocletian]] startede den mest alvorlige forfølgelse af kristne, som varede fra 303-311 e.Kr..
 
I begyndelsen af 4. århundrede, blev [[Konstantin den Store|Konstantin I]] den første kejser til at konvertere til kristendommen. Under resten af det 4. århundrede blev kristendommen den dominerende religion i imperiet. Kejser Julian lavede et kortvarigt forsøg på at genoplive traditionel hellinestisk religion, men i 380 under [[Theodosius I]] blev kristendommen den officielle statsreligion i det romerske imperium, med forbud mod af alle andre. Fra det 2. århundrede og fremefter, var [[Kirkefader|kirkefædrene]] begyndt at fordømme de forskellige religioner praktiseret i hele Imperiet kollektivt som ''"hedensk."''<ref>See Peter Brown, in Bowersock ''et al'', ''Late antiquity: a guide to the postclassical world'', Harvard University Press, (1999), for "pagan" as a mark of socio-religious inferiority in Latin Christian polemic: [https://books.google.com/books?id=c788wWR_bLwC&pg=PA625&dq=pagus+paganus&lr=&as_drrb_is=q&as_minm_is=0&as_miny_is=&as_maxm_is=0&as_maxy_is=&num=100&as_brr=3&as_pt=ALLTYPES]</ref> Ønsker om religiøs tolerance fra traditionalister som senatoren [[Quintus Aurelius Symmachus|Symmachus]] (d. 402) blev afvist, og kristen monoteisme blev et element i imperiets dominans. Kristne kættere samt ikke-kristne var underlagt udelukkelse fra det offentlige liv eller blev forfuldt, men Roms oprindelige religiøse hierarki og mange aspekter af dens ritualer påvirkede kristne traditioner,<ref>Stefan Heid, "The Romanness of Roman Christianity," in ''A Companion to Roman Religion'' (Blackwell, 2007), side 406–426; on vocabulary in particular, Robert Schilling, "The Decline and Survival of Roman Religion", ''Roman and European Mythologies'' (University of Chicago Press, 1992, from the French edition of 1981), side 110.</ref> og megen præ-kristne tro og praksis, overlevede i kristne festivaler og lokale traditioner.
 
== Navne og titler ==
Det er vanskeligt at oversætte klassisk [[latin]], da ordenes betydning forandrer sig med tiden. Navnet [[kejser|Cæsar]] var i sin oprindelige form et familienavn. [[Augustus|Octavian]] (den senere kejser Augustus) arvede sit navn fra sin adoptivfar, [[Julius Cæsar]]. Det skete for at sikre hans personlige anseelse. Skikken forsatte med Octavians arvtagere, og navnet Cæsar ændrede sig til at være en titel, svarende til nutidens ''[[kejser]].'' Dermed blev Octavian i antikken også kendt som Romerrigets første kejser og anerkendt som den "anden Cæsar". Senere er titlen ændret til ''Kaiser'' på [[Tysk (sprog)|tysk]] og ''[[Tsar]]'' på [[russisk (sprog)|russisk]] og andre [[slaviske sprog]]. Navnet Augustus var en titel, [[Det romerske Senat|Senatet]] tildelte Octavian; siden har denne titel været brugt som personnavn på ham, og det var i antikken ikke et navn, som blev brugt. Titlen blev antaget af senere kejsere. Senere blev det normalt, at kejseren kaldtes Augustus, mens tronfølgeren fik titlen Cæsar.
''[[Imperator]]'' var oprindeligt en titel, der blev givet til sejrende militære kommandanter. Også denne titel tog kejserne til sig. I forskellige europæiske sprog er den oprindelige form ''imperator'' fortsat som eksempelvis [[albansk]] ''mbret'' (konge), [[Rumænsk (sprog)|rumænsk]] ''împarat'' og [[engelsk (sprog)|engelsk]] ''Emperor'', sidstnævnte dog præget af normannerfransk. ''[[Imperium]]'' betød 'magt' i Antikkens Rom og blev brugt under Republikken uden nogen kejserlig betydning; senere blev ordet til en generel betegnelse for et vidtstrakt storrige som det romerske.
== Militær ==
[[Fil:Roman Empire 125.png|thumb|300px|Romerriget under Hadrian (regerede 117-138), som viser placeringen af de romerske legioners placering i år 125 e.Kr.]]
Soldaterne af den kejserlige romerske hær var fagfolk, som frivilligt i 20 år havde aktiv tjeneste og fem år som reserver. Overgangen til et professionelt militær var begyndt i slutningen af republikken, og var en af de mange dybe skift væk fra republikanismen, hvor man i stedet havde en hær af værnepligtige, som udøvede deres ansvar som borgere ved at forsvare hjemlandet i et felttog mod en specifik trussel. For det kejserlige romerrige var militæret en fuldtidskarriere i sig selv.<ref>J.C. Edmondson, "Dynamic Arenas: Gladiatorial Presentations in the City of Rome and the Construction of Roman Society during the Early Empire," in ''Roman Theater and Society'' (University of Michigan Press, 1996), sidetal 111–112.</ref>
 
Den primære opgave for det romerske militær i det tidlige imperium var at bevare "[[Pax Romana]]".<ref>Olivier J. Hekster, "Fighting for Rome: The Emperor as a Military Leader," in ''Impact of the Roman Army (200 BC–AD 476)'' (Brill, 2007), side 96.</ref> De tre store afdelinger af militæret var:
* Garnisonen i Rom, som omfattede både [[Prætorianergarden|prætorianere]] og ''[[vigiles]]'' der fungerede som politi og brandmænd;
* Den provinsielle hær, som omfattede de romerske legioner, og hjælpeenheder som blev leveret af provinserne;
* Den romerske flåde;
 
De militære garnisoner i hele imperiet var en stor indflydelse i processen med kulturel udveksling og assimilation kendt som "romanisering", især med hensyn til politik, økonomi og religion.<ref>Le Bohec, ''The Imperial Roman Army,'' side 9.</ref> Kendskab til det romerske militær kommer fra en lang række kilder, såsom græske og romerske litterære tekster, mønter med militære temaer, papyrus som bevarede militære dokumenter, monumenter såsom [[Trajan]]s søjle og triumfbuer, som indeholder kunstneriske skildringer af både kæmpende mænd og militære maskiner, arkæologi af militære begravelser, kampsteder og lejre og inskriptioner, herunder militære diplomer og [[Epitafium|epitafier]].<ref>Le Bohec, ''The Imperial Roman Army,'' sidetal 10–14.</ref>
 
Igennem sine militære reformer, der omfattede konsolideringen eller opløsningen af enheder af tvivlsom loyalitet, ændrede Augustus og regulerede hver eneste detalje efter hans personlige ønske.<ref>Jonathan Roth, "The Size and Organization of the Roman Imperial Legion," ''Historia'' 43.3 (1994), side 348.</ref> En legion blev organiseret i ti kohorter, der hver omfattede seks [[centurie]]r, som hver igen bestod af mindre delinger (romersk latin: ''contubernia''); den nøjagtige størrelse af den kejserlige legion, som sandsygligvis var mest begrænset i størrelse af [[logistik]], er blevet anslået til at variere fra 4.800 til 5.280.<ref>Roth, "The Size and Organization of the Roman Imperial Legion," side 361 til 362 ''et passim.''</ref>
 
[[Fil:042 Conrad Cichorius, Die Reliefs der Traianssäule, Tafel XLII.jpg|thumb|upright=1.6|Et panel fra Trajans kolonne viser opbygningen af et fort og modtagelse af en [[dacia]]nsk ambassade]]
 
I år 9 e.Kr. udslettede germanske stammer tre hele legioner i [[varusslaget]]. Denne katastrofale begivenhed reducerede antallet af legioner til 25. Det samlede antal legioner ville senere øges igen, og de næste 300 år var den altid lidt over eller under 30.<ref>''The complete Roman army'' by Adrian Goldsworthy, 2005 Kapitel ''The Army of the Principate'', side 183; ISBN 0-500-05124-0</ref> Hæren havde omkring 300.000 soldater i det 1. århundrede, og lige under 400.000 i 2. århundrede, hvilket var væsentligt mindre end det samlede antal væbnede styrker i de områder, de erobrede. Ikke mere end 2 procent af voksne mænd, der boede i imperiet, tjente i den kejserlige hær.<ref>Keith Hopkins, "The Political Economy of the Roman Empire," in ''The Dynamics of Ancient Empires : State Power from Assyria to Byzantium'' (Oxford University Press, 2009), side 196.</ref>
 
Augustus skabte også [[prætorianergarden]], som bestod af 9 korps, angiveligt for at opretholde den offentlige ro, som blev garnisonioneret i Italien. Bedre betalt end legionærer tjente prætorianerne også kun seksten år i militær tjeneste.<ref>''Rome and Her Enemies'' published by Osprey, 2005, part 3: ''Early Empire 27BC–AD235''<!--original punctuation-->, kapitel 9: ''The Romans'', section: ''Remuneration'', side 183; ISBN 978-1-84603-336-0</ref>
 
Hjælpenheder (romersk latin: ''Auxilia'') blev rekrutteret blandt folk som ikke var statsborgere. Organiseret i mindre enheder af nogenlunde kohorte styrke, blev de betalt mindre end legionærer, og efter 25 års tjeneste blev belønnet med romersk borgerskab, som også inkluderede deres sønner. Ifølge [[Tacitus]] var der nogenlunde lige så mange hjælpeenheder, som der var legionærer.<ref>[[Tacitus]] ''[[Annals (Tacitus)|Annales]]'' IV.5</ref> Hjælpeenhederne udgjorde således omkring 125.000 mænd, hvilket indebar ca. 250 ekstra regimenter.<ref>Goldsworthy (2003) 51</ref> Det romerske kavaleri var i begyndelsen primært fra keltiske og germanske områder eller [[Hispania Tarraconensis|romersk Spanien]]. Flere aspekter af uddannelse og udstyr, såsom de fire-hornede sadler, stammer fra kelterne.<ref>Peter Connolly, "A Reconstruction of a Roman Saddle," ''Britannia'' 17 (1986) 343–355; Peter Connolly and Carol van Driel Murray, "The Roman Cavalry Saddle," ''Britannia'' 22 (1991) 33–50.</ref>
 
Den romerske flåde (latin: ''Classis'') hjalp ikke kun i forsyningen og transporten af legioner, men også med beskyttelsen af grænserne langs floderne [[Rhinen]] og [[Donau]]. En anden af dens opgaver var at beskytte de afgørende handelsruter mod truslen fra pirater. De patruljerede hele [[Middelhavet]], dele af kysterne ved [[nordatlanten]], og [[Sortehavet]]. Ikke desto mindre blev hæren betragtet som den øverste og mest prestigefyldte gren.<ref>''The complete Roman army'' by Adrian Goldsworthy 2003, kapitel ''After Service'', side 114; ISBN 0-500-05124-0</ref>
 
En af de vigtigste logistiske bekymringer for det romerske militær var forsyninger. Hvede og byg var de primære fødekilder. Kød, olivenolie, vin og eddike blev også leveret i mindre omfang. En hær på 40.000, herunder soldater og andet, såsom slaver, ville have omkring 4.000 heste og 3.500 pakdyr.<ref name=":1">Paul Erdkamp, "War and State Formation," in ''A Companion to the Roman Army'' (Blackwell, 2011), side 102.</ref> En hær af denne størrelse ville forbruge omkring 60 tons korn og 240 amforaer vin og olivenolie hver dag. Hver mand fik en ration på omkring 830 gram af hvede per dag i form af uformalet korn,<ref name=":1"/> hvor håndmøller blev anvendt til at male det om til mindre letfordærveligt mel. Forsyningen af alle disse fødevarer afhang af tilgængelighed, og var svært at garantere i tider med krig eller andre ugunstige forhold. Militæret tiltrak [[marketender]] som solgte forskellige varer, herunder levnedsmidler, hvorved soldaten kunne supplere sin kost.<ref name=":1"/> Under krige for republikken havde hæren normalt en kombination af at leve af jorden og organiserede forsyningslinier (''frumentatio'') for at sikre forsyningen af hæren.<ref name="ReferenceA">Erdkamp, "War and State Formation," sidetal 103–104.</ref> Under imperiet betalte de enkelte provinser ofte for permanente garnisoners forsyninger.<ref name="ReferenceA"/>
 
== Arkitektur og ingeniørarbejde ==
[[Fil:Colosseum_in_Rome,_Italy_-_April_2007.jpg|thumb|Byggeriet af det Flaviske Amfiteater, mere almindeligt kendt som [[Colosseum]], begyndte under regeringstiden af [[Vespasian]].]]De vigtigste romerske bidrag til arkitekturen var [[Bue (bygningsdel)|buen]], [[hvælving]]en og [[Kuppel|kuplen]]. Selv efter mere end 2.000 år står nogle romerske strukturer stadig, på grund af romernes metoder til fremstilling af cement og beton.<ref>W. L. MacDonald, The Architecture of the Roman Empire, rev. ed. Yale University Press, New Haven, 1982, fig. 131B; Lechtman and Hobbs "Roman Concrete and the Roman Architectural Revolution"</ref><ref>Vitruvius, De Arch. Book 1, preface. section 2</ref> Romerske veje er betragtet som de mest avancerede veje bygget indtil begyndelsen af det 19. århundrede. Systemet med vejnet lettede militærets mobilitet, kommunikation og handel. Vejene var bygget til kunne holde til oversvømmelser og andre miljøfarer. Selv efter sammenbruddet af den centrale regering, forblev nogle veje brugbare i mere end tusind år.
 
Romerske broer var blandt de første store og varige broer, bygget af sten med bue som den grundlæggende struktur. Den største romerske bro var Trajans bro over [[Donau]], bygget af Apollodorus af Damaskus, som i over et årtusind forblev den længste bro bygget både i forhold til den samlede spændvidde og længde.<ref>''[[Encyclopaedia Britannica]]'', [http://www.britannica.com/eb/article-9008022/Apollodorus-Of-Damascus Apollodorus of Damascus], "''Greek engineer and architect who worked primarily for the Roman emperor Trajan.''"<br />
[[George Sarton]] (1936), "The Unity and Diversity of the Mediterranean World", ''Osiris'' '''2''': 406–463 [430]<br />
{{Cite book|title = Apollodorus of Damascus and Trajan's Column: From Tradition to Project|author = Giuliana Calcani, Maamoun Abdulkarim|publisher = L'Erma di Bretschneider|year = 2003|isbn = 88-8265-233-5|page = 11|quote = ''...&nbsp;focusing on the brilliant architect Apollodorus of Damascus. This famous Syrian personage represents&nbsp;...''|ref = harv|postscript = <!-- Bot inserted parameter. Either remove it; or change its value to "." for the cite to end in a ".", as necessary. -->{{inconsistent citations}}}}<br />
{{Cite book|title = International Symposium on History of Machines and Mechanisms: Proceedings of HMM 2008|author = Hong-Sen Yan, Marco Ceccarelli|publisher = [[Springer Science+Business Media|Springer]]|year = 2009|isbn = 1-4020-9484-1|page = 86|quote = ''He had Syrian origins coming from Damascus''|ref = harv|postscript = <!-- Bot inserted parameter. Either remove it; or change its value to "." for the cite to end in a ".", as necessary. -->{{inconsistent citations}}}}</ref>
 
Romerne byggede mange dæmninger og reservoirer til opsamling af vand, såsom Subiacos Dæmninger, hvoraf to var forbundet med Anio Novus, en af de største akvædukter i Rom.<ref>{{harnvb|Smith|1970|pp = 60f.}}; {{harnvb|Smith|1971|p = 26}}; {{harvnb|Schnitter|1978|p = 28}}</ref> Romerne byggede 72 dæmninger på den [[Den Iberiske Halvø|Iberiske Halvø]], og mange flere er kendt over hele imperiet, hvoraf nogle stadig er i brug. Adskillige dæmninger kendes fra [[Albion|Romersk Storbritannien]], herunder et velbevaret eksempel fra Longovicium (det nuværende Lanchester).[[Fil:Pont_du_Gard_Oct_2007.jpg|left|thumb|Akvædukten [[Pont du Gard]], som krydser Gardon-floden i det sydlige Frankrig, er på [[UNESCO]]s [[World Heritage Site|liste af verdensarv]]]]Romerne byggede mange [[akvædukt]]er. Overlevende dokumenter fra [[Frontinus]], som tjente som ''curator aquarum'' (vandkommissær) under [[Nerva]], afspejlede den administrative betydning det var at sikre vandforsyningen. Murværkskanaler førte vand fra fjerntliggende kilder og reservoirer langs en præcis gradient (hældning hvor vand ligepræcis løber nedad), ved hjælp af tyngdekraften alene. Efter vandet passerede igennem akvædukten blev det opsamlet i tanke og fordelt igennem rør til offentlige springvand, bade, toiletter og industriområder.<ref>Chandler, Fiona "The Usborne Internet Linked Encyclopedia of the Roman World", page 80. Usborne Publishing 2001</ref> De vigtigste vandledninger i byen Rom var Aqua Claudia og Aqua Marcia.<ref>Forman, Joan "The Romans", page 34. Macdonald Educational Ltd. 1975</ref> Det komplekse system bygget til, at levere vand til [[Konstantinopel]] havde sin mest fjerne forsyning trukket fra over 120&nbsp;km væk langs en bugtet vej på mere end 336&nbsp;km.<ref>J. Crow 2007 "Earth, walls and water in Late Antique Constantinople" in ''Technology in Transition AD 300–650'' in ed. L.Lavan, E.Zanini & A. Sarantis Brill, Leiden</ref> Romerske akvædukter blev bygget til bemærkelsesværdigt høj teknologisk standard, der ikke var til at blive overgået indtil moderne tid.<ref>Greene 2000, 39</ref> Romerne gjorde også brug af akvædukter i deres omfattende minedrift i hele imperiet, på steder såsom [[Las Medulas]] og [[Dolaucothi-guldminen|Dolaucothi]] i det sydlige [[Wales]].<ref>Jones, R. F. J. and Bird, D. G., Roman gold-mining in north-west Spain, II: Workings on the Rio Duerna, Journal of Roman Studies 62 (1972): 59–74.</ref>
 
Termoglas (eller "dobbeltruder") blev anvendt i konstruktionen af [[Termer|offentlige bade]]. Eliteboliger i køligere klimaer kan have haft [[hypokaust]]er, som en form for centralvarme placeret under gulvet. Romerne var også den første kultur til at samle alle de væsentlige komponenter til at kunne bygge en [[dampmaskine]], da [[Heron]] byggede [[aeolipilen]].<ref>With the crank and connecting rod system, all elements for constructing a steam engine (invented in 1712)—[[Hero of Alexandria|Hero]]'s [[aeolipile]] (generating steam power), the [[Pneumatic cylinder|cylinder]] and [[piston]] (in metal force pumps), non-return [[valves]] (in water pumps), [[Gear train|gearing]] (in water mills and clocks)—were known in Roman times.{{harvnb|Ritti|Grewe|Kessener|2007|p = 156, fn. 74}}</ref>
 
== Se også ==
{{div col|2}}
* [[Principatet]]
* [[Julisk-Claudiske dynasti]]
* [[Soldaterkejserne]]
* [[Forum Romanum]]
* [[Pompeji]]
* [[Herculaneum]]
* [[Romersk kultur]]
* [[Romersk litteratur]]
* [[Julianske kalender]]
* [[Landes latinske navne]]
* [[Romertal]]
* [[Romersk mil]]
* [[Romersk fod]]
* [[Romerret]]
* [[Gladiator]]
* [[Viadukt]]
{{div col end}}
 
== Noter ==
{{reflist|2}}
 
== Litteratur ==
* Peter Ørsted: ''Romerne : dagligliv i det romerske imperium'', Høst, 2006. ISBN 978-87-638-0158-4.
 
== Eksterne henvisninger ==
* [https://tidsskrift.dk/index.php/historisktidsskrift/article/download/34532/66793 Peter Fibiger Bang: "Aristokrati og handel i status-modellen - et clientela-perspektiv" (''Historisk Tidsskrift'', Bind 16. række, 6 (1997))]
*[https://www.academia.edu/22892992/Hvilken_rolle_spillede_etnicitet_og_myter_ang%C3%A5ende_skabelsen_af_den_romerske_eliteidentitet_Refleksioner_over_identitetsdannelse_under_oldtidens_imperier_f%C3%B8r_nationalismens_fremkomst_i_det_17._og_18._%C3%A5rhundredes_moderne_tidsalder Herman Christensen: Hvilken rolle spillede etnicitet og myter angående skabelsen af den romerske eliteidentitet? (2016)]
* [https://tidsskrift.dk/index.php/historisktidsskrift/article/download/31446/60621 Torben Damsholt: "Det senromerske samfund" (''Historisk Tidsskrift'', Bind 12. række, 2 (1966)]
* [https://tidsskrift.dk/index.php/historisktidsskrift/article/downloadFile/33778/65285 Gurli Jacobsen (anmeldelse af): "Ulla Lund Hansen: ''Römischer Import im Norden. Warenaustausch zwischen dem Römischen Reich und dem freien Germanien''. Nordiske Fortidsminder Serie B, bind 10. København, Det kongelige nordiske Oldskriftselskab, 1987" (''Historisk Tidsskrift'', Bind 15. række, 3 (1988))]
* [https://tidsskrift.dk/index.php/historisktidsskrift/article/download/34036/65801 Gurli Jacobsen: "Romanisering og handel i Romerriget med særligt henblik på de vestlige provinser" (''Historisk Tidsskrift'', Bind 15. række, 6 (1991))]
* [https://tidsskrift.dk/index.php/historisktidsskrift/article/downloadFile/31448/60625 Jens Erik Skydsgaard: "Partidannelsen i den sene romerske republik" (''Historisk Tidsskrift'', Bind 12. række, 2 (1966)]
* [http://archaeologydataservice.ac.uk/catalogue/adsdata/arch-281-1/dissemination/pdf/cba_rr_024.pdf Joan du Plat Taylor and Henry Cleere (eds.): Roman shipping and trade: Britain and the Rhine provinces (''Research Report No 24'', The Council for British Archaeology 1978; ISBN 0-900312-62-9] (engelsk)
* Vejvisere:
** [http://infoguide.emu.dk/CategoryProcessor.pub?catid=1637 Fagenes Infoguide: Emner på tværs – Romerriget]
** [http://www.infoguide.dk/BookcardProcessor.pub?catid=1170&descrid=4859 Fagenes Infoguide: Ungdomsuddannelser – Romersk kultur]
** [http://www.solroed-gym.dk/inger/rom.htm Links til Romerriget]
** Google: [http://directory.google.com/Top/Society/History/By_Time_Period/Ancient/Rome/ Ancient Rome]
* [http://www.futura-dtp.dk/SLAG/Krige/Romerriget.htm Romerriget, krige]
* [http://www.annasromguide.dk/ Annas Rom Guide ]
* [http://www.romandanes.dk/ Dansk/Romersk forening ]
{{Commonskat|Roman Empire}}
 
{{antikken}}
{{Germanien|state=collapsed}}
{{autoritetsdata}}
{{coord wd|region=XX|type=country}}
 
[[Kategori:Forhenværende imperier]]
[[Kategori:Etableret i 27 f.Kr.]]
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/wiki/Romerriget"