Forskel mellem versioner af "Belisar"

22 bytes fjernet ,  for 1 år siden
sprogret
(Infoboks)
(sprogret)
 
}}
[[Fil:David - Belisarius.jpg|thumb|''Belisar'' af [[Jacques-Louis David|David]]]]
'''Belisar''' (egl. ''Flavius Belisarius'') ca. 505- [[13. marts]] [[565]],) var en byzantinsk general, kendt for sine sejrrige felttog under [[Justinian 1.]],. Han regnes blandt det [[Østromerske Kejserdømme]]s betydeligste feltherrer.
 
Ligesom kejseren stammede han fra [[Illyrien]], havdeog forholdsvishavde tidligt gjort karriere og udmærkedeudmærket sig i 520'erne under kampe mod perserne. Hans store chance kom, da han i 532 var med til at knuse [[Nika-opstanden]] mod Justinian og derved reddede kejserparret i en vanskelig situation. DetteDet synes for alvor at have bragt ham i søgelyset.
 
Belisars navn er først og fremmest knyttet til byzantinernes erobring af [[Nordafrika]] og [[Italien]]. 532-33 ledede han felttoget mod [[Vandaler]]riget i det nuværende [[Tunesien]], hvor han med smidig udnyttelse af sine stridskræfter hurtigt knuste vandalernes hovedhær og erobrede landet, hvorpå han holdt et [[triumf]]indtog i [[Konstantinopel]] (den sidste ikke-kejserlige feltherre som opnåede en sådan ære). Fra 534 ledede han dernæst krigen mod [[østgoterne]] i Italien. Gennem en række dristige lynaktioner og overraskelsesangreb tog hans hære [[Sicilien]], [[Syditalien]] og [[Rom]] (536), og under hans ledelse modstod byzantinerne goternes forsøg på generobring af Rom. Det lykkedes ham endda ved en list at lokke østgoterkongen til overgivelse. 540-44 var han væk fra Italien, men kaldtes tilbage, da byzantinernes herredømme smuldrede, og østgoterne atter gik til angreb. Denne gang kørte hans krigsførelse fast (til dels på grund af manglende støtte fra kejseren), og selv om det lykkedes ham at redde Rom fra ødelæggelse og for en tid at generobre den, nedlagde han [[548]] sin post og returnerede til Konstantinopel. Goternes endelige nedkæmpelse gennemførtes dog af efterfølgeren [[Narses]].
 
I pauserne mellem krigene i Europa ledede Belisar krigene på den persiske front 544-46, hvor han med små midler opnåede betydelig fremgang. Også her kørte han dog fast og hjemkaldtes. Efter flere års [[otium]] havde han [[559]] sidste gang kommandoen og hindrede med stor dygtighed en farlig invasion fra [[Bulgarien]], som truede Konstantinopel.
 
Belisar var én af Justinians mest indflydelsesrige mænd og opnåede yderligere position gennem et ægteskab med én af kejserinde [[Theodora]]s veninder. Ikke desto mindre faldt han et par gange i unåde. Grunden var formentlig kejserens jalousi og frygt for ”stærke mænd”; det lader også til at Belisarius’Belisarius' egenrådige optræden i krigssituationer skabte mistro, skønt han så vidt vides aldrig viste sig illoyal. [[562]] anklagedes han for indblanding i en sammensværgelse, var en tid helt i unåde, men blev snart løsladt. Til denne sag er knyttet en populær beretning om, at han blev [[blindet]] som straf og endte som en fattig tigger. DetteDet synes at være en ren myte, som først er opståetopstod et halvt årtusinde efter.
 
Belisar var ikke periodens eneste dygtige byzantinske general, men viste sig som en stor taktiker med evner til at opnå succes med forholdsvis små hærstyrker. I krigsførelse var han næppe værre eller bedre end samtiden, men synes at have nydt udstrakt loyalitet blandthos sine soldater.
 
== Eksterne henvisninger ==
Anonym bruger