Daner: Forskelle mellem versioner

Flere nyere tyske kilder angiver, at danerne var en folkegruppe, der boede i det nuværende Sydsverige ([[Skånelandene]] var del af det danske kerneområde til 1645/1658) <ref>Detlev Wahl: Lexikon der Völker Europas und es Kaukasus, Seite 48 ff. Meridian-Verlag, Rostock 1999</ref><ref>Willi Stegner (Hrsg.): Taschenatlas Völker und Sprachen, Seiten 38-41. Klett-Perthes, Gotha und Stuttgart 2006</ref>. De indvandrede senest i 500-tallet til østdanske øer. Omkring år 965 lykkedes det [[Harald Blåtand]] at samle eller gensamle danernes erobringer. Det er denne samling, der er markeret med [[Jellingstenene|Jellingstenen]]. Disse angivelser stemmer overens med franske optegnelser om danernes (kong Gudfreds) ankomst til [[Hedeby]] (i dag [[Slesvig by|Slesvig]]) år 804.<ref>Erich Hoffmann: Historische Zeugnisse zur Däneneinwanderung im 6. Jahrhundert. In: Edith Marold, Christiane Zimmermann: Nordwestgermanisch, S. 77-90. Walter de Gruyter, Berlin und New York 1995</ref><ref>Johannes Hoops, Heinrich Beck: Reallexikon der germanischen Altertumskunde, Band 5, S. 174-177 (Dänen). Walter de Gruyter, Berlin und New York 1984.</ref>

 

 

Krønikeskriveren [[Jordanes]] oplyser i sit værk ''Getica'' (omkring 551 e.Kr.), at danerne skal være af samme afstamning som "suetiderne" (svenskerne) og have fordrevet [[heruler]]ne fra deres landområde.<ref>Lund, s. 284</ref>. Denne oplysning sammenstilles ofte med en oplysning i den samtidige byzantinske historieskriver [[Prokopius]]' værk om kejser [[Justinian 1.|Justians]] goterkrige, at herulerne efter [[longobarder]]nes erobring af deres land ved [[Donau]] i begyndelsen af 500-tallet for flertallets vedkommende drog nordpå, gennem de slaviske områder, gennem øde områder til varnerne, derfra hastigt forbi danerne over havet til øen Thule (formentlig den skandinaviske halvø), hvor de bosatte sig i nærheden af goterne. Videre oplyses, at de tilbageblevne herulere blev utilfredse med deres konge, dræbte ham og sendte en delegation til Thule for at få en ny konge af den gamle kongeæt. Den første konge døde imidlertid i danernes land, så de vendte tilbage, fik en ny og fik denne bragt i god behold hjem. Her havde kejseren imidlertid indsat en anden konge i mellemtiden, og da herulerne samledes om deres nye konge, blev de undertrykt af kejseren, som genindsatte sin egen kandidat.<ref>Christensen, s. 31f</ref> Delegationens tilbagekomst i 548 blev således kilden til både [[Prokopius]]' og [[Jordanes]]' omtale de næste 5 år i Konstantinopel af herulernes møder med danerne - altså en samtidig omtale af en skandale for Justinian.