Fransk-belgiske tegneserier: Forskelle mellem versioner

{{Sidoruta begreppSiderude|250px|[[Fil:FrancoBelgianballoon.svg|högerright|200px]]

*'''BetydelseBetydning''' – [[tecknad serietegneserie|tecknadetegnede serier]] med [[FrankrikeFrankrig|fransktfransk]] eller (fransk)-[[Belgien|belgisktbelgisk]] ursprungudgangspunkt

*'''KändaKendte exempeleksempler''' – ''[[Tintin]]'', ''[[SpirouSplint & Co.]]'', ''[[Lucky Luke]]'', ''[[SmurfarnaSmølferne]]'', ''[[Asterix]]''

*'''StilarStilretniger''' – [[klaraLigne linjenclaire]], [[MarcinelleskolanMarcinelleskolen]], [[komiskakomiske äventyrsseriereventyrsserier]]|namnnavn=Fransk-belgiskabelgiske tecknadetegnede serier<br>(''bande dessinée'', BD'')}}

'''Fransk-belgiske tegneserier''' er fransksprogede [[Tegneserie|serier]] med oprindelse i [[Belgien]] eller [[Frankrig]]. Frankrig og den fransksprogede del af Belgien er et sammenhængende sprogområde, hvor samme forlag kan arbejde, i princippet uafhængigt af nationale grænser. Når det gælder tegneserier, har Frankrig en lang tradition indenfor for billeder, men det var i Belgien at et antal inflydelsesrigeindflydelsesrige serier og tegneserier (hovedsageligt ''[[Tintin (serie)|Tintin]]'' og [[Splint & Co.]]) kom til at danne skole i store dele af 1900-tallet[[20. århundrede]]. Fransksprogede serier fra blandt andet [[Schweiz]] og den fransktalende del af [[Canada]] (hovedsageligt [[Québec]]) indgår i stor udstrækning i samme serietradition. Det franske ordetord for tegneserie er ''bande dessinée'' (forkortet ''BD'').

Den fransksprogede serieproduktion består mest af serier, der henvender sig til alle aldersgrupper af typen [[KomiskaKomiske eventyr serier|komiske eventyrserier]] – som ''Tintin'', ''[[Asterix]]'', ''Splint & Co.'' og ''[[Lucky Luke]]''. Der findes dog også et stort udvalg af voksenserier (''[[Thorgal]]'', ''[[Blueberry]]'', ''[[Adeles ekstraordinære oplevelser|Adèles extraordinära eventyr]]'' med flere), børneserier ([[Smølferne]], ''[[Yakari]]'', [[Mads', Mettes og Sjokos oplevelser]] med flere) og humor serier (''[[Vakse Viggo]],'' [[Den lille splint]], ''[[Titeuf]]'' med flere).

Tegneserier er påfallendepåfaldende højt skattede i den fransktalende del af Europa og omtalasomtales ofte som "den niende kunstart".<ref>Pasamonik, Didier (24 mars 2011): [http://www.mundo-bd.fr/?p=3751 "Les 8e Rencontres du 9e Art à Aix en Provence, histoire de se décrasser l’œil".] {{Wayback|url=http://www.mundo-bd.fr/?p=3751|date=20120718152552}} Mundo-bd.fr. Läst 2012-10-03. </ref><ref>[[Francis Lacassin|Lacassin, Francis]] (1971): ''Pour un neuvième art - La bande dessinée''. </ref><ref>[http://bdoubliees.com/journalspirou/redactionnel/s9art.htm "9ème art sur le WEB".] Bdoubliees.com. Läst 2012-10-03. </ref> Da avisen [[Le Monde]] i år 1999 gennemførte en læser afstemning for at rangere [[Det 20. århundredes 100 bøger ifølge Le Monde|1900-talletsDet 20. århundredes 100 bedste bøger]] nåede fem tegneserier op på listen: ''Tintin'' af [[Hergé]] (#18), ''Asterix'' af [[René Goscinny]] og [[Albert Uderzo]] (#23), ''[[Corto Maltese]]'' af (italieneren) [[Hugo Pratt]] (#62), ''Blake og Mortimer'' af Edgar P. Jacobs (#90) samt Vakse Viggo af [[André Franquin]] (#98). Siden 1974 arrangeres hvert år Serie festivalenseriefestivalen i Angoulême, Europas største seriearrangement, hvor et antal priser og udmærkelser uddeles.

== HistorikHistorien ==

De første regulære fransksprogede serie skabtes dog af Georges Colomb. I 1889 begyndte han, under pseudonymet ''Christophe'', at tegne serier for børnmagasinetbørnemagasinet ''[[Le Petit Français illustré]]''; hans serie ''[[La Famille Fenouillard]]'', der udkom i dette år, har fået tilnavnet "den første franske serie".<ref>[http://aulas.pierre.free.fr/chr_fen_int.html "La famille Fenouillard par Christophe".] {{Wayback|url=http://aulas.pierre.free.fr/chr_fen_int.html|date=20120316113205}} Aulas.pierre.free.fr. Läst 2012-10-03. </ref>

Blandt de tidligste kommercielt succesfulde fransksprogede serier er der [[Bécassine|''Bécassine'',]] skabt i 1905 af [[Jacqueline Rivière]] og [[Joseph Pinchon]], og [[Zig & Puce]], skabt [[Serieåret 19051925|1925]] af [[Alain Saint-Ogan]]. Den sidstnævnte var den første fransksprogede serie som anvendte [[talebobler]].

=== 1930'erne – etableringenEtableringen ===

I [[Serieåret 1929|1929]] fik ''Tintin'' af Hergé premiere i ''[[Le petit vingtième|Le Petit Vingtième]]''. ''Tintin'' var en af Belgiens tidligestetidligste serier, og den er fortsat den mest succesrige; den er blevet oversat til mere end 50 sprog og er solgt i over 200 millioner eksemplarer verden over. I 1934 blev det første nummer af [[Le Avis de Mickey|''Le Journal de Mickey'',]] fyldt med amerikansk Disneyserier.<ref>Kennedy, Maev /19 november 2003): [http://www.guardian.co.uk/uk/2003/nov/19/education.highereducation "Museum aims to draw crowds with cartoon boy wonder aged 75".] Guardian.co.uk. Läst 2012-10-03. {{En sprog}}</ref> Dermed havde også det første fransksprogede tegneseriemagasin set dagens lys.<ref>Marshall, Bill (2005): [http://books.google.se/books?id=jfq5Tp0nq98C&pg=PA285&dq=%22Journal+de+Mickey%22&as_brr=3&ei=NjjCSY2iOJrczQSL96DcDQ ''France and the Americas: Culture, Politics, and History''], s. 285. Läst 2012-10-03. {{En sprog}}</ref> Importen af amerikansk serier tog fart i 1930'erne, en trend som dog stoppede i forbindelse med [[2. verdenskrig|anden verdenskrig]]. Efterspørgslen efter tegneserier stoppede dog ikke, hvilket førte til en større indenlandsk serieproduktion.

=== 1940'erne til 1960'erne – guldalderenGuldalderen ===

Efter verdenskrigens afslutning fortsatte den indenlandske serieproduktion med at vokse, blandt andet takket være seriehæfterne ''[[Spirou]]'' (udgivet af [[Dupuis]] siden [[1938]]) og ''[[Tintin (magasin)|Tintin]]'' (1946–1988, udgivet af [[Le Lombard]]). Disse to magasiner og konkurrencen imellem dem, var med til i 1950'erne og 1960'erne at drive de fransk-belgiske serier til nye højder og endelig også udbrede dem til de internationale markeder. 1959 fik de desuden selskab af et tredje magasin, ''[[Pilote]]'' (1959-1989, fra [[Dargaud]]), hvilket fremmede serie udbuddetserieudbuddet yderligere, både kvantitativt og kvalitativt. Udover ''Spirou'', ''Tintin'' og ''Pilote'' spillede også magasinet ''[[Vaillant (tidmagasin)|Vaillant]]''/[[Pif Gadget]] (1945–1992 og 2004–2009, fra [[Éditions Vaillant]]) en betydende rolle for 1900-talletsdet fransk20. belgiskårhundredes fransk-belgiske serieproduktion.

Efterkrigstiden indebar også at udgivelsen af [[Tegneseriealbum|seriealbums]] kom igang for alvor. Mens aviserne publicerede flertallet af sine serier i føljetonsform, kunne de forskellige forlag via albums udgive samlede længere fortællinger i en enkelt udgave. Da de fransk-belgisk serierneserier i slutningen af 60'erne begyndte at blive udbredt i det øvrige Europa, var det først og fremmeste som seriealbum de blev kendt.

=== 1970'erne til 1990'erne – voksenserierVoksenserier ===

I 1970'erne udvidedes seriemediet med et kraftigt ekspanderandeekspanderende udbud af serier rettet mod det voksne publikum. Her spillede et antal nystartede magasiner en nøgle rolle, med titler som ''[[Métal Hurlant]]'' (1974–1987 og 2002–2004, udgivet af [[Les Humanoïdes Associés]]), ''[[À Suivre]]'' (1978–1997, fra [[Casterman]]), ''[[Fluide Glacial]]'' (siden 1975, fra [[Audie]]) samt ''[[L'Écho des Savanes]]'' og ''[[Circus (tegneserie)|Circus]]'' (1972–2006 respektiv 1975–1989, fra [[Glénat (forlag)|Glénat]]).

De følgende årtier indebar store forandringer. Flertallet af 1900-tallets store fransksprogede seriemagasiner – deriblandt ''Tintin'', ''Pilote'', ''Pif Gadget'', ''Métal Hurlant'', ''À Suivre'', ''Circus'' og ''L'Écho des Savanes'' – gik i graven. Nye forlag etablerede sig – eksempelvis [[Vents d'Ouest]] (startet i 1981), [[Soleil Productions]] (1982), [[Delcourt]] (1986), [[L'Association]] (1990), [[Bamboo]] (1997). Disse fravalgte dog genvejen – eller omvejen, afhængighedafhængig af hvordan man ser på det – som tegneserie udgivelsen indebar, og fokuserede i stedet på direkte udgivelse i album format.

På trods af øget konkurrence fra såvel amerikanskamerikanske serier (kaldte "comics" på det fransksprogede marked) som japansk [[manga]], står de indenlandske serierneserier stadig for hovedparten af serieudbuddet i det fransktalende Europa. De fleste af de serieskabere som var med i 1900-tallets guldalder er enten afgået ved døden, eller ergåeter gået på pension, men deres figurer lever stadig videre. Flere – med Hergés Tintin som den vigtigste undtagelse – er overtaget af nye serieskabere og nogle udgives for tiden på egne forlag.

Samtidigt med at de etablerede serier er blevet stærke varemærker uden tegn på svækkelse, dukker der stadig nye serier og ny serieskabere frem, ikke mindst på det indenlandske marked. I konkurrence med mange og nye medier er den franskfranske serieeksport dog mindsket betragteligt i de seneste årtier.

Frem for alt to tegneretninger forbindes med de fransksprogede serier: "''[[ligne claire]]''"-traditionen (også kaldet Bruxelles-skolen) og [[Marcinelleskolen|Marcinelle-skolen]]. Den første representeretrepræsenteret førsteførst og fremmest af Hergé og Tintin-tiden, mens den store foregangsmand for den anden er [[Jijé]], hvis arv frem for alt kom til udtryk i ''Spirou''. Mens "''ligne claire''" har enkelhed og tydelighed som sigtelinjer, stræbarstræber Marcinelle-skolen mod at fange dynamik og bevægelse.

Selvom Jijé har æren af at være den første af Marcinelle-skolens udøvere er [[André Franquin|Franquin]] den største. Derudover er det frem for alt tegnerne [[Morris (tegner)|Morris]], [[Willy Maltaite|Will]], [[Jean Roba]], [[Victor Hubinon]], [[Eddy Paape]], [[MiTacq]] og [[Sirius (serie tegner)|Sirius]]., Serieder har taget stilen til sig. museetSeriemuseet [[Centre Belge de la Bande Dessinée]] i BrysselBruxelles fokuserer mest på Marcinelle-skolens udøvere.

Til Bruxelles-skolens store regnes, udover Hergé, frem for alt [[Edgar P. Jacobs]], [[Jacques Martin]], [[Bob de Moor]], [[Roger Leloup]] og [[Tibet (serietegner)|Tibet]]. I 1970'erne udfordrede [[Jacques Tardi]] traditionen med ''sin'' tolkning af ''ligne claire''-stilen og i 1980'erne etablerade [[Yves Chaland]] en [[Nostalgi|nostalgisktnostalgisk]] motiveradmotiveret retro-tolkning, "den anatomiske stil".

I forbindelse med 70'ernes vokenseriervoksenserier kom de realistiskrealistiske tegneseriernetegneserier til at udgøraudgøre en stor del af det fransksprogede udbud.

I begyndelsen af 2000'erne har den store franske import af [[manga]] lagt grundlaget for en øget [[japansk]] påvirkning af den fransksprogede produktion. Tykkere album, undertiden i mindre format og/eller i sort-hvid, er blevet normale. SamtidigtSamtidig er der blevet indledt et antal samarbejder mellem Asien og Europa, hvor både forlag og serieskabere fra de to kontinenter har indgået samarbejder. Manuskriptforfatteren [[Frédéric Boilet]] har været en af de mest produktive deltagere i denne nye trend, hvor forlag som det spansk-britiske Fanfare/Ponent Mon og den japanske serieskaber [[Jirō Taniguchi]] (se ''[[Haruka na machi e]]'') har bidraget. Boilet har for dele af disse nye serier, hvor japanere har lavet manga med fransk/realistisk miljø, opfundet begrebet ''[[Vel nouvelle manga|La nouvelle manga]]'' ('den nye manga').<ref>[http://www.boilet.net/am/biographie.html "Frédéric Boilet – Biography".] Boilet.net. Läst 12 januari 2013. {{En sprog}}</ref>