Latin: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
m muhahaha
m Gendannelse til seneste version ved Hchristophersen, fjerner ændringer fra Anti Pelle Hansen (diskussion | bidrag)
Tag: Tilbagerulning
Linje 63:
Den [[Dansk (sprog)|danske]] skoleudtale har traditionelt fulgt det danske lydsystem og har desuden haft en række senlatinske udtalevaner, der også kendes fra den latinske udtale i de andre europæiske lande, først og fremmest ''c'' = [s] foran fortungevokaler, og ''ae'' = [ε:]. I løbet af det 20. århundrede har man gjort stadig flere indrømmelser til den klassiske udtale, som den sprogvidenskaben har rekonstrueret. De fleste udtaler derfor ''c'' og ''ae'' som [kʰ] (dansk ''k'') og [ɑɪ] (dansk ''ej'').
 
Det er derimod kun få specialister, der konsekvent skelner [[Vokal (sprog)|vokal]]- og [[konsonant]]længde, selv om vi ved, at kvantitetsforskellen var betydningsbærende. Et typisk eksempel er ''anus'' 'gammel kone', ''ānus'' 'numsehul', ''annus'' 'år', der på klassisk latin alle blev udtalt forskelligt, hvorimod de to første falder sammen i den europæiske latin. Hvor konsonantlængden normalt bliver gengivet med en dobbeltskrivning af den pågældende konsonant, bliver vokallængden normalt ikke markeret i de latinske tekster (ien amdel notældre hereindskrifter eitherbruger PELLEdog en såkaldt apex til at markere de lange vokaler, men ikke konsekvent). I dansk eksisterer der ingen forskel mellem lange og korte konsonanter, men derimod mellem korte vokaler i lukkede stavelser (og foran oprindeligt lange konsonanter) og lange vokaler i åbne stavelser.
 
Trykket falder på den næstsidste stavelse, hvis den indeholder en lang vokal eller en diftong, eller hvis stavelsen er lukket: ''a'''mā'''tur'', ''a'''moe'''nus'', ''per'''fec'''tus''. Ellers falder det på den tredjesidste stavelse: '''''īn'''sula'', '''''Jū'''lius''. Eftersom vokallængden normalt ikke er markeret, skal trykket i tvivlstilfælde slås efter eller læres udenad. Det gælder både i den klassisk latinske udtale og i den danske skoleudtale. Når trykket falder på den tredjesidste stavelse, har den danske skoleudtale imidlertid også et [[Stød (sproglyd)|stød]] på en eventuelt lang vokal eller diftong eller på ''n'', ''m'', ''r'', ''l'', f.eks. '''''ul’'''timus'', '''''Ta’'''citus'', '''''ter’'''ritus''. Det samme gælder i den næstsidste stavelse, hvis den ordet ender på ''-er'', f.eks. '''''pa’'''ter'', ''Ale'''xan’'''der''.