Christian August Lorentzen: Forskelle mellem versioner

Lorentzen kom til [[København]] og besøgte [[Kunstakademiet]], dog uden at vinde dets medaljer. Han rejste udenlands i årene [[1779]]-[[1782|82]] hvor han besøgte de [[Forenede Nederlande]], [[Antwerpen]] og [[Paris]], men ikke [[Italien]]; i udlandet lagde han sig efter [[figurmaleri]]et og kopierede historiske billeder. Efter hjemkomsten blev han agreeret på et maleri, ''hvortil Materien var tagen af [[Beaumarchais]]' [[Barberen i Sevilla|Barbier de Seville]]'', og malede derefter [[W.A. Müller]]s og [[Andreas Weidenhaupt]]s portrætter, på hvilke han blev medlem [[1784]]. Han var ved siden af [[Jens Juel]] en søgt portrætmaler, selv om samtiden skattede Juel langt højere. Foruden de to nævnte ejer Akademiet også grev Scheels og fru M.M. Bärens’ portrætter. Desuden nævnes portrætter af [[Andreas Christian Hviid]], [[Adam Gottlob Gielstrup]], [[Georg Høst]] med flere. [[Den Kongelige Malerisamling]] ejer portræt i hel figur af den polske statsafsending grev Recivuski.

Hvor lidet betydelig Lorentzen end tager sig ud i vore øjne, indtager han dog en særplads i den danske kunsthistorie; ligesom hans uddannelse havde været ganske afvigende fra det sædvanlige, især for en kunstner, der blev både [[professor]] og direktør, således viste han også som udviklet kunstner lyst til at bryde nye veje, og han er en forløber for den nationale retning. Hans og Pauelsens historiske billeder og landskaber var ikke betydningsløse led i rækken af det 19. århundredes bestræbelser for at gengive fædrelandets historie og natur.

Lorentzen malede efter sin hjemkomst en række norske "Prospekter", som blev stukne af [[Georg Haas (kobberstikker)|Georg Haas]]; de solgtes dels i sorte, dels i kolorerede aftryk og blev yndet vægudsmykning. Fra 1825-27 var fire landskaber på [[Christiansborg]] af "de forskellige Verdensegne, der løde det danske Scepter". Mulig har Lorentzen været i [[Norge]]: i [[Trankebar]] og [[Vestindien]] havde han sikkert aldrig været. Til hans fædrelandske billeder hører ''Wismars Belejring'', ''Hertha'', ''Christian IV i Slaget ved Femern'', ''Slaget ved Volmer'' og ''Slaget paa Reden 2. April'', der alle gave forskellige kobberstikkere lejlighed til at søge understøttelse af [[Fonden ad usus publicos]]. De sidstnævnte tilhører Den Kongelige Malerisamling. Også [[genremaleri]]et, en senere tids kælebarn, havde en, i alt fald produktiv, forløber i Lorentzen. Han malede dels forskellige kongelige optog til teatret eller til [[Rosenborg]], dels egentlige livsbilleder: ''Husar og Valbykone'', ''Dyrehaven i fuldt Liv'', ''En Landsbysmedje'' og lignende emner. almindelig opmærksomhed vakte den samling af mindre billeder, som han malede for grosserer (senere Redaktør) [[M.L. Nathanson]], et til hver af [[Holberg]]s komedier, i alt 30 (hvoraf dog to uvist af hvad grund blev malet af [[C.W. Eckersberg]], inden Lorentzen selv havde sluttet rækken); de blev for størstedelen stukne af [[Johan Frederik Clemens|Clemens]] til en pragtudgave af Holbergs ''Den danske Skueplads''. Malerierne er i Den Kongelige Malerisamlings eje, men vidne, i modsætning til den ros, samtiden ofrede på dem, trods en vis harmoni og frihed i anordningen snarest om, hvor lidt man da kunne nøjes med.

Lorentzen blev [[1803]] professor ved Modelskolen efter Juel og [[1809]]-[[1810|10]] Akademiets direktør efter [[Nicolai Abildgaard]]. Han fik en stedse voksende lønning af kongens kasse og levede ugift på [[Charlottenborg]] til sin død, 8. maj 1828. Til hans ældre elever hørte [[Johan Christian Dahl|J.C. Dahl]], [[Samuel Mygind]] og [[Christian David Gebauer]], hos hvem påvirkningen længst bevaredes, til de senere [[Christen Købke]], [[Ernst Meyer (maler)|Ernst Meyer]] og [[Martinus Rørbye]], hos hvilke undervisningens spor hurtig forsvandt.