H.G. Clausen: Forskelle mellem versioner

I Sommeren 1807 var Clausen på et besøg i [[Holsten]], og da han efter mange besværligheder i oktober måned kom tilbage til København, lå hans kirke og præstegård i grus. Frue Kirkes menighed måtte nu låne hus i [[Trinitatis Kirke (Københavns Kommune)|Trinitatis Kirke]], og her virkede Clausen i en række af år ved siden af [[J.P. Mynster]], der blev kapellan, da han selv blev stiftsprovst, uden at den store forskel i deres teologiske anskuelser forstyrrede forholdet mellem dem. Da Clausen var blevet stiftsprovst, viste det sig tit, at han var en myndig mand, der stod på, hvad han anså for sit embeds ret. Som medlem af den københavnske skoledirektion (siden 1814) havde han mange ubehageligheder af, at kongen ved major [[Joseph Nicolai Benjamin Abrahamson|Abrahamsons]] hjælp ville indføre den indbyrdes undervisning; han var sjælen i den modstand, direktionen rejste derimod; men i længden lykkedes det lige så lidt i København som andetsteds at holde metoden ude af skolerne. – Heller ikke til biskop [[Friedrich Christian Carl Hinrich Münter|Münter]] var hans forhold altid godt; Münter mente selv, det kom af, at hans teologi var en anden end Clausens. Da biskop Balle døde 1816, havde de en heftig strid, fordi Münter gjorde fordring på at holde ligtalen over ham, hvad Clausen anså for et indgreb i sit embede.

I året 1818 blev [[Ribe]] [[bispestol]] ham tilbudt; havde han modtaget denne, ville han rimeligvis have undgået de fleste af de stridigheder, han nu blev indviklet i, og som medførte mange ydmygelser, der hårdt måtte krænke en mand af så selvbevidst natur som han. mere og mere udviklede der sig en ny teologisk anskuelse, der ville vende tilbage til de former for troen og tanken, i hvilke Clausen kun formåede at se tomme spidsfindigheder, og snart skulle han mærke, at han, der, for at bruge hans eget udtryk, havde begyndt som religionens stridsmand mod det forrige århundredes "lede Vantro", skulle opleve at se sig selv som genstand for de heftigste angreb, fordi han nu betragtedes som vantroens fornemste repræsentant. Men det må ikke overses, at det ikke var Clausen, der først blev angrebet; det lå ikke i hans natur at vente derpå; men han kastede sig selv ind i striden uden at have anelse om, at han her stødte på åndelige kræfter, der vare ham langt overlegne.