Oluf Nielsen Rosenkrantz: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Zoizit (diskussion | bidrag) m infoboks |
m bot: ændre tekst i Skabelon:Forældet til parameter 'hentet fra'; kosmetiske ændringer |
||
Linje 1:
{{forældet|hentet fra = dbl1}}
{{flertydigperson|Oluf Rosenkrantz}}
{{Infoboks Wikidata person
Linje 55:
Efter moderens død i [[1528]] havde han overtaget Vallø helt, og [[7. februar]] [[1529]] giftede han sig med [[Ide Munk]], datter af rigsråd og [[landsdommer]] i [[Jylland]] [[Mogens Olufsen Munk|Mogens Munk]]. Han deltog i de følgende år i de vigtigste regeringshandlinger under Frederik 1.
Rosenkrantz var katolsk, men ikke så udpræget en fjende af [[Luther]]s lære som sin
svoger Tyge Krabbe. Han var blandt de rigsråder, som, efter at [[Vor Frue Kirke (København)|Frue Kirke]] i København på grund af billedstormen i [[jul]]en [[1530]] en tid havde været lukket, atter skaffede katolikkerne adgang til kirken, hvorpå den under stor højtidelighed blev taget i brug [[15. november]] [[1531]].
I dette efterår ventede man Christian 2.’s ankomst og mente i begyndelsen, at angrebet ville være rettet mod Sjælland og København. Rosenkrantz og [[Anders Bentsen Bille]] havde befalingen på Sjælland og havde travlt med forsvarsforanstaltninger. Mens han i januar 1532 opholdt sig i København, udbrød et mytteri blandt landsknægtene, som det lykkedes at få bekæmpet. Kort efter
blev Rosenkrantz hofmester for Frederik 1.'s næstældste søn, hertug Hans, som det katolsksindede parti ønskede til konge efter faderens død. Der blev derfor indrettet en hofadministration på [[Nyborg Slot]] for den unge hertug under Rosenkrantz' opsyn. Ved [[herredag]]en i København efter Frederik 1.’s død arbejdede Rosenkrantz for hertug Hans’ valg. Han medbeseglede derfor også det brev, hvorved kongevalget blev udsat et år af hensyn til [[Norge]], idet man ved de norske biskoppers hjælp ventede at kunne få Hans til konge. Ligeledes har beseglede han den såkaldte reces af 3. juli, hvor man søgte at stopper for den lutherske lære, og han deltog også i dommen over Hans Tausen.
Derimod beseglede han ikke det såkaldte enighedsbrev, hvorved biskopperne søgte at binde rigsrådets medlemmer indbyrdes til ikke at støttee nogen til konge uden hele rigsrådets
enighed. Tvært imod nedlagde han sammen med Mogens Gøye og Erik Banner protest mod rigsrådets handlinger i den kongeløse tid, formentlig især mod enighedsbrevet, og forlod derpå ligesom
Mogens Gøye, Erik Banner og flere katolske adelsmænd København. At Rosenkrantz ikke besejlede dette brev, kom ham senere til gode, idet brevet blev hovedanklagen fra Christian 3. mod biskopperne og deres tilhængere.
Linje 69:
Da hertug Hans’ sag var tab, idet det vestlige Danmark havde sluttet sig til hertug Christian og det østlige til grev Christoffer, opsagde Rosenkrantz [[16. august]] sin tjeneste og sluttede sig til grev Christoffer, ligesom den øvrige skånske og sjællandske adel havde gjort, hvorpå greven frigav hans hustru og børn, der ellers sad som fanger på Nyborg.
I den følgende tid opholdt Rosenkrantz sig på Vallø; men i januar [[1535]] blev han af grev Christoffer til kaldt til herredag i København. Imidlertid besluttede lybekkerne og
Borgerpartiet at fængsle de vigtigste rigsråder og adelsmænd og at indtage deres borge. Rosenkrantz blev da kastet i [[Blåtårn (Københavns Slot)|Blåtårn]], mens [[Sebastian von Jessen]] indtog Vallø. Ved Københavns overgivelse i 1536 kom han i Christian 3.’s magt; men da han kun nødtvungent havde måttet anerkende grev Christoffer, og da han ikke havde deltaget i de mest yderliggående skridt under herredagen i 1533, slap han let. Han beholdt sit sæde i rigsrådet og fik kort efter
Abrahamstrup Len tilbage på livstid; de store pantesummer, som han havde stående deri, synes derimod at være ansete som tabte.
| |||