Vidkun Quisling: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
→Efter krigen: Referaterne fra Nürnbergprocessen. |
|||
Linje 45:
==Efter krigen==
[[Fil:Møllergata 19 Oslo 18jun2005.jpg|thumb|Møllergata 19 i [[Oslo]], hvor så mange norske modstandsmænd sad under krigen, og efter krigen Quisling selv.]]
I krigens sidste måneder fablede Quisling om en [[koalition]]sregering mellem NS og [[hjemmefronten]]. En anden plan var, at han selv, betitlet "rigsforstander", skulle lede en samarbejdsregering mellem NS og [[fagforening]]ernes organisation [[LO]]. Han vurderede også at udnævne sig selv til sognepræst i Fyresdal. Godt nok manglende han en teologisk uddannelse, men havde da sat sig ind i teologisk litteratur. I et udkast skrev han: "''Ministerpræsidenten V.Q., som i kraft af den af ham udøvede myndighed i henhold til Grundloven, er den norske kirkes overhoved, ønsker at udnævnes til sognepræst i Fyresdal, hvilket [[embede]] er ledigt, og hvor otte af hans forfædre i opadstigende linje i tolv led har været præster.''" Han anså det som unødvendigt at ansøge om [[ordination]], og viste til, at han allerede stod som ejer af Moland præstegård, der også var hans fødested og barndomshjem. Præstegården havde han fået foræret af kirkeministeriet i 1944.
I stedet blev han dømt for [[landsforræderi]] og [[Skydning (henrettelse)|henrettet ved skydning]]. Blandt tiltalepunkterne var samarbejde med Tyskland om angrebet på Norge 9. april 1940, deportation af jøder til tyske koncentrationslejre, og medvirkning til drab på norske modstandsmænd. [[10. september]] blev han dømt i Eidsivating lagmannsrett; han ankede dommen, men [[13. oktober]] blev hans [[anke]] enstemmigt forkastet af [[højesteret]]. Ti dage senere afslog regeringen Maria Quislings ansøgning om [[benådning]] for ægtemanden, og det blev besluttet at fuldbyrde dommen samme nat. Quisling fik besked om det om aftenen i sin celle i Møllergata 19. Kl 2:15 blev han hentet og kørt til [[rettersted]]et på [[Akershus slot|Akershus fæstning]]. Skuddene faldt kl 2:40, hvorefter den døde blev lagt i kiste og fragtet til [[kremation]] på Vestre gravlund.
[[Nürnbergprocessen]] fik afgørende betydning for [[Quisling]]s dom. Da sagen var under forberedelse, viste det sig, at påtalemyndighederne stod svagere end først antaget. De kunne dokumentere, at Quisling havde bistået den tyske besættelsesmagt; men han forsvarede sig med, at han kun havde ønsket at spare norske liv og værdier, og handlede af fædrelandskærlighed. Norske myndigheder fik først konkrete beviser for det modsatte, da de amerikanske efterforskere leverede referater fra både [[Erich Raeder]]s og [[Alfred Rosenberg]]s samtaler med Quisling i Belrin i december 1939. Her var der [[landsforræderi]] til overmål. Referaterne kom lige tidsnok til at fremlægges under retssagen. Dommeren sagde senere, at uden havde han været tvunget til at frikende Quisling på det punkt, selv om han følte sig sikker på, at Quisling var skyldig; men han manglede bevis for det. De amerikanske fund overraskede også Quisling selv, som kun kunne sige til sit forsvar, at der forelå en misforståelse.<ref>Hans Fredrik Dahl: ''Krigen som aldri tar slutt'' (s. 78), forlaget Aschehoug, Oslo 2017, ISBN 978-82-03-29679-6 </ref>
== Noter ==
| |||
