Kejserkulten i Romerriget: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Vistor (diskussion | bidrag) m skabelon |
Ktp72 (diskussion | bidrag) m →Baggrund: link fix |
||
Linje 10:
I selve Rom kunne kejseren pga. romerske [[Romersk religion|skikke]] ikke blive praktiseret som dyrkelse af ham som person, men i stedet form af [[compitalkulten]], en gammel agerbrugskult, som med tiden var forsvundet. [[Augustus]] revitaliserede denne gamle skik og gav den et nyt indhold, nemlig ofring til hans egen ''[[genius]] Augusti''. Denne kult var ikke tilknyttet den offentlige statskult, men blev i stedet praktiseret på privat initiativ, og blot nød støtte fra kejserhuset selv. I denne kult var kejseren guddommelig, og imens kunne han undgå denne status i statskulten.
I Romerrigets østlige provinser blev de romerske herskere og generaler allerede fra de første erobringer i 2. årh. f.v.t. dyrket som guder. I de [[Hellenismen|hellenistiske]] kongeriger som romerne underlagde sig blev kongen opfattet som en gud, og derfor var det naturligt også at opfatte hans besejrer på samme vis. Desuden blev byen Rom dyrket i form af gudinden [[Roma (gudinde)|Dea Roma]], måske i mangel af en permanent central herskerfigur. Denne kult blev i Augustus’ regering assorcieret med tilbedelsen af hans egen genius.
Dyrkelsen af en overordnet og magtfuld person var i [[antikken]] ikke forbeholdt konger, men gik igen helt fra forholdet mellem en patron og hans [[Klient (romerriget)|klient]] og op til det mellem guder og mennesker. Romerne brugte betegnelsen ''officia'' om alle former for tjenesteydelser fra en underordnet til en overordnet, dvs. både dem til patronen, herskeren, erobreren, embedsmanden og guden. Velgerninger den anden vej blev forventet og kaldt ''benefacio''. At modtage samme ''officia'' som guderne var derfor den ultimative hyldest til en uhyre magtfuld person, men når en kejser var død, kunne senatet derudover beslutte at denne kejser nu var ført et niveau op, og var blevet en gud.
| |||