Demokratiske Republik Congo: Forskelle mellem versioner

Ved belgiernes ankomst til Congo i [[1885]] blev der organiseret en omfattende raceadskillelse. Den oprindelige befolkning blev af belgierne delt i tre kaster: tutsierne, også kaldt watutsi, der var høje, lyshudede kvægavlere fra det nedre Sudan, og som udgjorde et aristokrati i samfundet; hutuerne, også kaldt bahutu, der var lave, mørkhudede agerdyrkere fra det østlige Congo, Rwanda og Burundi, og som udgjorde en af tutsierne undertrykt majoritet, samt [[pygmæ]]erne (mbuti- og twa-folk), der legemsmæssigt var de laveste. Pygmæerne var jægere og samlere og indgik ofte i et symbiotisk samarbejde med bondebefolkningen, hos hvilken pygmæerne byttede sig til landbrugsvarer, som de ikke selv kunne skaffe.

Under det belgiske herredømme blev alle medlemmer af de forskellige etniske grupper tildelt særlige identitetskort, så koloniherrerne vidste, hvem de havde med at gøre. Et problem for belgierneBelgierne såvel som den oprindelige befolkning var blot, at forskellen på hutuer og tutsier snarere var kulturel end racemæssig; enhver, der ejede kvæg, kunne nemlig blive tutsi, mens enhver, der dyrkede jorden, modsat kunne blive hutu. Den misvisende opdeling gav anledning til spændinger mellem hutuer og tutsier, mens pygmæerne nærmest blev marginaliseret.

Under urolighederne, der fulgte efter belgiernesBelgiernes afgang i 1960, kom mange af modsætningerne mellem hutuer og tutsier til udtryk. Helt galt gik det i nabolandene [[Rwanda]] og [[Burundi]], hvor hutuerne begik folkedrab på tutsierne i 1962 og 1994.<ref>http://www.folkedrab.dk/sw50059.asp. Besøgt 21. juni 2012.</ref>