Socialisme: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Marc139a (diskussion | bidrag) |
m Robot: Konverterer nøgne referencer, ved hjælp af ref navne for at undgå dubletter, se FAQ; kosmetiske ændringer |
||
Linje 6:
[[Fil:Portrait of Robert Owen (1771 - 1858) by John Cranch, 1845.jpg|thumb|right|150px|[[Robert Owen]] 1771–1858 <br />Walisisk socialist der anses for grundlæggeren af den kooperative bevægelse]]
[[Fil:Charles Fourier.jpg|thumb|right|150px|[[Proudhon|Pierre Joseph Proudhon]] 1809–1865 <br />Fransk anarkist]]
[[Fil:Karl Marx 001.jpg|thumb|right|150px|[[Karl Marx]] 1818–1883. Sammen med Friedrich Engels er han den moderne socialismes fader]]
[[Fil:Engels.jpg|thumb|right|150px|[[Friedrich Engels]] 1820–1895 <br />Tysk socialistisk teoretiker der arbejdede sammen med Karl Marx]]
== Filosofi ==
Det socialistiske perspektiv er generelt baseret på materialisme og opfattelsen af, at menneskelig adfærd i stor udstrækning er formet af de sociale omgivelser. I særdeleshed hævder videnskabelig socialisme, at social vækst, værdier, kulturelle træk og økonomisk praksis er sociale skabninger, og ikke en immutabel naturlig lovs ejendom. Det ultimative mål for marxistiske socialister er frigørelsen af arbejdskraft fra fremmedgørende arbejde. De hævder at frigørelsen af det enkelte individ fra nødvendigheden af at udføre fremmedgørende arbejde for at modtage varer ville tillade mennesker at forfølge deres egne interesser og udvikle deres egne talenter, uden at være tvunget til at udføre arbejde for andre.
Socialister argumenterer generelt med, at deres bevægelse er en metode til at bringe social organisation op på et niveau af nuværende teknologisk fremskridt, for fuldt ud at drage nytte af moderne teknologi. De hævder, at kapitalisme enten er forældet eller nærmer sig forældelse som et levedygtigt system til at producere og distribuere rigdom på en effektiv måde. Ifølge marxistiske socialister koncentrerer kapitalismen magt og rigdom indenfor en lille [[Samfundsklasse|overklasse]], der kontrollerer produktionsmidlerne og trækker deres rigdom ud gennem et udnyttelsessystem. Dette skaber et lagdelt samfund baseret på [[social ulighed|ulige sociale relationer]], der ikke formår at yde lige muligheder for ethvert individ til at maksimere dets potentiale, og som ikke gør brug af den tilgængelige teknologi og de tilgængelige ressourcer til deres maksimale potentiale i offentlighedens interesse, samt fokuserer på at tilfredsstille markedets krav i modsætning til menneskelige behov. Ifølge socialisterne ville et socialistisk samfund muliggøre en fordeling af rigdom baseret på, hvor meget den enkelte bidrager til samfundet i modsætning til, hvor meget kapital den enkelte besidder.
Linje 30:
== Den marxistiske historieopfattelse ==
I den marxistiske historieopfattelse "drives" historien fremad af de indre modsætninger og de kampe, der findes i samfundet. Ifølge Marx kan historien deles op i ca. 6 dele. Nemlig det urkommunistiske, slavesamfundet, det feudale, det kapitalistiske, det socialistiske overgangssamfund og til slut det kommunistiske samfund.
Det urkommunistiske samfund var et samfund meget lig det, vi i dag ser i de såkaldte natur- eller primitive stammesamfund, nemlig samfund uden privat ejendomsret og et stærkt kollektiv. Altså en form for kommunistisk samfundssystem i sin grundstruktur.
Slavesamfundet overtog derefter, og den kraftigste undertrykkelse af mennesker fandt sted i dette samfund. Kampe mellem dette samfunds klasser, nemlig slaveklassen og slaveejerklassen, førte efterhånden til, at slaverne fik deres frihed.
Et nyt samfund opstod, nemlig det feudale, hvori kongen og adelen støttet af kirken (der gav disse [[legitimitet]] ved at påstå, at disse var udpeget af gud til at lede resten af samfundet) var samfundets overklasse. Underklassen i dette samfund var i stort omfang bønder, der var stavnsbundet til hver deres herremand. Dette udbyttersystem var mindre undertrykkende end slavesamfundet, men stadig meget repressivt. Bønderne førte ligesom slaverne kampe mod herremændene og blev til sidst sat fri af dette system.
Det næste samfund opstod i forbindelse med den industrielle revolution og er det system, der må siges totalt at dominere på jorden i dag, nemlig kapitalismen (Selv om der stadig få steder findes feudallignende samfund (som fx i Nepal og Indien) og endda få urkommunistisk-lignende samfund (fx amazonindianerne og visse nomadesamfund). Ligeledes findes der stater, der kalder sig selv socialistiske, men som mere minder om statskapitalistiske samfund, da staten her blot har erstattet en kapitalistklasse med sig selv).
Under det kapitalistiske system ser Marx arbejderen som den udbyttede, der kun har sin arbejdskraft at sælge til kapitalisten (ejeren af produktionsmidlerne, fx en fabrik). Under dette system har arbejderen mere frihed end slaven og fæstebonden, nemlig som Marx skriver, til at vælge sin egen herremand. Marx mener, at der er flere problemer ved dette arbejder-kapitalist forhold (som fx fremmedgørelses-problematikken), men et af de største er lønforholdet. Mens arbejderen ønsker så høj en løn som muligt for det arbejde, han eller hun udfører, ønsker kapitalisten at give så lav en løn som muligt, så hans eller hendes (eller aktionærernes) overskud kan blive så stort som muligt. På den anden side er begge parter afhængige af hinanden, så de kan ikke bare gå fra hinanden. Arbejderen skal sælge sin vare (sin arbejdskraft) for at overleve, og kapitalisten skal bruge arbejderen til at producere.
Den kamp, der føres fra begge klasser mod den anden part, kaldes klassekamp (mest synlig ved fx konflikter, strejker og lockouts). Marx mente, at arbejderne skal organisere sig i fagforeninger og et socialistisk parti og derigennem føre en effektiv klassekamp. Målet, mener Marx, må være, at arbejderklassen omstyrter den kapitalistiske stat og sætter sig på magten. Da arbejderklassen (lønmodtagere sammen med studerende, pensionister etc.) udgør langt hovedparten af befolkningerne i industrielle samfund betyder dette blot, at flertallet indser (ifølge en marxistisk verdensopfattelse), hvad der er i deres egen interesse og fjerner den lille kapitalistoverklasse fra dens privilegier. Når dette er gjort, indfinder det socialistiske samfund sig, og under dette afmonteres de sidste dele af det kapitalistiske system og tankesæt.
Til sidst, mener Marx, at det kommunistiske samfund vil opstå som resultatet at utallige kampe, kæmpet af de undertrykte mod undertrykkerne. Dette samfund vil være et klasseløst samfund. Og i tråd med den marxistiske verdensopfattelse vil dette samfund så at sige være det sidste samfund i menneskehedens forhistorie, simpelthen fordi der ikke længere er fundamentale modsætninger, hvorfra kampe kan "drive" nye samfundssystemer frem. Der kan ikke finde klassekampe sted i et klasseløst samfund.
Linje 55:
Visse tendenser inden for den socialistiske bevægelse — særligt de leninistiske — har været tilbøjelige til at se socialismen som opdelt i to hovedlinjer: den reformistiske og den revolutionære. De har således set den reformistiske gren som en, der mente, at socialisme kan indføres ved reformer, mens den revolutionære gren mente, at socialismen skulle indføres ved en revolution. Denne revolution kan være blodig såvel som ublodig. Dette afhænger i deres selvforståelse af, i hvor stort omfang den herskende klasse er indstillet på at bruge vold for at beholde deres magt og privilegier. En sådan konfrontation mellem arbejderklasse og borgerskab kan, ifølge Marx, have tre mulige udfald; nemlig arbejderklassens sejr, borgerskabets sejr eller undergang for begge parter. I en sådan krisesituation for kapitalismen, vil en sejr for borgerskabet kunne føre til fascisme. Fascismen er kapitalismens sidste redning. Under fascismen fjernes de såkaldte borgerlige frihedsrettigheder, og tilbage er alene den private ejendomsret. Herved kan arbejderklassen holdes fra magten, og samtidig bibeholder borgerskabet sit ejerskab til produktionsmidlerne. Der har igennem historien været talrige eksempler på denne type forløb, hvor kapitalismen har været i krise, og hvor fascismen som et sidste bolværk mod arbejdernes overtag har ophævet demokratiet. Ofte nævnes nazisternes magtovertagelse som et eksempel herpå, hvilket skyldes, at venstrefløjen anført af kommunisterne ofte ligestiller de to ting.
Det skal dog nævnes, at socialisme ikke ''bare'' er lig ophævelse af den private ejendomsret [det er den ikke; ''kommunismen'' er lig med ophævelse af den private ejensdomret - socialisme er først og fremmest ophævelsen af ejendomsret til produktionsmidlerne]. Fx var den private ejendomsret ophævet i Sovjetunionen, hvilket ikke gjorde unionen socialistisk [forkert: den private ejendomsret var ikke fuldstændigt ophævet, og unionen var på mange måder socialistisk]. Ejerskabet af produktionsmidlerne var blot gået fra en lille stenrig elite (kapitalisterne) til en lille privilegeret klasse i staten. Arbejderne i Sovjetunionen havde ikke fået kontrollen over deres egne arbejdspladser. De havde blot fået nye, men ikke mindre undertrykkende arbejdsgivere. Af den grund betragter mange socialister ikke det sovjetiske system som socialisme, men heller ikke som kapitalisme i klassisk forstand, eftersom der ikke var privat ejendomsret. Nogle har valgt at kalde den russisk-sovjetiske samfundsform for statskapitalisme — bl.a. som analyseret af Tony Cliffs "State Capitalism in Russia" og hos diverse venstrekommunistiske og trotskistiske strømninger. Andre definerer den sovjet-russiske model som "degenereret arbejderstat" (fx [[Fjerde Internationale]]).
Ifølge denne opfattelse findes der i Danmark to store undergrupperinger under den reformistiske socialisme, nemlig den folkesocialistiske og den socialdemokratiske. Disse to reformistiske retninger findes i hhv [[Socialistisk Folkeparti]] (SF) og [[Socialdemokraterne]].
Socialdemokraterne kan dog i realiteten ikke betegnes som socialistisk længere, da partiet i dag er tilhænger af såvel den private ejendomsret som markedsøkonomi, selv om store dele af dets medlemmer betegner sig som "demokratiske socialister".
Den marxistiske samfundsanalyse gled ud af partiets principprogram i 1961, men allerede fra midten af 1920erne var partiet reelt ikke længere marxistisk funderet.
SF har siden ca. 1990 accepteret markedsøkonomien og den private ejendomsret, men ønsker principielt fortsat at udbrede kollektivt ejerskab til erhvervslivet fx i form af medarbejderejede virksomheder.
Linje 76:
* [[Marxisme|Marxistiske]]
* [[Ny venstre]]
* [[Syndikalisme|Syndikalistiske]]
* [[Titoisme|Titoistiske]]
* [[Trotskisme|Trotskistiske]]
Linje 84:
Af små partier, der ideologisk set tilhører den revolutionære gren, kan nævnes; [[Danmarks Kommunistiske Parti]] (DKP), [[Kommunistisk Arbejderparti]] (KAP), Danmarks Kommunistiske Parti/Marxister Leninister (DKP/ML), [[Socialistisk Arbejderparti]] (SAP), [[Venstresocialisterne]] (VS) og Kommunistisk Parti i Danmark (KPiD).
Flere af disse partier var igennem en kraftig selvransagelse efter [[murens fald]] i 1989, og fx blev DKP spaltet i to. Et "gammelkommunistisk" i form af KPiD opstod.
En del af overlevelseskampen efter 1989 var bl.a. oprettelsen af valgalliancen [[Enhedslisten]] – de rød-grønne. I organisation blev dannet af DKP, SAP og VS. Siden sluttede resterne af det oprindeligt maoistiske KAP sig til. I 2006 besluttede også det lille trotskistiske parti Internationale Socialister (IS), at deres medlemmer skulle søge optagelse i Enhedslisten. Der er dog ikke længere partier med i Enhedslisten, som således kun har individuelle medlemmer. Medlemstallet er på ca. 4000 (oktober [[pr. 2006|2006]]), hvoraf langt de fleste ikke er medlemmer af andre partier. Derfor ligner Enhedslisten efterhånden mere et parti end en valgliste. Partierne, der oprettede listen, eksisterer stadig som selvstændige, om end meget små, partier.
Linje 95:
=== Marxisme-leninisme ===
Marxisme-leninismen indebærer økonomisk, at produktionsmidlerne er kollektivt ejede, men ikke at folks private tøj og lignede er det. Først i det efterfølgende kommunistiske samfund, som var endemålet, ophæves ejendomsretten helt. Det socialistiske samfund ses i den marxistisk-leninistiske forståelse som en overgangsfase til det kommustiske samfund. Man går først fra et kapitalistisk samfund til et socialistiske samfund, hvilket bl.a. indebærer, at man ophæver den private ejendomsret til produktionsmidler (f.eks. en fabrik eller butik). Senere går man fra en socialistisk samfund til et kommunistisk samfund, som er endemålet, hvori man ophæver al ejendomsret (f.eks. retten til at eje land, et hus, ting).
Politisk indebærer marxisme-leninismens socialistiske fase (den man har set i Sovjetunionen, Maos Kina, Nordkorea, Cambodia og lignende), at man afskaffer demokratiet, religionsfriheden og pressefriheden, da disse menes af være midler som "kapitalisterne" og "borgerskabet" bruger til at undertrykke "proletariatet". Desuden ser man en vilje til at udrense politiske modstandere i en højere sags tjeneste, som for eksempel hos Lenin, Stalin og Pol Pots. Her tænkes bl.a. på "Den Røde Terror", forfølgelsen af kossakkerne, "The Great Purge" samt Gulag-lejrene. I f.eks. Kina og Cambodia oplevede man også en hetz mod folk med uddannelse, briller og symboler på middelklasse- og overklasse-tilhørsforhold, som blev tolket som modstandere af proletariet, hvoraf nogle blev henrettet (se f.eks. den kinesiske kulturrevolution).
Alt i alt estimeres det i ''The Black Book of Communism'' (1997)
== Socialistiske tænkere ==
Linje 164:
* De [[Den østrigske skole|Østrigske Økonomer]], bl.a. [[Ludwig von Mises]] (bl.a. i bogen ''[http://www.econlib.org/library/Mises/msS.html Socialism]''), samt [[Eugen Böhm-Bawerk]], der er kommet med omfattende analyser om de negative konsekvenser af indførelsen af marxistiske, økonomiske systemer.
* Den politiske filosof [[Robert Nozick]]
== Referencer ==
{{reflist}}
== Eksterne henvisninger ==
| |||