Flogiston-teorien: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Pehavano (diskussion | bidrag) m Boerhave var fra Holland og ikke fra Tyskland |
Pehavano (diskussion | bidrag) m Boerhaves fornavn staves Herman og ikke Hermann |
||
Linje 14:
Særlig [[forbrænding]]sfænomenerne lagde i den flogistiske tidsalder beslag på opmærksomheden, og for disse opstillede Becher og særlig [[Georg Ernst Stahl]] en teori kaldet flogistonteorien, der blev den herskende lige til den sidste fjerdedel af det 18. århundrede. Efter denne teori betinges alle forbrændingsprocesser, hvad enten det er [[metal]]ler eller [[organisk stof|organiske stoffer]], der brænder, af, at vedkommende brændbare stof indeholder ''flogiston'' (af ''φλογιζειν'', at sætte i brand), et hypotetisk element, der ved forbrændingen går bort i luften, som må være til stede for at optage det. Herved frigøres de tidligere med ''flogiston'' forbundne stoffer og bliver tilbage som "aske" eller "metalkalk" eller forflygtiges sammen med ''flogiston'' således som svovlsyrling og [[svovlsyre]]. Disse forbrændingsprodukter udgør altså sammen med ''flogiston'' det oprindelige, brændbare stofs grundbestanddele eller elementer; ønsker man at gendanne det oprindelige stof, må man ifølge flogistonteorien atter forene asken, metalkalken og så videre med ''flogiston'', idet man opheder dem med en flogistonrig substans, fx med [[kul]], som blev anset for at indeholde særlig meget ''flogiston'', fordi det forbrænder næsten uden at efterlade nogen rest og under udvikling af megen varme.<ref name="Salm 260"/>
Skønt Stahrs flogistonteori, som vi nutildags ved, tyder forbrændingsfænomenerne på en måde, der netop er modsat virkeligheden, tiltalte dog forklaringens simpelhed den kemiske verden i så høj grad, at den fandt almindelig tilslutning og blev den herskende i mere end et århundrede; den gamle anskuelse, at forbrændingen altid var forbundet med en tilintetgørelse eller sønderdeling, var for indgroet til, at den omstændighed, at man allerede fra tidligere tid kendte eksempler på, at der ved visse forbrændinger indtrædte en vægtforøgelse af det brændende stof, kunne påvirke flogistikerne; man anså i almindelighed vægtforøgelsen for et uvæsentlig fænomen, og selv en kemiker, der således som Lemery havde sin opmærksomhed mere henvendt på denne, vedblev dog at tro på eksistensen af ''flogiston'', idet han antog, at forbrændingen var et slags dobbeltfænomen: det brændende stof afgav ''flogiston'', men optog samtidig en "ponderabel ildmaterie", der var årsag til vægtforøgelsen; senere veg man endog ikke tilbage for at tillægge ''flogiston'' "negativ Vægt" for derved at forklare det fænomen, at vedkommende metalkalk, som metallet efterlod ved forbrændingen, vejede mere end det oprindelige stof, der foruden kalken indeholdt ''flogiston''. Selv om imidlertid flogistonteorien i længden måtte være uholdbar, fordi den var ganske ude af stand til at give en blot nogenlunde antagelig forklaring på vægtforøgelsen ved metallernes forbrænding, så fandtes der dog blandt denne teoris tilhængere mænd, der i retning af videnskabelig produktivitet og betydningsfulde opdagelser næppe er overtrufne af senere tiders kemikere. Af betydelige kemikere fra den omtalte periode skal nævnes [[
=== Teorien modbevises ===
| |||