Franz Liszt: Forskelle mellem versioner

|Beskæftigelse = [[Komponist]] <br /> [[pianist]] <br /> [[Dirigent (musik)|Dirigent]]

Det lykkedes i høj grad Brahms' fortaler, musikkritikeren [[Eduard Hanslick]], at overbevise det brede publikum om, at Liszt var dårlig smag, og at [[programmusik]] var mindreværdig. De antiromantiske strømninger efter [[Logisk positivisme|positivismen]] og [[Naturalisme (filosofi)|naturalismen]] har medvirket til at styrke disse holdninger. Efter 1970 er der skrevet begejstrede værker om Liszt af f.eks. Alan Walker, og [[Leslie Howard (pianist)|Leslie Howard]] har indspillet hele Liszts klaverproduktion på cd.

Han var søn af en godsforvalter hos greverne Esterhazy, en musikbegavet mand, der selv i flere år kunne lede sin usædvanlig tidlig modnede søns undervisning. 9 år gammel optrådte Liszt første gang som klaverspiller og vakte en sådan opsigt, at nogle ungarske adelsmænd forenede sig om at sikre ham et stipendium til hans videre uddannelse i Wien. Her blev Czerny hans lærer i klaverspil, Salieri i komposition. Den 1. januar 1823 spillede Liszt ved en koncert, hvor Beethoven var til stede som beundrende tilhører. Da Liszt nu var 12 år gammel, rejste hans fader med ham til Paris for at søge ham optaget i konservatoriet der, hvis statutter — dem Cherubini ikke ville tilsidesætte for Liszts skyld — imidlertid forbød optagelse af udlændinge. Alligevel forblev fader og søn i Paris, og ved talrige koncerter vakte le pétit Liszt en sand begejstring i kunstnerkredse og i de fornemme saloner. En lille opera, "Don Sanche", som han fik opført i 1825, havde derimod kun kortvarigt held, medens Liszts triumfer som pianist fortsattes også under besøg i London. En vanskelig og bevæget tid skulle nu følge for Liszt, idet hans fader, der med omsorgsfuld kærlighed havde taget sig af alle ydre forhold, pludselig døde, og Liszt, der fra barndommen af havde et religiøst bevæget sind, derhos grebes af religiøse skrupler og blev levende påvirket af [[Henri de Saint-Simon|Saint-Simonismen]] (hvorfra han dog snart igen frigjorde sig). Omgang med Lamartine, Victor Hugo, George Sand, Chopin og flere andre bragte endvidere Liszt under indflydelse af den franske romantik, og endelig satte Paganinis og Berlioz’ optræden hans kunstnersind i bevægelse og påvirkede henholdsvis virtuosen og komponisten i ham.

For Liszts personlige forhold blev hans kærlighed til grevinde d’Agoult (forfatterinden Daniel Stern) en længere årrække bestemmende; i samliv med hende, der blandt andet blev moder til Cosima, siden gift med Bülow og til sidst med Wagner, tilbragte Liszt nu nogle stille år, dels i Genève, dels hos George Sand i Nohant, mest optaget af komponist- og litterær virksomhed. Fra 1839 optrådte Liszt atter som klaverspiller, efter at han alt før på et besøg i Paris sejrrig havde kappedes med Thalberg, og hans rejser, der i de følgende år strakte sig over hele Europa, var en fortsat række af triumfer. Efterhånden trættet af virtuosløbebanen trak Liszt sig imidlertid 1847 tilbage til Weimar, hvor han stod i særlig yndest hos hoffet og indtil 1861 beklædte en slags ekstraordinær kapelmesterstilling. I Weimar udfoldede Liszt en tredobbelt betydningsfuld virksomhed: talløse elever flokkedes om ham, og tidens ypperste klaverspillere, som Hans v. Bülow og Tausig, udgik fra denne kreds; dernæst blev Liszt en energisk og begejstret hjælper og forkæmper for de musikalske nybevægelser, ikke blot greb han bestemmende ind i [[Richard Wagner]]’s liv, hvis »Lohengrin« han trods al modstand førte frem — et varmt venskab forenede herefter de to geniale musikere —, men også for mænd som [[Berlioz]], [[Smetana]], Raff, Peter Cornelius gik han i ilden. Og endelig slog han, der hidtil væsentlig havde komponeret for klaveret, ind på en ny og frugtbar komponistbane, der er betegnet ved de "symfoniske digtninge" (blandt hvilke "Tasso", Les préludes, "Mazeppa", "Prometheus", "Hungaria", "Die Ideale", "Dante", "Elne Faustsymphonie"), ved det kirkelige værk "Graner-Messen" og de "ungarnske rapsodier".

Ved Liszts side stod i disse og de følgende år en forstående veninde, den begavede og fintdannede, ivrig katolske fyrstinde Sayn-Wittgenstein. Sine sidste leveår tilbragte Liszt dels i Rom (hvor han modtog gejstlig indvielse som abbed og fortsatte rækken af sine kirkelige værker med oratorierne "Elisabeth" og "Kristus"), dels i Pest (hvor han blev præsident for musikakademiet), og i Weimar; til stadighed var han omgivet af en skare hengivne beundrere og elever (blandt hvilke Sophie Menter, Sgambati, Friedheim, Rosenthal, Stavenhagen, d’Albert og mange flere).