Vyk: Forskelle mellem versioner

1806 blev der oprettet den nuværende indre havn. Den 4. februar 1825 hærgede en stormflod Før og Vyk, cirka 3/4 af øens areal blev oversvømmet. Året før fik byen som den første i [[Sønderjylland]] status som søbad og den forhenværende vej ''Vandrække'' (''Wasserreihe'') ved kystlinjen blev lavet om til en repræsentativ allé ved navn ''Sandvold'' (''Sandwall''). Til det formål gav kong [[Frederik 6.]] byen 1.000 [[elm]]etræer. Samme år fik byen tilladelse til at kalde sig for Vilhelmine-bad efter kongens datter [[Vilhelmine af Danmark]]. Kongen selv besøgte øen og Vyk inkognito i 1824. Der blev opført moderne badefaciliteter såsom et hus på Sandvold til varme bade og badevogne til kolde bade i Nordsøen. I årene 1842 til 1847 tilbragte kong [[Christian 8.]] og [[dronning Caroline Amalie]] flere uger hver sommer på øen med sin familie og et følge på ca. 80 personer. Kongen boede dengang i en bygning ved navn Kongehus ved Store Gade/Strandvold i Vyks indre by. Huset brændte desværre senere ned. Som kongelig sommerresidens blev Vyk i 18040erne mere kendt og attraktiv for et pengestærkt og rejselystent publikum fra både Danmark og Tyskland. I 1847 var badegæsternes antal steget til 1.051. Også [[Hans Christian Andersen|H.C. Andersen]] gæstede Vyk i sensommeren 1844. 1843/44 oprettedes Kongeshave nord for byens indre havn<ref>Karin Hansen: ''Kreuz und quer durch Wyk auf Föhr.'' Vyk på Før 2002, ISBN 393534712-X, sider 74–76</ref>. Under den [[2. slesvigske krig]] ledede [[Otto Christian Hammer]] fra Vyk vadehavsøernes forsvar. Efter krigen kom Vyk og hele øen under Tyskland. Som følge måtte mænd nu aftjene den treårige preussiske militærtjeneste, selvom Bismarck lovede føringerne at undtage den<ref>[https://www.shz.de/lokales/insel-bote/ein-echter-held-der-insulaner-id26931.html Der Insel-Bote: Ein echter Held der Insulaner]</ref>. I 1910 fik flækken Vyk købstadsrettigheder. I 1924 blev nabolandsbyen Boldiksum (på før-frisisk ''Bualigsem'', på tysk ''Boldixum'') med Sankt Nikolaj Kirken indlemmet<ref>Christian A. Hufnagl: Föhr, Halligen, Sturmfluten, 2015, side 79</ref>