Nick Drake: Forskelle mellem versioner

'''Nicholas Rodney Drake,''' bedre kendt som '''Nick Drake,''' (født [[19. juni]] [[1948]], død [[25. november]] [[1974]]) var en [[Storbritannien|britisk]] [[sanger]] og sangskriver. Nick Drakes musik fandt inspiration i [[Folkemusik|folk]], [[blues]] og [[klassisk musik]], og var kendetegnet af [[Poesi|poetiske]] og [[Melankoli|melankolske]] tekster, hans særegne guitarspil, og rolige, let [[Baryton (flertydig)|baritone]] vokal. Nick Drakes tre studiealbums floppede kommercielt ved udgivelserne, og Drake led af svære [[Depression (psykisk)|depressioner]], hvilket i sidste ende førte til hans [[selvmord]] i 1974. I årene efter hans død, er Drakes musik imidlertid blevet mere og mere berømt, og han regnes i dag for en vigtig og indflydelsesrig musiker, der især har haft stor betydning for den moderne [[Singer-songwriter|singer/songwriter]]-genre.

Med Boyd som producer indspillede Drake pladenalbummet ''Five Leaves Left'', der indeholder to af hans mest kendte numre, ''River Man'' og ''Time has Told Me''.

Hans næste plade ''Bryter Layter'' havde også Joe Boyd som producer og var præget af et højere ambitionsniveau, rent musikalsk. På albummet er Drake bakket op af musikere fra Fairport Convention, John Cale fra [[The Velvet Underground]], samt Mike Kowalski og Ed Carter, der begge var backingmusikere for [[The Beach Boys]]. Det tog derfor hårdt på Drake, da heller ikke denne plade blev nogen succes. Han flyttede hjem til sine forældre, trak sig gradvis mere tilbage, og kom i behandling for [[depression]]<nowiki/>erdepressioner.

Efter en længere pause udgav han albummet ''Pink Moon'' i 1972, der er en meget spartansk plade med Drake som eneste musiker. Teksterne på denne plade er præget af ensomhed, desperation og angst; temaer, der i et vist omfang også findes på de to første udgivelser, hvor humor og poesi dog også er til stede i betydeligt omgang. ''Pink Moon'' blev heller ingen succes, men fik dog positiv respons fra visse kritikere, bl.a. Stephen Holden fra [[Rolling Stone]].<ref>https://underthemusiccovers.wordpress.com/2014/08/25/nick-drake-pink-moon-1972/</ref> Nick Drake indspillede nogle få sange efter ''Pink Moon,'' bl.a. den dystre ''Black Eyed Dog'', men Drakes depression var blevet så alvorlig, at han til sidst var helt ude af stand til at spille musik.

Det var især i 1990'erne og i 00'erne, at Nick Drake endelig fik sit gennembrud. Det skete bl.a. ved, at sangen ''Pink Moon'' blev brugt i en amerikansk reklamefilm for [[Volkswagen]] i 1999. Adskillige nutidige kunstnere har fremhævet Drake som en inspirationskilde; bl.a. Robert Smith fra [[The Cure]] og Peter Buck fra [[R.E.M.]] Det skotske rockband [[Mogwai]] har opkaldt en sang efter Drake, og guitaristen i Blur, Graham Coxon har hyldet Drake i en sangtekst: ''"I wish I could bring Nick Drake back to life"''<ref>Graham Coxon: I Wish (fra albummet "The Sky is Too High", 1998)</ref>. Desuden er skuespilleren [[Brad Pitt]] erklæret fan, og har indspillet fortællerstemme til et radioprogram om Nick Drake. ''Pink Moon'' har optrådt på både [[Melody Maker]]<nowiki/>s og [[Rolling Stone]]<nowiki/>s lister over de bedste albums nogensinde.

I den anledning er der udsendt en række opsamlingsplader og bokssæt; flere med numre, der først er fundet og udgivet efter Drakes død. Genudgivelserne af Drakes albums i 00'erne er blevet mødt med stor kritikerros, Pink Moon har bl.a. fået topkarakterer fra [[Allmusic]], Rolling Stone, [[Q (tidsskrift)|Q Magazine]] m.fl.