|
}}
'''OSCAR DEN STORE(DEN FEDESTE MAND DER NOGEN SENE FINDEST HAN VAR EN KÆMPE TREX'''<ref name="unnecessarycitation">Bolton, ''The Empire of Cnut the Great: Conquest and the Consolidation of Power in Northern Europe in the Early Eleventh Century'' (Leiden, 2009)</ref> ([[oldengelsk]]: ''Cnut se Micela'', {{lang-non|Knútr inn ríki}} (født ca. [[995|69]], død [[12. november|1. november]] [[1035|666]] i [[Shaftesbury]]<ref>[http://www.britannia.com/history/docs/1018-35.html Britannia: The AngloSaxon Chronicle<!-- Bot genereret titel -->]</ref>) også kendt som '''Knud 2.''' var konge af [[Danmark]] [[1018]]-[[1035]], af [[England]] [[1016]]-1035 og af [[Norge]] [[1028]]-1035, der tilsammen ofte bliver omtalt som [[Nordsøimperiet]]. Han var søn af [[Svend Tveskæg]], hvilket også gav ham [[patronym]]et ''Sveinsson'' (oldnordisk) ''Sweynsson'' (engelsk). Trods hans store samtidige betydning svandt arven efter Knud den Store hurtigt, først med hans børns død mindre end et tiår efter hans egen og endeligt med den [[normanniske erobring af England]] i 1066. Han bliver populært omtalt i legenden om ''[[Knud den Store#Historien om kong Knud i strandkanten|Kong Knud og tidevandet]]'', der bygger på en fortælling om, hvordan Knud som en vis konge irettesatte sine hoffolk for deres sleske adfærd.
Herredømmet over England gav danerne en vigtig forbindelse til havområdet mellem [[Storbritannien (ø)|Storbritannien]] og [[Irland]], hvor Knud, ligesom hans fader før ham, havde store interesser og udøvede stor indflydelse blandt [[Norrøn-gælere|norrøn-gælerne]].<ref>Forte, et al., ''Viking Empires'', p. 196.</ref> Knuds besiddelser i form af Englands [[bispedømme]]r og de kontinentale bispedømmer i Danmark, som den [[Det tysk-romerske Rige|tysk-romerske]] [[Ærkebispedømmet Bremen|ærkebiskop af Bremen]] ellers havde højhedsretten over, var en kilde til stor prestige og en løftestang i forhold til [[den katolske kirke]] og blandt mange magnater i [[kristendommen]] (han modtog store indrømmelser, som bl.a. prisen på [[pallium]] til hans biskopper, selvom de stadig måtte rejse for at få den, samt de afgifter hans folk måtte betale på vej til [[Rom]]). Efter hans sejr i 1026 over Norge og [[Sverige]], på vej tilbage fra Rom, hvor han deltog i kroningen af den tysk-romerske kejser [[Konrad 2. (Tysk-romerske rige)|Konrad 2.]], udnævnte han sig selv som "Konge over hele England og Danmark og nordmændene og nogle af svenskerne".<ref name="Lawson, Cnut, p. 97">Lawson, ''Cnut'', p. 97.</ref> De [[Angelsaksere|angelsaksiske]] konger brugte titlen "king of the English". Knuds titel var ''ealles Engla landes cyning'' - Konge over hele England ("king of all England"). Middelalderhistorikeren [[Norman Cantor]] har kaldt ham for "den mest effektive konge i angelsaksisk historie".<ref>Cantor, ''The Civilisation of the Middle Ages'', 1995: 166.</ref>
== Fødsel og kongerige ==
Knud var søn af [[Svend Tveskæg]], der var søn og arving til kong [[Harald Blåtand]], og han kom således fra en slægt af skandinaviske herskere, der var centrale for foreningen af Danmark.<ref>Trow, ''Cnut'', pp. 30–31.</ref> Hverken hans fødselsdag eller fødselssted er kendt. [[Hardeknud (Knud 1.)|Hardeknud]] var en semi-legendarisk grundlægger af det nuværende danske kongehus i begyndelsen af 900-tallet, og hans søn, [[Gorm den Gamle]], blev den første i den officielle [[Kongerækken|kongerække]]. Harald Blåtand, Gorms søn og Knuds farfar, var dansk konge da [[Kristendommens indførelse i Danmark|kristendommen blev indført i Danmark]], og han blev den første skandinaviske konge til såvel personligt at antage den kristne tro som at bestemme, at hele hans hjemlige kongerige skulle være kristent tillige.
Både [[Thietmar af Merseburg]]s ''Kronikon'' og ''[[Encomium Emmae Reginae]]'' angiver at Knuds mor var datter af [[Mieszko 1. af Polen]]. [[Oldnordisk litteratur]] fra [[højmiddelalderen]], særligt ''[[Heimskringla]]'' af [[Snorri Sturluson]], angiver også en polsk prinsesse som Knuds mor, som de kalder [[Gunhild af Polen|Gunhild]] og en datter af ''[[Burislav]]'', konge over ''[[Vendere|Vindland]]''.<ref>Snorri, ''Heimskringla'', ''The History of Olav Trygvason'', ch. 34, p. 141</ref>
Da ''konge af Vindland'' i de nordiske [[saga]]er altid er ''Burislav'' er dette foreneligt med antagelse om at hendes fader var Mieszko (ikke hans søn [[Boleslav 1. af Pole|Boleslav]]). [[Adam af Bremen]]s udlægning i ''[[Gesta Hammaburgensis ecclesiae pontificum]]'' er unik, idet han sætter lighedstegn mellem Knuds mor (som han ikke angiver med navn) og den tidligere dronning af [[Sverige]], [[Erik Sejrsæl]]s hustru, der via dette ægteskab også er mor til [[Oluf Skotkonung]].<ref>Adam af Bremen, ''History of the Archbishops of Hamburg-Bremen'', Book II, ch. 37; see also Book II, ch. 33, Scholion 25</ref>
''Heimskringla'' og andre sagaer beskriver også, at Svend ægtede Eriks enke, men i disse tekster fremstilles hun i øvrigt som en anden person og angives som værende [[Sigrid Storråde]], som Svend gifter sig med efter at ''Gunhild'', en slavisk prinsesse som fødte Knud, er død.<ref>Snorri, ''Heimskringla'', ''The History of Olav Trygvason'', ch. 91, p. 184</ref>
Andre teorier angående ophavet til Svends koner (eller kone) er også blevet foreslået (se [[Sigrid Storråde]] og [[Gunhild af Polen|Gunnhild]]), men siden Adam er den eneste kilde, der opgiver identiteten på Knud og Olufs mødre som samme person, så bliver dette ofte set som en fejl fra Adams side, og det antages normalt at Svend havde to koner, hvoraf den første var Knuds mor og den anden var den tidligere dronning af Sverige. Knuds bror, [[Harald 2.|Harald]], var den yngste af de to brødre ifølge ''Encomium Emmae''.
[[File:Silver penny of Cnut the Great (YORYM 2000 646) obverse.jpg|thumb|Sølvpenning med Knud den Store.]]
Der kan findes spor af Knuds barndom i ''[[Flateyjarbók]]'', der er en kilde fra 1200-tallet, der beskriver at han blev udlært som soldat af høvding {{illsup|no|Thorkild den Høje|Torkjell Høge}},<ref>Trow, ''Cnut'', p. 44.</ref> bror til [[Sigvalde jarl|Sigvalde]], [[Jarl (titel)|jarl]] over den mytiske [[Jomsborg]] og de legendariske [[jomsviking]]er på deres fæstning på [[Wolin (ø)|Wolin]] ud for [[Pommern]]s kyst. Hans fødselsdagto er, ligesom hans moders navn, ukendt. Samtidige værker, som ''Kronikon'' og ''[[Encomium Emmae Reginae|Encomium Emmae]]'', omtaler ikke dette. I ''[[Knútsdrápa (Óttarr svarti)|Knútsdrápa]]'' af [[skjald]]en [[Óttarr svarti]], er der et udsagn om at Knud var "ingen stor alder", da han først dorg i krig.<ref>Douglas, ''English Historical Documents'', pp. 335–36</ref> Den nævner også en kamp, som kan identificeres som Svend Tveskægs invasion af England og angreb på byen [[Norwich]], i 1003/04, efter [[danemordet]] i 1002. Hvis knud virkelig deltog på dette togt, så kan hans fødselsår være nærmere 990 eller sågar 980. Hvis ikke det er tilfældet, og hvis skjaldens poetiske værs omtaler et andet angreb, som Tveskægs [[Vikingernes ekspansion|erobring af England]] i 1013/14, kan det indikere et fødselsår væsentligt nærmere år 1000.<ref>Lawson, ''Cnut'', p. 160.</ref> I forbindelse med Knuds død bliver hans alder angivet som enten 40 år eller knap 40 år, hvilket således kunne tyde på et fødselsår mellem ca. 995 og ca. 997.<ref>Poul Skaaning: ''Knud den Store. Drømmen om Nordsøimperiet 1014-1066'', Skive, 2010. (s. 193)</ref><ref>[[Viggo Starcke]]: "Knud den Store". I [[Aage Bertelsen (rektor)|Aage Bertelsen]] (red.): ''Store danske personligheder I - Fra Knud den Store til Christian X'', København, 1949. (s. 29)</ref> Der er en passage i ''Encomiast'' (som forfatteren til ''Encomium Emmae'' kendes som) der refererer til de tropper som Knud ledede under den engelske erobring i 1015/16. Her står at [[vikinger]]ne var af "moden alder" under "kongen" Knud.
En beskrivelse af Knud optræder i ''[[Knýtlinga saga]]'' fra 1200-tallet:
{{quote|Knud var exceptionelt høj og stærk, og den smukkeste blandt mænd, bortset fra hans næse, der var tynd og sad høj og temmelig kroget. Han havde en pæn teint, og et fint hoved med tykt hår. Hans øjne var bedre en dem på andre andre mænd, både smukkere og skarpere i deres syn.|''Knytlinga Saga''<ref>Trow, ''Cnut'', p. 92.</ref><ref>John, H., ''The Penguin Historical Atlas of the Vikings'', Penguin (1995), p. 122.</ref>}}
Der vides stort set ingenting sikkert om Knuds liv indtil han blev en del af de skandinaviske tropper under hans fader, kong Svend, under invasionen af [[Kongeriget England|England]] i sommeren 1013. Dette var klimakset af vikingernes togter, der havde stået på gennem flere årtier. Efter deres landgang ved [[Humber]]<ref name="Ellis, ''Celt & Saxon'', p. 182">Ellis, ''Celt & Saxon'', p. 182.</ref> faldt kongeriget hurtigt til vikingerne, og mod slutningen af året flygtede kong [[Ethelred 2. den Rådvilde|Ethelred]] til [[Normandiet]], og efterlod Svend Tveskæg med England. I løbet af vinteren, hvor Tveskæg var igang med at konsolidere sin magt i det nye kongerige, fik Knud ansvaret for flåden og basen med hæren i [[Gainsborough (Lincolnshire)|Gainsborough]].
Efter Svend Tveskægs død efter få måneder som konge ved [[Kyndelmisse]] (søndag den 3. februar 1014),<ref>
William of Malms., ''Gesta Regnum Anglorum'', pp. 308–10</ref> efterfulgte Harald ham som konge over Danmark, mens vikingerne og indbyggerne i [[Danelagen]] strakts efter valgte Knud som konge i England.<ref name="Sawyer, p. 171">Sawyer, ''History of the Vikings'', p. 171</ref> Den engelske adel havde dog en anden mening, og {{illsup|no|Witenagemot|Witenagemot}} sendte bud efter Ethelred fra Normandiet. Den genindsatte konge ledte hurtigt en hær mod Knud, der måtte flygte med sin hær til Danmark, og på deres vej lemlæstede de gidsler, som de havde taget, og de efterlod dem på stranden ved [[Sandwich (Kent)|Sandwich]].<ref name="Lawson, Cnut, p. 27">Lawson, ''Cnut'', p. 27</ref> Knud drog tilbage til Danmark til sin bror Harald og foreslog antagelig vis, at de delte kongemagten, men det vandt ikke indpas hos hans bror.<ref name="Sawyer, p. 171"/> Harald antages at have tilbudt Knud at udruste en ny [[leding]]sflåde og lede hans tropper til en ny invasion af England på betingelse af at han ikke fortsatte med at gøre krav på tronen.<ref name="Sawyer, p. 171"/> Under alle omstændigheder formåede Knud (og Harald) at samle en stor flåde, som kunne bruges til en ny invasion.<ref name="Lawson, Cnut, p. 27"/>
== England ==
[[Fil:EdmundIronside Canutethe Dane1.jpg|300px|thumb|left|Tvekamp mellem [[Edmund Jernside]] (venstre) og Knud (højre).]]
[[Fil:Londoncnut.jpg|thumb|left|[[Mønt]] slået for Knud i [[London]]. ''CNUT REX ANGLORU[M]'' = "Knud, konge af England".]]
Harald Svendssøn skal have lovet ham hjælp og støtte til at [[Knud den Stores invasion af England|generobre England]], og i august [[1015]] sejlede Knud vestpå med en større flåde. Nogle områder, især i det gamle [[Danelagen]], kongehyldede ham; men da Ethelred døde i foråret 1016, gjorde Ethelreds søn [[Edmund Jernside]] krav på kongemagten. Selv om Edmund tappert forsvarede [[London]] mod danskerne, forlod han ofte byen for at aflede danskerne fra deres [[belejring]]. Det forlød, at han samlede fem hærstyrker det år, en for hvert slag. Under [[slaget ved Brentford]] sejrede han over danskerne, men det sidste og afgørende, [[slaget ved Assandun]], fandt sted [[18. oktober]] og endte i [[katastrofe]] for sakserne på grund af Eadric Streonas forræderi, da han flygtede med sine tropper. Denne gang ville Knud få en ende på kampene. Sakserne trak sig tilbage, men danskerne fulgte dem op ad floden [[Severn]] ind i [[Gloucestershire]], hvor de to konger mødtes på øen Olney (eller Alney).<ref>http://www.mercedesrochelle.com/wordpress/?p=568</ref> De aftalte her at dele riget sig imellem.
Sejrherren Knud fik hele landet nord for [[Themsen]], mens Edmund skulle regere syd for [[London]]. Edmund døde imidlertid allerede i november, og i januar [[1017]] tog stormændene Knud til konge over hele England. Han giftede sig med Ethelreds enke [[Emma af Normandiet|Emma]], formentlig for at undgå ubehageligheder fra Ethelreds overlevende sønner i Normandiet.
Samme år delte Knud England ind i fire store [[Jarl (titel)|jarledømmer]], [[East Anglia]], [[Northumbria]], [[Mercia]] og [[Wessex]]. I 1018 sendte han [[leding]]sflåden hjem til Danmark efter at have opkrævet den sidste [[danegæld]] i England, en uhyre sum af £ 82.500. Samme år døde hans bror Harald. Knud rejste til Danmark året efter og modtog den danske krone.
== Rom ==
[[Påskedag]] [[1027]] tilbragte Knud i [[Rom]], hvor Europas mægtigste herskere var samlet for at overvære [[pave]] Johannes 19.s kroning af den tysk-romerske kejser [[Konrad 2. (Tysk-romerske rige)|Konrad 2.]] Udadtil var det en [[valfart]], men Knud var i Rom med tanke på alliancer, der skulle sikre og udbygge hans magt som hersker over Nordsøimperiet - Danmark, England, Norge - og dele af [[Sverige]]. "''...om hele mit folks velfærd, danskes som [[angelsaksere]]s,''" sagde Knud selv. Han var da også heldig med at opnå aftaler om lavere [[afgift]]er til kirken, samt vedtagelser om sikrere og afgiftsfri rejser for [[pilgrim]]me undervejs til og fra Rom. Han opnåede også, at kejser Konrad anerkendte [[Ejder]]grænsen mellem Danmark og [[Det Tysk-romerske Rige]].<ref>http://www.historie-online.dk/nyheder-og-aktiviteter-2-2/paaske-med-knud-den-store</ref>
Ifølge [[den angelsaksiske krønike]] førte Knud derefter en hær ind i [[Skotland]] og tvang kong [[Malcolm 2. af Skotland|Malcolm 2.]] til underkastelse.<ref>http://www.englishmonarchs.co.uk/macalpin_15.htm</ref>
== Norge ==
[[Fil:Olav den helliges saga - Knut den mektige ruster til krig - H. Egedius.jpg|thumb|Knuds hær og flåde forbereder sig i 1028 til krig mod Norge.]]
I Norge regerede på Knuds tid kong [[Olav den Hellige]], der virkede så brutalt for [[kristendom]]mens udbredelse i det stadig hedenske Norge, at det gav ham mange fjender. De norske stormænd kontaktede derfor kong Knud, som imidlertid opholdt sig i England. Olav indgik et militært forbund med den svenske konge [[Anund Jakob]], som også frygtede Knud, og angreb i 1027 Danmark for at svække Knuds magt.
[[Ulf jarl]], der var gift med Knuds søster Estrid, havde styret Danmark som [[rigsforstander]] siden [[1019]]. Efter angrebet mente han, at det ville være bedst, hvis danskerne fik én konge at samles om, og udråbte straks Knuds og Emmas søn Hardeknud til konge. Så snart Knud den Store fik det at vide, skyndte han sig til Danmark med en stor flåde. Knud var meget vred over det kongevalg, Ulf jarl havde foretaget, og fik hurtigt fordrevet Olav fra Sjælland og over til [[Skåne]]. Det kom til et [[Slaget ved Helgeå|søslag ved Helgeåens]] udløb i [[Østersøen]]. I starten gik det dårligt for danskerne, men så fik kongen hjælp af Ulf, der kom med den del af flåden, der lå i Danmark. Der kom ikke nogen enlig sejrherre fra slaget, men danskernes fjender var drevet på flugt.
Kong Knud og Ulf jarl var herefter ikke særlig gode venner. Efter søslaget overvintrede de i [[Roskilde]], hvor de kom op og skændes over et [[skak]]spil. Efter at Ulf havde væltet brættet og gik mod døren, råbte kongen efter ham: "''Flygter du nu, du rædde [[ulv]]?''" Ulf vendte sig om i døren og svarede: "''Længere var du flygtet ved Helgeå, om du havde kunnet. Dengang kaldte du mig ikke den rædde ulv, da jeg kom dig til hjælp, fordi svenskerne havde banket jer som hunde!''" Det svar gjorde ikke kongen mildere stemt, og næste morgen bad han en skosvend om at dræbe Ulf; men svenden kom tilbage med uforrettet sag, da jarlen var gået i kirke. Det anfægtede ikke Knud, som i stedet befalede nordmanden Ivar Hvite at dræbe Ulf, og han gik hen i [[Treenighedskirken (Roskilde)|Trefoldighedskirken]], hvor han ved koret fandt Ulf og dræbte ham. Knud måtte sone mordet med mandebod til sin søster og selvfølgelig også til kirken, der var blevet vanhelliget ved denne udåd. Enken skænkede den bod, hun fik, til kirken, hvor hun lod Ulf begrave. Kirken fik så mange penge ind, at der blev råd til at opføre en stenkirke i stedet for trækirken. Det var i så fald Danmarks første kirke af sten.<ref>http://www.roskildehistorie.dk/1000/billeder/stormaend/Ulf/Ulf_Jarl1.htm</ref>
[[Fil:Canute.PNG|thumb|left|Knud 2. Stores erobringer, 1014-1035
{{legend|red|Knud den Stores rige.}}
{{legend|orange|Knud den Stores vasalstater.}}
{{legend|yellow|Knud den Stores allierede.}}
]]
Knud var også stadig vred på den norske kong Olav for angrebet på Danmark. Med 1.500 skibe sejlede han derfor til Norge i [[1028]] for at erobre landet, men slap for at måtte kæmpe, da han ved ankomst blev hyldet som norsk konge af folket. Olav flygtede til [[Rusland]], men døde i [[1030]] i [[slaget ved Stiklestad]]. Knud dannede en [[alliance]] med sin søstersøn [[Håkon Eriksson jarl]] som vicekonge, og indsatte sin tidligere [[frille]] [[Ælfgifu]] og deres søn, den mindreårige Svend, som regenter. Et oprør umiddelbart efter Knuds død førte til fornyet norsk selvstændighed.
== Historien om kong Knud i strandkanten ==
[[Fil:Canute_rebukes_his_courtiers.png|thumb|Knud i strandkanten med sit følge. Fra før 1885 og gengivet i ''Famous Men of the Middle Ages'' ([[1904]]).]]
Ifølge ''Historia Anglorum'' af Henry af Huntingdon, en [[krønike]] om Englands historie fra [[oldtid]]en frem til samtiden ([[1154]]), befandt kong Knud sig en gang ved stranden, hvor han forbød [[tidevand]]et at stige op og gøre hans fødder våde. Det gjorde tidevandet nu alligevel, og derefter, siger [[sagn]]et, "''tog kong Knud aldrig igen sin guldkrone på, men satte den på et billede af den [[Korsfæstelse|korsfæstede]] Herre, i evig lovprisning af Gud, den store konge.''" Historien genfortælles i ''The History of England'' af [[David Hume]]. Her er kongens hensigt at sætte sine [[hof]]folk på plads, for deres overdrevne smiger hørte ingen steder hjemme.<ref>http://www.medievalists.net/2015/05/the-changing-story-of-cnut-and-the-waves/</ref>
== Død ==
Da Knud døde i Shaftesbury i [[Dorset]], var han ifølge samtidige kilder "''fyrre år''", alternativt "''næppe fyldt fyrre år''". Ud fra det må han være født i 995 eller 996. Sit tilnavn, som han givetvis aldrig selv har hørt, fik han da han ved sin død var konge over de tre riger Norge, Danmark og England.
Knud blev fulgt af sin søn [[Knud 3. Hardeknud|Hardeknud]] i Danmark, mens hans søn med Ælfgifu, [[Harald Harefod]], tog magten i England. Hans datter [[Gunhild af Danmark|Gunhild]] blev gift med den tyske kejsersøn Henrik (den senere kejser [[Henrik 3. (Tysk-romerske rige)|Henrik 3.]]).
I [[2015]] blev det foreslået, at Knud muligvis døde af [[Brugadas syndrom]].<ref>[http://videnskab.dk/kultur-samfund/retsmediciner-svend-tveskaeg-gav-dodelig-sygdom-videre-til-en-raekke-danske-konger Retsmediciner: Svend Tveskæg gav dødelig sygdom videre til en række danske konger | Videnskab.dk<!-- Bot genereret titel -->]</ref>
== Ægteskab og børn ==
* 1 – [[Ælfgifu]] (gift "på dansk vis" 1013)
**[[Svend Knutsson]], konge af Norge
**[[Harald Harefod]], Konge af England
* 2 – [[Emma af Normandiet]] (gift 1017)
**[[Hardeknud]], konge af Danmark og England
**[[Gunhild af Danmark]], giftede sig med [[Henrik 3., tysk-romersk kejser]]
== Anetavle ==
|
