Vildtbane: Forskelle mellem versioner

Begrebet går tilbage til [[1200-tallet]], men især [[Frederik_2.]] samlede store områder ved [[mageskifte]]r af det gamle klostergods, og den [[nørrejylland|Nørrejydske]] vildtbane strakte sig fra [[Horsens]] til [[Viborg]], med [[Skanderborg]] som centrum.

Skanderborg var nok det distrikt der var rigest på vildt og der var store mængder [[vildsvin]], men man jagtede også [[ulv]]e.

Der blev i [[1742]] opsat [[vildtbanesten]] af granit omkring hele Skanderborg vildtbane der var blevet reorganiseret i forbindelse med oprettelsen af [[rytterdistrikt]]et.

 

Blev en [[adelsmand]] grebet i ulovlig jagt på kongelig vildtbane kom han i fængsel, mens alle andre blev hængt. Bøndernes hunde skulle have det ene forben hugget af ved knæet, så de ikke kunne jage på forbudte områder.

Som tilholdssted for kongerne i forbindelse med jagterne lå der rundt i områderne en række jagthuse eller [[kongsgård]]e. Ved Grønbæk kan man se de udgravede ruiner af en sådan, der iøvrigt kaldes Erik Glippings jagthus, idet [[Erik 5. Glipping|Erik Glipping]] i følge overleveringen overnattede her natten før mordet i [[Finderup Lade]]. Jagthusene fungerede ofte som [[herberg]] for kongerne under rejse. I [[arkiv]]erne har man fundet adskillige kongebreve, som er udstedt under ophold på kongsgården i Kragelund, og foruden de her nævnte to steder ved man, at der har været kongelige jagtgårde i Sdr. Vissing, Rye, Them, Løgager og Sebstrup.