Frankenstein: Forskelle mellem versioner

På [[film]] og i senere versioner af fortællingen benytter Frankenstein ofte [[elektricitet]] til at give skabningen liv, men i selve romanen hører vi intet om, hvordan han bærer sig ad. Senere versioner har også tilføjet en religiøs [[morale]], hvor Frankenstein leger [[Gud (monoteistisk)|Gud]] og derfor straffes.

 

 

Mary Shelley var gravid, da hun skrev sin bog om monsteret, der var skabt af kropsdele fra voksne, men med en [[sjæl]] som et nyfødt barn. Straks skabningen er flygtet fra laboratoriet og ud i skoven, er det første, han er optaget af synet af [[Månen]]: "''Jeg så en strålende form stige op mellem træerne,''" står der, og Mary Shelley forklarer i en [[fodnote]]: "Månen." Han lærer at gøre ild, at lave mad, at læse og så giver han sig i kast med værker af [[Plutark]], [[Milton]] og [[Goethe]]. Ved at i smug at lytte til landsbyboernes samtaler vågner hans samvittighed og retfærdighedssans. Han mærker savnet af fællesskab og kærlighed; men hans udseende skiller ham fra alt andet levende: "''Jeg bar et helvede inden i mig.''" I sin ensomme fortvivlelse knuser og ødelægger han alt om sig. Han tigger sin skaber, Frankenstein, om at blive udslettet eller at tildeles en livsledsagerske. Sammen med hende vil han drage til Jordens fjerneste egne og bosætte sig der. Dr. Frankenstein rejser til London for at lære sig de seneste [[kirurgi]]ske metoder og opretter et laboratorium på [[Orkney]] for at sætte en ny skabning sammen. Halvvejs i skaberprocessen overmandes han dog af tvivl ved tanken om, at de to skabninger vil kunne få afkom. Han sænker instrumenterne i havet, og hans monster forbliver dømt til ensomhed. Som [[hævn]] dræber skabningen Frankensteins ven Clerval og derefter hans brud, Elizabeth. Frankensteins mål bliver nu at tilintetgøre skabningen. Han jager den over isen ved [[Nordpolen]], hvor den til sidst flygter ud på en isflage og ses drivende væk, opslugt af mørket.