Holocaust: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
PHE77 (diskussion | bidrag) m retter wikilink |
m →Ghettoer, sterilisation og skydning: sproglige smårettelser |
||
Linje 55:
''[[Wehrmacht]]s'' ledere kom ikke med indvendinger, og nogle af dem stillede sig åbent bag en ''Vernichtungskrieg'' (= tilintetgørelseskrig). Hver af de tre tyske armégrupper blev tæt fulgt af en indsatsgruppe, med instruks fra Heydrich om at opmuntre lokalbefolkningen til "''selvrensende tiltag''", dvs. at østeuropæerne selv skulle dræbe jøder og kommunister; disse lokale drabsbrigader blev aldrig officielt godkendt fra tysk side. [[Walther von Brauchitsch]] indledte et tæt samarbejde med Heydrich, så den tyske hær forsynede SS med personale til drabsaktioner, for at forhindre, at de øverste officerer ved hærens kommandocentre bagefter skulle kunne påstå, at de var uvidende om [[massakre]]rne. Som Heydrich havde forudset, blev mange af de første massakrer udført af ukrainske og [[Litauen|litauiske]] antisemitter. I det vestlige [[Ukraine]] dræbte de 24.000 jøder; i [[Kaunas]] 3.800. Jøderne blev samlet og chikaneret; [[rabbiner]]nes [[skæg]] revet af eller antændt, inden de blev slået ihjel til ivrige tilråb, også med tyske [[soldat]]er som tilskuere. En tysk bortforklaring var, at det drejede sig om [[hævn]] for massakrer foretaget af [[NKVD]] inden den tyske fremrykning. I august 1941 påstod en [[brigade]] at have dræbt 200 russere i kamp; dertil 13.788 civile, de fleste jøder beskrevet som "plyndrere". Himmler gav sit SS-[[kavaleri]] ordre til at henrette alle mandlige jøder og jage jødinderne ud i [[Pripjat-sumpene]]. Sommeren 1941 forelå der endnu ingen ordre om at dræbe jødiske kvinder.<ref>Antony Beevor: ''Den andre verdenskrig'' (s. 235)</ref>
Jøderne måtte selv grave [[massegrav]]ene. Derefter blev de tvunget til at klæde sig af; delvis fordi tøjet skulle til genbrug, delvis for at afdække, om de havde penge eller andet af værdi på sig. De blev tvunget til at knæle ved kanten af graven, så [[nakkeskud]] fik dem til at tumle ned i den. SS og politi foretrak dog ofte, at jøderne skulle lægge sig på bunden af graven for at blive skudt dernede med [[maskinpistol]]. De næste ofre skulle så lægge sig ovenpå de døde, med fødderne vendt den anden vej, "[[sardin]]-metoden". Der kendes også tilfælde, hvor jøderne blev drevet ind i en synagoge, som blev antændt. Den oprindelige målgruppe for myrderierne, "''jøder ansat i parti eller stat''" blev udvidet til at omfatte alle mandlige jøder i arbejdsdygtig alder; så til alle mandlige jøder uanset alder. Jødinder blev i første række dræbt af lokalbefolkningen; antisemitismen var vokset kraftigt i Ukraine efter [[Holodomor|den store hungersnød]], hvor sovjetiske [[agent]]er gav jøderne skylden for madmangelen. Ukrainske frivillige bevogtede også tyskernes russiske krigsfanger. Til trods for Hitlers advarsel mod at bevæbne slavere, fik tyskerne sommeren 1941 hjælp af 26 [[bataljon]]er med lokalt rekrutteret politi, der mest var motiveret af muligheden for at kunne plyndre ofrene. ''Wehrmacht''-soldater fik forbud mod at deltage i eller overvære massakrerne, men et voksende antal mødte alligevel frem for at se og fotografere drabene. Yngre ''Wehrmacht''-officerer udviste i mindre grad end de ældre modvilje mod at dræbe jødiske børn. General Heinrich Eberbach
Tragisk nok medførte [[Molotov-Ribbentrop-pagten]], at sovjetiske medier aldrig omtalte Hitlers antisemitisme. Så da [[Kiev]]s jøder i september 1941 fik ordre om at melde sig til "forflytning", meldte 33.771 sig. Det tog SS tre dage at dræbe dem alle i [[Babij Jar]] i byens udkant. [[Ungarn|Ungarske]] tropper tilknyttet Armégruppe Syd under [[Gerd von Rundstedt]] deltog ikke i massakrer, mens [[Rumænien|rumænerne]] begik frygtelige [[forbrydelse]]r mod den jødiske befolkning i [[Odessa]], hvor 35.000 blev dræbt. Tyske officerer klagede over rumænernes forfærdende brutalitet. 1,5 million sovjetiske jøder anslås at have undgået ''Einsatzgruppen''. Men det faktum at hovedmængden af sovjetiske jøder befandt sig i de vestlige områder, gjorde dem udsat. I slutningen af [[1942]] havde antallet af jøder dræbt af SS og ''Ordningspolizei'', antipartisangrupper og ''Wehrmacht'' sandsynligvis oversteget 1,35 millioner.<ref>Antony Beevor: ''Den andre verdenskrig'' (s. 238-39)</ref>
| |||