Smædevers: Forskelle mellem versioner

Et '''smædevers''' eller '''smædedigt''' er en [[Genre (litteratur)|litterær genre]], der i [[Danmark]] særligt blev brugt i [[18. århundrede|1700-tallet]] under [[Enevælde|enevælden]] med det formål at at latterliggøre, håne eller kritisere bestemte personer.<ref>Rasmussen, Henrik; Jakobsen, Kamilla Hygum; Berman, Jeanne: ''Gads Litteraturleksikon''. Gads Forlag, 2. udgave, 1. oplag 2005, s. 318</ref> Grundet enevældens [[Censur|censurlove]], havde smædevers oftest anonym forfatter.<ref>Færch, Christina Holst: ''Smædeskrifter, sladder og erotiske vers i 1700-tallet. Hans Nordrups forfatterskab, Museum Tuscalanums Forlag, 2019, s. 99-100''</ref>

Smædeversgenrens [[Stil (udtryksmåde)|stil]] er i særdeleshed kendetegnet ved at være en [[parodi]] over [[Barokken|barokkens]] [[Panegyrik|hyldestdigte]] til højtstående personer.<ref name=":0">Færch, Christina Holst: ''Smædeskrifter, sladder og erotiske vers i 1700-tallet. Hans Nordrups forfatterskab, Museum Tuscalanums Forlag, 2019, s. 185-186''</ref> Et af principperne i hyldestdigningen var, at der skulle være overenstemmelse mellem form og indhold, således at den storslåede lovprisning af subjektet blev parret med en tilsvarende høj stil.<ref name=":0" /> En del smædevers bryder bevidst med princippet om overenstemmelse mellem form og indhold, og benytter sig af høj stil om nedrigt indhold, for således både at parodiere stilen og subjektet.<ref name=":0" /> Man vil derfor ofte se, at smædevers er skrevet på klassiske [[Metrik (verslære)|versemål]] såsom [[Aleksandriner|aleksandrinere]].

Efter enevældens indførsel blev censuren systematiseret gennem [[censurforordningen af 1667]]<ref name=":1">Færch, Christina Holst: ''Smædeskrifter, sladder og erotiske vers i 1700-tallet. Hans Nordrups forfatterskab, Museum Tuscalanums Forlag, 2019, s. 106-107''</ref> og [[Censor (censur)|censorerne]] blev udpeget blandt professorerne ved [[Københavns Universitet]].<ref name=":1" /> Det var derfor ulovligt at trykke og udgive [[litteratur]] uden at teksten havde gennemgået censur.<ref name=":1" /> Den enevældige konge var legitimeret ved at være guddommeligt indstiftet, og enhver kritik af kongen, regeringen og landets politik ansås derfor som [[kætteri]]. Censorerne skulle derfor sikrer, at de udgivne tekster ikke var i strid med enevældige styres idealer.<ref name=":1" /> Det var desuden ulovligt, at rette kritik mod enkeltpersoner, da dette ansås som [[æreskrænkelse]].<ref>Færch, Christina Holst: ''Smædeskrifter, sladder og erotiske vers i 1700-tallet. Hans Nordrups forfatterskab, Museum Tuscalanums Forlag, 2019,s. 112''</ref> Anonymitet og påpasselighed var derfor et vilkår, hvis man ønskede at skrive smædeskrifter under enevælden.