Ruslands republikker: Forskelle mellem versioner

Den [[Rusland|russiske føderation]] er opdelt i 85 føderale enheder ({{lang-ru|субъекты}}, {{Lit|subekty}}, "subjekter"), af hvilke 22 er kategoriseret som [[republik]]ker ({{lang-ru|pеспублики}}, {{Lit|respubliki}}). Republikkerne er oprettet som administrativt område for ikke -russiske etniciteter. Den etniske gruppe, der giver navn til republikken, betegnes som "[[titularnation]]en" ({{lang-ru|титульная нация}}, {{Lit|titulnaja natsija}}), selvom intern immigration har medført at titularnationen ikke nødvendigvis længere udgør majoriteten i republikken.

De føderale enheder i Den Russiske Føderation er fast i [[Den Russiske FøderationFøderations forfatning]] kapitel 3, paragraf 65.

I [[Den Russiske FøderationFøderations forfatning]] kapitel 3, paragraf 68 adskiller republikkerne sig fra andre [[Ruslands føderale enheder|føderale enheder]] ved at have ret til selv at udforme deres egen [[forfatning]] og vælge et eller flere [[officielt sprog|officielle sprog]]. Andre føderale enheder, som [[oblast]]er og [[kraj]]er, har ikke denne ret. Lederen af republikken har titel af præsident.

Republikkernes grad af selvstændighed varierer, men generelt set er der udstrakte rammer. Republikpræsidenten er i sig selv en magtfuld position, og republikkernes parlamenter har ofte vedtaget love i modstrid med føderationens samlede forfatning. Denne selvstændighed er dog blevet noget beskåret af [[Putin]], der som præsident for hele den russiske føderation siden [[2000]] har arbejdet på at styrke centralmagten.

Dette er bl.a. gjort ved dannelsen af de syv [[Føderationsdistrikt|føderale distrikter]], som et lag over republikker og de andre føderale regioner. Føderationsdistrikternes ledere er direkte udpegede af den føderale præsident, og deres kontrol har medført større respekt for [[retsvæsenet]] og den føderale forfatning.{{km}} Derudover er republikkernes lovgrundlag blevet udbygget, og republikpræsidentens udøvende magt er svækket. Republikkernes ledere skal nu nomineres af føderationens præsident, nominationer skal dog accepteres af republikkens eget parlament.

Der er en form for løsrivelsesbevægelse i de fleste republikker., Menmen disse er almindeligvis ganske svage. Sammenbruddet af [[Sovjetunionen]]s sammenbrud har dog medført en del merestørre støtte bag løsrivelse iblandt [[Tatarer (tyrkisk folk)|tatarer]], [[basjkirer]], [[jakuter]] samt [[tjetjenere]] – hvilket i det sidste tilfælde resulterede i de to [[Tjetjenienskrigene|Tjetjenienskrige]]. Kravet om løsrivelse er yderligere komplekst på grund af andre store etniske grupper i republikkerne. Således blev næsten alle ikke-tjetjenerne [[Etnisk udrensning|fordrevet]] før og under Tjetjenienskrigene.