Nazisme: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Linje 165:
Visse fremtrædende nazister som [[Otto Strasser|Otto]] og [[Gregor Strasser]] samt [[Joseph Goebbels]] formulerede dog visse krav, der var tydeligt socialistiske, således ytrede de ønske om at nationalisere bankerne og produktionsmidlerne. Men Hitler bekendte sig til den private [[ejendomsret]], som han allerede i 1919 havde gjort det.<ref>Henry Picker, ''Hitlers Tischgespräche im Führerhauptquartier'', Ullstein Verlag, Berlin 1993, S. 136</ref>, og som han offentligt gav udtryk for i bl.a. 1926<ref>Werner Jochmann: ''Im Kampf um die Macht. Hitlers Rede vor dem Hamburger Nationalklub von 1919'', Europäische Verlagsanstalt Frankfurt am Main 1960</ref> Først i 1931 på toppen af den verdensøkonomiske krise forårsaget af [[Wall Street-krakket]] i 1929 krævede NSDAP statslige beskæftigelseprojekter, programpunkter de lånte fra [[SPD]] og som i øvrigt ikke var ulig den amerikanske præsident [[Franklin Delano Roosevelt|Roosevelts]] [[New Deal]]-politik. Forslaget skulle hovedsageligt trække flere arbejdervælgere over til [[NSDAP]], men det blev rent faktisk gennemført efter magtovertagelsen, bl.a. under ledelse af [[Fritz Todt]] og den dygtige økonom [[Hjalmar Schacht]].
Før dette skete havde nazisterne efter deres magtovertagelse i 1933 dog effektivt elimineret den organiserede arbejderbevægelse i form af samtlige venstrepartier og fagforeninger, og havde som erstatning tilladt kun en fagforening, der var fuldstændig kontrolleret af partiet. Det nazistiske "folkefællesskab" kunne ikke tolerere divergerende holdninger i nationen, men betragtede alle kritiske røster som indre fjender af den nationale enhed man ville gennemtrumfe, på samme måde, som kommunismen også var den ydre fjende, der ville ophæve de nationale grænser. I løbet af omstillingen til en egentlig tysk krigsøkonomi, der skulle tilgodese nazisternes krigsønsker, antog den tyske økonomi flere og flere [[planøkonomi]]ske træk. Hermed intervenerede staten oftere og oftere i banker og private virksomheder, selv om de stadig kunne agere nogenlunde frit. Man vil dog aldrig kunne kalde Nazityskland for decideret socialistisk, uanset hvor megen planøkonomi den så satte i værk, da dette er det man indenfor filosofien kalder for en falsk syllogisme, og socialismen har som mål at skabe lighed, hvilket nazismen bestemt ikke har.
=== Efter 1933 – Forskningsuenighed ===
Linje 180:
Marxister ser den økonomiske støtte til nazisterne fra industrimagnater som [[Fritz Thyssen]] og [[Emil Kirdorf]], og den politiske støtte Hitler fik fra industrien, som et belæg for det ansvar og den samhørighed den kapitaliske industri havde med Hitler. DDR-historikeren Eberhard Czichon mente eksempelvis, at det var et "''flertal indenfor den tyske industri, bankverden og landbrug der ønskede Hitler og var med til at organisere hans fremgang"<ref>Eberhard Czichon, ''Wer verhalf Hitler zur Macht?'' Köln 1967, S. 54</ref>.
Eberhards vesttyske kollega Reinhard Neebe betonede imidlertid, at de fleste tyske industrifolk og deres organisation, Reichsverband der Deutschen Industrie, ikke støttede Hitler, men derimod hans forgængere [[Heinrich Brüning]], [[Franz von Papen]] og [[Kurt von Schleicher]].<ref>[http://www.zum.de/psm/pdf/ksg45.pdf Reinhard Neebe: ''Großindustrie, Staat und NSDAP 1930–1933'', Vandenhoeck und Ruprecht, Göttingen 1981 (pdf)]</ref> Dette synspunkt udbyggede den amerikanske historiker [[Henry Ashby Turner]] med undersøgelser, der viste, at NSDAP fik hovedparten af den økonomiske støtte fra medlemsbidrag og enkeltbidrag, og altså ikke fra industrien. Og at industrien støttede andre partier med flere penge end NSDAP fik.<ref>Henry Ashby Turner: ''Die Großunternehmer und der Aufstieg Hitlers'', Siedler Verlag Berlin 1985</ref> Men selvom de store virksomhedsejere kun støttede nazisterne i begrænset omfang inden valgkampen i 1933, ændrede dette sig. Da valget kom, lovede Hitler på et møde i Berlin 20. februar 1933 at respektere den private ejendomsret, hvorefter de store virksomhedsejere strømmede med penge til nazistpartiets valgkampagne, og efter nazistpartiet kom til magten, var storindustrien en af nazistpartiets vigtigste samarbejdspartnere.<ref>Det tredie Rige - fællesskab og forbrydelse. Tysklands historie 1914-1945. 2. udgave,
Spørgsmålet om antikapitalismens rolle i den nazistiske ideologi bliver på grund af de modstridende udsagn fra forskellige ledende nazister ofte bedømt og udlagt meget forskelligt:
Linje 192:
Efter 1. verdenskrig var Tyskland overordentligt svækket både på grund af krigsskade, krigsskade-erstatning og fredstraktaten, [[Versaillestraktaten]]. Alt dette og en industri der lå i ruiner gjorde, at Tyskland var på sultegrænsen. Det fik tyskerne til at efterlyse drastiske ændringer; et typisk træk ved lavkonjukturer, krisesituationer og lignende. Samtidig førte Hitler en snedig udenrigspolitik og indlemmede stille og roligt landområder som Tyskland tidligere havde mistet, for så straks at udsende en udtalelse til alle andre nationer om, at Tysklands ikke ville stille yderligere krav. På denne måde fik Tyskland hurtigere oprejsning efter krigen end nogen havde forventet, men Versaillestraktaten, som begrænsede Tyskland på mange vigtige punkter, var stadig en torn i øjet på Hitler som den almindelige tysker, der havde oplevet vanærelsen og ydmygelsen efter Tysklands kapitulation i 1918. Når Hitler kunne blive så populær, skyldtes det, at han effektivt modarbejdede arbejdsløsheden, indførte [[folkepension]] og gav folk håb om, at alle kunne købe en [[folkevogn]] til at køre på de nye [[Reichsautobahn|motorveje]]. Han gennemførte succesfulde besættelser eller magtovertagelser af [[Østrig]], [[Böhmen]], [[Holland]], [[Belgien]], [[Luxembourg]], [[Danmark]] og [[Norge]] og effektive lynkrige mod [[Polen]] og [[Frankrig]] samt startede en overraskelseskrig mod [[Sovjetunionen]]. Først sidst i [[1941]] begyndte krigslykken at vende.
Nazityskland havde ikke en så god økonomi som mange tror. Oprustningen til krigen, med krigsproduktion, må tilskrives en væsentlig rolle for den økonomiske fremgang og den faldende arbejdsløshed, dvs. Nazitysklands økonomi var afhængig af at skulle i krig. Herudover skete finansieringen af oprustningen gennem optagelse af kreditter, således at statsgælden var blevet firdoblet i perioden 1933-39.<ref>Det tredie Rige - fællesskab og forbrydelse. Tysklands historie 1914-1945. 2. udgave, 2004. Af Peter Frederiksen. Side 56</ref>
Nazismen betragtes ligesom kommunismen som indbegrebet af [[ondskab]], særligt på grund af [[holocaust]]s [[udryddelseslejr]]e. Men også uden holocaust ville mange formentlig finde nazismen forkastelig, da den opdeler mennesker i klasser efter evner og forstand, [[værdighed]] og [[rettighed]]er. Udryddelseslejrene har det desuden med at skygge for [[dødspatrulje]]r, som dræbte mange civile og [[krigsfange]]r; stik imod al militær logik udryddede mange soldater den befolkning, som forsynede samfundet.
| |||