Forskel mellem versioner af "Gotere"

17 bytes tilføjet ,  for 5 måneder siden
m
Nået til Kultur
m (Nået til Sortehavet..)
m (Nået til Kultur)
Goternes indtrængen i området nord for Sortehavet i begyndelsen af det 3. århundrede markerer også deres første større konflikt med romerne. Provinsen Moesia ved Donaus udløb i Sortehavet blev angrebet i 238, og byen Histria blev plyndret. I 249 gik goterne igen over Donau og plyndrede byen Marcianopel i det nuværende [[Bulgarien]]. Det følgende år gennembrød goterne forsvarslinjen til provinsen [[Dacia]], og de fortsatte over Donau, hvor de i 251 besejrede den romerske felthær under kejser [[Decius]]. Både kejseren og hans søn blev dræbt i slaget. Efter flere mindre indfald over grænsen gik goterne over til at angribe fra søsiden. I 255-257 angreb de byer langs Sortehavet og efter at have opbygget en stor flåde, plyndrede de i årene 268-270 i det østlige [[Middelhavet|Middelhav]]. Den romerske flåde fik nedkæmpet goterne og deres forbundsfæller, og de viste sig ikke senere i Middelhavet, men plyndringerne langs kysten havde været voldsomme og omfattende.<ref>Heather (1996), side 40-41</ref> De indtrængende styrker langs grænsen blev også slået tilbage, men der var behov for at skabe en mere holdbar forsvarslinje. Derfor opgav kejser [[Aurelian]] i 275 provinsen Dacia, bortset fra nogle fæstninger umiddelbart nord for Donau, hvorved den romerske grænse mod goterne og de øvrige "barbarer" blev stabiliseret.<ref>Heather (2005), side 85</ref>
 
Goternes bosættelse ved Sortehavet falder tidsmæssigt sammen med de arkæologiske fund, der omtales som Chernjachovkulturen. Denne kultur var i endnu højere grad end Wielbarkkulturen en blandingskultur, hvilket indikerer, at området ikke blot blev beboet af goter men også af andre germanske stammer. Hos Jordanes er der en beretning om, at det tredje af kong Berigs skibe var bemandet med [[gepider]], der omtales som goternes slægtninge.<ref>Heather (1996), side 44</ref> Af den romerske historieskrivning fra 250'erne fremgår det, at der i disse år dukkede tre nye germanske grupperinger op: Gepiderne, [[herulerne]] og taifalerne. Der kan være tale om gamle germanske, stammer, som romerne blot ikke havde hørt om tidligere, men det kan også dreje sig om nye sammenslutninger på basis af andre stammer.<ref>Heather (1996), side 45</ref> Chernjachovkulturens gravpladser havde lige som Wielbarkkulturens en blanding af kremeringer og almindelige begravelser. Mændene havde ikke våben med i gravene, og kvindedragterne havde i begge kulturer en karakteristisk udformning, hvor dragten blev holdt sammen af en [[broche]]''([[fibula]])'' på hver skulder. De træk, der adskilte de to kulturer, var blandt andet byggestilen, hvor Chernjachovkulturen blandede Wielbarkkulturens langhuse med delvist nedgravede grubehuse. Desuden var Wielbarkkulturens håndlavede skåle og krukker blevet skiftet ud med køkkengrej af romersk tilsnit, fremstillet på drejeskiver.<ref>Heather (2009), side 118</ref>
[[Fil:AD 0375 - Central Eastern Europe to Ural - DA.png|thumb|Kortet viser effekten af [[Hunnerne|hunnernes]] angreb på [[alanerne]] og derpå greutungerne.]]
=== Det 4. århundrede - hunnerne kommer ===
De første 75 år af det 4. århundrede hører man ikke meget til goterne i de romerske beretninger. Dette kan overraske, når man tager i betragtning, at der var tale om en – selv efter romerske forhold – meget stor befolkningsgruppe. Forskere som Peter Heather forklarer det med, at goterne formentlig var delt op i adskillige grupperinger. Blandt de mange bopladser, der er fundet, har man udgravet seks større bebyggelser, der hver især kan have været sæde for en høvding.<ref name=autogeneret1>Heather (1996), side 55</ref> De romerske kilder nævner to større grupper: Tervinger og greutunger, der levede henholdsvis i den vestlige og østlige del af området. I de romerske kilder optræder navnet tervinger første gang i 291.<ref>Wolfram, side 24.</ref> De adskilte sig blandt andet fra de øvrige goter ved, at deres leder ikke var høvding eller konge, men "dommer". De tervinger, der boede langs Donau, havde en del kontakt med romerne. I 332 drog kejser [[Konstantin den Store|Konstantin]] i spidsen for en hær over Donau, hvor han overvandt tervingerne og fik dem til at anerkende romersk overhøjhed. Tervingerne skulle levere tropper til den romerske hærs felttog, og dommerens søn skulle være gidsel som sikkerhed for deres lydighed. Til gengæld fik dommeren hvert år en sum penge fra romerne til uddeling blandt sine tilhængere.<ref>Heather (1996), side 57-62.</ref> I 360'erne følte tervingerne sig stærke nok til at få afhængighedsforholdet omstødt, og efter et delvist mislykket romersk felttog nord for Donau i årene 367-369, blev der lavet en ny traktat. Tervingerne var herefter ikke længere under romersk overhøjhed, men til gengæld forsvandt de årlige udbetalinger, og handelen på tværs af Donau blev stærkt reduceret.<ref>Heather (1996), side 62.</ref>
 
Mens tervingerne er sparsomt omtalt i de nævnte 75 år, må man med hensyn til greutungerne i endnu højere grad støtte sig til arkæologien. Fundene i deres bebyggelser viser, at de havde omfattende handel med tervingerne (for eksempel glasvarer, sølvtøj og kamme),<ref>Heather (1996), side 81-83.</ref> men man kan ikke ud fra fundene sige noget præcist om deres politiske strukturer.<ref>Heather (1996), side 55.</ref> Greutungerne boede i området mellem floderne [[Dnestr]] og [[Don]]. Nord og øst for dem – mellem Don og [[Volga]] – boede [[alanerne]], og på den anden side af Volga boede hunnerne. Historien spidsede til, da hunnerne omkring 370 angreb alanerne. Alanerne kunne ikke modstå angrebet, og de måtte underkaste sig og blive en del af den hunniske folkeflytning mod vest. Hunnerne og alanerne angreb herefter greutungerne. Jordanes er en af de to vigtige kilder til begivenhederne, men hans beretning er skrevet langt senere. Ifølge Jordanes blev greutungerne regeret af kong Ermanarik, der døde i en alder af 110 år, hvorefter hunnerne kunne undertvinge hans folk.<ref>Jordanes, kapitel 24. Jordanes kalder ham Hermanaric.</ref> Romeren Ammanianus Marcellinus, der tidsmæssigt er meget tættere på begivenhederne, skriver også om Ermanarik, men lader ham gå frivilligt i døden frem for at kæmpe mod hunnerme.<ref>Ammanianus Marcellinus, bog 31, kapitel 3. Her bliver han kaldt Ermenrichus.</ref> Man mener, at Ermanarik døde omkring 375, og hans efterfølger Vithimir blev dræbt i kamp kort tid efter, hvorpå de resterende greutunger søgte beskyttelse hos tervingerne vest for Dnestr.<ref>Heather (2005), side 151.</ref> Tervingerne forsøgte at sikre grænsen mod de alanske og hunniske plyndringstogter, men uden held. Dommeren Athanarik trak sig tilbage mod vest gennem [[Karpaterne]], men en stor befolkningsgruppe under [[Fritigern]] og Alavivus søgte mod Donau. De sendte i 376 udsendinge til kejser [[Valens (kejser)|Valens]] i [[Antiochia]] for at få lov til at bosætte sig syd for Donau. Tilladelsen blev givet, men på hårde vilkår, mens et tilsvarende ønske fra greutungerne blev afvist. Kejseren og det meste af felthæren var optaget af en krig mod perserne, så romerne havde svært ved at styre de goter, der ankom.<ref>Heather (2005), side 152-153.</ref> I 377 tog greutungerne chancen og overskred Donau uden tilladelse.<ref>Heather (2005), side 164.</ref> I foråret 377 udviklede situationen sig til [[Goterkrigen (377-382)|egentlig krig]] mellem goter og romere, og seks sæsoner i træk var den romersk hær i felten for at nedkæmpe goterne. I begyndelsen gik det dårligt for romerne: I [[Slaget ved Adrianopel (378)|slaget ved Adranopel]], 9. august 378 blev den østlige romerske hær næsten udslettet af en kombineret gotisk hær bestående af tervinger og greutunger. Kejser Valens døde i slaget, der af Amminianus betegnes som den værste katastrofe for den romerske hær siden [[Slaget ved Cannae|Cannae]].<ref>Heather (2005), side 178-181.</ref> Den vestlige romerske hær under kejser [[Gratian]] fik stabiliseret situationen de følgende år, og i 382 blev der sluttet fred, hvorefter goterne fik lov til at bosætte sig på [[Balkanhalvøen|Balkan]]. Styrkeforholdet mellem goter og romere havde ændret sig, hvorved de tilflyttende goter fik lov til at beholde deres egne ledere, og når de skulle deltage i romerske krige, var det som en samlet gruppe under gotisk kommando.<ref>Heather (2005), side 183-186.</ref>
 
=== Nye gotiske grupperinger ===
Hunnernes og alanernes angreb medførte omfattende ændringer i goternes bosættelse og opdeling. Generelt kan man sige, at fem grupper (1-3, 7-8) forsøgte at redde (eller kæmpe) sig i sikkerhed i Romerriget i perioden 376-405. Fire andre grupper (4-5, 9-10) blev underlagt hunnerne. Gruppe 5 kom under romersk beskyttelse i 420'erne, men de tre øvrige løsrev sig først i forskelligt tempo efter [[Attila]]s død. Athanariks tervinger (6) – der forblev nord for Donau – forsvandt i [[Karpaterne]] omkring 385, og to mindre grupper (11-12) blev boende nord for Sortehavet:<ref>Heather (1996), side 53</ref>
 
{| class="wikitable" style="text-align:center; font-size:95%"
|}
 
Skemaet viser tydeligt, at man ikke kan sætte lighedstegn tervinger=visigoter eller greutunger=ostrogoter. Disse gamle stammer indgik i nye kombinationer, og skemaet viser også, at der var andre goter end Athanariks tervinger og Ermanariks greutunger. Jordanes havde en politisk interesse i at fremstille Ermanarik som en mægtig konge, da han i overleveringerne var stamfader til ostrogoternes konger. Man kan imidlertid ikke historisk eller arkæologisk eftervise Jordanes påstand om et samlet greutungisk goterrige ved Sortehavet.<ref name=autogeneret1 />
[[Fil:Regne visigot de Tolosa 490-507.svg|thumb|Det visigotiske riges storhedstid under Alarik 2., 490-507.]]
=== Visigoterne ===
{{Uddybende|Visigoter}}
I årene efter fredsslutningen med romerne (382) forsvandt skillelinjerne mellem de to store gotiske grupper, der var bosat i romerriget (1-2). De stillede som aftalt tropper til Romerrigets krige, også i de interne opgør. Nedkæmpningen af oprøret mod kejser [[Theodosius den Store|Theodosius]] i 394 kostede dyrt mandskabsmæssigt, og da de resterende soldater kom retur til Balkan i 395, gjorde de selv oprør under ledelse af [[Alarik]].<ref>Heather (2005), side 212-213</ref> Truslen fra Alariks goter blev de følgende år holdt i skak af den vestromerske hær under [[Stilicho]], men da han blev henrettet i 408 – på et tidspunkt hvor vandaler, alaner og sveber hærgede i Gallien – lå vejen til Italien åben. For goterne handlede det om at få jord og et indtægtsgrundlag, og ved deres tilstedeværelse i Italien kunne de lægge maksimalt pres på den vestromerske kejser [[Honorius]]. Da det ikke virkede efter hensigten, plyndrede de [[Rom]] i 410. Undervejs fik de tilslutning af mange af de goter, der var blevet soldater eller slaver i Italien efter Radagaisus' mislykkede invasion i 405-406 (Gruppe 3).<ref>De nye gotiske grupperinger (visigoter og ostrogoter) omtales af Peter Heather - med et venligt nik til [[goth-rock]] - som ''"gothic supergroups".'' Heather (2005), side 223.</ref> Goterne fortsatte til Syditalien og derefter nordpå til Gallien og senere Spanien. I Spanien løb de i 415 tør for madvarer, og var dermed modne til en aftale med romerne. Den kom i 418, hvor de fik anvist land i [[Garonne|Garonne-dalen]] mellem [[Bordeaux (by)|Bordeaux]] og [[Toulouse]].<ref>Heather (2005), side 240-242</ref> Hermed var det visigotiske rige grundlagt, og kongerne gik hurtigt i gang med at udvide dets areal. Visigoterne ekspanderede mod nord til floden [[Loire]], og mod syd ind i Spanien. De kunne imidlertid ikke klare sig i kampen mod det voksende [[Frankerriget|frankiske rige]], og efter et nederlag i 507 flyttede de hovedstaden til Spanien. Riget i Spanien bestod, indtil araberne invaderede halvøen i 711, og allerede i 716 havde de erobret størsteparten af det nuværende Spanien,<ref>David Abulafia m.fl.: ''The New Cambridge Medieval History, Volume II c. 700 — c. 900'', side 256-58, 275-276.</ref> hvor den gotiske identitet efterhånden forsvandt. Goternes ledere udgjorde en herskende overklasse, og fra omkring 575 blev det tilladt for dem at gifte sig ind i den lokale adel. Den [[arianske]] udgave af kristendommen blev udskiftet med den [[katolske]], og omkring år 700 var det gotiske sprog forsvundet, bortset fra kongernes navne.<ref>Heather (1996), side 297.</ref>
[[Fil:Mausoleo di Teodorico 25.JPG|thumb|Den oprindelige gotiske stil bestod af meget kompakte bygninger, hvoraf kejser [[Teoderik den Store|Teoderiks]] mausolæum i [[Ravenna]] er det mest berømte eksempel. Byggestilen var markant forskellig fra det, man senere har kaldt for [[gotisk stil]].]]
 
=== Ostrogoterne ===
{{Uddybende|Ostrogoter}}
I 420'erne var en stor gotisk gruppe sluppet fri fra hunnerne og havde fået lov til at bosætte sig i Thrakien i det Østromerske rige. I 470'erne blev de ledet af Teoderik Strabo, som var officielt var i østromersk tjeneste, men som også havde sine egne dagsordener. Efter at de goter, der var ledet af Amal-familien, havde revet sig løs fra Attilas sønner i 460'erne, forsøgte kejser Zeno i Konstantinopel at spille de to grupper ud mod hinanden i 470'erne. Det lykkedes i første omgang, men efter at Teoderik Strabo var død i 481 og hans søn et par år senere, valgte de thrakiske goter at slutte sig til Amal-familiens goter, hvis leder også hed [[Teoderik den Store|Teoderik]].<ref>Heather (1996), side 155-165</ref>. Hermed var den ostrogotiske sammenslutning skabt, og der blev i 487 lavet en aftale med kejser Zeno om, at goterne skulle forsøge at få Italien – der blev regeret af den skiriske general [[Odoaker]] – tilbage under romersk herredømme. Dermed forlod de fleste goter det østromerske rige og drog vestpå. Teoderik var i spidsen for hæren, der var fulgt af kvinder og børn, og forlod Balkan i efteråret 488. Der blev kæmpet i Norditalien fra 489, og efter flere nederlag overgav Odoaker sig i marts 493 og blev myrdet 10 dage senere.<ref>Heather (1996), side 218-219</ref> Teoderiks styre i Italien blev anerkendt af den nye østromerske kejser Anastasius. Deres korrespondance tyder på, at Teoderik opfattede sig som en ligeværdig medkejser, hvorimod den østromerske opfattelse altid var, at kejseren i Konstantinopel var den øverste. Teoderik udbyggede de følgende år sin magt, og fra 511 regerede han ikke blot over Italien, men også over det visigotiske rige (på vegne af den mindreårige konge) og provinser på Balkan. Desuden havde han gjort [[vandaler]] og [[burgunder]] til vasaller, og havde dermed næsten genskabt det vestromerske rige.<ref>Heather (1996), side 232-233</ref> Vandalerne gjorde sig imidlertid uafhængige i begyndelsen af 520'erne, og da Teoderik døde i 526 og blev efterfulgt af sin mindreårige sønnesøn, begyndte riget at falde fra hinanden. Frankerne undertvang burgunderne, visigoterne blev selvstændige igen, og kejser [[Justinian]] i Konstantinopel forlangte at blive anerkendt som regent i Italien. Da goterne nægtede, sendte kejseren sin general Belisarius til Italien med en hær og en flåde i 535. Krigen mellem goter og østromere blev en lang og blodig affære, der først sluttede i 561, da de sidste goter opgav kampen. De gotiske ledere og krigere var blevet dræbt eller var i slaveri, og efter 561 var der ikke længere ostrogoter nok i Italien til af opretholde en gotisk identitet.<ref>Heather (1996), side 263-276</ref>
[[Fil:Wulfila bibel.jpg|thumb|''[[Codex Argenteus]]'', "Sølvbibelen", er et fragment af [[Wulfilas]]' oversættelse af Bibelen til gotisk.]]
== Kultur ==