Abbazia di San Clemente a Casauria: Forskelle mellem versioner

Klosteret blev opført efter ordre fra kejser [[Ludvig 2. af Italien|Ludvig 2.]] (ældste søn af [[Lothar 1. (Tysk-romerske rige)|kejser Lothar 1.]]) i 871. Ifølge traditionen havde kejseren lovet at bygge et kloster, hvis han blev sluppet fri af sit fangenskab i [[Benevento]], og ganske praktisk blev det store bygningsværk anbragt ved [[Aterno|Pescara-floden]] på grænsen mellem hertugdømmet Benevento og hans egne besiddelser i hertugdømmet omkring [[Spoleto]]. Kirken skulle oprindeligt have været indviet til [[Treenigheden]], men i 872 blev resterne af den helgenkårede fjerde pave, [[pave Clemens 1.|Clemens 1.]], overført til kirken, som derefter blev indviet til ham. Klosteret fik en høj grad af autonomi, og under abbed Lupo, der styrede klosteret indtil 911, bredte dets besiddelser sig østpå til [[Adriaterhavet]], nordpå og vestpå langs Trigni-floden og sydpå til Maiella-bjergene. Et voldsomt angreb fra [[saracenerne]], omkring 916, medførte at klostret blev plyndret og ødelagt, og munkene spredt for alle vinde. De følgende år måtte abbederne møjsommeligt sælge og udlåne jord, så der kunne blive penge til genopbygning, og den var fuldført cirka 970. <ref>{{cite web |url=http://www.sanclementeacasauria.beniculturali.it./index.php?it/143/la-storia |title=La storia ("Historien") |language=italiensk |work=Abbazia di San Clemente a Casauria |accessdate=15. oktober 2017 }}</ref>

 

 

Det hjalp også på husfreden, at grev Hugues blev lokket i baghold og sat i fængsel af en de adelsmænd, der støttede klosteret. Klosteret fik nyt [[sakristi]] i 1113 og i samme periode ved man også, at der fandtes et "infirmatorium" (hospital), hvilket understreger klostrets sociale funktion i området. De efterfølgende abbeder byggede videre, Oldrio byggede blandt andet et klokketårn og især Leonate, der virkede fra 1156, var en særdeles aktiv bygherre. Han igangsatte i 1176 bygningen af en helt ny kirke på stedet, og hans efterfølger Gioele fortsatte arbejdet, mest markant i form af forgyldte bronzedøre, hvis udsmykning blandt andet viste de mange borge, der hørte under abbediet. Det var lige ved at blive for meget for den pavelige administration, og klosteret fik en del henstillinger om at fordele sine indtægter på en mere hensigtsmæssig måde. I de følgende århundreder var det blandt kardinalerne kendt for ''Commenda Perpetua'' ("evindelige formaninger"), på grund af pengeforbruget, og da klostret begyndte at sælge jord fra for at holde pengestrømmen ved lige, gik det hurtigt ned ad bakke. Kraftige jordskælv i 1349 og 1456 kostede dyrt i genopbygning, og fra 1700-tallet er der flere beretninger om et forfaldent og næsten forladt kloster. Det blev ikke bedre, da franske tropper i 1799 plyndrede stedet og blandt andet stjal et relikvie fra sankt Clemens - en forsølvet arm. I 1859 gav den napolitanske konge det hidtidige [[Benediktinerordenen|benediktinerkloster]] videre til [[franciskanerne]], men efter Italiens samling kom der i 1865 en lov, der nedlagde klostrene. I 1869 blev stedet overdraget til kommunen Castiglione a Casauria, og bygningerne blev herefter anvendt til oplagsplads og stalde, og forfaldt efterhånden fuldstændigt. Kunstmaleren Pier Luigi Calore, der var født i området, gjorde det fra 1887 til sit livsværk at få klostret restaureret, og i 1894 fik han udvirket, at det blev registreret som et nationalt monument. Staten overtog bygningerne i 1903, men først i 1919 gik et egentligt restaureringsarbejde i gang, og det fortsætter stadig.<ref>{{cite web |url=http://www.sanclementeacasauria.beniculturali.it./index.php?it/143/la-storia |title=La storia ("Historien") |language=italiensk |work=Abbazia di San Clemente a Casauria |accessdate=16. oktober 2017 }}</ref>