Hans Tausen: Forskelle mellem versioner

Da [[reformationen]] i Viborg var gennemført i 1529 blev Hans Tausen af kongen kaldt til København, hvor han prædikede i [[Kunsthallen Nikolaj|Nikolaj Kirke]]. Ved [[Herredag|herredagen]] i København i 1530 fremlagde han sammen med prædikanter fra de største danske købstæder [[Confessio Hafniensis]] den danske reformations eneste selvstændige [[bekendelsesskrift]]. Dog var det snarere Peder Laurentsen fra Malmø, der førte denne bekendelse i pennen, end Tausen.<ref>Andersen, NK 1954, 'Confessio Hafniensis. Den københavnske Bekendelse af 1530', Gad.</ref> Efter Frederik 1.'s død i 1533 ønskede kræfter i rigsrådet at restituere den romerske kirkes magt i Danmark, og som eksempel til advarsel rejstes på herredagen i 1533 sag mod Hans Tausen. Han anklagedes for injurier, lydighedsnægtelse, deltagelse i billedstormen i Københavns Vor Frue Kirke tredje juledag 1530 og værre endnu for kætteri i nadverlæren. Tausen forsvarede sig kraftigt og sandsynligvis med et vist held imod disse anklager, som bl.a. var blevet fremsat af hans tidligere lærer ved universitetet, Poul Helgesen. Kilderne til domme over Hans Tausen er meget modstridende, men han blev i hvert fald dømt til forvisning fra Sjællands og Skånes stifter samt til censur, men borgerskabet i København reagerede så voldsomt på dommen, at den for en stor del blev taget tilbage i forbindelse med et forlig mellem Tausen og Sjællands biskop, [[Joachim Rønnow]]. Efter [[reformationen]]s indførelse i 1536 var Hans Tausen beskæftiget med udarbejdelsen af den nye kirkeordning. Desuden underviste han - som den første i Danmark - i [[hebraisk]] ved det genåbnede og nu lutherske [[Københavns Universitet|universitetet]]. Tausen blev i 1538 evangelisk læsemester ved domkapitlet ved Roskilde Domkirke. Her skulle han hjælpe reformationen og den nye lære i Roskilde på gled som medhjælp for den lutherske superintendent, Peder Palladius, der efter 1537 residerede i København i stedet for Roskilde. Som læsemester, lektor, forestod han omskolingen af de tidligere romerske sognepræster, der forblev i deres embeder, men nu skulle lære og forkynde efter den lutherske tro. I Roskilde giftede han sig for anden gang, da hans første kone var død nogle år forinden i København. Han var bosat i Roskilde indtil han i 1542 blev udpeget til biskop i [[Ribe]]. Han var ikke den første lutherske biskop, der blev udnævnt, muligvis fordi hans forhold til den nye konge [[Christian 3.]] ikke var godt, samt fordi han sammenlignet med andre lutherske gejstlige hørte til den konservative fløj inden for den nye lære. Nyere forskning peger dog på, at han snarere havde været for radikal i sin lære, og altså repræsenterede et andet tidligere teologisk stade end de senere lutherske teologer. I sin tid i København og senere i Ribe oversatte han de fem Mosebøger [[Det gamle Testamente]] fra hebraisk til dansk, om end under indflydelse af Luthers tilsvarende oversættelse, og desuden skrev han en nogle salmer, hvoraf få stadig er i brug. I 1539 udgav han den første samlede danske prædikensamling til hele kirkeåret, kendt som Hans Tausens Postil. Den bestod af både selvstændige og bearbejdelser af andres prædikener, især prædikener af Luther i en udgave ved Stephan Roth.<ref>Dreyer, RHC 2010, Hans Tausen. Forskning. Historie. Teologi.: Prisopgavebesvarelse: "Studier i Hans Tausens forhold til Luther", Københavns Universitet 2010.</ref>

 

 

=== Død ===