Dante Alighieri: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
m →Opvækst og ungdom: let sprogkorrektion, bl.a. konsekvent nyt komma |
→Betydning: Tilført en række kommaer |
||
Linje 31:
== Betydning ==
Dante er en af grundlæggerne af moderne italiensk sprog og litteratur. Han var bundet til Firenze i et stærkt had-kærlighedsforhold efter at være dømt til [[eksil|forvisning]] i [[1301]]. I dag mindes byen ham med monumenter og [[marmor]]plader med [[citat]]er fra ''Den guddommelige Komedie'' og om de stridigheder mellem florentinerne, der ændrede Firenze og Dantes liv. Hans imposante gravmæle i Firenze er tomt: han fik aldrig lov til at vende tilbage til Firenze efter sin landsforvisning. Han døde i Ravenna og ligger der begravet ved kirken og [[kloster]]et S. Francesco
Hans [[traktat]] ''De Monarchia'' var rettet mod [[den katolske kirke]]s ambitioner om magt og stod på kirkens [[Index librorum prohibitorum|indeks]] over forbudte bøger helt til [[1897]]. Først i [[1921]], på 600-årsdagen for hans død, blev hans politiske tænkning taget til nåde af kirken ved en [[encyklika]].
Linje 39:
Ikke meget er kendt om Dantes liv, selv om der blev skrevet [[biografi]]er om ham allerede i den første generation efter hans død. Han flakkede en stor del af livet om i landsforvisning.
Dantes mor Bella døde omkring [[1272]] og efterlod sin mand Alighiero di Bellincione med den syvårige søn og en datter. Bellincione giftede sig med Lapa Cialuffi, og fik med hende sønnen Francesco og to døtre. Bellincione var sandsynligvis pengeudlåner og døde mellem [[1281]] og [[1283]].<ref>https://peoplepill.com/people/alighiero-di-bellincione/</ref> Dante blev dermed familiens forsørger
Dante klarede at skaffe sig en humanistisk uddannelse; han fulgte både forelæsningerne ved [[Franciskanerordenen|franciskanerkirken]] Santa Croce og [[Dominikanerordenen|dominikanerkirken]] Santa Maria Novella. Han blev venner med [[Giotto di Bondone]], der også kom fra Firenze. Der var kun to år mellem dem i alder. De tilhørte det samme [[laug]] i hjembyen, og begge sympatiserede de med [[tiggermunk]]ene, der gik i [[Frans af Assisi]]s spor. I ''Den guddommelige komedie'' omtaler Dante sin ven Giotto; Dante praler af, at hans eget digternavn snart vil være på alles læber, ligesom den unge Giotto havde fået sat den berømte Cimabue i skyggen på maleriets område. Ligesom datidens bodsprædikanter var Dante og Giotto optaget af, at [[dommedag]] skal vende rigdom og magt til en [[forbandelse]], så af dem der slipper ind i himlen, skal de fattige være i flertal, mens de rige skal havne i [[helvede]]s flammer.<ref>Professor Trond Berg Eriksen, UiO: "Giottos dommedag", ''Morgenavisen'' 30. marts 2007.</ref>
[[Fil:Dante-alighieri.jpg|thumb|left|[[Giotto di Bondone]]s portræt af Dante, malet lige inden han blev forvist i [[1301]].]]
[[Fil:TombOfBeatricePortinari.jpg|thumb|left|Mindetavle over Beatrice Portinari på familiegravstedet i Santa Margherita dei Cerchi, Firenze.]]
Dante skrev digte og omgikkes by[[aristokrati]]et i Firenze. Ifølge hans egen litterære fremstilling var han knap ni år, da han første gang mødte den otteårige '''Beatrice Portinari''' ([[1266]]-[[1290|90]]), også kaldt "Bice" og datter af bankmanden Folco Portinari, i hendes fars ''[[Palads|palazzo]]'' i Firenze. Hun var klædt i en højrød kjole og fascinerede ham helt. Som han senere skrev: "''Fra den tid af styredes min [[sjæl]] fuldstændigt af kærligheden.''" Det forblev dog en afstandsforelskelse indtil [[1283]], da han var atten år, og Beatrice, denne gang klædt i hvidt, hilste på ham, da de passerede hinanden på gaden. Henrykt trak han sig tilbage til sit værelse for at tænke på hende. Han faldt i søvn, efterfulgt af en [[drøm]], der blev emne for den første [[sonnet|sonet]] i hans ''La Vita Nuova''. [[Arrangeret ægteskab]] var imidlertid [[Norm (sociologi)|normen]] i Firenzes [[Samfundsklasse|overklasse]], og 21 år gammel blev Dante gift med Gemma, som ikke omtales i nogen af hans digte. Kun ved man, at han inden sin landsflygtighed i 1301 var far til de tre børn Pietro, Jacopo og Antonia.<ref>http://www.treccani.it/enciclopedia/dante-alighieri_(Dizionario-Biografico)/</ref>
Beatrice giftede sig året efter Dante
Dante var meget inspireret af de romerske digtere [[Vergil]] og [[Ovid]]. I lighed med Ovid levede han den sidste del af sit liv i [[eksil]]. Ovids forvisning havde en politisk baggrund, der havde gjort ham til en trussel for kejser [[Augustus]]; Dantes forvisning var ligeledes politisk motiveret. I ''Den guddommelige komedie'' møder han i en mørk skov "''en mand, der lød hæs fra sin lange tavshed''" – hvilket kan tolkes på forskellig vis. Manden beskriver sig selv som en digter og forfatter af ''[[Æneiden]]''. Dante svarer ham ved at parafrasere dronning Didos ord, da hun genkendte [[Æneas]] i [[Kartago]]: "''Er du så Vergil?''" (''Or se’ tu quel Virgilio?'') Selv om Dante ikke havde adgang til [[Homer]]s værker, findes der flere referencer til både ''[[Iliaden]]'' og ''[[Odysséen]]'' - sandsynligvis en viden han har fået gennem de romerske forfattere. Også [[Cicero]] inspirerede Dante i hans politiske karriere.
|