Runebomme: Forskelle mellem versioner

I [[Norge]] findes kun tre kendte bevarede eksemplarer af den samiske håndtromme. [[Thomas von Westen]] indsamlede 8 trommer på [[Snåsa]] i [[1723]], og [[biskop]] Petrus Asp indsamlede 25 trommer i [[Åsele]] i [[1725]]. IaltI alt blev flere hundrede trommer beslaglagt og sendt til [[København]]. Mange af disse gik tabt i [[Københavns brand 1728]].<ref>https://gaavnoes.no/2018/09/samiske-tromma-gievrie/</ref> Der kendes dog adskillige illustrationer af runebommer.

Runebommen er en tromme, som shamaner anvender for at falde i [[trance]] og opnå kontakt med åndeverdenen. Det, som i andre [[naturreligion]]er ofte bliver kaldt for [[shaman]]er, hedder [[noaide]] på samisk. Det var først og fremmest noaiderne, som anvendte runebommen. Noaiderne var samernes hellige mænd.

Runebommen blev opbevaret i en skindpose, som ingen "mandvoksen" kvinde måtte røre ved. Under flytning blev trommen fragtet i den bagerste [[pulk]]. Da missionærerne fik nys om det, slog de ned på den bagerste pulk. Samerne begyndte som et modtræk at fragte trommen en anden vej end resten af følget. Så stærk var [[trolddom]]men i runebommen, at den ikke blev ført ind gennem teltets almindelige indgang, men ad en bagvej; og hvis en kvinde var rejst den samme vej, som runebommen var blevet fragtet indtil tre dage forinden, kom hun til at dø eller sættes i stor fare - med mindre hun købte sig tryghed ved at give runebommen en gave.<ref name="nb.no">[https://www.nb.no/items/94e38d5607b187973585ed7db08f87ac?page=35&searchText=] Hans R. Eriksen: "Samernes runebomme", ''Magasinet for alle'' nr 9/1962</ref>

I [[februar]] [[1692]] stod samen Anders Poulsen for retten i [[Vadsø]], tiltalt for at eje en runebomme. Han havde selv lavet den af [[fyrretræ]] og dekoreret den med flere [[ræv]]eører og en ræveklo; blandt figurerne genkendtes [[helvede]]s [[tjære]]kedel. Skulle noaiden hjælpe en dødssyg, måtte han ned i dødsriget og forhandle med den syges afdøde slægtninge, der ville have den syge hos sig; og angiveligt måtte noaiden iblandt også tage et opgør med selve [[djævel]]en.<ref>[https://www. name="nb.no/items/94e38d5607b187973585ed7db08f87ac?page=35&searchText=] Hans R. Eriksen: "Samernes runebomme", ''Magasinet for alle'' nr 9/1962</ref> Poulsen demonstrerede i retten, hvordan han trommede, så ringen dansede rundt på trommeskindet, til den faldt ned på en figur i femte rad. Poulsen forklarede, at da slap ganden<ref>http://finnmarkforlag.no/10_05.html</ref> (trolddommen) ud af den, der var ramt af den, og tilbage til gandens afsender. Det var en udbredt kunst, forklarede han. Videre kunne han opspore tyve og skaffe folk tyvegods tilbage. Da trommede Poulsen så længe, at [[Gud]] fik straffet tyven, så han blev mager og indtørret som et træ. Her viste Poulsen til djævlefigurene i trommens femte rad. Ved [[bøn]] og trommen kunne Poulsen også skaffe folk "rensdyrlykke", så [[rensdyr]]ene ikke blev dræbt af [[ulv]]e eller udsat for andre ulykker. Skulle han hjælpe kvinder med [[fødsel]]ssmerter, fik han hjælp fra [[jomfru Maria|Maria]]-figurene i trommens tredje rad. Var han hjemmefra, konsulterede han runebommen om hvordan det gik med familien derhjemme. Sådan skaffede han sig angiveligt også kundskab om skibsanløb og skipperens udseende. Ved at løfte runebommen i vejret, fik han svar, som når to mennesker samtaler. Poulsen kunne også bruge trommen til [[healing|helbredelse]], syndsforladelse og vejrmagi. Flere figurer var knyttet til [[meteorologi]]ske forhold. [[Sorenskriver]] i [[Finnmark]], Niels Knag,<ref>https://www.allkunne.no/framside/biografiar/niels-tygesen-knag/1898/78945/</ref> var usikker på, om Poulsen kunne siges at have gjort noget forkert, og blev enig med [[amtmand]]en Hans Lillienskiold om at sende sagen til vurdering af [[jurist]]er i København. Nogen dom faldt aldrig. Mens Poulsen sad i [[varetægtsfængsel]] i Vadsø, slog en tjenestedreng ham i hjel med [[økse]] ud fra den overbevisning, at Poulsen var en troldmand, der fortjente at dø.<ref>https://www.norgeshistorie.no/enevelde/1238-en-runebomme-pa-rettens-bord.html</ref>

Afdødes søn Pouel Andersen, tre døtre og to svigersønner mødte frem med krav om arv efter Poulsen. De anførte, at deres far havde ikke skadet nogen med sin anvendelse af runebommen, og derfor ikke havde forbrudt sit bo, som burde gå til [[skifte (arv)|skifte]] mellem hans enke og børn. Niels Knag anså det for "''idel Afguderi oc grofueste Throldoms Kunst at vere, hour ved hand fuldkommen sig til [[djævelen|Diefuelen]] haver henviget''", men at Poulsens misgerninger ikke burde gå ud over enken, der fik sin halvdel af mandens efterladte bo.<ref>[https://munin.uit.no/bitstream/handle/10037/910/article.pdf?sequence=1] Rune Hagen: ''Harmløs dissenter eller djævelsk troldmand?'' (s. 33)</ref>

[[Christian 4.]] så særlig strengt på samisk [[trolddom]] og udstedte [[20. februar]] [[1609]] en egen [[forordning]] mod den: "''Og som erfaringen viser, er de finske og lappiske folk af naturen henfaldne til brug af [[trolddom]], og derfor tør nordmænd og andre fromme folk ikke bo i deres nærhed, langt mindre i de [[fjord]]e, hvor der er mange finner. Derfor skal du holde et strengt og alvorligt opsyn med dem, så de skyldige gennem dom og straf uden al nåde aflives. Mistænkes nogen for at kunne slige kunster, uden at det kan bevises, at de har brugt dem, da skal de forvises af dit [[len]] og ikke opholde sig noget sted, hvor finner holder til, hverken i dit len eller i nordlandene. Dette skal du underdanigst rette dig efter. Gud befaler dig. Skrevet på vort [[Skanderborg Slot|slot Skanderborg]].''"<ref>[https://uit.no/Content/463639/samisk%20trolldom.pdf] Ellen Alm: ''Samisk trolddom'' (s. 9-10)</ref>