Eksternalitet: Forskelle mellem versioner

I [[økonomi]] er en '''eksternalitet''' en ''omkostning'' eller ''gevinst'' som (eksterne) personer udenfor den økonomiske transkationtransaktion direktepå markedet påføres. DerEn eksternalitet er ''ikke'negativ''' tale om en eksternalitet, hvis etden individsænker påden etandens markedvelfærd. efterspørger mereDer afer entypisk vare,negative således,eksternaliteter atforbundet prisenmed pressesen op,[[fælles hvilketressource]]. sænkerEn andreeksternalitet købereser velfærd,'''positiv''' dahvis denneden påvirkninghæver ikkeden erandens direkte,velfærd. ogDer er entypisk delposive afeksternaliteter denforbundet økonomiskemed transaktionet [[offentligt gode]].

*Forurening Ener galendeet haneklassisk skabereksempel på en negativ eksternalitet, fordida atomkostningerne naboersom forstyrresforårsages af støjenen tidligtvirksomheds omproduktion morgenen. Haneejere bærertypisk ikke denpå fuldefalder omkostning ved dettevirksomheden, og tagerde derfor ikke nok forholdsregler i forbindelsetænker medpå at begrænseminimere hanensderes gallenforurening.

Eksternaliteter spiller også en afgørende rolle i [[velfærdsteori|velfærdsteorien]]. Da købere og sælgere på et markedetmarked ikke tager højde for eksternaliteter, hvilket skævvriderskævvrides ligevægten, deri bliverforhold forskellig fratil det egentlige sociale optimum. Dette ses klart i udbuds/efterspørgsels-diagram, hvis de sociale kurver også indtegnes.

Regeringen kan tage en række værktøjer i brug for at forbedre de skader eksternaliteter forårsager:

På simpel vis kan bestemt adfærd enten kræves, forbydes, eller kun tillades inden for visse grænser. For at undgå for meget forurening, kan man for eksempel kræve af fabrikkerne, at de kun må udlede så og så meget forurening.

Regeringen kan indføre skatter på eller subsidiere en hvis form for adfærd, for at transformere de private interesser til at ligne de sociale interesser. Skatter, der laves for afbøde skaden af negative eksternaliteter, kaldes ''pigovianske skatter'', efter den engelsk økonom [[Arthur Pigou]]), der var en tidlig fortaler for brugen af dem. Rent økonomisk set er pigovianske skatter mere effektive end simpel regulering, da de tager højde hvor dyrt det er for den enkelte fabrik at nedbringe den negative eksternalitet. De virksomheder som kan nedbringe eksternaliteten til en lavere pris end den ''pigovianske skat vil gøre dette, mens at dem der kun kan gøre det til en højere pris end den pigovianske skat, vil betale skatten. Ved at sætte den pigovianske skate op og ned kan politikkerne dog alligevel styrer mængden af for eksempel forurening. Problemet er så, at politikkerne typisk ikke kender virksomhedernes udgifter ved at nedbringe eksternaliteten, og de derfor har svært ved at prisfastsætte den pigovianske skatskatter''.

Regeringen kan også sælge eller udledeudbyde kvoter, som giver ret til at udøve handlinger, som medfører eksternaliteter - for eksempel forurening. Herved kan politikkerne for eksempel fuldstændig fastsætte den mængde forurening de vil have udledt, hvilket i sær er en fordel, hvis virksomhedernes omkostninger ved af nedbringernenedbringe forureningen ikke kendes. Samtidig vil det være sådan, at de virksomheder som billigt kan nedbringe eksternaliteten vil sælge kvoter (eller kun opkøbe få), mens at de virksomheder for hvem det er dyrt at nedbringe eksternaliteten vil købe mange kvoter. Det bliver altså dem, der er bedst til at nedbringe eksternaliteten som gør det, hvilket ud fra et velfærdsøkonomisksynspunkt er mest effektivt.

Ud fra et velfærdssynspunkt[[efficiens]]synspunkt er den initiale fordeling af kvoterne også ligegyldigt. Så længe de er omsættelige vil det økonomiske optimum altid nås, da virksomhedernes reservationspris vil afhænge af hvor billigt de kan nedbringe eksternaliteten, og der derfor simpelthen vil opstå et marked for disse kvoter. Den initiale fordeling af kvoterne vil dog have stor fordelingsmæssig betydning.

[[Ronald Coarse]] argumenterede for, at individer selv kan '''organisere handler''', der frembringer et [[efficiens|efficient]] resultat, der eliminerer eksternaliteter uden, afat regeringen indblanderblander sig. Regeringen skal i følge Coarse-theoremet begrænse sig til at facilitere handlen mellem implicerede grupper og individer.

Ideen er, at hvis en handling person A gør, der for ham har en værdi af 500 kr., påfører person B en negativ eksternalitet, som person B vil betale 1000 kr. for at undgå, så vil de uanset om person A har retten på sin side, til at gøre som han vil eller ej, så vil person A og B komme frem til det efficente[[efficiens|efficiente]] resultat, hvis de købslår.

Det samme gælder åbenlyst, hvis værdierne var modsat. Rettighedsfordeling er dog åbenlyst ikke ligegyldig for gevinstfordelingen, selvom det [[efficiens|efficiente]] resultat altid samlet set opnås..

I sær 3) er typisk ikke opfyldt. Økonomer som [[James Meade]] siger sågar, at transaktionsomkostningerne altid er for høje til, at der kan finde en [[efficiens|efficient]] handel sted. Dette begrundes bl.a. med, at handlen typisk ikke skal finde sted mellem to økonomiske aktører, men tit tusindvis af mennesker. Det skaber også basale spilteoretiske problemer, som illustreret af [[fangernes dilemma]].