Jimi Hendrix: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
m →Barndommen og teenageårene: linkfix |
m Grammatiske rettelser |
||
Linje 22:
Hendrix begyndte at spille guitar, da han var 15 år gammel. Efter at have aftjent sin værnepligt i 1961 - 1962 flyttede han til [[Clarksville (Tennessee)|Clarksville, Tennessee]], hvor han spillede med i backinggruppen for [[the Isley Brothers]]. Senere blev han en del af [[Little Richard]]s backing indtil 1965, hvor han spillede med [[Curtis Knight]] i dennes band ''the Squires''. Bassisten [[Chas Chandler]] fra [[the Animals]] blev hans første manager og overtalte ham til at flytte til [[England]] i slutningen af 1966.<ref name="doc"/>
I løbet af få måneder opnåede Hendrix tre ''UK top ten hits'' med [[the Jimi Hendrix Experience]]: "[[Hey Joe]]", "[[Purple Haze]]", og "[[The Wind Cries Mary]]". Han blev kendt i brede kredse i USA efter sin optræden på [[Monterey Pop Festival]] i 1967, og i 1968 his opnåede hans tredje studiealbum, ''[[Electric Ladyland]]'' førstepladsen på den amerikanske albumliste. Dette album blev Hendrix' største kommercielle succes og hans første og eneste, der opnåede førstepladsen i USA. Hendrix var hovednavn på [[Woodstockfestivalen]] i 1969 og [[Isle of Wight Festival 1970|Isle of Wight Festival]] i 1970, ligesom han spillede på [[Femern]] festivalen kort før sin død, 27 år gammel, den 18. september
Selv var Hendrix musikalsk inspireret af amerikansk [[rock and roll]] og [[electric blues]]. Han brugte forvrænger og [[guitar feedback]], ligesom han gjorde brugen af [[wah-wah pedal]] populær. Holly George-Warren fra ''[[Rolling Stone]]'' udtrykker sig således herom: "Hendrix var en pioner i brugen af sit instrument som en elektronisk lydkilde. Andre havde før ham eksperimenteret med feedback og distortion, men Hendrix benyttede disse og andre effekter til at skabe en kontrolleret, flydende tone, hvor hver eneste del var lige så personlig som den blues, der startede det hele."{{sfn|George-Warren|2001|p=428}}
| |||