Fortrængning (økonomi): Forskelle mellem versioner

Økonomiske modeller, der ser på det lange sigt i økonomien, antager normalt fuld fortrængning. Modeller, der ser på kortere sigt som f.eks. en [[konjunktur]]cyklus, antager omvendt som oftest, at der enten slet ikke er nogen fortrængning, eller i hvert fald at den er mindre end 100 %. I en model som [[IS-LM-modellen]], der typisk bruges til at forklare konjunktursvingninger i enten en lukket eller en stor åben økonomi, er der en vis, men ikke fuldstændig fortrængning. I den simplere keynesianske konjunkturmodel kendt som det [[keynesianske kryds]], optræder slet ingen fortrængning, fordi man her ser bort fra effekter via renten (eller valutakursen). I [[Mundell-Fleming-modellen]], som er en traditionel kortsigtsmodel for små åbne økonomier, vil fortrængningen afhænge af valutakursregimet: For et land med flydende valutakurser som [[Sverige]] vil der være fuld fortrængning af finanspolitik, idet valutakursen i dette model-setup øjeblikkeligt vil ændre sig så kraftigt, at den neutraliserer alle andre ændringer i den aggregerede efterspørgsel. Finanspolitik er derfor virkningsløs i dette tilfælde (mens [[pengepolitik]] til gengæld er et effektivt konjunkturstabiliserende instrument i denne situation). For et land med faste valutakurser er det omvendt. Her er der i Mundell-Fleming-modellen overhovedet ingen fortrængning, fordi den nominelle valutakurs jo ikke får lov at ændre sig i et land med fastkurspolitik, og modellen beskriver en situation, hvor det indenlandske prisniveau endnu ikke har nået at tilpasse sig den nye situation. Der er derfor slet ingen effekter på hverken renteniveau eller konkurrenceevne af at føre finanspolitik, og derfor heller ingen fortrængningseffekt overhovedet.<ref name=Mankiw> Mankiw, N. G. og M. P. Taylor (2008): Macroeconomics, European Edition. Bl.a. kapitel 12. Worth Publishers, New York</ref>

 

 

At der er fuld fortrængning på lang sigt, udtrykkes også jævnligt på en anden måde, nemlig at [[Phillipskurven]], der viser sammenhængen mellem [[ledighed]] og [[inflation]], er lodret på lang sigt: På kortere sigt kan man ved f.eks. at føre ekspansiv finanspolitik nedbringe ledigheden. Det vil imidlertid føre til højere prisstigninger (inflation), og på lang sigt vil ledigheden alligevel vende tilbage til sit strukturelle (=konjunkturneutrale) niveau, uanset at den ekspansive finanspolitik fastholdes. Man kan altså ikke påvirke ledigheden i det lange løb ved at ændre den aggregerede efterspørgsel i økonomien.

De ovennævnte situationer med afledte effekter via reaktioner i renten og/eller valutakursen gælder ikke kun for ekspansiv og kontraktiv finanspolitik, men generelt for alle stød til økonomien, der rammer den samlede efterspørgsel på varemarkedet. En pludselig ændring i det private forbrug, som f.eks. kan skyldes, at forbrugernes forventninger til den fremtidige økonomiske situation er skiftet, vil således også kunne påvirke investeringer og nettoeksport ad samme indirekte kanaler.

 

 

== Kilder ==