Uighurere: Forskelle mellem versioner

Sammen med de såkaldte [[Gokturkere|kokturker]] var uighurene enet af de største og mest udholdende af de [[turkotatarisk]]-talende folkeslag i Centralasien. De bestod som en stammeføderation regeret af [[Juan Juan]]-konføderationen fra [[460]] til [[545]] og der efterderefter af [[heftalittene]] fra [[541]] til [[565]], før de blev gjort til en del af det [[gokturkere|kokturkiske]] [[Khanat|khaganat]]. I kinesiske kilder blev de omtalt som '''Huíhé''' og '''Huihu'''. I 700-tallet, da de fortrængte gokturkerne, oprettede de et eget khanatkhaganat. Khaganatet strakte sig fra [[Det Kaspiske Hav]] til [[Manchuriet]] og bestod fra [[745]] til [[840]], da [[kirgisere|kirgiserne]] etablerede sig med styrke. Resultatet blev, at uighurskeuighuriske stammegrupper forflyttede sig til en række nye områder, såledessåsom til [[Xinjiang]] og [[Gansu]], og ud på de centralasiastiske stepper. I [[Jungaria]] og i [[Tarimbækkenet]] oprettede de kongedømmet Idiqut, som vedvarede til [[1209]], da det blev underkastet [[Mongoler|mongolerne]] under [[Djengis Khan]].

Uigurerne tilhører den store gruppe af tyrkiske og mongolske stammer, som allerede i første årtusinde f. Kr. befolkede det østlige Centralasien og det sydlige Sibirien. De kom tidligt kulturelt og politisk under påvirkning fra kineserne, men tilligeligeledes fra nordarisknordarierne og med dem blandede folk og modtog de vigtige kulturelle træk, blandt andet et på ældre arameiskaramæisk grund hvilende alfabet.

Sådanne stammer havde allerede f. Kr. deres midtpunkt syd for Baikal-søen, hvor siden staden Karakorum (det senere Karabalgassun) ved Orkhon-floden opstod. DerSamme forekomsted opstod de ældste tyrkiske [[Orkhon-indskrifterne|indskrifter]] fra omkring 700-tallets begyndelse. Et andet uigurisk centrum opstod i 400-tallet med Kina som udgangspunkt i Karachodja lige øst for Turfan. Uigurer omtales i kinesiske kilder allerede i 1. årh. f. Kr.; en sydlig gren af dem var da bosat i det senere Østturkestan og bekendte sig til buddismen[[buddisme]]n. Fra 600-tallet syneslader de til at have gjort sig stærkt gøldendegældende i øst; efter 744 beherskede de fuldstændigt Karakorum-riget. En yngre gren af den regerende chaghan-ætteæt (''chagan'' er en lidt gammaltyrkiskyrkisk form for ''chan'') grundlagde omkring 850 i Karachodja det egentlige uigurrige. Disse chaghaner bar titlen ''ydyqut'' (også ''idiqut''), og deres stad fik derfor navnet Ydyqutsehri, "ydyquternes stad". Om dette rige havde man tidligere kun andenhåndsberettelser (fortrinsvis kinesiske kilder), indtil udgravninger blev udført i 1900-tallets begyndelse i Turfan og andre steder i Østturkestan (især af tyskerne Grünwedel og Le Coq, men også af englændere og franskmænd), der frembragte beviser om deres rige og blomstrende blandingskultur.

Uigurernes historiske rolle var betinget af deres stilling som fredelige handelsfolk i verdenshandelens gamle transitland. Nogen fast nationel enhed havde de aldrig; deres statsdannelser udgjordes af løse og let sammenfaldende konglomerater af heterogene folkeslag, blandt hvilke, de udgjorde den herskende klasse. Deres kultur fremstår som en blanding af kinesisk, indisk, iransk og syrisk-kristne elementer. Fuld religionsfrihed var rådende: buddismebuddhisme, kristendom (i nestoriansk form) og manikeisme[[manikæisme]] trivedes der side om side. Især den sidstnævnte religion indtog efter uigurkanens overgang til denne omkring 760 så stærk en stilling i riget, at det efter denne tid kunne betragtasbetragtes som manikeismensmanikæismens klassiske land. Fra de nestorianske kristne overtog uigurerne den syriske skrift (en yngre form af det arameiskearamæiske alfabet). Deres litteratur, mestendels oversøttelseroversættelser, var righoldig og foreligger på flere sprog, af hvilke flere først i det 20 århundrede blev draget frem af glemsel; kunsten stod i høj blomstring.

Uigurisk kultur havde også det rige, som i 900-tallet fik Kaschgar som midtpunkt. Dets herskere overgik imidlertid til islam, og det uiguriske folkeelement blev fortrængt af andre tyrkiske stammer. Dette statssystem trængte mod vest og syd og ingreb stærkt i kalifatets historie; det var således herfra, at araberne fik deres første underrettelser om uigurernaeuigurerne. Dette vestlige rige fejedes bort i 1120 af de så kaldte kara-kitaj, som brød frem fra øst og dannede et stort rige helt til [[Aralsøen]], mens ydyquternes østlige rige bestod frem til mongolstormen under Djingis-khan[[Djengis Khan]]. Men dermed var dets kulturelle mission ikke slut. Djingis-khan Khan anvendte i stor udstrækning uigurer som embedsmænd og hofhistoriografer, og de blev således mongolernes kulturelle læremestre.<ref>Nordisk Familjebok, sp. 868f</ref>

Turkotatarer i det vestlige [[Tarimbækkenet|Tarim-bækken]] begyndte at konvertere til [[Islam]] i 900-tallet, men de fleste uighurer i [[Besh Balik]]- og [[Turfan]]-områderne konverterede ikke konverterede før i 1400-tallet, da [[Jarkand]]-khanatet, en mongolsk efterfølgerstat i det vestlige Tarim, ekspanderede ind i deres områder. Fra da af begyndte forfædrene til de moderne uighurer at kalde sig selv uighurer, menomend de identifiseredeidentificerede sig som "[[turki]]" eller "[[musulman]]er".

Før de konverterede til islam, var der blandt uighurerne både [[manikeismemanikæisme|manikeere]], [[buddhisme|buddhister]] og til og med nogennogle [[Østens kirke|assyriske kristne]]. Genetisk og kulturelt nedstammer de moderne uighurer til dels fra nomadiske turkomanske stammer, fra de mange [[iransk]]-talende grupper som [[sakaer]] og [[sogdianere]] som tidligere havde bosat sig i oasebyer i [[Tarimbækkenet]], og de central-[[indoeuropæisk]] talende [[tocharianernetocharer]]. Endnu kan man møde uighurer med lys hud og lyst hår.

En mindre gruppe uighurer drog til det, som senere blev til [[Gansu]]-provinsen i Kina, hvor de konverterede fra [[manikeismemanikæisme]]n til [[tibetansk buddhisme]]. I modsætning til sine folkefrænder længere vest på konverterede de ikke senere til [[islam]]. De udgør med dette et usædvanlig element blandt de turkotatariske folk. Deres efterkommerefterkommere bor der den dag i dag, og er kendt som [[yugurer]] (de udgør omkring 10.000 mennesker).

Uighurene proklamerede i [[1944]] deres en egen stat efter sammenbruddet for Chang Kai-chek's nationale regime og kaldte staten for [[Republikken Østturkestan]]. Da [[Kinas kommunistparti|kommunisterne]] kom til magten i [[1949]] på det kinesiske fastland, boede der kun 300.000 kinesere i Xinjiang ud af en samlet befolkning på omkring 5 millioner.<ref name=Kronikk/> Efter, at kommunisterne havde besat Xinjiang, blev området erklæret en "selvstyrede region" i [[1955]], men fik reelt kun lidt frihed. Kommunistpartiet arresterede tusindvis af uighurer og andre muslimer under påstande om, at de var "godseiere", spioner eller system-undergravere, og jord og kvæg blev kollektiviseret.<ref name=Kronikk/> I [[1966]] startede [[Kulturrevolutionen]] i Kina, og alle moskeer blev lukket af Rødegardisterne. Først i [[1979]], under [[Deng Xiaoping]], blev en del moskeer genåbnede.

De seneste årtier har regeringen i Beijing videreført en kinesifiseringspolitik, som ligner undertrykkelsespolitikken i [[Tibet]] – civile han-kinesere opfordres til at slå sig ned i Xinjiang-provinsen. Modstanden mod den hårdhændtehårdhændede kinesiske politik er bred, men ytrer sig også gennem radikale islamiske grupper som [[Øst- Turkestans Islamiske Bevægelse]] (ETIM). I efteråret [[2001]] blev 22 uighurer sat i fangenskab i [[Guantanamo]] i forbindelse med arrestationer i [[Afghanistan]]. Organisationen ETIM står på [[FN]]s terroristliste. Fremvæksten af radikal islam i Centralasien har motiveret Beijing til at forøge politiets og militærets nærvær, og søge sikkerhedssamarbejde med [[Rusland]] og de centralasiatiske lande gennem den såkaldte [[Shanghai-gruppe]].