Wikipedia

John Clifford, 9. baron Clifford: Forskelle mellem versioner

Gennemse historikken interaktivt
← Gå til forrige forskelGå til næste forskel →
Content deleted Content added
VisueltWikitekst
m Sætter i FD
m Typo fixing, typos fixed: for nyligt → for nylig ved brug af AWB
Linje 1:
'''John Clifford, 9. baron Clifford''', '''9. Lord of Skipton''' (8. april 1435 – 28. marts 1461) var en hærfører for [[Huset Lancaster|Lancaster]]-sagen under [[Rosekrigene]] i England. Familien Clifford var en af de mest fremtrædende familier blandt den engelske adel i nord i det femtende århundrede, og gennem sine søstre ægteskab havde John Clifford forbindelser til nogle meget vigtige familier på det tidspunkt, herunder [[Jarl af Devon|jarlerne af Devon]]. Han blev forældreløs i en alder af tyve år, da hans far blev dræbt af [[Huset York|Huset Yorks]]s partisaner under Rosekrigenes første slag, [[1. slag ved St Albans|Slaget ved St Albans]] i 1455. Det var sandsynligvis som et resultat af hans fars død dér, at Clifford blev en af de stærkeste støtter af dronning [[Margrete af Anjou]], kong [[Henrik 6. af England|Henrik 6.]], der endte som den reelle leder af Lancaster-fraktionen.▼
 
▲'''John Clifford, 9. baron Clifford''', '''9. Lord of Skipton''' (8. april 1435 – 28. marts 1461) var en hærfører for [[Huset Lancaster|Lancaster]]-sagen under [[Rosekrigene]] i England. Familien Clifford var en af de mest fremtrædende familier blandt den engelske adel i nord i det femtende århundrede, og gennem sine søstre ægteskab havde John Clifford forbindelser til nogle meget vigtige familier på det tidspunkt, herunder [[Jarl af Devon|jarlerne af Devon]]. Han blev forældreløs i en alder af tyve år, da hans far blev dræbt af [[Huset York|Huset Yorks]] partisaner under Rosekrigenes første slag, [[1. slag ved St Albans|Slaget ved St Albans]] i 1455. Det var sandsynligvis som et resultat af hans fars død dér, at Clifford blev en af de stærkeste støtter af dronning [[Margrete af Anjou]], kong [[Henrik 6. af England|Henrik 6.]], der endte som den reelle leder af Lancaster-fraktionen.
 
Clifford havde allerede opnået fremtrædende position i nord, hvor han som allieret til [[Henry Percy, 2. jarl af Northumberland|jarlen af Northumberlands]] søn deltog i en fejde mod [[Huset Neville|Neville-familien]], Percys naturlige rivaler i [[Yorkshire]]. Dette bestod af en række væbnede angreb, overfald og træfninger og omfattede et bagholdsangreb på en af de yngre Neville-sønners bryllupsfest i 1453. Historikere har set en direkte sammenhæng mellem hans involvering i den lokale fejde i nord med Neville-familien og hans involvering i den nationale kamp mod [[Richard Plantagenet, 3. hertug af York|hertugen af York]], som Neville-slægten var tæt allieret med i slutningen af 1450'erne. Selvom dette på papiret var en periode med midlertidig fred mellem fraktionerne, ser Clifford og hans allierede ud til at have gjort adskillige forsøg på at angribe Neville- og Yorkist-herrerne i et baghold.
Line 6 ⟶ 5:
Væbnede konflikter brød ud igen i 1459, og igen fandt Clifford sig på kongen og dronningen siden. Clifford deltog i [[Devils parlament|parlamentet, der fratog York-lederne]], der nu var i eksil, deres ære, liv og gods, og han tog en del af overskuddet fra deres landbesiddelser, såvel som han blev udnævnt til embeder, der traditionelt havde været holdt af dem. York-lederne vendte tilbage fra eksil i juni 1460 og besejrede efterfølgende en kongelig hær i [[Slaget ved Northampton|Northampton]]. Som et resultat af det kongelige partis nederlag blev Clifford beordret til at give de slotte og embeder, som han havde overtaget fra Neville-slægten tilbage til dem, skønt det er usandsynligt, at han gjorde det. Faktisk begyndte han og hans kollegaer, de andre Lancaster-støtter i nord, blot en ødelæggelsesfeltog mod Neville-slægtens og York-slægtens godser og fæsteres boliger i en sådan grad, at hertugen af York og hans nære allierede, [[Richard Neville, 5. jarl af Salisbury|jarlen af Salisbury]], i december 1460 rejste en hær og satte kurs mod nord for at knuse Lancaster-oprøret. Dette vinterfelttog kulminerede i [[Slaget ved Wakefield]] omring årets sidste dage og blev en afgørende sejr for Lancaster-hæren, hvor Clifford nu var en vigtig hærfører. Slaget endte i både Yorks og Salisburys død, men var sandsynligvis mest berygtet for Cliffords drab på [[Edmund, jarl af Rutland]], Yorks sytten år gamle anden søn og den yngre bror til den senere kong [[Edvard 4. af England|Edvard 4.]] Dette kan have resulteret i, at Clifford fik tilnavnet 'Butcher Clifford', skønt historikere er uenige om, hvor udbredt brugen af dette udtryk var i samtiden.
 
Clifford ledsagede den kongelige hær på dens march sydpå næste år, hvor han, selvom han var såret, spillede en ledende rolle i det [[2. slag ved St Albans|andet slag ved St Albans]] og derefter bagefter med dronningen mod nord. Den York-hæren, nu under ledelse af Edvard af York og [[Richard Neville, 16. jarl af Warwick|Richard, jarl af Warwick]], forfulgte Lancaster-hæren til Yorkshire og besejrede den til sidst i [[slaget ved Towton]] den 29. marts 1461. Clifford deltog dog ikke. Han var blevet dræbt i [[Slaget ved Ferrybridge|en træfning]] med en York-[[Rekognoscering|rekognosceringsdelingrekognoscering]]sdeling den foregående dag. Efter kroningen af den nu sejrrige Edvard 4. blev han frataget sin ære, liv og gods og hans landbesiddelser blev konfiskeret af kronen.
 
== Baggrund, ungdom, ægteskab og familie ==
[[Fil:Skipton_Castle_main_gate,_2007.jpg|left|thumb|200x200px| Skipton Castle, sæde for familien Clifford. [[Craven]] er blevet beskrevet som "vildt, økonomisk bagudstående og kronisk lovløst."<ref>Dockray, K. R., 'Richard III and the Yorkshire Gentry', in P. W. Hammond (ed.), ''Richard III: Lordship, Loyalty and Law'' (Gloucester, 1986), 48.</ref>]]
Familien Clifford er blevet beskrevet som en af de største familier fra det femtende århundrede, "der aldrig modtog et jarldømme."<ref>Given-Wilson, C., ''The English Nobility in the Late Middle Ages'' (Trowbridge, 1996), 64.</ref> John Clifford blev født og døbt på [[Conisborough Castle]] den 8. april 1435,<ref name=":5">Cockayne, G.E. & V.E. Gibbs (ed.), ''[https://play.google.com/store/books/details?id=Pw8DAAAAYAAJ&rdid=book-Pw8DAAAAYAAJ&rdot=1 The Complete Peerage of England Scotland Ireland and the United Kingdom Extant Extinct or Dormant]'' III (2nd ed, London, 1913), 293.</ref> søn af [[Thomas Clifford, 8. baron de Clifford|Thomas Clifford, 8. baron Clifford]] (1414-1455) og hans hustru Joan Dacre (før 1424 – før 1455). Hun var datter af [[Thomas Dacre, 6. baron Dacre|Thomas de Dacre, 6. baron Dacre]] af Gilsland og [[Philippa de Neville]], datter af [[Ralph Neville, 1. jarl af Westmorland]]. En af hans [[Fadder|fadderefadder]]e var hans grandtante [[Maud Clifford, grevinde af Cambridge]], hvis livgedings sæde var Coningsburgh Castle. Da hun døde i 1446, efterlod hun ham adskillige sølvtallerkener i sit [[testamente]]. <ref name=":4">{{Cite web|url=http://www.oxforddnb.com/view/article/5654|title=John Clifford|website=www.oxforddnb.com|access-date=27 May 2017}}</ref> Hun havde været enke efter [[Richard af Conisburgh, 3. jarl af Cambridge]], henrettet den 5. august 1415 for sin medvirken i [[Southampton sammensværgelsen]],<ref name="auto">Richardson, D., ''Magna Carta Ancestry: A Study in Colonial and Medieval Families'' I, eds Kimball G. Everingham (2nd ed., Salt Lake City, 2011), 508.</ref> og hun siges at have boet "i stor pragt" på slottet.<ref>Cokayne, G.E., ''Complete Peerage of England, Scotland, Ireland, Great Britain and the United Kingdom, Extant, Extinct or Dormant'' II, ed. V.Gibbs (2nd ed., London, 1912), 495 n.</ref>
 
Clifford havde tre yngre brødre og fem søstre.<ref name="auto1">Richardson, D., ''Magna Carta Ancestry: A Study in Colonial and Medieval Families'' I, eds Kimball G. Everingham (2nd ed., Salt Lake City, 2011), 508–9.</ref> Sir Roger Clifford, der blev gift med Joan Courtenay (født ca. 1447), den ældste datter af [[Thomas de Courtenay, 5. jarl af Devon]], af [[Margaret Beaufort, grevinde af Devon|Margaret Beaufort]], datter af [[John Beaufort, 1. jarl af Somerset]]. Hun giftede sig for anden gang med Sir William Knyvet af [[Buckenham]], [[Norfolk]].<ref>Richardson, D., ''Magna Carta Ancestry: A Study in Colonial and Medieval Families'' IV, eds Kimball G. Everingham (2nd ed., Salt Lake City, 2011), 41–2.</ref> Dernæst var Sir Robert Clifford, der til sidst involverede sig i [[Perkin Warbeck|Perkin Warbeck-]]<nowiki/>sammensværgelsen mod [[Henrik 7. af England|Henrik 7.]] John Cliffords yngste bror var Sir Thomas Clifford, og hans nærmeste søster var Elizabeth. Hun giftede sig først med Sir William Plumpton (1435–1461),<ref>Richardson, D., ''Magna Carta Ancestry: A Study in Colonial and Medieval Families'' IV, eds Kimball G. Everingham (2nd ed., Salt Lake City, 2011), 41.</ref> som sandsynligvis blev dræbt i [[Slaget ved Towton]] i 1461,<ref>{{Cite web|url=http://www.oxforddnb.com/view/article/22398|title=William Plumpton|website=www.oxforddnb.com|access-date=27 May 2017}}</ref> og anden gang med John Hamerton. <ref name="auto">Richardson, D., ''Magna Carta Ancestry: A Study in Colonial and Medieval Families'' I, eds Kimball G. Everingham (2nd ed., Salt Lake City, 2011), 508.</ref> En anden søster var Maud, der først blev gift med Sir John Harrington, og anden gang med Sir Edmund Sutton. Der var også Anne Clifford, der først blev gift med Sir William Tempest og anden gang med William Conyers. John Cliffords yngste søstre var Joan (som blev gift med Sir Simon Musgrave) og Margaret (som blev gift med Robert Carr).
 
I 1454 blev John Clifford gift med Margaret Bromflete (1443 – 12. april 1493), som var datter og arving til Henry, Lord Vescy og hans anden hustru Eleanor Fitz Hugh. Med hende fik Clifford to sønner og en datter,<ref name="auto1">Richardson, D., ''Magna Carta Ancestry: A Study in Colonial and Medieval Families'' I, eds Kimball G. Everingham (2nd ed., Salt Lake City, 2011), 508–9.</ref><ref name="auto2">Cockayne, G.E. & V.E. Gibbs (ed.), ''The Complete Peerage of England Scotland Ireland and the United Kingdom Extant Extinct or Dormant'' III (2nd ed, London, 1913), 294.</ref><ref>Richardson, D., ''Magna Carta Ancestry: A Study in Colonial and Medieval Families'' IV, eds Kimball G. Everingham (2nd ed., Salt Lake City, 2011), 97–8.</ref> hans arving, [[Henry Clifford, 10. baron Clifford|Henry]], den 10. baron, en yngre søn Richard og en datter Elizabeth. Elizabeth var senere hustru til Sir Robert Aske (d. 21. februar 1531) af Aughton, [[Yorkshire]].<ref>Richardson, D., ''Magna Carta Ancestry: A Study in Colonial and Medieval Families'' I, eds Kimball G. Everingham (2nd ed., Salt Lake City, 2011), 52, 509.</ref> Margaret Clifford overlevede sin mand og havde på et tidspunkt inden den 14. maj 1467 giftet sig igen med Sir Lancelot Threlkeld. [[Historiker|Historikeren]]en Henry Summerson har beskrevet hans ægteskab, i hvilket han modtog Clifford-godserne, som han skriver det, "i dele af nord relativt fri for Neville-slægtens herredømme."<ref name=":4">{{Cite web|url=http://www.oxforddnb.com/view/article/5654|title=John Clifford|website=www.oxforddnb.com|access-date=27 May 2017}}<cite class="citation web cs1" data-ve-ignore="true">[http://www.oxforddnb.com/view/article/5654 "John Clifford"]. ''www.oxforddnb.com''<span class="reference-accessdate">. Retrieved <span class="nowrap">27 May</span> 2017</span>.</cite></ref>
 
== Tidlige karriere ==
Line 21 ⟶ 20:
Cliffords karriere blev forandret, da hans far den 22. maj 1455 blev dræbt, kæmpende mod [[Richard Plantagenet, 3. hertug af York|Richard, hertug af York]] og Yorks Neville-allierede, jarlerne af [[Richard Neville, 5. jarl af Salisbury|Salisbury]] og [[Richard Neville, 16. jarl af Warwick|Warwick]] i [[1. slag ved St Albans|Det 1. slag ved St Albans]]. John Clifford var stadig [[Mindreårig|umyndig]] på det tidspunkt og kunne ikke få lov til at overtage sine landbesiddelsers [[liberi]] før den 16. juni 1456.<ref name=":5">Cockayne, G.E. & V.E. Gibbs (ed.), ''[https://play.google.com/store/books/details?id=Pw8DAAAAYAAJ&rdid=book-Pw8DAAAAYAAJ&rdot=1 The Complete Peerage of England Scotland Ireland and the United Kingdom Extant Extinct or Dormant]'' III (2nd ed, London, 1913), 293.</ref> Han modtog sin arv mindre end en måned senere og blev udnævnt [[fredsdommer]] i [[Westmorland]].<ref name=":4">{{Cite web|url=http://www.oxforddnb.com/view/article/5654|title=John Clifford|website=www.oxforddnb.com|access-date=27 May 2017}}<cite class="citation web cs1" data-ve-ignore="true">[http://www.oxforddnb.com/view/article/5654 "John Clifford"]. ''www.oxforddnb.com''<span class="reference-accessdate">. Retrieved <span class="nowrap">27 May</span> 2017</span>.</cite></ref> Clifford arvede baroniet Clifford, familiesædet på Skipton Castle og det arvelige embede ''High Sheriff'' af Westmorland. Han blev indkaldt til parlamentet den 30. juli 1460.<ref name="auto3">Richardson, D., ''Magna Carta Ancestry: A Study in Colonial and Medieval Families'' I, eds Kimball G. Everingham (2nd ed., Salt Lake City, 2011), 509.</ref>
 
Det er sandsynligt, at hans fars død gjorde den en allerede bitre strid med Neville-familien personlig for ham. Michael Hicks har for eksempel antydet, at "de afdøde herrers arvingerne... nu ønskede hævn for deres fædres død. De var ikke specifikke, om det var gennem en juridisk retssag eller gennem [[Attentat|mord]]. " Især Warwick blev holdt ansvarlig.<ref>Hicks, M.A., ''Warwick the Kingmaker'' (Oxford, 1998), 129.</ref> [[Henrik 6. af England|Kong Henrik 6.]] gennemtvang en forsoning mellem de stridende parter fra St Albans i begyndelsen af 1458 og beordrede de forskellige fraktioner, herunder Clifford, til London. Clifford ankom dertil, berettede en samtidig [[Krønike|krønikeskriverkrønike]]skriver, "med stor magt,"<ref name=":5">Cockayne, G.E. & V.E. Gibbs (ed.), ''[https://play.google.com/store/books/details?id=Pw8DAAAAYAAJ&rdid=book-Pw8DAAAAYAAJ&rdot=1 The Complete Peerage of England Scotland Ireland and the United Kingdom Extant Extinct or Dormant]'' III (2nd ed, London, 1913), 293.</ref> og krævede erstatning for sin fars død. I dette blev han ledsaget af de andre "unge herre, hvis fædre var blevet dræbt i Saint Albans."<ref>Davies, J.S. (ed.) ''An English Chronicle of the Reigns of Richard II, Henry IV, Henry V, and Henry VI Written Before the Year 1471'' (Camden Society, London, 1856), 77.</ref> Sammen med Lord Egremont og den nye [[Henry Percy, 3. jarl af Northumberland|jarl af Northumberland]] menes Clifford at have haft en hær på omkring 1.500 mand i London i begyndelsen af 1458, hvor han sammen med Egremont og [[Henry Holland, 3. hertug af Exeter|hertugen af Exeter]] forsøgte at angribe Warwick og York i et baghold på deres vej til Westminster.<ref name=":2">Cox, H., ''The Battle of Wakefield Revisited'' (York, 2010), 69.</ref><ref name=":6">Johnson, P.A., ''Duke Richard of York'' (Oxford, 1988), 222.</ref> Det er sandsynligt, at de havde organiseret væbnede bander med det formål at arrestere de York-herrer, eller myrde dem.<ref>Goodwin, G.,'' Fatal Colours: Towton 1461'' (London, 2011), 92.</ref> Londons borgmester mente, at de kom "imod stormændene" og tillod dem ikke adgang til byen. Således blev Clifford og de andre tvunget til at indlogere sig [[Temple Bar, London|Temple Bar]], mellem byen og [[Westminster]],<ref name=":1">Hicks, M.A., ''Warwick the Kingmaker'' (Oxford, 1998), 132.</ref> sandsynligvis i et hus, ejet af af de forskellige biskopper, der stod på ruten. <ref>Maurer, H.E., ''Margaret of Anjou: Queenship and Power in Late Medieval England'' (Woodbridge, 2003), 154.</ref> Kongen, mægleren, opholdt sig uden for London på [[Berkhamsted Slot|Berkhamsted Castle]], og Clifford besøgte ham der den 1. marts, "formodentlig for at påvirke resultatet, [men] sandsynligvis uden held," siger Hicks.<ref>Hicks, M.A., ''Warwick the Kingmaker'' (Oxford, 1998), 133.</ref> Clifford deltog senere i det, der ceremonielt blev kendt som "[[Kærlighedsdagen]]" den 24. marts, hvor kongen mæglede en løsning mellem de stridende parter. Som et resultat af dette og som en del af en generel kompensationspakke mellem familierne til slagets sejrsherrer og tabere skulle Clifford betales 666 £ af jarlen af Warwick. Dette skulle deles mellem John og hans søskende.<ref name=":4">{{Cite web|url=http://www.oxforddnb.com/view/article/5654|title=John Clifford|website=www.oxforddnb.com|access-date=27 May 2017}}<cite class="citation web cs1" data-ve-ignore="true">[http://www.oxforddnb.com/view/article/5654 "John Clifford"]. ''www.oxforddnb.com''<span class="reference-accessdate">. Retrieved <span class="nowrap">27 May</span> 2017</span>.</cite></ref>
 
Kong Henriks forsøg på fredsbevarelse blev imidlertid ikke til meget. Det var faktisk omkring dette tidspunkt, at Henriks stærke hustru, [[Margrete af Anjou]], blev mere involveret i datidens fraktionspolitik og i stigende grad indflydelsesrig i regeringen. Summerson har bemærket, hvordan Cliffords unge alder og energi "gjorde ham til en stadig vigtigere støtter af Lancaster-sagen."<ref name=":4">{{Cite web|url=http://www.oxforddnb.com/view/article/5654|title=John Clifford|website=www.oxforddnb.com|access-date=27 May 2017}}<cite class="citation web cs1" data-ve-ignore="true">[http://www.oxforddnb.com/view/article/5654 "John Clifford"]. ''www.oxforddnb.com''<span class="reference-accessdate">. Retrieved <span class="nowrap">27 May</span> 2017</span>.</cite></ref> Ligeledes i et [[Propaganda|pro-Lancaster]] digt, som brugte en samtidig metafor for regeringen, statens skib, omtaler Clifford som et "ganske godt sejl" på det.<ref>Robbins, R.H. (ed.), ''Historical Poems of the XIVth and XVth Centuries'' (New York, 1959), 192–3.</ref> Et par måneder senere blev han udnævnt til ''King's Bench'' for [[West Riding of Yorkshire]], men da et storråd blev indkaldt i oktober 1458, ser det ud til at Clifford, sammen med andre anti-York-stormænd, såsom hertugerne af Somerset og Exeter, blev udelukket fra det.<ref>Maurer, H.E., ''Margaret of Anjou: Queenship and Power in Late Medieval England'' (Woodbridge, 2003), 161.</ref>
Line 27 ⟶ 26:
== Rosekrigene ==
[[Fil:'The_Murder_of_Rutland_by_Lord_Clifford'_by_Charles_Robert_Leslie,_1815.JPG|left|thumb| ''The Murder of Rutland by Lord Clifford'' af Charles Robert Leslie, 1815]]
Det næste tidspunkt, hvor Clifford ser ud til at have været fuldt involveret i national politik, var hans deltagelse i [[Det britiske parlament|parlamentet]], der blev indkaldt i [[Coventry]] i november 1459. På dette tidspunkt var borgerkrigen for alvor brudt ud: Neville-jarlen af Salisbury havde besejret en [[Huset Lancaster|Lancaster]]-hærs forsøg på at angribe ham i et baghold i [[Slaget på Blore Heath|Slaget ved Blore Heath]] i september og havde sluttet sig til [[Richard Plantagenet, 3. hertug af York|hertugen af York]] på sidstnævntes [[Ludlow Castle|borg]] i [[Ludlow (Storbritannien)|Ludlow]]. Der var de imidlertid blevet tvunget i eksil af overlegne styrker tro mod kronen, og som et resultat var et parlament blevet indkaldt til at drøfte fratagelsen af York-ledernes ære, liv og gods. Dette var ''[[Parliament of Devils|]]''Parliament of Devils'']], og her svor Clifford troskab til den nye tronarving, [[Edvard af Westminster, Prins af Wales|Edvard af Westminster, prins af Wales]], den 11. december. Som et resultat af de landflygtige York-lederes fratagelse af ære, liv og gods var deres godser blevet tilgængelige for at kronen omfordelte dem til dem, der var forblevet loyale over for den, og Clifford blev tildelt godset Penrith og [[Penrith Castle]], som tidligere var blevet holdt af Salisbury. Dette var tæt nok på deres egne godser Westmorland, særligt deres sæde [[Brougham Castle]], nær Penrith, at det er blevet antydet, at det havde været en særlig strid mellem de to familier.<ref name=":4">{{Cite web|url=http://www.oxforddnb.com/view/article/5654|title=John Clifford|website=www.oxforddnb.com|access-date=27 May 2017}}<cite class="citation web cs1" data-ve-ignore="true">[http://www.oxforddnb.com/view/article/5654 "John Clifford"]. ''www.oxforddnb.com''<span class="reference-accessdate">. Retrieved <span class="nowrap">27 May</span> 2017</span>.</cite></ref> I april det følgende år blev han udnævnt til ''Warden of the Western Marches'',<ref>Harriss, G.L., ''Shaping the Nation: England 1360–1461'' (Oxford, 2005), 439.</ref> en vigtig stilling i forsvaret af grænsen til Skotland. Det var også Neville-familiens traditionelle embede og var for nyligtnylig blevet holdt i fællesskab af jarlerne af Salisbury og Warwick. Nu blev Clifford beordret til at rejse en styrke for at modstå York-tropperne.
 
I juni 1460 invaderede de landflygtige York-ledere med succes England, og den 10. juli besejrede de en kongelig hær i [[Slaget ved Northampton]] og tog kongen til fange. Som et resultat blev Clifford nu beordret til at overgive Penrith Castle og godset tilbage til jarlen af Salisbury.<ref name=":4">{{Cite web|url=http://www.oxforddnb.com/view/article/5654|title=John Clifford|website=www.oxforddnb.com|access-date=27 May 2017}}<cite class="citation web cs1" data-ve-ignore="true">[http://www.oxforddnb.com/view/article/5654 "John Clifford"]. ''www.oxforddnb.com''<span class="reference-accessdate">. Retrieved <span class="nowrap">27 May</span> 2017</span>.</cite></ref> Men selvom det nye York-styre gentagne gange sendte beskeder, ordrer og instruktioner til Clifford i nord, anerkendte han dem ikke, og sammen med Northumberland og [[Thomas Ros, 9. baron Ros|Lord Roos]] forblev han i kontrol over det meste af regionen.<ref name=":3">Gillingham, J., ''The Wars of the Roses (''London (repr.) 1993), 127.</ref> I oktober 1460 gjorde hertugen af York krav på tronen, og et parlament blev indkaldt til at diskutere dette. Resultatet af dens drøftelser blev ''[[Act of Accord]]'', som fratog prinsen af Wales hans arv til til fordel for York og hans arvinger. Dette, er det blevet sagt, var 'afskyeligt' for Clifford og hans kolleger og styrkede deres støtte til dronningen.<ref name=":2">Cox, H., ''The Battle of Wakefield Revisited'' (York, 2010), 69.</ref> Det ser ud til, at selvom Clifford blev indkaldt til at deltage, holdt han sig væk og mødte sandsynligvis dronning Margrete i [[Kingston upon Hull]],<ref>Goodman, A., ''The Wars of the Roses: Military Activity and English Society, 1452–97'' (USA 1981), 43.</ref> hvor hun samlede Lancaster-herrerne og medlemmerne af deres følge omkring hende. Sammen havde de snart samlet en kampstyrke på tusinder.<ref>Lander, J.R., ''Government & Community: England 1450–1509'' (London, 1980), 212.</ref> Clifford var en af disse herrer, der efterfølgende blev beskyldt for "systematisk" at hærge og plyndre Yorks og Salisburys godser og fæstere i Yorkshire.<ref name=":6">Johnson, P.A., ''Duke Richard of York'' (Oxford, 1988), 222.</ref> Som reaktion på disse angreb førte York, Salisbury og sidstnævntes søn Thomas en hær mod nord. Efter at have slået lejr ved Yorks slot i [[Sandal Castle|Sandal]] den 30. december 1460 mødtes de to hære i [[Slaget ved Wakefield]], hvor Clifford ledte en af Lancaster-hærens flanker Den York-hæren blev slået på flugt, og alle tre York-herrer blev dræbt. Clifford blev [[Ridder|slået til ridder]] af Lancaster-hærføreren, [[Henry Beaufort, 3. hertug af Somerset|Henry Beaufort, hertug af Somerset,]] inden slagets begyndelse.
Line 42 ⟶ 41:
Ifølge [[William Shakespeare|Shakespeares]] stykke ''[[Henrik den Sjette|Henrik 6., del 3]]'', efter [[Hall's Chronicle]] og [[Holinshed's Chronicles]], dræbte John Clifford efter slaget ved Wakefield med koldt blod den unge [[Edmund, jarl af Rutland]], søn af Richard, 3. hertug af York. Senere eksperter hævder imidlertid, at Rutland blev dræbt under slaget.<ref name=":5">Cockayne, G.E. & V.E. Gibbs (ed.), ''[https://play.google.com/store/books/details?id=Pw8DAAAAYAAJ&rdid=book-Pw8DAAAAYAAJ&rdot=1 The Complete Peerage of England Scotland Ireland and the United Kingdom Extant Extinct or Dormant]'' III (2nd ed, London, 1913), 293.</ref>
 
Clifford optræder i [[Sharon Kay Penman|Sharon Kay Penmans]]s historiske roman ''The Sunne in Splendor''. 
 
== Referencer ==
{{Reflist|30em}}
 
[[Kategori:Personer i Rosekrigene]]▼
{{FD|1435|1461}}
 
▲[[Kategori:Personer i Rosekrigene]]
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/wiki/John_Clifford,_9._baron_Clifford"