Regeringen Neergaard I: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
m Semiautomatisk flertydig fix - Højre
Linje 25:
J.C. Christensen vidste, at de Moderate var forhadte i Venstre på grund af det forlig, som de havde indgået med [[Konservative Folkeparti|Højre]] i [[1894]], og som havde bragt [[J.B.S. Estrup]] til fald, men J.C. Christensen havde brug for en stærk regering til at forhandle forsvarsreformen på plads. De Moderate og Niels Neergaard ønskede indflydelse, og da regeringen var en flertalsregering, der ene og alene bestemte den førte politik, gik indflydelsen over regeringsmagten, hvorfor tilbuddet var tillokkende.
 
På trods af den stærke regering og J.C. Christensens ønske om at gennemføre forsvarsreformen, blev der dog intet forlig. Den 8. september [[1908]] meldte den tidligere justitsminister [[Peter Alberti]] sig således på Københavns domhus som bedrager. Dette kunne synes som en ligegyldig sag for [[Ministeriet J.C. Christensen]], da Alberti var efter regeringsomdannelsen ikke mere var medlem af regeringen, men på grund af de æresbevisninger, som den nye konge [[Frederik 8.]] havde tildelt Alberti i forbindelse med hanhans ministerafgang, harfølte kongen formentligsige føltmeget sigvel misbrugt og vildledt. Dermed var sagen ikke mere ubetydelig for regeringen, og J.C. måtte træde tilbage og overlade embedet til Niels Neergaard.
 
Ministeriet Neergaard måtte se det som sin hovedopgave at få forsvarsordningen gennem Rigsdagen. Dette lod sig imidlertid ikke gøre, og efter et års tid resulterede forsvarsspørgsmålet i en splittelse af Venstre i to fraktioner, hvormed regeringen kom i mindretal, og lod sig fælde på foranledning af J.C. Christensen. Neergaards forslag til forsvarsordningen var blevet opfattet som vendt mod [[Tyskland]], hvilket var uacceptabelt for J.C. Christensen, som hele tiden havde arbejdet for, at et dansk forsvar aldrig måtte være rettet mod Tyskland.