Vilhelm Hammershøi: Forskelle mellem versioner

'''Vilhelm Hammershøi''' (født [[15. maj]] [[1864]] [[København]], død [[13. februar]] [[1916]] sammesteds) var en [[Danmark|dansk]] [[maler]], søn af Frederikke (f. Rentzmann) og [[Grossist|grosserer]] Christian Hammershøi, storebror til maleren [[Svend Hammershøi]]. Hammershøis afdæmpede stil fandt ikke enstemmig anerkendelse i begyndelsen. Hans stil dannede ikke skole, men fik nogle dedikerede følgere i broderen Svend Hammershøi, svogeren [[Peter Ilsted]] og vennen [[Carl Holsøe]].<ref>{{cite web|url=http://www.scandinaviahouse.org/events/painting-tranquility-masterworks-by-vilhelm-hammershoi/|title=Scandinavia House - Painting Tranquility|publisher=[[Scandinavia House - The Nordic Center in America]]|accessdate=2. juni 2016}}</ref><ref>{{cite web|url=http://www.nmwa.go.jp/en/exhibitions/past/2008_213.html|title=Vilhelm Hammershøi: The Poetry of Silence|publisher=[[The National Museum of Western Art]], Tokyo|accessdate=2. juni 2016}}</ref><ref>{{cite web|url=http://www.musee-orsay.fr/en/events/exhibitions/in-the-musee-dorsay/exhibitions-in-the-musee-dorsay/article/lunivers-poetique-de-vilhelm-hammershoei-1864-1916-3949.html?cHash=fe196ff4ec|title=Musée d'Orsay: Vilhelm Hammershøi's Poectical Universe|publisher=[[Musée d'Orsay]], Paris|accessdate=2. juni 2016}}</ref><ref>{{cite web|url=http://www.imdb.com/title/tt0954958/-|title=Michael Palin & the Mystery of Hammershøi|publisher=[[IMDb]]|accessdate=2. juni 2016}}</ref> Men i kraft af en generel interesse for at udvide kanon med mindre velbeskrevne kunstnerne og ikke-centraleuropæiske lande, som slog igennem i løbet af 1980'erne, indgår Hammershøi i de fleste skildringer af den danske og internationale, vestlige kunst fra tiden omkring [[1900]].

Hammershøi udviste meget tidligt et stort kunstnerisk talent, og han fik tegneundervisning allerede fra han var 8 år gammel hos [[Niels Christian Kierkegaard]]. Han studerede under [[Frederik Rohde]], [[Vilhelm Kyhn]], [[Carl F. Andersen]] og [[Holger Grønvold]]. Han blev uddannet ved [[Det Kongelige Danske Kunstakademi]] i København under [[Frederik Vermehren]] mellem [[1879]] og [[1884]], men fulgte med større interesse [[P.S. Krøyer|P. S. Krøyers]] klasse på den uafhængige institution Kunstnernes Frie Studieskole.[[P.S. Krøyer|Hammershøi]] debuterede som kunstner med et portræt af sin søster Anna Hammershøi i [[1885]] ([[Den Hirschsprungske Samling]], København), men hans maleri blev afvist fra konkurrencen om [[Neuhausens præmie]]. Endnu en afvisning af et portræt i [[1888]] bidrog til, at de første skridt blev taget af kunstnerens nærmeste kolleger til dannelsen af [[Den Frie Udstilling]], i protest imod den officielle smag og institutionalisering af kunsten. Samme år var han på sin første rejse – turen gik til [[Berlin]] og [[Dresden]]. Igennem hele sit liv var han en flittig rejsende til mange destinationer i [[Europa]]. Han malede især [[portræt (billede)|portrætter]], [[bygning]]er, [[landskab]]er og [[interiør]]er. Det er især på baggrund af interiørerne, at Hammershøi generelt karakteriseres som "de stille stuers maler".<ref>Poul Vad: Hammershøi, s. 360.</ref>

I juni [[1890]] blev han forlovet med [[Peter Ilsted]]s søster Ida Ilsted, og de giftede sig året efter i september [[1891]]. Ida blev hovedperson i Hammershøis liv og kunst, og hun var model til utallige af hans billeder - ofte portrætteret bagfra, så man ser nakken lyse op i det ellers dæmpede lys. Stuerne i parrets boliger, særligt i lejligheden i Strandgade 30, dannede ofte ramme om Hammerhøis maleri. I et interview fra [[1907]] udtalte han: "''Jeg har altid syntes, der var saadan en Skønhed over saadan en Stue, selv om der ikke var nogen Mennesker i den, maaske netop, naar der ingen var.''"

Det er karakteristisk for hans stil, at den ikke forandrer sig fra hans unge år og fremover. Hans farvebrug er yderst tilbageholdende, med en omhyggelig graduering fra mørke mod lys, hvor formerne arbejdes frem fra det flimrende mod det mere faste, på samme måde som man kan se hos [[Impressionisme|Impressionisterne]]. Men modsat deres værker, antydes undertiden symbolske dimensioner i værkerne. Men det generelle fravær af en klar pointe eller en forklarende sammenhæng giver anledning til, at man som betragter kan få plads og drømme sig ind i hans univers.

Hammershøi modtog efterhånden både national og international anerkendelse. Særlig betydning fik støtten fra [[Tandlæge|tandlægen]], [[Forfatter|fagbogsforfatteren]] og mæcenen [[Alfred Bramsen]], der købte mange af hans værker og promoverede hans kunst.

Hammershøis evne til at kombinere en stram komposition i stærkt selektive, rensede og hårdt arrangerede kompositioner, malet op som var de helt tilfældige og sandsynlige, på samme måde som et [[fotografi]] kan synes at være det, var atypisk for kunsten i Vesten i [[1880'erne]], som ofte var langt mere udadvendt og tydelig i sine symbolske eller politiske ambitioner.

Uanset om han ville det eller ej, var Hammershøi præget af det moderne liv og dermed også af den splittelse, som fulgte med oplevelsen af den gamle verdens sammenbrud. I denne overgangsperiode imellem [[1800-tallet|1800-]] og [[1900-tallet]], mellem [[tradition]] og fornyelse, malede Hammershøi sine billeder, og han forsøgte herigennem at håndtere og bemestre den moderne verden.<ref>{{cite book|first=Kasper | last= Monrad | title= Hammershøi og Europa, Udstillingskatalog også på engelsk og tysk, Statens Museum for Kunst, København og Kunsthalle der Hypo Kulturstiftung, München 2012 | isbn= 978 87 920 23 56 8 | page= 185}}</ref>

Hammershøis hjem var både [[atelier]] og motiv. Han valgte sine lejligheder ud fra, om de kunne give hans malerier et sanseligt rum. Her udfoldede han sin særlige metode og sin karakteristiske farveskala med hvide, grå og sorte farver. Hammershøi sagde i et interview i bladet "Hjemmet" i [[1909]]: "''Rent personligt holder jeg af det Gamle, af gamle Boliger, gamle Møbler, af den ganske særegne Stemning som hviler over alt dette.''"

Som del af en international retning i tiden, [[Realisme (kunst)|Realismen]], udforskede Hammershøi et traditionelt motiv som interiøret som malerisk rum. Kunstnerne fremhævede fænomener som lys, luft og vand i stedet for mytologiske eller litterært bundne fortællinger. Dette blev kombineret med en særlig malemåde, valeurmaleriet, hvor opmærksomheden er rettet mod malingens spor på lærredet og påfarvetonaliteterpå farvetonaliteter og overgange, som stod tydeligere frem end i den helt glatte malemåde, der havde domineret kunstakademierne i en lang periode. I [[1880'erne|1880’erne]] kom en ny bølge af skildringer af borgerlige hjem, forskellige fra [[Den danske guldalder|Guldaldermalernes]] - her var der tale om malerier, der satte fokus på et mere tillukket og begrænsedebegrænset univers; hvor datidens kvinder levede en afskærmet og isoleret tilværelse. Hammershøi arbejdede videre med interiør-temaet, men han nedtonede billedets fortælling. I stuerne ses ofte en enkelt figur, formelt i gang med et gøremål, men samtidig fastfrosset og uden for tiden.<ref>{{cite book|first=Kasper | last= Monrad | title= Hammershøi og Europa, Udstillingskatalog også på engelsk og tysk, Statens Museum for Kunst, København og Kunsthalle der Hypo Kulturstiftung, München 2012 | isbn= 978 87 920 23 56 8 | page= 18}}</ref> Hammerhøis værker synes blotlagt for historier, og ét af de vigtigste temaer i hans kunst må siges at være det indadvendte og ensomme menneske.<ref>{{cite book|first=Kasper | last= Monrad | title= Hammershøi og Europa, Udstillingskatalog også på engelsk og tysk, Statens Museum for Kunst, København og Kunsthalle der Hypo Kulturstiftung, München 2012 | isbn= 978 87 920 23 56 8 | page= 54}}</ref> Han udførte så mange malerier af denne type, at det i samtiden og eftertiden blev hans særkende.<ref>{{cite book|first=Kasper | last= Monrad | title= Hammershøi og Europa, Udstillingskatalog også på engelsk og tysk, Statens Museum for Kunst, København og Kunsthalle der Hypo Kulturstiftung, München 2012 | isbn= 978 87 920 23 56 8 | page= 76}}</ref> Der er tale om intime motiver, hvor figurerne befinder sig i deres egne rum og ikke henvender sig ud mod beskueren. De stille eksistenser i malerierne er i en kontemplativ tilstand, som svarer til kunstnerens tilstand foran lærredet. Dermed tømmes motiverne for traditionel fortælling, og fokus flyttes til de sanselige registreringer i værkerne. Herved åbnes op for andre registreringer - af fx lys og rum. Værkerne er på vej væk fra en fortællende appel mod en malerisk, sanselig appel. Man kan populært sagt sige, at der ikke sker så meget i billederne, men man mærker meget, når man står foran dem.<ref>{{cite book|first=Kasper | last= Monrad | title= Hammershøi og Europa, Udstillingskatalog også på engelsk og tysk, Statens Museum for Kunst, København og Kunsthalle der Hypo Kulturstiftung, München 2012 | isbn= 978 87 920 23 56 8 | page= 201}}</ref>

Hammershøi besøgte [[Nederlandene]] og [[Belgien]] i [[1887]]. I [[1889]] udstillede han fire billeder på [[verdensudstilling]]en i [[Paris]] og havde for første gang lejlighed til at se værker af [[James McNeill Whistler|Whistler]]. Fra september [[1891]] til marts [[1892]] boede han i Paris, hvor han ofte var i selskab med [[J.F. Willumsen]]. Han mødte [[Théodore Duret]], som senere besøgte ham i [[København]]. Fra oktober til december [[1893]] var han i Nord[[italienNorditalien]]. I juni [[1897]] tog han til [[Stockholm]], og i oktober samme år tog han via Nederlandene til [[London]], hvor han blev til maj [[1898]]. Han har måske set den store udstilling, som åbnede der den [[16. maj]] (The Skating Rink, Knightsbridge), hvor der foruden [[Claude Monet]], [[Édouard Manet]], [[Pierre Bonnard]], [[Édouard Vuillard]] og [[Tyskland|tyske]] kunstnere var ni oliemalerier af [[James McNeill Whistler|Whistler]].

Vurderingen af Hammershøis værker har varieret meget over tid. Hans underviser på Kunstnernes frie Studieskole, P. S Krøyer skal have kaldt hans tegninger for "smør eller fedt i maaneskin" og "Fostre i sprit".<ref>Poul Vad: Hammershøi, s. 115.</ref> Hammershøi var døv på det ene øre, hvilket er blevet forbundet med stilheden i malerierne. Det er også blevet nævnt, at fraværet af stærke farver i hans maleri kunne skyldes [[farveblindhed]]. Man har ikke været sikker på, om hans stil skyldes hans kunstneriske egensindighed, eller fysiske og psykiske skavanker.<ref>Poul Vad, ibid. s. 374. Vad citerer Weilbachs Kunstnerleksikon, 1896.</ref> Kritikere har forbundet hans stil med en nervøs tilstand, typisk for det moderne, utilpassede menneske, der beteges Neurasteni: en "overfølsomhed betinget af det moderne livs belastning af nervesystemet."<ref>Poul Vad, ibid, citerer Kunsthistorikeren Karl Madsen, s. 373-374.</ref> Da den franske kunstkritiker Théodore Duret kom til København i sommeren 1890 for at stifte bekendtskab med Dansk kunst, noterede Hammershøis mæcen Alfred Bramsen, at Duret havde givet ham det indtryk, at "vi kun havde én Maler derformåededer formåede at samle Verdens Opmærksomhed om sig."<ref>Poul Vad, ibid. s. 75.</ref> Den tyske digter [[Rainer Maria Rilke]] besøger familien Hammershøi i december [[1904]], efter at have set nogle af hans værker i [[Tyskland]]. Rilke brugte billedkunstnere til at udvikle en særlig poetisk og eksistentiel sensibilitet, som hans skrifter om [[Auguste Rodin]] og [[Paul Cézanne]] vidner om. Rilke kredser i flere af sine værker om, hvordan man kan beskrive en genstands ydre og dens mulige, indre betydninger, og han gør det på måder, der synes at være i tråd med Hammershøis interesser. Men Hammershøi talte ikke tysk, og der udkom ikke nogen skrift fra Rilkes hånd, der behandler Hammershøi indgående. <ref>Poul Vad, ibid. s. 276.</ref>

I [[1981]] udkom en afhandling af Dr. Med. Ib Ostenfelt, hvori han forsøgte at bevise, at Hammershøi led af farveblindhed og at hans værker var udtryk for en "abnorm farveopfattelse".<ref>Poul Vad, ibid. s. 374.</ref> Samme år afholdt [[Ordrupgaard]] en stor Hammershøiudstilling, som satte hans kunst på dagsordenen, blandt andet ved at beskrive Hammershøi som en form for [[zombie]], hvor det angiveligt ser ud "som om det var en død mand, der havde ført penslen".<ref>Poul Vad, ibid. s. 375.</ref> [[1980'erne]] markerer en form for renæssance for Hammershøi, både markeret med udstillingen på Ordrupgaard og udstillingen "Northern Light" i [[USA]], begge i 1981. I [[1986]]-7[[1987]] fulgte "Dreams of a Summer Night", som turnerede i Europa, og med udgivelsen af [[Poul Vad|Poul Vads]] monografi "Hammershøi" i [[1988]] blev Hammershøi reaktualiseret. I [[1996]] skriver [[Henrik Wivel]] en monografi om Hammershøi i serien "Dansk Klassikerkunst", hvilket cementerer Hammershøis status i dansk Kunsthistorie. I denne bog er det den gennemgående tristesse i kunstnerens værk, som undersøges og den sættes i forbindelse med en generel, national tilstand af traumatisk tungsind efter nederlaget ved [[2. Slesvigske Krig|Dybbøl]] i 1864, året for Hammershøis fødsel. I Patricia C. Bermans bog "Nyt lys over 1800-talletestallets danske maleri" fra [[2007]] skriver hun, at "Hammershøis maleri udtrykte...en ejendommelig ambivalens overfor arven fra [[Den danske guldalder|Guldalderen]]. Hans arbejder byggede på kendte, danske genrer... for blot at nedbryde dem..." <ref>Patricia G. Berman; Nyt lys over 1800-tallets danske maleri, (In Anither Light; Danish Painting in the Nineteenth Century), Vendome Press. Paris og Aschehoug Dansk Forlag, København, 2007, s. 221.</ref> I samme bog citeres kunsthistorikeren Thor Mednick for den betragtning, at det er en strategi i sig selv hos Hammershøi, at undlade at tilbyde afklaring og forståelse.<ref>Berman, idid. s. 223.</ref> I en Phd-afhandling fra [[2005]] analyseres Hammershøis værker i relation til filosoffen [[Søren Kierkegaard]]s filosofi, nyere tids [[feminisme]], [[psykoanalyse]] og fototeori som en "undersøgelse af blikkets forvaltning af begæret".<ref>Henrik Holm: ''Analyser af dansk billedkunst fra Nicolai A. Abildgaard til Asger Jorn'', s. 177, Københavns Universitet, 2005.</ref>

Efter hans død i 1916 sank hans arbejder langsomt hen i glemsel. Hammershøis lidenskabsløse [[purisme|puriststil]] var den diametrale modsætning til de foruroligende eksperimenter [[Efterkrigstiden|efterkrigstidens]] avantgarde bevægelse drev. De gjorde, at Hammershøis enigmatiske, triste kunst forekom underlig forældet. Genopdagelsen og nyvurderingen af symbolismen i de senere år har banet vejen for at Hammershøis melankolske syn på verden har kunnet genvinde sin plads i offentlighedens bevidsthed. Hammershøi er nu ikke kun en af de mest kendte skandinaviske kunstnere, han har også genvundet opmærksomhed i Paris og [[New York City|New York]] takket være udstillinger af hans arbejder i [[Musée d'Orsay]] og [[Guggenheim museum|Guggenheim Museum]].