Får: Forskelle mellem versioner

'''Fåret''' (''Ovis aries''), også kaldt '''tamfår''', er et [[Firemavedrøvtyggere|drøvtyggende]] [[pattedyr]], der typisk ikke holdes som [[husdyr]]. Fårets unger kaldes kvige'''lam'''. Et ungt hunfår, der endnu ikke har fået lam kaldes et ''gimmerlam''. Hannen kaldes for ''vædder''. En ''bede'' er en [[kastrere]]t vædder. At ''ilæmme'' et får betyder at bedække det. Fåret er drægtigt i fem måneder og læmmer normalt om foråret et til to lam. Det klippes en eller to gange årligt og giver 2-10 kilo uld afhængig af race. Ulden bruges til strikkegarn og filtning.

Sandsynligvis nedstammer fåret fra den vildtlevende [[muflon]] i Europa og Asien. Fåret holdes for dets uld, kød og mælk og regnes for et af de tidligst [[Domesticering|domesticerede]] husdyr. Ulden fra får er den mest anvendte form for dyrefiber. Får har stadig stor betydning som leverandør af uld og kød. Får holdes undertiden også for dets skind eller mælk. Som husdyr er får udbredt i det meste af verden og har været af afgørende betydning for mange [[civilisation]]er. I moderne tid forbindes især [[Australien]], [[New Zealand]], landene i det sydlige og ikke centrale [[Sydamerika]] og de [[Britiske Øer]] med [[fåreavl]].

Hunnen vejer normalt 45-100 kilo og vædderen 45-160 kilo.<ref name=Burrill/> Efter at alle [[mælketænder]] er kommet frem, har et får 20020 tænder.<ref name=Frandson/> Voksne får har 32 tænder. Som hos andre drøvtyggere bider de forreste tænder i underkæben mod et hårdt tandløst område i overkæben. Disse tænder bruger fåret til at plukke planteføden, hvorefter de bageste tænder maler den, inden den sluges. Der er otte af disse forreste tænder blandt drøvtyggere, men der er uenighed om, hvorvidt disse bør kaldes otte fortænder eller seks fortænder og to hjørnetænder formet som fortænder. Det betyder, at tandformlen enten er {{DentalFormula|upper=0.0.3.3|lower=4.0.3.3}} eller {{DentalFormula|upper=0.0.3.3|lower=3.1.3.3}}.<ref name=Colorado/> Der findes et stort mellemrum mellem for- og kindtænder. I de første år af et fårs liv er det muligt at beregne dets alder ud fra de forreste tænder, idet et par mælketænder hvert år udskiftes til de større, blivende tænder. Alle de forreste tænder er udskiftet i en alder af omkring fire år. De forreste tænder mistes herefter i takt med, at fåret ældes. De færre tænder gør det sværere for fåret at æde, hvilket går ud over fårets helbred og produktivitet. Af denne grund svækkes får, der går på en normal græsgang, langsomt fra fireårsalderen. Får bliver normalt op til 10-12 år gamle, enkelte bliver helt op til 20 år.<ref name="sheep and goat"/><ref name=Schoenian/><ref name="begin"/>

Når får græsser, tygges planterne til en bolle kaldet en ''boluaesbolus'', der derefter ender i [[vom]]men via [[netmave]]n. Vommen er et cirka 20-40 liter stort organ, hvor føden [[Gæring|gæres]] (fermenteres).{{sfn|Simmons|2001|p=146}} De fermenterende organismer omfatter [[bakterier]], [[svampe]] og [[protozoer]].<ref name="Soest" /> Andre vigtige organismer i vommen omfatter arkæer, der producerer [[metan]] af kuldioxid.<ref name="Wright" /> Bolus gylpes indimellem tilbage til munden for yderligere at blive tygget og blandet med spyt.{{sfn|Simmons|2001|p=146}} Denne [[Drøvtygger|drøvtygning]] tillader drøvtyggere at græsse hurtigt om morgenen og vente med at tygge og fordøje føden til senere på dagen.{{sfn|Smith|1997|p=56}} Dette er mere sikkert end at græsse, hvilket kræver at hovedet sænkes, så dyret bliver sårbart i forhold til rovdyr, i modsætning til drøvtygning.<ref name="begin" />

Får er i en stor udstrækning græssende planteædere, ulig dyr som [[ged]]er og [[hjorte]], der foretrækker højere planter. Med et langt smallere ansigt kan får afgnave planter helt nær jorden og kan overgræsse en græsgang meget hurtigere end [[Tamkvæg|kvæg]].<ref name="begin"/> Af den grund foretrækker mange fåreholdere at lade en flok ofte skifte mellem forskellige græsgange, så planterne kan nå at komme sig.<ref name="begin"/><ref name="modern"/> Paradoksalt nok kan får både fremme og modvirke spredningen af [[invasive arter]]. Ved forstyrrelse af græsgangens naturlige tilstand kan får og andre husdyr bane vejen for invasive arter. Til gengæld foretrækker får også at æde mange invasive arter, hvilket gør græssende får effektive, når græsgange som fx [[overdrev]] skal bevares.{{sfn|Simmons|2001|p=143}}