Wikipedia

Danmarks historie (1047-1397): Forskelle mellem versioner

Gennemse historikken interaktivt
← Gå til forrige forskelGå til næste forskel →
Content deleted Content added
VisueltWikitekst
→‎Regenter i tidlig middelalder: Om han var den 2., 3. eller 4. Oluf afhænger lidt af synspunktet, man anlægger, så det er nok bedre at anføre ham som Oluf Håkonsen
Tags: Mobilredigering Mobilwebredigering
Linje 5:
I årene mellem 1047 og 1397 ændredes såvel de økonomiske, samfundsmæssige og politiske som de religiøse og kulturelle forhold, og landskabet fik et udseende, som det skulle beholde helt frem til [[udskiftningen]] af [[landsbyfællesskabet|landsbyfællesskaberne]] i begyndelsen af det [[19. århundrede]]. Brydningerne mellem den gamle vikingekultur og den nye, europæiske kultur gav alvorlige problemer i Danmark. Gennem en stor det af det [[12. århundrede]] gav det, at kongen skulle vælges, anledning til stridigheder, som til tider udartede til borgerkrigslignende tilstande.
 
Men også blandt befolkningen var den tidlige middelalder[[Historisk tid|historiske tid]] en periode med mange og afgørende ændringer. I løbet af disse 250 år forandredes de økonomiske betingelser for udenrigshandlen, fraog vikingetidens kombinerede handels- og røverøkonomi tilblev konfronteret med [[Hansaen|Hanseaternes]] monopol på de væsentligste dele af handlen. Samtidigt slog den [[katolskeRomerskkatolske kirke|romersk-katolske]] model for et samfund igennem, så alt fra vugge til grav blev reguleret af [[Bibelen]]skirkens normer.: Kongemagten blev fast etableret, den jordejende adel fik magt, og kirken fik betydelig indflydelse.; Altalt blev styret af detet spirende [[feudalismeFeudalisme|feudale]]feudalt system]] af pligter og privilegier.
 
Efterhånden blev alle danske også kristne, men det gik langsomt. Selv på [[Saxo]]s tid fandtes hedninge.<ref>Karsten Friis Jensen: (1994); ''Nordisk hedenskab og europæisk latinhumanisme hos Saxo'' i i N. Lund (red.): ''Norden og Europa i vikingetid og tidlig middelalder'', 1994, ISBN 87-7289-240-4 side 217</ref> Der blev bygget sognekirker overalt, og præsteskab, bisper og munke blev en selvfølgelig del af tilværelsen. Det kulturelle liv var først præget af den gamle, nordiske fælleskultur, men efterhånden forsvandt [[runer|runeindskrifter]], [[vikingeskib]]e og den lokale klædedragt. De blev erstattet af latinske bogstaver, [[kogge|lastfartøjer]] og europæisk tøjmode. Landsbyfællesskabet, [[Trevangsbrug|3-vangsbruget]] og [[hjulplov]]en satte et markant præg på landskabet lige som opdelingen af jorden i [[eng]], [[ager]] og [[overdrev]].
Linje 20:
Opførelsen af de mange sognekirker bidrog også stærkt til at lægge landsbyerne fast i bymarken. Med kristendommen og kirkebyggeriet blev gravpladsen i form af inddigede [[kirkegård]]e flyttet ind i landsbyerne, og den indviede jord kunne ikke senere bruges til andet<ref>Erland Porsmose: ''Landsbyernes anlæggelse'' i Claus Bjørn (red.): ''Det danske landbrugs historie 4.000 f.Kr. – 1536'', 1988 ISBN 87-7526-073-5 side 232-233</ref>.
 
Sognene var fra begyndelsen underlagt [[herred]]erne, der hver havde et mødested, [[herredsting]]et, hvor krænkelser, uretfærdigheder, personlige stridigheder og tvistigheder om ejendomsforhold m.m. skulle behandles og [[Dom (retsvæsen)|pådømmes]]. I middelalderen blev herrederne samlet i [[len]]. det var større landområder, der hver var underlagt en lensmand, som regerede på kongens vegne fra et kongeligt slot (f.eks. blev Skanderborg len administreret fra [[Skanderborg Slot]]).
 
=== Infrastruktur ===
[[Fil:Lyø village.JPG|thumb|310px|Lyø by på [[Lyø]]. Her kan tiden have stået stille siden Middelalderen. Byggestilen og de snoede bygader er fælles for hele perioden. Lyø var stedet, hvor [[Henrik af Schwerin]] tog [[Valdemar Sejr]] og hans søn til fange i 1223.]]
 
Infrastrukturen i den tidlige middelaldershistoriske tids Danmark var meget enkel.: Denden bestod af et vejsystem, og en række broer ogsamt havneanlæggenehavneanlæg, ider kunne samle færdslen rundt til markedspladserne; de senere [[Købstad|købstædernekøbstæder i Danmark]]. Vejene havde engang været simple hjulspor, gennemofte hele forhistorien. Ofte lå desom vigtige ”hovedveje”hovedveje langs vandskel, hvad der mindsker problemerne med at skulle krydse vandløb og moser. Det ses f.eks. langs den jyske [[Hærvejen|hærvej]]. Dér, hvor det blev nødvendigt at krydse vandløb, blev vejføringen bestemt af det bedste og mest stabile vadested<ref>Jf - jf. stednavnet ''Immervad'' midt i [[Århus]], som ligger netop på det sted, hvor man ''altid'' (gammelt dansk: "immer") kunne komme over Århus å.</ref> ITilbage i vikingetiden havde man suppleretgjort dettemere ved at befæstevejfæste sumpede strækninger ned mod vadestederne med forskellige typer brolægning<ref>Jf - jf. "[[Ravningbroen]]" ved Vejle</ref>. Da- og da landsbyerne blev mere stedfaste, kunne man også forvente at vejene skulle have samme forløb, iog megetdet langgav tidmåske fremover,så og derfor blev detmere meningsfuldtmening at bygge holdbare broer over vandløbene.
 
DetI faldtden sammentidlige med,historiske attid nåede også en ny byggeteknik nåedetil landet, nemlig stenbyggeri med [[kalkmørtel]] som bindemateriale. Stenhuggere var blevet uddannet i stort tal i forbindelse med brugen af [[kvadersten]] eller [[kløvet kamp]] ved opførelsen af landsbykirkerne, så der fandtes den nødvendige, uddannede arbejdskraft. Bønderne måtte dog stadig levere det ufaglærte arbejde ved at hente og transportere byggestenene<ref>Løvel Bro i Himmerland</ref>.
 
Persontransporten skete til hest i vogn eller oftest: til fods. En dagsrejse var på 4-5 [[mil]] (28–35&nbsp;km) og man fulgte gerne ruter, der var overleveret fra mund til mund, eller som var nedskrevet<ref>[[Else Roesdahl]] og Karl Grinder-Hansen: ''Samfærdsel, handel og penge'' i Else Roesdahl (red.): ''Dagligliv i Danmarks Middelalder'', 1999 ISBN 87-00-22888-5 side 174.</ref>. Om foråret var vejene opblødte på grund af snesmeltning, og om efteråret betød regnen, at de også blev vanskeligt fremkommelige. Derfor foregik meget af den tunge transport ad vandvejen, eller – hvis det måtte foregå på land – fortrinsvis om sommeren, men ofte også i vintertiden, hvor man kunne bruge slæder og kaner.
Linje 40:
[[Fil:Langå-Egeskov-egetræer.jpg|thumb|310px|Langå Østerskov. Den sidste skov, hvor der stadig foregår græsning. Sådan må de middelalderlige skove have set ud.]]
 
Landbruget var detden bærende [[erhverv]]bestilling i [[Tidlig middelalder|den tidlige middelalder]],{{km}} og sådan fortsatte det med at være ind i højmiddelalderen og [[Danmarks historie (1397-1536)|senmiddelalderen]], ja helt frem til industrialiseringen sidst i det [[19. århundrede]]. I Danmark som helhed var landbruget mest baseret på korndyrkning, mens kvægavl havde større betydning i Jylland, hvor [[stud]]e kunne afsættes i Tyskland. Under alle omstændigheder var det bøndernes arbejde, som skabte det overskud, der kunne fordeles i samfundet som helhed.
 
Selv om der stadig var enkelte selvejerbønder tilbage, blev flere og flere [[fæstebonde|fæstebønder]] under den lokale [[herremand]]s eller [[kloster]]ets beskyttelse og opsyn. I mange landsbyer var der også gårde, som blev drevet direkte under herremandens hovedgård ved en forvalter, "bryde". NårAlt man ser bort fra disse to grupper,tilsammen dannede bønderne i landsbyen et fællesskabarbejsfællesskab, somessentielt stod for dyrkningenberammet af landsbyens jordjorder, der lå samlet. De helt jordløse, de såkaldte "gårdsæder", boede i landsbyen, men levede af at arbejde for bønder og herremand.<ref>Anders Bøgh: ''Samfundet'' i Else Roesdahl (red.): ''Dagligliv i Danmarks Middelalder'', 1999 ISBN 87-00-22888-5 side 31.</ref>
 
[[Fil:Højryggede agre 1.JPG|thumb|left|310px|Højryggede agre i Fløjstrup skov syd for Århus. Disse langstrakte agre er resultatet af pløjning med den tunge [[hjulplov]], der var besværlig at vende, og af at man bevidst pløjede jord sammen, sådan at den høje del fik bedre afdræning, mens den lave kunne tjene som grøft.]]
Linje 54:
Trevangsbruget i forbindelse med de nye opfindelser gjorde, at udbyttet af anstrengelserne blev betydeligt højere. Hovedproblemerne var dog stadig den stadige udpining af jorden for de nødvendige, mineralske stoffer og de tilbagevendende uår, dvs. år med dårlige vejrforhold. Begge dele blev det muligt at gøre noget ved, for med [[muldfjæl]]sploven blev det muligt at pløje husdyrgødning ned, og at skabe de ofte omtalte, lange agerrygge. På den måde dannede man lavtliggende grøfter og højtliggende markstrimler. I tørre perioder kunne grøfterne give lidt udbytte, og i våde somre kunne de tjene som dræn for de egentlige markstykker<ref>[[Hans Krongaard Kristensen]]: ''Land, by og bygninger'' i Else Roesdahl (red.): ''Dagligliv i Danmarks Middelalder'', 1999 ISBN 87-00-22888-5 side 58.</ref>.
 
Problemet med det tvivlsommeslidsomme udbytte blev nok forøget af [[Hoveri|de pligter, der blev pålagt bønderne af deres [[feudalisme|feudalherre]]., Tilder gengældi fortraditionen tilskrives ''fæsteretten'' ogsamt beskyttelsen i krigstid,. måtteSå bønderne måtte betale skat ([[landgilde]]) og yde arbejdspligt på hovedgårdens marker., Dettesåvel såkaldtesom [[hoveri]]bistå kunne bestå ived vejarbejde, brobyggeri og byggearbejder på herregården. Kirken fik efterhåndenogså sat i system, at den skulle have et årligt offer af sognebønderne, en tiendedel af årets avl, deraf navnet ''[[tiende]]''. Endelig måtte bønderne betale skat til kongen, som til gengæld lovede dem landefred og håndhævelse af lov og ret.
 
=== Byerne ===
I slutningen af det [[19. århundrede]], da den [[industrielle revolution]] tog sin begyndelse i Danmark, fandtes en lang række købstæder, og de varder næsten alle opståetkan sættes i forbindelse med bygningslevn fra vikingetiden eller middelalderen<ref>[[Hans Krongaard Kristensen]]: ''Land, by og bygninger'' i Else Roesdahl (red.): ''Dagligliv i Danmarks Middelalder'', 1999 ISBN 87-00-22888-5 side 55.</ref>. Men byerne var små, og man regner med, at bybefolkningen udgjorde klart under 5 % af landets samlede befolkningstal<ref>Anders Bøgh: ''Samfundet'' i i Else Roesdahl (red.): ''Dagligliv i Danmarks Middelalder'', 1999 ISBN 87-00-22888-5 side 33.</ref>.
 
I løbet af middelalderen fik købstæderne én efter én særlige privilegier, som blev givet dem af kongen. Byerne blev selvstændige [[retskreds]]e med egen byret, og beskatningen blev reguleret, så den gik direkte til konge og kirke og dermed uden om lensmanden. Kongemagten var repræsenteret i hver by ved en [[byfoged]]. Det var for at sikre handelen gode vilkår, at kongemagten gav købstæderne deres privilegier. Det vigtigste privilegium var, at byerne blev underlagt kongen direkte, dvs. uden om systemet af kirkelige og adelige lensmænd. Dernæst havde det stor betydning, at byernes borgere fik eneret til at fremstille og handle med en række produkter. Omvendt måtte borgerne svare kongen afgifter, som blev inddrevet af den stedlige byfoged<ref>Else Roesdahl og Karl Grinder-Hansen: ''Samfærdsel, handel og penge'' i Else Roesdahl (red.): ''Dagligliv i Danmarks Middelalder'', 1999 ISBN 87-00-22888-5 side 190-194.</ref>.
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/wiki/Danmarks_historie_(1047-1397)"