Bekendelseskirken: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Stavefejl/slåfejl |
Oprettede eller redigerede 3 arkivlinks ud af 3 analyserede links, se hjælp) #IABot (v2.0.8 |
||
Linje 22:
* Med afgrænsning af lære fra al politisk ideologi og den statslige fordring på totalitet (''[[Barmenerklæringen]]'', maj 1934)
* Med egen organisation der afslog ethvert samarbejde med statslige kontrolorganer ([[Bekendelsessynode|2. bekendelsessynode]] fra Dahlem, oktober 1934<ref>[http://www.niemoeller-haus-berlin.de/ausstellung/tafel13.html "Dahlemer Synode"] {{Webarchive|url=https://web.archive.org/web/20140912170903/http://www.niemoeller-haus-berlin.de/ausstellung/tafel13.html |date=12. september 2014 }} på udstillingen ''Auf dem Weg zur mündigen Gemeinde'' ('På vej til myndige menigheder'?)</ref>)
* Med direkte indlæg og protester mod statslig politik gennem forskellige organer og førende repræsentanter for ''BK'' – ikke kun om kirkelige forhold.
Linje 46:
De oppostionelle præsters krav blev forkyndt ud over riget på såkaldte "bekendelsesdage", ''Bekenntnistagen''. Alene i [[Frankfurt am Main]] tog omkring 12.000 personen del i den bekendelsesdag hvor det i oktober 1934 dannede "landsbroderråd", ''Landesbruderrat'', fremlagde kravet om at være den retmæssige ledelse af kirken i Nassau-Hessen. 140 præster fra landskirken frasagde sig lydighed over for deres nationalsocialistiske biskop. I slutningen af september 1934 havde omkring 360 af 800 gejstlige sluttet sig til ''Bekendelseskirken'' i Nassau-Hessen.
Inden for den evangeliske kirke var der menigheder og præster der hørte til ''Bekendelsekirken'', og der fandt afspaltninger sted fra dele af menighederne hvor præsten og dele af menigheden havde vendt sig til ''Deutsche Christen'', andre dele fungerede med praktikanter (vikarer og hjælpeprædikanter), dog illegalt og ved siden af de kirkelige strukturer, og hvor prædikanterne var ubetalte eller hvor udgifterne var afholdt ved indsamlinger; gudstjenestelokaliteterne kunne være nødkirker i gæstgiverier og, da det blev forbudt, i fabrikshaller og hangarer.<ref>Om [http://www.niemoeller-haus-berlin.de/ausstellung/tafel14.html organiseringen] {{Webarchive|url=https://web.archive.org/web/20120123185750/http://www.niemoeller-haus-berlin.de/ausstellung/tafel14.html |date=23. januar 2012 }} af illegaliteten på udstillingen ''Auf dem Weg zur mündigen Gemeinde''</ref> Den evangeliske kirke har kun delvis legaliseret disse tjenesteforhold efter [[2. verdenskrig|krigen]]: Tjenestetiden blev medregnet, men der fandt ingen efterbetaling sted.
Ved slutningen af 1935 omdelte Elisabeth Schmitz sit skrift ''Zur Lage der deutschen Nichtarier'' ('Om situationen for tyske ikke-ariere') om den daglige forfølgelse af jøder i NS-staten til 200 medlemmer af ''Bekendelseskirken'', herunder til [[Karl Barth]], [[Dietrich Bonhoeffer]] og Helmut Gollwitzer. Hun appellerede – af sikkerhedsgrunde anonymt – uden held til de ansvarlige kræfter i ''Bekendelseskirken'', om at yde hjælp til de forfulgte.
Linje 55:
== Efter 1945 ==
Ledende medlemmer af ''Bekendelseskirken'' gik i oktober 1945 ind for at den tyske evangeliske kirke skulle vedkende sig et medansvar for nazismens voldsregime, og det skete med afgivelsen af en skyldserklæring: ''Stuttgarter Schuldbekenntnis'' (også: ''Schulderklärung der evangelischen Christenheit Deutschlands'').<ref>Diskussion i ''Bekendelseskirken'' om [http://www.niemoeller-haus-berlin.de/ausstellung/tafel36.html ''Stuttgarter Schuldbekenntnis''] {{Webarchive|url=https://web.archive.org/web/20110719065956/http://www.niemoeller-haus-berlin.de/ausstellung/tafel36.html |date=19. juli 2011 }} på udstillingen ''Auf dem Weg zur mündigen Gemeinde''.</ref>.
Ved afløsningen af ''[[DEK]]'' med ''[[Evangelische Kirche in Deutschland]]'' (EKD) fra 1945 spillede enkelte medlemmer af ''Bekendelsekirken'' en understøttende rolle. Deres grundmanifest, ''[[Barmenerklæringen]]'' blev optaget i flere evangeliske landskirker.
| |||