Sokrates: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
m Fjernelse af noter Tags: Tilbagerullet Visuel redigering |
Madglad (diskussion | bidrag) Hvorfor? Fjerner version 10778296 af Alexandramander (diskussion) Tag: Omgjort |
||
Linje 53:
I Athen havde den lange krig mod Sparta endt med en fuldstændig [[katastrofe]] kun fem år før retssagen mod Sokrates. Som en straf fra [[Apollon]] blev de også ramt af [[pest]]. Sokrates havde aldrig haft nogen befatning med Spartas repræsentanter i Athen, [[militærjunta]]en "de 30 tyranner", der kun sad ved magten i 8 måneder. Han havde derfor ikke været med til at vanære Athens guder. Men i årtier havde han kritiseret [[demokrati]]et, og flere af hans elever havde stået i ledtog med tyrannerne. Nøjagtigt hvordan anklagen mod ham lød i retten, er uvist, da de taler ikke er bevaret. Sokrates' forsvarstale blev derimod offentliggjort kun 4 år efter retssagen, da mange athenere stadig havde den friskt i minde; så større friheder kan Platon ikke have taget sig med ordlyden. Mere sandsynligt har han haft andre til støtte for sin [[hukommelse]]. <ref>Jarle Rasmussen: ''To henrettelser'' (s. 54)</ref>
Meletos aflagde ed, inden han læste anklagen op og begrundede den. [[Vandur]]et, der eller begrænsede taletiden til seks minutter, var sat til side i sager som denne. Sokrates gjorde intet forsøg på at forsvare sig, men [[ironi]]serede i stedet over modparten. Noget forbedringspotential røbede han heller ikke ved at sige: "''Jeg vil adlyde guden mere end jer!''" Han mindede tilhørerne om, at han som hoplit havde kæmpet både ved Potidaia, Amfipolis og Delion; nu mente han, at guden både ved [[orakel]]ord og [[drøm]]mesyn havde pålagt ham at vie sit liv til tænkning og granskning af sig selv og andre. Flere gang blev
I øvrigt var processer mod filosoffer ikke noget nyt i Athen; både [[Anaxagoras]] og [[Protagoras]] blev forvist efter at have virket i byen. De fleste nærede dyb mistillid både til [[Naturfilosofi|naturfilosoffer]] og sofister. <ref>Eiliv Skard: ''Filosofien i oldtiden'' (s. 54)</ref>
Linje 74:
Ifølge Sokrates var der en af hans elever, der engang spurgte [[oraklet i Delfi]]: ''”Er der nogen, der er visere end Sokrates?”'' Oraklet svarede, at ingen var visere. Dette svar undrede Sokrates. Han sagde: ”''Det ved jeg jeg dog, at jeg ikke i fjerneste måde er vis.''”<ref>Platon: [[Sokrates' forsvarstale]], VI</ref>
For at modbevise oraklets ord begyndte han at lede efter nogle, som var visere end ham. Han gik først til politikerne, derefter til digterne, og til sidst til håndværkerne. Alle disse mennesker havde en stor visdom på hver deres område. Men Sokrates fandt ud af, at hvis de bevægede sig uden for deres eget område, så havde de ingen visdom. Både politikerne, digterne og håndværkerne gjorde den samme fejl: De var dygtige til deres fag, og derfor troede de, at de var dygtige på andre områder, for eksempel filosofiske problemer.<ref name="autogeneret2">Platon: [[Sokrates' forsvarstale]], VIII</ref>
Sokrates indså, at han frem for disse mennesker havde et bestemt forspring i visdom: Han bildte sig ikke ind, at han havde en visdom, som han ikke havde. Han konkluderede derfor, at oraklet havde haft ret. Han var visere end disse mennesker.
Linje 80:
Her må vi forstå, at der ifølge Sokrates findes forskellige slags visdom. Der er den lavere menneskelige visdom om praktiske forhold. Det er den visdom, som håndværkerne har. Om dem sagde Sokrates, at de på nogle områder var visere end ham.
Så er der den højere menneskelige visdom. Det er den, som filosofferne har.<ref name="autogeneret2" /> Det er for eksempel den visdom, som Sokrates har, når han ved hjælp af kritiske spørgsmål undersøger, om nogen har den visdom, som de tror de har.
Endelig er der den guddommelige visdom. Det er den, som Gud har. Det er visdom om de yderste og højeste ting. Det er den fuldkomne visdom. Det er for eksempel visdom om det gode og visdom om døden. De sande filosoffer længes efter denne visdom og stræber efter at få den.<ref>Platon: [[Symposion (Platon)]], Diotimas tale</ref> Men de når den ikke i absolut forstand. Sokrates fremhævede, at hans menneskelige visdom,
Ifølge Sokrates er det kun Gud, der har den absolutte visdom. Det er kun Gud, der kender de højeste sandheder. Den opfattelse ser vi i hans afsluttende bemærkning i hans forsvarstale under rettergangen: ”''Men nu er det nok på tide at gå bort. I går atter ud i livet; jeg går ind i døden. Men om jeres eller min skæbne er den bedste, ved ingen, undtagen Gud.''”<ref>Platon: [[Sokrates' forsvarstale]], XXXIII</ref>
| |||