Felttoget i Nordafrika: Forskelle mellem versioner

Kampagnen i Nordafrika var strategisk vigtig for både de allierede og for aksemagterne. De allierede brugte kampagnen som et skridt på vejen mod en 2.anden front mod aksemagterne i "Festung Europa", og den bidrog til at mindske presset på [[Østfronten]].

Aksemagterne havde planer om at dominere [[Middelhavet]] ved at få kontrol over [[Gibraltar]] og [[Suez kanalen|Suez-kanalen]] og planlagde at følge op på en vellykket kampagne i Nordafrika med et angreb nordpå til de rige oliefelter i [[Mellemøsten]].<ref name=autogenerated1>{{Cite web |url=http://www.bbc.co.uk/history/interactive/animations/wwtwo_map_n_africa/index.shtml |title=BBC – History – Animations – Animated Map: The North African Campaign<!-- Bot generated title --> |access-date=15. november 2008 |archive-date=20. december 2008 |archive-url=https://web.archive.org/web/20081220025629/http://www.bbc.co.uk/history/interactive/animations/wwtwo_map_n_africa/index.shtml |url-status=ok }}</ref> Dette ville have afskåret de allieredes nærliggende olieforsyninger og have forøget aksemagternes olieforsyninger dramatisk.<ref name=autogenerated1 />

De allierede styrker var kraftigt i undertal, 36.000 mand mod 200.000. Alligevel igangsatte de en modoffensiv i slutningen af 1940 i [[Operation Compass]]. Det var en større succes end ventet, og resulterede i nedkæmpelsen af det meste af den italienske 10. Armé og fremrykning af de allierede styrker til [[El Agheila]]. Det chokerende nederlag førte til, at der blev sendt friske italienske tropper under ledelse af Uldo Capzoni blev sendt til Libyen, sammen med det tyske [[Afrikakorpset|Afrikakorps]] under general [[Erwin Rommel]]. Samtidig blevtrak de allierede styrker, som netop havde besejret italienerne, trukketsig tilbage fra den vestlige ørken. En australsk infanteridivision blev sendtrykkede til Grækenland for at forstærke de græske armeer, som kæmpede mod aksemagternes [[Slaget om Grækenland|invasion af Grækenland]], mens den 7. panserdivision, som var sendt til [[Nilen|Nildeltaet]] for at blive genudrustet, blev erstattet af to uerfarne og svækkede divisioner.

Selv om Rommel kun havde fået ordre til at holde stand, blev en pansret recognoscering snart til eten fuld offensiv fra El Agheila i marts 1941, som med undtagelse af [[Belejringen af Tobruk|Tobruk]] fik presset de allierede tilbage til Egypten, således at begge sider stort set var tilbage, hvor de var startet.

Aksestyrkerne gjorde et nyt forsøg på at bryde igennem til Cairo i slutningen af juni i [[Slaget ved Alam el Halfa]], men blev presset tilbage. Efter en periode med opbygning og træning iværksatte 8. Armé i slutningen af oktober og begyndelsen af november 1942 en storoffensiv, som afgørende besejrede de tysk-italienske styrker i det [[Andet slag om el-Alamein]]. Briternes 8. Armé pressede aksestyrkerne mod vest og erobrede [[Tripolis]] i midten af januar [[1943]]. I februar stod 8. Armé over for en tysk-italiensk panserarmé ved [[Mareth-linjen]] i Tunesien og kom under kommando af general [[Harold Alexander]]'s [[18. Armegruppe|18. Armégruppe]] i den afsluttende fase af krigen i Nordafrika – [[Felttoget i Tunesien]].

''Operation Torch'' blev indledt den [[8. november]] 1942 og var afsluttet den [[11. november]]. I et forsøg på at presse aksestyrkerne fra to sider blev allierede styrker fra USA og det britiske Commonwealth landsat i det [[Vichy Frankrig|vichy-franske]] [[Fransk Nordafrika]]. Man antog, at de kun ville møde beskeden modstand. Til trods herfor gjorde deDe vichy-franske styrker gjorde dog kraftig modstand mod de allierede ved [[Oran]] og i Marokko, men ikke i [[Algier]]. Årsagen var et kup begået den 8. november af den franske modstandsbevægelse. Ved kuppet lykkedes det, forud for den allierede landgang, at neutralisere det franske 19. Korps og tage de vichy-franske kommandører til fange. Som følge heraf mødte landgangen stort set ingen modstand i Algier, og byen blev erobret den første dag. Efter tre dages forhandlinger og trusler tvang generalerne [[Mark W. Clark|Mark Clark]] og [[Dwight D. Eisenhower|Eisenhower]] den vichy-franske admiral [[François Darlan]] (og General [[Alphonse Juin]]) til at beordre de franske styrker til at indstille den væbnede modstand i Oran og Marokko. Det skete den [[10. november|10]] og [[11. november]] på betingelse af, at Darlan blev leder af den Frie franske administration.

Efter landsætningerne i Operation Torch i begyndelsen af november 1942 indledte tyskerne og italienerne en opbygning af tropper i Tunesien for at udfylde tomrummet efter de vichy-franske tropper, der var blevet truffettrukket tilbage. I denne svaghedsperiode besluttede de allierede sig for ikke at rykke hurtigt ind i Tunesien, mens de kæmpede med de vichy-franske autoriteter. Mange af de allierede soldater måtte bruges som besættelsesstyrker, på grund af den usikkerhed, der var omkring de vichy-franske styrker og deres planer.

I denDen efterfølgende vinterperiodevinter fulgte en periode med dødvande, mens begge sider fortsatte med at opbygge deres styrker. I startenbegyndelsen af det nye år blev den allierede styrke til Første amerikanske Armé, med 2to britiske, 6seks amerikanske og 1et fransk korps, foruden soldater fra andre allierede nationer.

I begyndelsen af marts var den britiske 8. Armé, som rykkede frem langs den nordafrikanske kyst, nået frem til den tunesiske kyst. Rommel og von Arnim befandt sig nu under pres fra to sider. Den britiske 8. Armé knuste i slutningen af marts aksemagternes forsvarsstilling i Mareth-Linjen. Samtidig igangsatte 1. Armé i midten af april deres hovedoffensiv i det centale Tunesien for at presse aksestyrkerne og få deres modstand i Afrika til at bryde sammen. Aksestyrkerne overgav sig den [[13. maj]] [[1943]], og over 275.000 blev taget til fange. Selv om det lykkedes et stort antal aksetropper at undslippe fra Tunesien, var der med de mange tilfangetagne tale om et stort tab af erfarne tropper, som reducerede aksemagternes militære formåen betydeligt. Nederlaget førte til, at alle italienske kolonier i Afrika blev erobret.