Skrivekridt: Forskelle mellem versioner

[[Fil:Craie2.jpg|thumb|250px|Skrivekridt er blødt og afsmittende, og derfor velegnet som tavlekridt.]]

'''Skrivekridt''' (engelsk: ''chalk'', tysk: ''Schreibkreide'', fransk: ''craie'') er en finkornet, ofte forholdsvis svagt hærdnet og stedvis [[flint]]holdig sedimentær bjergart, som overvejende består af mikroskopiske skalrester, såkaldte [[Kalkflagellat|kokkolitter]], fra encellede [[havalger]]. Algerne levede i et hav, som i Sen [[Kridt (geologisk periode)|Kridt]] dækkede et stort område i Nordeuropa og omkring [[Nordsøen]]. Her kan kridtet mange steder ses i spektakulære blotninger, såsomeksempelvis [[Dover]] i [[England]], [[Møns Klint|Møns klint]] i Danmark, [[Jasmund]] nationalpark på Rügen i Tyskland og Cap Blanc-Nez ved [[Calais]] i Frankrig. Skrivekridt laves også af [[gips]].

Skrivekridt er siden oldtiden blevet udvundet og anvendt, først til flintredskaber, siden til bygningssten og [[kalkmørtel]], og i nyere tid bl.a. til [[cement]]produktion, jordbrugskalk, samt til en lang række industrielle formål, fx som slibemiddel, i papirfremstilling og som tilsætning til maling, foruden som tavlekridt.

I 1960-'erne konstaterede man store forekomster af [[kulbrinter]] (olie og gas) i skrivekridtlagene under Nordsøen, den såkaldte [[nordsøolie]], og disse lag har siden dannet grundlag for en omfattende britisk, norsk, dansk og hollandsk kulbrinteindustri, som har haft vidtrækkende samfundsøkonomisk betydning, ikke mindst i [[Norge]].

I Sen Kridt var det globale klima varmt, der var ingen iskapper ved polerne, og havspejlet i Kridthavet i<span>ndtog den højeste vandstand nogensinde i Jordens historie og </span>stod formentlig ca.cirka 100 mmeter højere end i dag.<ref name=":2">Finn Surlyk (2006): Fra ørkener til varme have. S. 139-180 i: Gunnar Larsen (red.): Naturen i Danmark. Geologien. Gyldendal</ref> Tæt på vandoverfladen levede enorme mængder af fritsvævende encellede alger, såkaldte coccolithophorider, som -– lidt i stil med de kantede læderstykker i en [[Fodbold (bold)|fodbold]] -– dannede et kugleformet skelet sammensat af plader, kokkoliter, bestående af mineralet [[Kalk (mineral)|calcit]], eller calciumkarbonat CaCO₃. Når algerne døde og sank til bunds i havet, opløstes deres organiske dele, mens kugleskallerne sønderdeltes til kokkolit-plader, som typisk er nogle få tusindedele mmmillimeter (μm) store.

Typisk skrivekridt består for mere end 80 procents% vedkommende af partikler mindre end 5 mymeter (μm).<ref name=":0">Erik Thomsen (1995): Kalk og kridt i den danske undergrund. S. 31-67 i: Ole Bjørslev Nielsen (red.): Danmarks geologi fra Kridt til i dag, Aarhus Geokompendier nr. 1, Geologisk Institut, Aarhus Universitet</ref> Skrivekridt indeholder også rester af andre kalkskallede algetyper, samt kiselskallede radiolarer og kiselalger, foruden større dyr som [[foraminiferer]], [[Mosdyr|bryozoer]], [[Armfødder|brachiopoder]], [[Muslingekrebs|ostracoder]] og [[Koraldyr|koraller]]. Skrivekridt er normalt så forholdsvis svagt hærdnet, at man kan skære i det med en kniv, og brække kalkstykker itu med fingrene.

Kridt og kalk er ikke synonymer. Betegnelserne kalk eller kalksten bruges om alle bjergarter, som er domineret af mineralet calcit (calciumkarbonat). Skrivekridt er en form for kalksten, som er finkornet, afsmittende og svagt hærdnet (blød), så at den, som navnet siger, kan bruges til at skrive med. Skrivekridt stammer næsten udelukkende fra Sen Kridt-tidsrummet, og har derfor lagt navn til den [[Periode (geologi)|geologiske periode]] Kridt. (Dette navn udgør én af de få undtagelser fra den nugældende stratigrafiske praksis om, at geologiske tidsrum navngives efter en lokalitet og ikke efter en bjergartstype eller et fossil, som det tidligere var almindeligt. En anden undtagelse er [[Kultiden]].)

I løbet af Sen Kridt steg det globale havspejl, så at Nordeuropa efterhånden var dækket af hav i et stort område fra Østengland over Nordsøen og det sydlige Skandinavien, til den sydlige del af Østersøen, Polen og Hviderusland, samt det nordlige og mellemste Tyskland, [[Benelux]] og det nordlige Frankrig.<ref name=":2" /> I havet aflejredes først vekslende lag af kalk, sand og ler, som det kan ses i klinten ved Arnager på Bornholms sydkyst. Senere øgedes havdybden samtidig med, at tilførslen af ler og sand fra landområderne svandt ind til næsten ingenting, og der aflejredes nu udelukkende rent, hvidt kridtslam.

Sen Kridt-epoken, som strakte sig over 32 millioner år, inddeles i fem [[Alder (geologi)|aldre]], hvorfra man i Danmark, bortset fra Bornholm, kun har lag blottet fra den yngste alder, ''Maastrichtien''. Lag fra ældre aldre findes bl.a. blottet langs de øst- og sydengelske og franske kyster, og her er kridtet ofte mere leret, meretydeligere lagdelt og stærkere hærdnet end det danske skrivekridt, og præget af en mængde vekslende flint- og [[mergel]]lag af typisk 10-20 cmcentimeters tykkelse, som ofte kan følges over store afstande, såkaldte ''marker-horisonter''.<ref name=":4" /> Både i Danmark og andre steder ses i visse dele af skrivekridtet rytmiske variationer i farve, hærdningsgrad og flintindhold mm. Disse variationer tilskrives ændrede aflejringsforhold, som menes frembragt af tre typer cykliske forandringer i Jordens bane omkring Solen med perioder på hhv.henholdsvis omkring 20.000 år, 40.000 år og 100.000 år, de såkaldte ''[[Milanković-cykler|Milankovitch-cykler]]''.<ref name=":2" />

Ligesom i Danmark er den øvre del af kridt-lagserien i England og i Nordsøen udviklet som svagt hærdnet hvid flintfattig skrivekridt, mens de underliggende lag, somder er mere grå i farven, er adskilt herfra af et meget udbredt, organisk ler- eller mergellag, som både er kendt som ''Plenus Marl''<ref name=":4"><span lang="EN-US">Whitham, F. (1991): The stratigraphy of the Upper Cretaceous Ferriby, Welton and Burnham formations north of the Humber, north-east England, Proceedings of the Yorkshire Geological Society, Vol. 48, Part 3, pp. 227-254</span></ref><ref><span lang="EN-US">Whitham, F. (1993): The stratigraphy of the Upper Cretaceous Flamborough Chalk Formation north of the Humber, north-east England. Proceedings of the Yorkshire Geological Society, Vol. 49, Part 3, pp. 235-258</span></ref><ref name=":1"><span lang="EN-US">Cameron, T.D.J., A. Crosby, P.S. Balson, D.H. Jeffery, G.K. Lott, J. Bulat & D.J. Harrison (1992): The geology of the southern North Sea, UK Offshore Regional Report, HMSO for the BGS, London, 152 pp</span></ref><ref name=":3">Mortimore, R.N. (2014): Logging the Chalk. Whittles Publishing, 357 pp.</ref> og som ''Black Band'', og som på norsk område regnes som hørende til ''Blodøks formationen''.<ref><span lang="EN-US">Silke Voigt, Michael Wagreich (co-ordinators), Finn Surlyk, Ireneusz Walaszczyk, David Uličný, Stanislav Čech, Thomas Voigt, Frank Wiese, Markus Wilmsen, Birgit Niebuhr, Mike Reich, Hanspeter Funk, Josef Michalík, John W.M. Jagt, Peter J. Felder og Anne S. Schulp </span>(2008)<span lang="EN-US">: Cretaceous, side 923-997 i: Tom McCann (red.): The Geology of Central Europe - Volume 2 Mesozoic and Cenozoic. Geological Society of London</span></ref> Fra disse underliggende lag kendes en 25-30 mmeter tyk mergelhorisont, i hvilken man i årene omkring 1990 anlagde [[Kanaltunnelen]],<ref name=":3" /> idet denne mergel viste sig velegnet til tunnelering.

Det engelske skrivekridt viser regionale variationer, idet kridtet mod nord er stærkere hærdnet og har større densitet end kalken mod syd.<ref name=":3" /> Grænsen mellem disse to engelske kridtprovinser udgøres af det såkaldte ''London-Brabrant massiv'', en højdestruktur i undergrunden -– i stil med den danske ''Ringkøbing-Fyn højderyg'' -– som strækker sig fra Sydengland over Nordsøen og til det sydlige Belgien.

I området i og omkring Nordsøen når Øvre Kridt- og [[Danien]]-lag typisk en samlet tykkelse på 500-15001.500 mmeter, dog omkring Helsingør og det sydlige Kattegat over 20002.000 mmeter.<ref>Vejbæk, O.V. (1997): Dybe strukturer i danske sedimentære bassiner. Geologisk Tidsskrift, hæfte 4, s. 1-31</ref> Denne tykke lagserie var indtil midten af det 20. århundrede1900-tallet kun blevet gennemboret tre steder i Danmark, nemlig i 1872 i det vestlige Aalborg (323 mmeter skrivekridt), i perioden 1894-1907 i Grøndalsengen på Frederiksberg i København (495 mmeter skrivekridt) og endelig i 1937 ved Harte vest for Kolding (415 mmeter skrivekridt).<ref>S.A. Andersen (1944): Det danske Landskabs Historie, I. Bind Undergrunden. Populærvidenskabeligt Forlag, 480 sider samt tavler</ref>

* '''Austin Chalk''' -formationen fra Øvre Kridt-etagen ''Coniacien'' findes i det østlige Texas, i et område omkring Austin og Dallas.

* '''Mooreville Chalk''' -formationen fra etagerne ''Campanien'' og ''Santonien'' findes i Alabama.

[[Fil:Stevns kridtbrud.jpg|thumb|right|upright=2|Sigerslev kridtbrud på Stevns.]]

Igennem [[Stenalderenstenalderen]], [[Bronzealderenbronzealderen]] og helt til begyndelsen af [[Jernalderenjernalderen]] brugte man i det danske område flintknolde til fremstilling af [[flintøkse]]r, -samt knive, -skrabere og lignende redskaber. Fra [[middelalderen]] og indtil begyndelsen af 1800-tallet brugtes tilhuggede flintstykker i geværer og pistoler til antænding af krudtet, idet flinten ved anslag mod metal danner gnister.

Kalk er siden oldtiden brugt som bindemiddel i murværk. For at bindemidlet, mørtelen, kan hærdne, må kalken først gøres reaktiv. Dette foregår ved først at opvarme kalken, så at calciumkarbonat omdannes til calciumoxid, såkaldt [[Kalciumoxid|brændt kalk]], og kuldixoid. Dernæst lægges den brændte kalk i vand, hvorved fås calciumhydroxid, eller [[læsket kalk]]. Når den læskede kalk blandes med sand og vand, fås en [[kalkmørtel]], som hærdner i kontakt med luften, idet mørtelen ved optagelse af kuldioxid igen omdannes til calciumkarbonat.

Hvis kalk, blandet med lidt ler og kvartssand, i en roterovn opvarmes til omkring 14501.450° C, omdannes disse bestanddele til en delvist smeltet blanding af calcium-, silicium- og aluminiumoxider. Ved afkøling størkner massen til hårde klumper, klinker, som dernæst nedknuses til (normalt gråt) pulver, såkaldt ''portland[[cement]]''. Modsat kalkmørtel behøver cementmørtel ikke at have luft om sig for at hærdne, og den hærdner derfor betydeligt hurtigere og bedre end kalkmørtel, og kan endogendda hærdne under vand.

Op gennem den centrale Nordsø løber ''Central-graven'', en gravsænkning anlagt i Sen [[Jura (geologi)|Jura]],<ref>Korstgård, J. (2006): De globale begivenheder. S. 57-69 i: Gunnar Larsen (red.): Naturen i Danmark. Geologien. Gyldendal</ref> somder ud for Skotland deler sig i ''Moray Firth bassinet'', som fortsætter ind mod den skotske kyst, og ''Viking graben'', som fortsætter nordpå vest om Norge. Stort set lige siden de blev anlagt, har disse gravsænkninger oplevet en kraftig indsynkning, så de i dag rummer en flere kmkilometer tyk lagserie. Oven på tykke organiske lerlag fra Jura findes hér tykke lag af skrivekridt og [[danienkalk]], hvori der mange steder er opsamlet store mængder olie og gas, som fra 1960-'erne er blevet udvundet.

Skrivekridtets høje [[Pore (jord)|porøsistet]], op til 46 %,<ref name=":1" /> gør det i stand til at indeholde store mængder af kulbrinter, kendt som [[nordsøolie]]. Men da skrivekridt er meget finkornet, har det en meget lille [[Permeabilitet (hydrodynamik)|permeabilitet]], så athvorfor olien kun strømmer forholdsvis langsomt hen mod en olieboring, hvorfra det pumpes op.<ref>{{Cite web |url=http://www.geus.dk/DK/publications/popular-geology/geo-nyt-geus/Sider/gi011_03.aspx |title=Sprækker, vand og olie i kalk - Geologi nyt fra GEUS 1, 2001<!-- Bot genereret titel --> |access-date=15. april 2015 |archive-date=24. september 2015 |archive-url=https://web.archive.org/web/20150924022016/http://www.geus.dk/DK/publications/popular-geology/geo-nyt-geus/Sider/gi011_03.aspx |url-status=yes }}</ref> Man har derfor især gennem 1980-'erne og -90-'erne udviklet nye boreteknikker, med vandrette boringer og kunstig opsprækning af kalken, så at dennes permeabilitet kan øges, hvorved en større del af et kalkreservoirs kulbrinter kan udvindes. Fra at man i 1960-'erne typisk udvandt 5-10 % af olien, er man her i begyndelsen af det 21. århundrede flere steder oppe på udvindingsgrader på over 30 %.{{kilde mangler|dato=april 2015}}