Treårskrigen: Forskelle mellem versioner

'''Treårskrigen''', også kaldeteller '''1. Slesvigske Krig''',<ref name="autogeneret1" /> varvarede en [[krig]],{{efn|name="borgerkrig"|Ifølge [[lektor]] [[emeritus]] og [[cand.phil.]] ved Aarhus Universitet [[Erik Strange Petersen]]<ref>{{harvnb|Erik Strange Petersens profil på ''danmarkshistorien.dk''}}.</ref> var Treårskrigen "både en borgerkrig og en krig mellem Danmark og Det Tyske Forbund".<ref name="autogeneret1" />}} der varede fra 1848 til 1850/1851.{{efn|Den 2. juli 1850 sluttede Danmark og Preussen en simpel fred, men den [[Den provisoriske regering (Slesvig-Holsten)|provisoriske regering i Slesvig-Holsten]] fortsatte dog krigen på egen hånd indtiltil oktober 1850; det var først efter pres fra [[Det Russiske Kejserrige]], [[Østrig-Ungarn]] og [[Preussen]], at den provisoriske regering og dens hær endeligt blev opløst i januar 1851.<ref name="autogeneret1" />}} Den er i [[Tyskland]] også kendt som den '''Slesvig-Holstenske krig'''. Det var en dansk borgerkrig, der havde sin årsag i den spændte situation i den danske [[helstat]] i 1848.

De tysksindede, [[Nationalliberalisme|nationalliberale]] slesvig-holstenere krævede [[hertugdømme]]rne [[Hertugdømmet Slesvig|Slesvigs]] og [[Hertugdømmet Holsten|Holstens]] løsrivelse fra [[Danmark]] og sammenslutning til en tyskpræget slesvig-holstensk stat. Den danske, nationalliberale [[Ejderpolitikken|ejderpolitik]] sigtede mod en adskillelse af hertugdømmerne,. det vil sigeDvs. at Slesvig som dansk skulle integreres mere eller mindre i Kongeriget Danmark, mens Danmark ville give afkald på det rent tyske Holsten (og Lauenburg).

Hertugdømmerne Slesvig og Holsten (siden [[1814]] også [[Kreis Herzogtum Lauenburg|Lauenburg]]) var siden [[middelalderen]] i [[personalunion]] med Danmark, idet den danske konge samtidig herskede over de tre hertugdømmer. Hertugdømmerne og Kongeriget dannede [[helstaten]]. Alle enhederne styredes fra København, hvor administrationen var adskilt i det [[kancelli|danske kancelli]] (med dansk forvaltningssprog for kongeriget) og det [[kancelli|tyske kancelli]] (med tysk forvaltningssprog for hertugdømmerne). Slesvig var et kongeligt dansk [[len]], hvorimod Holsten og Lauenburg var tyske len og medlemmer af det [[Tyske Forbund]]. Den danske konge repræsenterede således disse to tyske hertugdømmer i det Tyske Forbund, mens Slesvig og Danmark ikke var medlemmer. Statsretsligt var Holsten og Lauenburg ikke en officiel del af Danmark, men da den aldrende konge, [[Christian 8.]] den [[8. juli]] [[1846]] udsendte et [[Det åbne brev (1846)|åbent brev]], hvori han fastslog [[arvefølge]]n for [[Danmark]], [[Slesvig (område)|Slesvig]] og [[Kreis Herzogtum Lauenburg|Lauenborg]], samtidig med at han forsikrede, at helstaten ville blive bevaret som en enhed, provokerede det den tyske nationalisme.<ref name="Gl140">{{Harvnb|Glenthøj|2014|p=140}}.</ref>

Slesvig og Holsten var bedre økonomisk udviklet og mere velstående end kongeriget Danmark. Hertugdømmerne udgjorde ca. 2/5 af rigets befolkning, men finansierede 3/5 af statsudgifterne.{{kilde mangler|dato=Uge 12, 2011}} Mange i den fremadstræbende middelklasse så deres fordel ved at blive knyttet til det tyske område. Danmark var endnu præget af fattigdommen efter [[Statsbankerotten 1813|statsbankerotten i 1813]] og havde kun en beskeden [[Industrialiseringen i Danmark|industrialisering]] og et tilbagestående [[landbrug]], som først i løbet af [[1830'erne]] nåede det produktionsomfang, som landbruget havde haft før Napoleonskrigene.<ref name="Gl71">{{Harvnb|Glenthøj|2014|p=71}}</ref> Befolkningen i hertugdømmerne, også i Slesvig, så traditionelt ned på de fattige "jyder" i nord, som blev opfattet som en bremse for vækst og nytænkning.

Kampen om Slesvigs status spidsede for alvor til da [[Franske revolution|revolutionen fra Frankrig]] i februar 1848 spredte sig i Europa. I marts 1848 dannede Kongkong Frederik 7. efter pres fra den danske befolkning det såkaldte [[Martsministeriet|martsministerium]] under ledelse af [[A.W. Moltke]] med det formål at udforme en demokratisk [[grundlov]] for Danmark. Dannelsen af et grundlovsgivende ministerium var direkte afledt af det slesvigske spørgsmål, da en repræsentant for de tysksindede slesvigske og holstenske stænderforsamlinger den [[18. marts]] mødte op i København med et krav om løsrivelse af hertugdømmerne. I København betød det, at nationalliberale Ejderfolk kunne fjerne en del af kongens helstatsfolk fra deres ministerposter og overtage styringen af Danmark den [[22. marts]] 1848. Den nye regering sendte den [[24. marts]] deputationen fra Slesvig og Holsten tilbage med beskeden om, at Slesvig ikke kunne få løsrivelse fra Danmark, men en form for indre selvstændighed eller selvstyre.<ref name="Gl173">{{Harvnb|Glenthøj|2014|p=173}}.</ref> Holsten kunne derimod få "lige så meget frihed, det måtte ønske".<ref name="Gl173"/>

Der findes to historiske tolkninger af omstændighederne. Enten spillede forvirring og dårlig kommunikation virkelig den afgørende rolle, sådan at man i Kiel troede at revolutionen var brudt ud i København. Eller også blev rygterne et påskud, der gjorde det muligt for oprørerne at udnytte situationen med et skær af [[legitimitet]] og få den folkeligefolkelig opbakning.

Samme morgen, den 24. marts kørte det ordinære [[tog]] fra Kiel over [[Neumünster]] til Rendsborg med soldaterne fra [[garnison]]en i Kiel og 50 frivillige under kommando af den provisoriske regerings krigsminister, [[Frederik af Nør]]. Han var bror til hertugen af [[Augustenborg]], som håbede på at blive regent af Danmark og hertugdømmerne efter den barnløse Frederik 7. DetteDet blev imidlertid forpurret ved det såkaldte [[Det åbne brev (1846)|åbne brev]] af 1846, der fastlagde arvefølgen i Danmark og hertugdømmerne.

Den nyanlagte jernbane fra Neumünster til Rendsborg gik uheldigvis ind igennem fæstningens yderværker. Prinsen af Nør og hans folk kunne derfor køre med toget direkte ind i fæstningen, hvor de hurtigt besatte [[hovedvagten]] og andre vigtige punkter. Ved at ringe med brandklokken fik de samlet soldaterne – ubevæbnede – på fæstningens paradeplads. Prinsen af Nør, som var i dansk generalsuniform, holdt en tale, hvori han anførte, at han og den provisoriske regering i Kiel havde overtaget regeringsmagten i hertugdømmerne, fordi hertugdømmernes retmæssige regent, kongen i København, var holdt fanget af den københavnske [[pøbel]]. [[Officer]]er og soldater, som ønskede at rejse til Danmark, fik fri afmarch. De fleste officerer valgte at rejse mod nord, mens langt hovedparten af [[menig]]e og underofficerer gik over til den slesvig-holstenske hær.

[[Preussen]] og det [[Tyske forbund]] besluttede at komme oprørerne til hjælp, og under ledelse af den preussiske [[Friedrich Ernst von Wrangel|general Wrangel]] angreb 32.000 mand med 74 kanoner i [[slaget ved Slesvig]] de danske stillinger påskedag den [[23. april]] 1848. Trods modstand lykkedes det ikke de ca. 10.000 danske med 32 kanoner at holde stillingen, og de trak sig tilbage til [[Als]]. Fra Als foretog [[Hans Hedemann|Hedemann]] og [[Friderich Adolph Schleppegrell|F. A. Schleppegrell]] et [[Slaget ved Nybøl|angreb på Nybøl]] den [[28. maj]] 1848. Denne sejr samt den efterfølgende vedog [[Slaget ved Dybbøl (1848)|Dybbøl den 5. juni]] vakte begejstring hos den danske befolkning, men modvilje hos stormagterne. På den anden side ville [[Det Russiske Kejserrige|Rusland]] heller ikke tillade Preussen at gå over [[Kongeå]]en og ind i selve kongeriget. Kampene ebbede ud, og den [[26. august]] sluttedes våbenhvile i [[Malmø]].

De slesvig-holstenske styrker fortsatte krigen på egen hånd, uden støtte fra andre tyske stater, indtiltil de den [[25. juli]] 1850 led et afgørende nederlag i det største slag i danmarkshistorien. Under [[Slaget på Isted Hede]] kæmpede ca. 36.000 danske soldater mod 26.000 slesvig-holstenere. Da slaget sluttede 12 timer senere var der 3.798 døde og sårede på den danske og 2.828 på den slesvig-holstenske side. Blandt de faldne var bl.a. general [[Friderich Adolph Schleppegrell|Schleppegrell]] og oberst [[Frederik Læssøe|Læssøe]].

I september og oktober 1850 skete de sidste krigshandlinger, da de slesvig-holstenske tropper angreb først [[Slaget ved mysunde 1850|Mysunde]] og siden [[Frederiksstad]]., Sidstnævnteder blev svært ødelagt, men. beggeBegge angreb endte uden succes.