|
Under forhandlingerne om ændring af alliancetraktaten med Storbritannien af 10. oktober 1922 afløstes sir [[Percy Cox]] af sir [[Henry Dobbs]] som britisk [[højkommissær]] i Bagdad i september 1923, og en ny traktat undertegnedes den 25. marts 1924, indeholdende de ved protokol af 30. april 1923 vedtagne ændringer i traktaten fra 1922. En konstituerende nationalforsamling åbnedes samtidig og indvilligede efter nogen modstand i, at alliancetraktaten ratificeredes. I august 1924 vedtog nationalforsamlingen en forfatning, hvor efter parlamentet skulle bestå af to kamre: et senat på 20 medlemmer valgte af kong Feisul, og et andetkammer på 88 medlemmer valgte ved almindelig stemmeret. Valgene afholdtes i juni 1925, og parlamentet holdt sin første samling juli—oktober samme år.
Efter Iraks frigørelse fra det tyrkiske åg i 1918 skete der store fremskridt i mange retninger, både med hensyn til undervisning, sundhedsvæsen, trafik, handel og industri. Iraks sidenrigdomme, arabernessom herredømmehavde været uudnyttede rigdommesiden arabernes herredømme, kom atter til anvendelse: [[bomuld]], [[korn]], [[daddel|dadler]], samt [[petroleum]] (olie) var hovedprodukterne. "''Anglo-Persian Oil Co.''" og "''Turkish Petrole Co.''" fik store koncessioner, henholdsvis i Sydirak ved [[Basra]] og i nord omkring [[Mosul]]. Den store grænsestrid med Tyrkiet om Mosul endte med, at sagen appelleredes til [[Folkeforbundet]], og ved beslutning af [[15. december]] [[1925]] tilkendte forbundsrådet Irak byen. Ved en traktat af [[5. juni]] [[1926]] mellem Irak, Tyrkiet og Storbritannien blev den endelige grænseordning truffet.
Forholdet til Storbritannien vedblev dog stadig at være spændt, og en ny traktat af 13. januar 1926 bragte ingen bedring. Araberne i Irak ønskede mere statslig selvstændighed og adgang til Folkeforbundet. For at fremme disse planer aflagde kong Feisul[[Faisal 1. af Irak|Kong Faisal]] besøg i London i Oktober 1927. Resultatet blev en ny traktat af 14. december 1927, hvori Storbritannien formelt anerkendte Irak som en uafhængig, suveræn stat og lovede, forudsat den nu herskende fremgang fortsattes, at støtte Iraks optagelse i Folkeforbundet i 1932; dog skulle Storbritannien vedblive at holde en højkommissær i Irak og varetage landets udenrigske anliggender. Selv om den nye traktat ikke vandt almindeligt bifald blandt araberne, syntes dog forholdet mellem de to lande at have bedret sig, og englænderne trak efterhånden de fleste af deres tropper bort, undtagen en mindre luftstyrke. Der imod nægtede Persien endnu at anerkende Irak som stat, og grænseforholdet både til Persien og Centralarabiens nye stat Nedjd (senere: [[Saudiarabien]]) var stadig ret spændt. I 1928 afløstes sir Henry Dobbs af en ny højkommissær Sir Gilbert Clayton.<ref>[http://runeberg.org/salmonsen/2/26/0751.html ''Salmonsens Konversationsleksikon'', 2. udgave, bind XXVI (1930), s. 725; opslag: Mesopotamien]</ref>
=== Selvstændig stat ===
Briterne styrede, med hård hånd, landet som [[mandatområde]] frem til [[1932]], da [[Irak]] blev erklæret som et selvstændigt kongedømme under [[hasjemitterne|hasjemitkongen]] [[Faisal 1. af Irak|Faisal]], og Irak blev dette år også medlem af [[Folkeforbundet]]. Under hele perioden under briterne var Irak præget af arabiske og kurdiske oprør, og det hasjemitiske kongehus blev også efter sin oprettelse stadig udsat for kupforsøg. Kong Faisal døde i 1933, og blev efterfulgt af kong [[Ghazi af Irak|Ghazi]], som igen døde i 1939 og blev efterfulgt af sin mindreårige søn kong [[Faisal 2. af Irak|FaisilFaisal 2.]].
Det irakiske kongehus var svagt, og Irak var ibortset alt andet end tilfra navnet en britisk koloni frem til invasionen af Suez i 1956. Briterne beholdt sine militærbaser i landet, og Irak stod også under britisk okkupation i fem år efter et kupforsøg i 1942. Enhver modstand mod Faisal blev slået hårdt ned, og briterne bedrev i den sammenhæng også en udstrakt terrorbombning mod civilbefolkningen og mod landbruget. Briternes holdning til den irakiske civilbefolkning blev blandt andet tydeliggjort gennem [[Winston Churchill]]s udtalelse om virkemidler mod kurderne:
:"''Jeg forstår ikke fejheden, som råder vedrørende brugen af gas. Selv er jeg stærkt for anvendelse af gas mod uciviliserede stammefolk''."<ref name=Pilger_New_rulers>{{Kilde bog
| forfatter= John Pilger
|
