Iraks historie: Forskelle mellem versioner

Briterne styrede, med hård hånd, landet som [[mandatområde]] frem til [[1932]], da [[Irak]] blev erklæret som et selvstændigt kongedømme under [[hasjemitterneBanū Hashim|hasjemitkongenhashimitten]] [[Faisal 1. af Irak|Faisal]], og Irak blev dette år også medlem af [[Folkeforbundet]]. Under hele perioden under briterne var Irak præget af arabiske og kurdiske oprør, og det hasjemitiske kongehus blev også efter sin oprettelse stadig udsat for kupforsøg. Kong Faisal døde i 1933 og blev efterfulgt af kong [[Ghazi af Irak|Ghazi]], som igen døde i 1939 og blev efterfulgt af sin mindreårige søn kong [[Faisal 2. af Irak|Faisal 2.]].

Det irakiske kongehus var svagt, og Irak var bortset fra navnet en britisk koloni frem til invasionen af Suez i 1956. Briterne beholdt sine militærbaser i landet, og Irak stod også under britisk okkupation i fem år efter et kupforsøg i 1942. Enhver modstand mod kong Faisal blev hårdt slået hårdt ned, og briterne bedrev i den sammenhæng også en udstrakt terrorbombning mod såvel civilbefolkningen og modsom landbruget. Briternes holdning til den irakiske civilbefolkning blev blandt andet tydeliggjort gennem [[Winston Churchill]]s udtalelse om virkemidler mod kurderne: