Latinsk grammatik: Forskelle mellem versioner

'''Latinsk grammatik''' beskriver de regler, som bruges til at fortolke og komponere [[latin]]ske tekster. [[Grammatik]]ken er på mange måder anderledes end den danske, da latin ikke har nogen bestemt artikel og er et [[Morfologi (lingvistik)|morfologisk sprog]],<ref>Et sprog med bøjninger (af substantiver, adjektiver, verber etc.) i modsætning til [[isolerende sprog]], hvor kun [[syntaks]]en er afgørende for afkodningen af en sætning.</ref> hvor [[Bøjningsform|bøjningen]] af ordene i en sætning spiller en større rolle end deres placering. Ordstillingen er således teoretisk set fri, men dog underlagt regler ([[syntaks]]). Latin har et udvidet system af bøjninger for [[substantiv]]er, [[verbum|verber]], pronominer, tal og [[adjektiv]]er, hvoraf substantiver, pronominer, tal og adjektiver bøjes efter tal og kasus, mens verber bøjes i et separat system efter en række faktorer som [[tempus|tid]], [[Grammatisk person|person]], [[modus]] m.v.

Latinske verber bøjes i et separat system af bøjninger, hvor verber bøjes alt efter placering og betydning. Latinske verber siges at bøjes efter en bøjning, der findes fire forskellige bøjninger (konjugationer). Disse bøjninger minder om hinanden, men har alligevel en række forskelle, som gør kendskab til verbets bøjning essentiel. Nogle verber er totalt uregelmæssige og hører således ikke til nogen bøjning. Overordnet bøjes efter et givent regelmæssigt verber i tre modus: [[indikativ]], [[konjunktiv]] og [[imperativ]] (Se [[#Modus]] om brugen). Herefter kan verbet bøjes efter de to diateser: [[aktiv]] og [[Lideform|passiv]] (Se [[#Diatese]] om brugen). Ordet bøjes herefter i [[tempus]] (tid): [[præsens]], [[præteritum]], [[imperfektum]], [[futurum]], [[perfektum]], [[pluskvamperfektum]], [[futurum perfektum]], hvoraf futurumtiderne ikke findes i konjunktiv, og der i imperativ kun findes tiderne futurum og præsens. Herefter bøjes verbet efter aktørens tal og person, disse svarer til de danske 1. sing.: jeg, 2. sing.: du osv.

Verbet kan også være ubøjet, være infinit. Disse former kan være infinitivformerne (at være, at have været etc.), der også bøjes i tid og diateserdiatese. Også participier hører til de infinitte former.

* [[nominativ]], [[Subjekt (grammatik)|subjekt]] og [[subjektsprædikat]]. Bruges i en aktiv sætning til at angive [[agens]] også kaldet aktøren. ('''Jeg''' ''henter vinen.'').

* [[akkusativ]], [[Objekt (grammatik)|direkte objekt]] og [[objektsprædikat]]. Bruges om den eller det, som handlingen vedrører. (''Jeg henter'' '''vinen'''.).

* [[genitiv]]. Bruges til at betegne et ejerforhold og svarer på "Hvis er det?". ('''Jensens''' ''kop'', '''dronningens''' ''portræt''). Fra den indoeuropæiske kasus [[lokativ]] er overtaget ''lokativisk genitiv'', som bruges i betegnelser for byer og mindre øer, når de er singularis og bøjes efter 1. og 2. deklination samt i udtrykkene ''domi'' hjemme og ''ruri'' på landet.<ref>Hyllested & Østergaard: Latinsk grammatik. § 149</ref>

* [[dativ]], [[Indirekte objekt (grammatik)|indirekte objekt]]. Bruges til at angive modtageren af en handling og svarer på "Til hvem er det?". Ofte i forbindelse med at give. (''Jeg giver'' '''ham''' ''vinen''.).

* [[ablativ]], adverbielt led. Bruges til at angive 'med hvad?', 'hvordan?', 'hvor?', 'hvorfra?' osv. Ablativ har ikke et modstykke på dansk, men gengives sommed et [[præpositionsled]]. (''Jeg slog sømmet i'' '''med hammeren'''.). Den indoeuropæiske kasus ''lokativ'' er i vid udstrækning blevet videreført som lokativisk ablativ.<ref>Hyllested & Østergaard: Latinsk grammatik. § 179f.</ref>

* [[vokativ]]. Brugesbruges i direkte tiltale: Veni serve (''kom,'' '''slave!''').

Den latinske grammatik er ligesom en række andre gamle [[indoeuropæiske sprog]] i høj grad baseret på bøjninger af ordene, og der er stor frihed til at vælge ordenes ordenrækkefølge i sætningerne. Dette er i modsætning til sprog som fx dansk, hvor ordstillingen erkan være afgørende for den grammatiske funktion.

På latin følger ordstillingen ofte subjekt, objekt, verbum-[[paradigme]]t, selv om der, særligt i poesi, kan forekomme variationer.

Ordstillingen er således teoretisk set fri, og betydningen kan forstås, selv hvis to sammenhørende ord skilles af femflere ord, til tider på tværs af hoved- og ledsætninger, hvilket hænder hyppigst i poesi.

* {{cite book|author=Jo Hermann|title=Latinsk grammatik på dansk|publisher=Akademisk forlag|year=2001, 2006}}<ref>https://bibliotek.dk/linkme.php?rec.id=870970-basis%3A26360013</ref>

* {{cite book|author=Hyllested og Østergaard|title=Latinsk grammatik|publisher=Gyldendal|year=1966}}<ref>https://bibliotek.dk/linkme.php?rec.id=870970-basis%3A01433423</ref>