Søren Kierkegaard: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
m →Kirkestormen (1855): +wiki-link |
No edit summary |
||
Linje 89:
===Kirkestormen (1855)===
Kierkegaard brød sin tavshed efter næsten fire år, da professor [[Hans Lassen Martensen|H.L. Martensen]] i [[1854]] under bisættelsen af biskop [[Jacob Peter Mynster|J.P. Mynster]] kaldte den døde et "sandhedsvidne". Den [[18. december]] [[1854]] indeholdt ''Fædrelandet'' en artikel af Kierkegaard: "Var Biskop Mynster et Sandhedsvidne, et af de rette Sandhedsvidner – er dette Sandhed?" Det blev indledningen til kirkekampen eller kirkestormen i [[1855]], hvor Kierkegaard [[polemik|polemiserede]] voldsomt og injurierende imod kirken og dens [[præsteskab]], først i avisartikler og derefter i sit eget flyveblad ''Øieblikket''. I den første artikel forklarer han, at han hidtil ikke har kunnet tale om disse ting på grund af faderens venskab med Biskop Mynster. I begyndelsen af kampagnen bruger Kierkegaard almindelige akademiske udtryksmidler: Mynster var ikke et sandhedsvidne, men "svag og nydelsessyg". Senere skriver han, at "der skal gøres en ende på den usandhed... at det er Christendom, man forkynder" (i folkekirken). Fra april fokuserer artiklerne på "den kongelige bestalling" der er latterlig i forbindelse med troen. Omtrent samtidig bliver målet for angrebene de "1000 Præster med Familie". I maj 1855 starter Øjeblikket og i et af de første numre foreslås det, at de 1000 præsters opgave i virkeligheden er at forhindre og umuliggøre kristendommen. I nr. 2 forstærkes denne anklage idet de "1000 embedsmænd med Selvopholdelsen Drift er interesserede i, at Menneskene ikke får at vide, hvad Christendom er..." I det samme nummer indføres det synspunkt at præsterne "leger Christendom". I juni anvendes udtryk som "Falskneri og Plattenslageri". I august bliver "Confirmation og Vielse" kaldt ""Comediespil eller det som værre er" og ordet "Løgn" bliver brugt med repetetiv aggressivitet. Samtidig bliver præsterne til "de 1000 Meenedere" hvilket i september forstærkes til "Menneskeædere, og på den afskyeligste måde." Under denne kampagne hævdede Kierkegaard ved adskillige lejligheder, at denne kamp var hans virkelige værk og at alle hans tidligere skrifter var at betragte som forberedende manøvrer indtil to betingelser var opfyldt, nemlig at både hans fader og Biskop Mynster var døde, samt at han selv var anerkendt som en intelligent teolog, man var nødt til at lytte til. Dette udtryktes tydeligst i “Hvad Christus dømmer om officiel Christendom“ fra 1855. Midt under denne kamp, mens nr. 10 af Øjeblikket var under forberedelse, faldt Kierkegaard bevidstløs om på gaden, og efter seks ugers sygeleje døde han, kun 42 år gammel, efter at have udtalt, at han blot havde krævet
===Begravelsen===
Linje 95:
Søren Kierkegaard blev begravet fra [[Vor Frue Kirke (København)|Frue Kirke]]. Kirken var fyldt, og flere stod ude på gaden. Studenterne brød igennem mængden og dannede kreds rundt om kisten. Repræsentanter for kirken, [[Københavns universitet|universitetet]] eller litteraturen var der ikke mange af. [[Stiftsprovst]] [[E.C. Tryde]] forestod kirkehandlingen. Broderen [[P.C. Kierkegaard|Peter Christian]], som den afdøde ikke ville se på sit dødsleje, talte over kisten og på familiens vegne.
Efter højtideligheden blev kisten ført til [[Assistens Kirkegård (København)|Assistens Kirkegård]]. Et stort følge gik med. Kierkegaard var udadvendt og havde en enorm bekendtskabskreds. For det meste havde han skrevet om natten, mens han om dagen var ude
Efter jordpåkastelsen trådte lægen Henrik Lund frem.<ref name="autogeneret1">{{Cite web |url=http://assistens.dk/personer/soren-aabye-kierkegaard/ |title=Søren Aabye Kierkegaard<!-- Bot genereret titel --> |access-date=27. maj 2018 |archive-date=27. maj 2018 |archive-url=https://web.archive.org/web/20180527202519/http://assistens.dk/personer/soren-aabye-kierkegaard/ |url-status=yes }}</ref> Han var Søren Kierkegaards nevø (ældste søn af søsteren Nicoline). Provst Tryde, som skulle foretage jordpåkastelsen, forsøgte at forhindre ham i det. Som ikke-ordineret havde han ikke adgang til at tale ved graven. Af Lunds tale fremgik, at hans morbror havde været kirkens største modstander, og at man med den kirkelige begravelse havde [[ran (kriminalitet)|ranet]] ham efter døden. Henrik Lund følte, at kirken, som Kierkegaard i den grad havde taget afstand fra og gjort til grin, nu valgte at tage ham til sig, og dermed ikke udviste respekt. Efter nevøens mening var morbroren netop imod den "officielle kristendoms" gudsdyrkelse.
|