Konstantin den Store: Forskelle mellem versioner

 

== Samlingen af Romerriget ==

 

Ved sin fars død i 306 blev Konstantin udråbt til kejser på stedet. Der var imidlertid også mange andre kandidater til tronen – [[Maxentius]], som [[senat]]et i [[Rom]] havde valgt til kejser (men med den lavere grad af ''princeps'', ikke ''augustus''), hans far Maximian (død i [[310]]), [[Maximinus]] (der var søn af kejser [[Galerius]]' halvsøster) og [[Licinius]]. I 311 var der fire lovligt valgte ''augusti'' i Romerriget, når der kun skulle have været to: Kejser Galerius selv, nevøen Maximinus, Konstantin og Maxentius.

I [[313]] mødtes Konstantin med Licinius i [[Milano]], hvor denne giftede sig med Konstantia, og de to svogre delte riget sig imellem. Konstantin fik nu kontrol over rigets vestlige halvdel. De to blev også enige om en fælles religiøs politik, formuleret i det såkaldte [[Milano-ediktet|Milano-edikt]]. Licinius var ikke kristen, men tolererede kristendommen, hvad der ikke forhindrede nye forfølgelser i at bryde ud. Desuden fik Konstantin snart den interne splittelse blandt kristne at mærke. Særlig i [[Afrika]]s provinser herskede der en uforsonlig holdning overfor ''lapsi'', dvs dem, der holdt sin kristne tro skjult mens forfølgelserne pågik. Denne uforsonlige sekt kaldte sig donatister efter en [[biskop]] Donatus. I april 313 klagede donatistene biskop Caecilian af [[Karthago]] ind for at have udvist en tilgivende holdning overfor ''lapsi''. Konstantin arrangerede en [[synode]] i Rom, hvor klagen blev behandlet, og hvor Caecilian fik medhold i sin tilgivende holdning. Donatisterne klagede dette ind for Konstantin. Han indkaldte nu til en synode i [[Arles]], hvor 33 biskoper mødtes 1.august 314. Også disse gav Caecilian medhold, men donatistene nægtede at acceptere afstemningen, og i de nærmeste århundreder voksede der en betydelig, donatistisk sekt frem i [[Nordafrika]].

 

 

== Grundlæggelsen af Konstantinopel ==