Genforeningen i 1920: Forskelle mellem versioner

Genforeningsdagen, [[15. juni]], og afstemningsdagen, [[10. februar]], fejres endnu af dansksindede i Sønderjylland.

 

===Grænsekommission og dansk-tysk traktat===

[[Fil:Danish reunification 1920 memorial stone (Hammelev).jpg|thumb|right|Mindesten for genforeningen i [[Hammelev]], [[Sønderjylland]]]]

[[Danmarks Riges Grundlov|Den danske grundlov]] fra 1915 fastlagde antal rigsdagsmedlemmer fra landsdelene i detaljer. Derfor måtte man ændre grundloven for at forholdet ikke skulle blive skævt. Grundlovsændringen var dog ikke en nødvendighed for genforeningen. Ved ændringen blev folketinget udvidet fra 140 til 152 medlemmer, og landstinget fra 72 til højst 78 medlemmer. Samtidig blev der indført andre mindre ændringer. Folkeafstemningen om ændring af grundloven blev afholdt den [[6. september]] [[1920]]. 614.130 vælgere (96,9 %) stemte for, og 19.571 (3,1 %) imod. Til trods for det klare ja-flertal, gik forslaget kun igennem med en snæver margin, da grundloven krævede at mindst 45 % af alle stemmeberettigede stemte ja. Andelen som stemte for, var 47,6 % af de stemmeberettigede.

 

Den danske stat investerede store midler i Sønderjylland. Målet var at integrere området og bringe det på højde med dansk niveau.

 

[[Nødpenge]] blev udstedt af kommunerne i hele Tyskland under og efter første verdenskrig. De sønderjyske nødpengesedler havde ofte nationale danske og/eller tyske motiver. Danske kroner blev indført som valuta den 20. maj 1920. Nationalbanken støttede de sønderjyske banker og sparekasser med lån.

 

Landbruget gik en svær tid i møde, da man skulle omstille sig fra overvejende kornproduktion i den tyske tid til eksport af kød og smør. I Danmark var omstillingen sket samtidig med [[andelsbevægelsen]] i 1880'erne. Den danske andelsbevægelse havde også bredt sig til Sønderjylland, men stort set kun i form af andelsmejerier.

 

I kriseårene 1931-35 kom hver niende gård i Sønderjylland på tvangsauktion, men kun 2,5 % af gårdene nord for Kongeåen. De socialdemokratiske regeringer under Stauning var afvisende over for landbrugets behov, hvilket førte til stærk opslutning i Sønderjylland til protestbevægelserne [[Landbrugernes Sammenslutning]] og [[Selvstyrepartiet (dansk parti)|Selvstyrebevægelsen]]. Ved siden af det tyske mindretals parti [[NSDAP-N]] havde også det danske nazistparti [[NSDAP]] sin højborg i Sønderjylland.

 

 

Alt blev nedslidt under [[1. verdenskrig]], således at der var stor forskel på tilstanden lige før krigen og i 1920. Efter genforeningen skulle området moderniseres og opgraderes til forholdene i det øvrige land, men som i resten af Danmark måtte man også nedlægge ikke-rentabel infrastruktur. Syd for grænsen blev den samme udvikling i det store og hele først gennemført efter 1960.

[[Rømødæmningen]] blev vedtaget i 1939 og bygget i 1940-1948. Den [[Frederik VII's Bro (Sønderborg)|gamle pontonbro]] i Sønderborg blev i 1930 erstattet af [[Kong Christian den X's Bro]].

 

[[Jernbanefærge]]n Mommark-Fåborg blev indviet i 1922 (i dag [[Alslinjen|Fynshav-Bøjden]]). Den overførte biler og godsvogne og udgjorde sammen med [[Nyborg-Ringe-Faaborg Banen|Nyborg-Ringe-Faaborg-banen]] en forbindelse mellem Sønderborg og Sjælland. [[Amtsbanerne på Als]] blev forlænget til færgelejet. Amtsbanen til [[Nordborg]] blev nedlagt i 1933, mens [[Mommark-banen]] blev opgraderet til [[normalspor]].

 

Den gamle færgerute [[Årøsund#Assens-Aarøsund færgefart|Årøsund-Assens]] blev genetableret 1920 som genvej mellem Haderslevområdet og Fyn. Den private rute var rentabel i de fleste perioder, men lukkede i 1972.

 

En jernbanekommission for Sønderjylland blev nedsat i 1920, hvilket førte til [[Jernbaneloven af 29. marts 1924|jernbaneloven af 1924]]. Formålet var at opgradere de sønderjyske baner, der for en stor del var spinkelt bygget og ikke vedligeholdt under krigen. Men i 1920'erne begyndte biltrafikken samtidig at gå ud over jernbanerne.

 

[[Tønder-Højer-banen]] var anlagt som forbindelse fra den tyske [[:de:Marschbahn|Marskbane]] til færgerne til [[Munkmarsk]] på [[Sild]]. Efter 1920 kom den vigtigste rute fra øen til fastlandet til at gå gennem Danmark. Trafikken med tyske badegæster fra Hamborg til [[Højer Sluse]] fortsatte. Fra 1922 slap de for visum og toldkontrol i plomberede [[gennemgående|transitvogne]]. [[Hindenburgdæmningen]] til Sild var et løfte fra den tyske regering til øboerne, såfremt de stemte tysk ved folkeafstemningen, og den blev indviet i 1927. Højerbanen blev til en lokalbane, som blev nedlagt for persontrafik i 1935.

 

Ligesom meget andet i Sønderjylland var også skolegangen brudt sammen ved afslutningen af [[1. verdenskrig]], fordi lærere var indkaldt til krigstjeneste eller omkommet, og børn blev holdt hjemme på gårdene for at hjælpe med arbejdet, da mænd og karle også var i krig.

 

Dansk gymnasieundervisning blev sikret med statsskoler i Åbenrå og Sønderborg. [[Tønder Seminarium]], som stammede fra 1788, blev til dansk [[statsseminarium]].

 

I den preussiske tid var der bygget sygehuse i Aabenraa 1891, Højer 1893, Sønderborg 1894, Løgumkloster 1894, Haderslev 1896 og Tønder 1898, som regel drevet af af amt og by i fællesskab. Dertil kom marinelazarettet i Sønderborg fra 1911.

 

[[Augustenborg Slot]] var kvindeseminarium i den preussiske tid. Det var dog stadig ejet af [[Ernst Günther 2. af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Augustenborg|hertug Ernst Günther 2.]], som i 1921 solgte det til den danske stat. Den gamle psykiatriske institution for hertugdømmerne var [[:de:Helios Klinikum Schleswig|Landesheilanstalt Schleswig]] (tidligere ''Daare-'' eller ''Sindssygeanstalten i Slesvig'', ''Provinzial-Irren-Heil-und Pflegeanstalt'' m.v.), opført 1820 og tegnet af [[C.F. Hansen]] som en af de mest moderne anstalter for sin tid. I 1900 havde den plads til 900 patienter. Efter genforeningen manglede der et psykiatrisk sygehus i landsdelen. Augustenborg Statshospital blev oprettet i 1932.

 

I de fire købstæder blev der stillet tyske præster til rådighed inden for folkekirken. I landområderne blev tysk kirke organiseret af det tyske mindretal via [[Nordschleswigsche Gemeinde]].

 

Umiddelbart efter genforeningen blev biskoppen i Ribe, [[Gabriel Koch]], konstitueret for Sønderjylland, sammen med fem nye danske [[provst]]er. [[Haderslev Stift]] blev oprettet i 1922, med historisk baggrund i [[Haderslev domkapitel]], som var et særligt præsteseminarium og område med dansk kirkesprog under [[Slesvig Stift]]. Den vestlige del af Sønderjylland blev lagt til [[Ribe Stift]], som også historisk var tilfældet, bortset fra [[Slogs Herred]], der havde tilhørt Slesvig Stift.

 

De tyske [[Kreis]]e blev videreført som danske [[amt]]er: Haderslev, Tønder Åbenrå og Sønderborg amt. I 1932 blev de to sidste sammenlagt til Aabenraa-Sønderborg Amt. Ved folketingsvalg indgik alle amterne dog i [[Sønderjyllands Amtskreds]], længe før [[Sønderjyllands Amt]] blev skabt i 1970.

 

I Tønder var der tysk flertal i kommunalbestyrelsen indtil 1925 og tysk borgmester frem til 1937. Socialdemokratiet havde forholdt sig neutralt, da de i de fleste tilfælde blev valgt på en fælles dansk-tysk liste. Efter at en borgerlig fællesliste dannede valgforbund med socialdemokraterne i 1937, blev landsretssagfører [[Holger Jepsen]] den første dansksindede borgmester og derefter [[Johan Jessen Paulsen]] (1939–1970). Protokollen blev i begyndelsen kun ført på tysk, og indtil 1937 på begge sprog. Mange opfattede byen som eksempel på pragmatisk samarbejde mellem danske og tyske. Der var tosprogede gadeskilte, men de tyske blev fjernet i befrielsesdagene i 1945.

 

De preussiske myndigheder havde opført Haderslev kaserne (1887-88) med ca. 520 mand og Sønderborg kaserne (1905-07) med plads til 1500 mand samt marinestation, skibsartilleriskydeskole og marinehospital. [[Luftskibsbasen i Tønder]] blev færdig i 1915 og kunne rumme 600 soldater, ud over [[zeppeliner]]faciliteterne, radiostation, fem jagerfly, vejrtjeneste, lyskastere, benzinlager m.v. På grund af genforeningen blev den ikke ramt af de allieredes påbud om at fjerne tyske militærinstallationer. [[Zeppelin- & Garnisonsmuseum Tønder]] er derfor den bedst bevarede i Europa.

 

Efter 1920 rykkede [[Sønderjysk Kommando]] ind på kasernerne i Sønderborg og Haderslev og zeppelinerbasen i Tønder. I 1923 blev kommandoen til 2. regiment i Sønderborg og Haderslev samt 7. regiments 2. bataljon i Tønder. I 1932 flyttede 13. bataljon (Slesvigske Fodregiment) fra Viborg til Haderslev. Sønderborg Kaserne lagde også hus til krigsinvalideskolen 1920-25, 2. regiments musikkorps 1920-53 (derefter i Haderslev) og sergentskolen fra 1926 til i dag. Tønder Kaserne blev opført 1935-36 og Søgaardlejren i 1937-39. Fodfolkspionerkommandoen i Tønder blev oprettet i 1938.

 

[[Weimarrepublikken]] anerkendte aldrig officielt 1920-grænsen, fordi den var en del af [[Versaillesfreden]], men ''de facto'' var der god forståelse mellem den danske og tyske regering.

 

Det danske folkelige arbejde blev også organiseret. Allerede i 1920-21 blev tre danske [[folkehøjskole]]r grundlagt i Sønderjylland: [[Hoptrup]], [[Rønshoved]] og [[Danebod Højskole]]. Der blev grundlagt foreninger og [[forsamlingshus]]e.

 

I 1920 var der 7 tyske privatskoler, men i 1932 var antallet 30 tyske privatskoler og 28-29 kommuneskoler, hvilket steg helt frem til 1945. Tilslutningen til mindretallet voksede, hvilket også gav sig udslag i stemmetallet for [[Slesvigsk Parti]]. Partiet blev i 1935 en del af den nazistiske bevægelse ([[NSDAP-N]], hvor N stod for Nordschleswig).

 

En særlig gruppe i mellemkrigstiden var de såkaldt [[de blakkede|blakkede]] (efter "blakket", dvs. grumset eller af uklar farve), som hverken var klart dansk- eller tysksindede. Både denne gruppe og det tyske mindretal var stærkest i "den skæve firkant" mellem Højer, Løgumkloster, Tinglev og grænsen.

 

Med genforeningen opgav de danske syd for grænsen indtil videre håbet om at komme tilbage til Danmark. I stedet organiserede de sig som mindretal. Det blev nu muligt at oprette danske skoler og organisere danskheden, i kraft af de friere forhold i Weimarrepublikken, men man blev fortsat udsat for repressalier. 70 % af de danske stemmer i Sydslesvig var faldet i Flensborg, og uden for Flensborg var mindretallet svagt. Det [[danske mindretal i Sydslesvig]] var langt mindre end det tyske mindretal nord for grænsen.